Profile
Blog
Photos
Videos
Kyoto, Hiroshima
Efter en hurtig togtur ankom vi til Kyoto kl 21.15. Toget videre til nærmeste station mod vort forud valgte hostel afgik først kl 21.45. Vi besluttede os derfor til at gå-der kunne jo højst være små 3 km til hostellet. Gid vi dog bare havde slappet af og ventet på toget... Endnu engang fejlbedømte vi storbyens storhed og afstanden, hvilket resulterede i, at kl var 11.05 før vi nåede frem ved vort mål efter en gåtur på ca. 7 km med al vor baggage. Efter ankomst fik vi at vide, at vi kun kunne blive 1 nat, eftersom de lukkede for sæsonen dagen efter. Det var en streg i regningen ovenpå den lange gåtur, men det viste sig senere hen at være meget godt. Næste morgen gik vi hurtigt afsted efter et nyt hostel, som vi havde fundet på nettet, Yahata. Klog af skade tog vi denne gang bussen. Vi nåede frem, og heldigvis var der plads. Vi var ovenikøbet så heldige, at vi blev placeret i et privat værelse til dorm-priser, da de ingen gæster havde. Værelset er klassisk japansk minimalistisk indrettet. Et bord som man sidder på gulvet ved, et lille sengebord med en lampe, samt en futon, som vi sov på. Gulvet er belagt med bambusmåtter, og døren er en skydedør.
Der var kun en anden udover os. Emil havde hilst på ham og forstået, at han hed Steff. Det viste sig senere, at han var staff og altså arbejdede der. Da vores program var stramt, skyndte vi os ud af døren, da vi var blevet indlogeret. Vores plan var at nå 3 af de mange must see templer. Kinkakuji Temple (Guld pavillonen), Ryoanji-mae (zen buddismens oprindelses tempel) og Ninnaji tempel (et tidligere vigtigt kejser palads). Guldpavillionen var virkelig fantastisk, og levede fuldt ud op til sit navn. Den lå i den dejligste japanske have, så der blev der taget mange gode billeder. Ryoanji-mae, var ligeledes en fryd for øjet. Efter en spadseretur gennem en dejlig japansk landskabshave, der formåede at trække de omkringliggende bjerge helt ind i haven, kom man frem til zen templet. På bare tæer, man skulle tage skoene af, inden man trådte ind, gik man igennem et traditionelt japansk munketempel. Inde i templet, godt gemt af murene, lå der en zen-have. Den bestod af 15 store velplacerede sten, og en masse revet hvidt grus. Meget fredfyldt. Haven har ikke ændret udtryk i 500 år. Vildt! Ninnaji templet var bestemt også et besøg værd, uden dog at være lige så prangende som de 2 første. Her var det mere bygningerne og arkitekturen, der var fremherskende.
Godt trætte i benene gik vi mod nærmeste station, der kun lå 2 km væk. På turen kom vi igennem et kvarter af gamle tempelbygninger. Det lignede fuldstændig et tempel, indtil vi så et skilt, der uden tvivl tilhørte en børnehave. Vi ville i en 100 yen store og købe aftensmad. Vi kunne bare ikke finde en, og på det tidspunkt vi overvejede at indstille søgningen, var vi så langt, at det var umuligt. Så efter adskillige gange at have spurgt om vej, og noget der ligner 6 km, fandt vi langt om længe en shop. Sikkert hjemme på hostellet tilberedte vi vores hjembragte nudler, med vores budget og de japanske priser, er det ikke mad, der kan bruges penge på. Lidt afslapning og så på hovedet i futon.
Det blev alt for hurtigt morgen og tid til at stå op. Groft brød findes ikke på disse breddegrader, så morgenmaden består af hvidt brød med smør, marmelade og hamburgerryg. Hostellet leverer al den te og kaffe, man kan hælde i sig, og vi havde købt lidt juice. Så var vi klar. Første punkt på dagsordenen var Ginkakuji templet-bedre kendt som sølvpavillionen. Den var ikke af sølv, som navnet antyder. Den var dog stadig meget pæn og haven fantastisk. Næste punkt var bjergbestigning af Mount Daimonji, som lå på en sti bagved sølvpavillionen. Det var sølle 466 meter højt, så vi nåede toppen på 30minutter. Da vi havde fået pusten, mistede vi den igen grundet den storslåede udsigt. Man kunne stort set se hele Kyoto fra oven. Efter et velfortjent hvil gik turen nedad igen og mod Kejserpaladset, hvor vi meldte os til en gratis guidet tur næste formiddag kl 10. Herefter tog vi metroen til botanisk have. Årstiden er desværre ikke den optimale. Der er ikke mange blomster tilbage, og de japanske ahorntræer har endnu ikke skiftet farve, så det må vi tænke os til. Vi gik os dog en god tur i haven, og som bonus var der et par bonsaiudstillinger. Vi kom desværre for sent til at besøge havens indendørsarealer. Mætte af indtryk vendte vi hjemad, og endnu en aftensmad bestående af nudler. De er heldigvis bedre til at lave dem her end i Rusland. En gang tøjvask, og afsted til drømmeland. Morgenmaden næste morgen bestod igen af hvidt brød men til Christinas store glæde også af chokos og den første mælk i snart 1 måned. Da vi var mætte og færdige, skyndte vi os afsted mod Kejserpaladset til den guidede