(Det sidste bynavn passer)Videre på nordpå med en tidlig morgenbus med chauffør, der havde et par sarkastiske jokes om tasmanske piger, at fyre af. Deriblandt om Kronprinsessen. En god halv time udefra Surfers Paradise gjorde vi holdt ved Tweed Heads, hvor man fra en bakke kunne få et glimt af skyskraberne gennem morgendisen. Området bliver kaldt for Gold Coast, og er et populært feriemål, festby og pensionisthjem. Faktisk er alle skyskrabere beboet, og ikke fyldt med kontorfolk i jakkesæt, som man typisk ser. Dermed var gennemsnitsalderen også godt oppe i årene, selvom børnefamilierne og backpackerne var til at se.

Vejret havde vendt! Sol og blå himmel. Med en hel uge uden surfing havde vi abstinenser for at få vand under os. Surprise - stranden var lukket.. Dog var der chancer for det sydpå i Cooloongatta, tæt på morgenstoppet. Sammen med en svensker, vi mødte på værelset, hoppede vi på en bus derhen. En list længere bustur end normalt, en time, men den fik vi snildt klaret med en god snak. Kort efter så man os løbe hen af stranden med et surftbræt under armen hver. Brædderne var af plastic og langt kortere end på surfskolen, og det blev kun til få sekunders oprejst surfing. Morten og Frederik havde ingen våddragt og med kulden i kroppen trak de sig tilbage, mens Jonathan ikke ville give op. Her var det også tydeligt, at surfing er hvad oldboysfodbold er i DK. Fædre og sønner op i årene kaster sig sammen ud i bølgen blå og på selvsamme tidspunkt, får de lige klaret verdenssituationen.

Surfers er i folkemunde et sted man elsker eller hader, derfra øgenavnet. Meget mindede om en ferieby uden en egentligt atmosfære. Særdeles amerikaniseret og for de omrejsende var det Australiens Miami. Og hvad der de glad for dér? Forlystelsesparker. Fælles for alle vat at navnet endte på World - vi tog i drømmeverden Morten bar på Jonathans hoved for at få ham hevet ud i noget vildere og ikke bare de samme forlystelser som i Bonbon-land. Det blev til en halsbræklende dag. 120 meter højt frit fald, blive skudt afsted baglæns med 160km/t, rutsjebane med spiraler og loop, der kørte i begge retninger! Huhej, det var sjovt og heldigvis forblev maveindholdet, hvor der skulle. Senere på aftenen gav vi os i kast med nattelivet og en pubkravling.

Mange berettede til os, at Brisbane bare var endnu en storby, der ikke kunne måle sig med Sydney og Melbourne. Når man så er i nærheden kan man da ikke skippe det, og med nysgerrigheden forrest, ville vi med egne øjne bese denne "kedelige" by. Oplevelsen var stik modsat. Tempoet i vores rejse kom ned og borgerne matchede det. Der var ikke samme rush og stress og vi kunne trække vejret. Den indre by havde gågader med torvecafeer og lige ned til floden lå den botaniske have.

En mindre udgave af London kan man godt sige. De havde også west-end kvarter og South Bank, og floden snoede sig på en lignende måde. Morten fik investeret i våddragt, som en forsikring i vandet mod kulden. Modsat centrum på sydbanken var stierne begroet med lilla blomster, som lige ville falde i Farmors smag, og olm eftermiddagen kunne vi tage en slapper på den kunstige strand, der havde sin egen livredder. Om aftenen kontaktede vi hjemlandet via gratis wifi uden for hovedbiblioteket sammen med en håndfuld andre fattige rejsende.

Tirsdag eller næstsidste dag i "Brisvegas" mødtes vi med Adam igen, og hang med ham det meste af dagen. Forinden havde vi spist hjemmelavede pandekager på hostellets tagterrase med udsyn over floden. Vandet kom vi tæt på, for vi hoppede på havnebussen, en hurtig katamaran, der cruisede op og ned i halvanden time og pustede håret i sjove retninger. Alle tre stødte vi ind i engelsk pige fra bussen, og med hende begav vi os til Rådhuspladsen. For at fejre "vinteren" afholdte de en festival med skøjtebane i 20 grader og høj sol. Syret. Første og sidste gang vi har stået på skøjter med solbriller og shorts. Isen smeltede dog lidt efterhånden, og Jonathan måtte kysse vandet på overfladen.

Sidste aften blev afholdt i selskab med Jørgens ven, Aldo. Han mødte os på en lokal bar til øl og efterfølgende tog vi på restaurant ved flodbredden. Spændende fyr med historier der gav os stof til eftertanke. Som alle andre havde han en afslappet og positiv livsstil. Derudover boede han på Hilton inde i byen, og der blev vi inviteret på cafe latte i loungen. Tak for det luksuriøse øjeblik.

Planen var egentlig, at vi ville spendere et par dage til i Queenslands hovedstad, men buschaufføren anbefalede os at tage til Mooloolaba, da vi derfra nemmere kunne besøge Australia Zoo. Tilmed gav han et par rabatkuponer med, som skar en god del af prisen af. Det krævede, at vi brugte to nætter. Det tog kun et par timer, og vi fik kigget på Glass House Mountains - en række vulkankratere.

Byen var meget større end ideen om en lille landsby, og herfra hed det Sunshine Coast. Eftermiddagen gik med en gåtur langs vandet ud til molen for bølgerne manglede momentum til surfing. Vi boede skråt over for McD, og vi hang der lidt for meget.. Det kom så vidt, at vi blev smidt ud for at have siddet for længe og nasset på deres net, og vi måtte smække røret i - der røg selvrespekten!..

Den zoologiske have er kendetegnet ved at være stedet, hvor den karismatiske og nu afdøde Steve Irwin slog sine folder. Man følte sig helt som lille dreng igen, da man med et kort i hånden løb rundt til de forskellige burer. Der var tasmanske djævle, firben, en masse fugle og en kamel, der blev tiltrukket af Jonathans nu lange skæg. Som i en rigtig famille har alle navne, og det gik igen for alle de store krokodiller. Et af højdepunkterne var det store og effektfulde Wild Life Show. "Crickey", som Steve havde sagt, det var imponerende, specielt den sidste del med krokodillen, der fik lidt kylling til frokost. Turen bøs også på klapning af kænguruer, nærstuderinger af koalaerne( i bevægelse), et tigershow og fodring af elefanter. Spøjs følelse at den store snabel sugede gulerødder til sig som et kæmpe sugerør.

Resten af tiden i Mooloolaba gik på afslapning, 30-cents is fra mågen og lidt sol.

Noosa Heads ahead.