rundvisning kl 10. Vi nåede det lige. Kyoto har tidligere været Japans hovedstad i over 1000 år, hvor kejseren dengang holdt til på dette palads. Det var spændende med en rundvisning inden for selve paladsområdet. Og endnu engang betagedes vi af japanernes bygge- og havekunst. Herefter tog vi metroen ud til Saga arishayama, hvor vi gik en tur i en bambusskov, det var meget hyggeligt og til Emils fornøjelse, var der igen store edderkopper rundt omkring i træerne. Dernæst købte vi billet til The Romantic train, som ville køre i bjergrigt landskab i 30 min. Vi fordrev ventetiden inden afgang med at lege med elektrisk tog og en is. Køreturen var meget hyggelig med nogle flotte udsigter, desværre var de fleste i den modsatte side af, hvor vi sad. Efter endt togtur tog vi et andet tog hjem mod Kyoto, hvor vi gik mod Gion corner for at prøve at spotte Geishaer. Desværre uden held, så vi handlede ind til aftensmad og vendte snuden hjemad. Dagen efter tillod vi os selv at sove helt til kl 9.30. Herefter et bad og lidt morgenmad og så på jagt efter et sted, hvor man kunne prøve en autentisk japansk te ceremoni. Vi havde dog ikke fået skrevet navnet ned på stedet, så vi gik og vi gik forgæves og ledte og spurgte. Vi måtte derfor hjem på hostellet og tjekke navne og gader på te ceremoni-stederne for igen at gå på jagt. Også denne gang forgæves. Det eneste sted vi fandt var alt for dyrt, så vi besluttede os i stedet for at gå til det lokale madmarked- Nishiri market. Der var al muligt. Te, krydderier og urter og alverdens mærkelige fisk-bl.a. mini blæksprutter på spid og piratfisk. Det var dog ikke lige noget for vores maver, så vi fandt et japansk fastfood sted og fik os en skål ris med gris. Herefter satte vi os ud og nød solen ved en flodbred. Lidt efter gik vi igen på jagt efter Geishaer ved Gion corner-og denne gang lykkedes det os at spotte nogle enkelte til Christinas glæde. Vi så, at der gik et show med te ceremoni, rollespil, musik, blomsterbinding, dukketeater og dans med de føromtalte Geishaer. Det var lidt af en oplevelse, magen til turistrøveri skal man lede længe efter. Inden showet rigtig gik igang, blev der spurgt om nogen havde lyst til at smage ægte japansk grøn te. Emil rakte hånden op i den tro, at det var for alle, der havde lyst. Det viste sig dog, at de ledte efter 2 frivillige, så der sad han så sammen med kæmpe Steve fra USA og deltog i en mere eller mindre autentisk te-ceremoni. Showet var udmærket, men falsk japansk musik fremført af gamle hønisser, er nu ikke hvad vi vil huske Japan for. Efter showet havde vi forestillet os en gang sushi, og det forblev ved forestillingen, for tro det eller ej, en sushi restaurant er ikke lige at finde. Derfor stod den på nudler på hostellet.
Om morgenen pakkede vi vores ting og drog mod Hiroshima. Vi var blevet enige om, at man ikke kunne være så tæt på noget så historisk vigtigt, uden at slå et smut forbi. På stationen opdagede vi, at vi havde glemt vores morgenmad på hostellet, så Emil fik sig en frisk lille morgenspurt på 5 km. Vi tilbagelagde de 380 km på 2 timer, der er god fart på de japanske toge. Formålet med at tage til Hiroshima var selvfølgelig at se mindesmærket for a-bomben. Der blev dog tid til en enkelt park, Shukkeienmae. Nok en gang et smukt stykke havekunst. mindesmærket hedder A-dome. Det så en kende udbrændt ud. Det er den sidste af de gamle bygninger, der ikke styrtede i grus efter bomben. Et uhyggeligt bevaringsværdigt monument. For at fuldende den noget dystre sindsstemning, begyndte det at pisse ned lige som vi nåede A-dome og den tilhørende peace memorial park. For at komme indendøre og få humøret tilbage, besluttede vi os for at finde det føromtalte sushi. Og det lykkedes. Running sushi i Hiroshima hvor alt står på Japansk, så man ingen chance har for at vide, hvad man propper i munden. Det smagte godt, og endnu bedre efter at en japaner, der havde dyppet snablen lidt for dybt i sakeflasken, betalte halvdelen af gildet, hvis blot vi klappede og kaldte ham, el presidente. Så det gjorde vi. Herefter gik vi på det museum, der hørte til mindesmærket. Det var lidt uhyggeligt, men også meget spændende. Det regnede stadigvæk, så lidt før end planlagt vendte vi næsen mod Osaka, hvorfra vi skulle flyve til Shanghai dagen efter. Vel fremme i Osaka, fandt vi vores guesthouse, Caminoro, hvor vi blev indlogeret i et moderne japansk værelse. Det var et dejligt guesthouse, hvis standard vi håber på at støde på andetsteds. Næste stop Shanghai og resten af Kina-næsten.
Kære læsere. Vi undskylder for de lange indlæg, men der sker bare så meget. Det er tilladt, hvis øjnene bliver trætte, at bide læsningen over i to:)
- comments
Mor-ama Jeg synes, det er dejligt med de detaljerede beretninger :-)
Kaycee That's a genuinely ipmrsevsie answer.