Op i bussen igen i nogle timer, der gik med at se et par film på skærmen forrest i bussen. Der var engelske undertekster på, men åbenbart ikke nogle der lå på filmen, for afspilleren gættede sig til, hvad skuespillerne sagde, og det gav nogle særdeles komiske og lettere uheldige samtaler, når man læste teksten.

Stoppet for den næste uges tid var Byron Bay. En by mindre end Espergærde, en hovedgade og et dusin barer og diskoteker. For enden af vejen lå en, i surferkredse, fantastisk strand med nogle gode bølger. Vi besluttede sammen med Adam at bo på et hostel, der mere mindede om et motel med unge mennesker og så havde de gratis surfbrætleje. Dér stødte vi ind i Thomas fra Holland, der havde været et par dage i Spot X.

Om aftenen blev der kaldt til fest på den anden side af gaden, Cheeky Monkeys. Der lagde vi ud med spisning til 5$ måltidet og desto højere vi råbte, når Oz-Experience blev nævnt, desto flere kander gratis ø,l fik vi. Mange af de folk som vi havde dannet gruppe med tidligere på ugen, stødte til os og efterhånden udviklede det sig til en fremragende fest, dans på bordene, et par drinks og sjove episoder med nogle glædelige medmennesker.

Natten sluttede ikke helt dér, selvom det havde passet Mortens sovehjerte godt. Danmark havde jo sin indledende kamp ved EM mod Holland, og denne kunne vi ikke misse, dog blev den først fløjtet igang kvart i tre om natten/morgenen. For at holde os fyldte med energi besøgte vi den første kebabmand i Australien - AbraKebabRa. Med sådan et navn kunne vi ikke holde os væk, på trods af at Marco Polo på Mørdrupvej havde gjort et bedre job. Efter lidt flakken rundt i gaderne, røg vi ind på en hollandsk-ejet bar sammen med minimum 20 hollændere og to andre danskere. Selvom vi var i undertal, var vi dem der sang og råbte højest hele kampen igennem kombineret med en lidt neglebidning i de nervepirrende situationer. Desværre blev det højdepunktet for DK's færd i EM. Ved 5-tiden var vi retur i køjen og blev der til over middag.

Vejrmæssigt ramte vi i Byron ind i et større og længerevarende nedbørsområde, som fortsatte i et par dage, og det indbød ikke direkte til at prøve vores nye lærdom af i vandet for der er bliver man jo dobbelt så våd.. Om mandagen tog vi os sammen. Det styrtregnede, men vi insisterede på at ville se Cape Byron og besøge det østligste sted på det australske kontinent. Hvordan klæder man sig på til det? Vi fandt den mest geniale løsning - klipklapper, badebukser og regnjakke. I den mondering satte tre unge mænd sig op på nogle små cruisercykler, så knæene næsten ramte styret og rettede styret mod nogle hårnålesvning á la Alpe d' Huez. Helt våde, halvt om halvt af sved og regn poserede vi ved fyret, mens de største bølger vi nogensiden har set slog ind på klipperne.

Nimbin. Hver gang man fortalte det til en aussie, sagde de, at vi ville vende skæve tilbage. Det gjorde de, fordi byen er hippiebyen over alle hernede, som i 60'erne samlede folk til demonstartioner mod det australske styre, drabene på aboriginals og krigen i Vietnam. Vi tog altså afsted alligevel, da vi nu fik turen gratis og der var efterfølgende barbecue - det kan en ærlig backpacker ike sige nej til. Hele oplevelsen startede i bussen, der hentede os i Byron Bay. Den var regnbuefarvet, mindst 30 år gammel, døren kunne ikke lukkes automatisk og skulle skubbes i med håndkraft, der var installeret moderne højtalere på det ældre loft med ledninger løbende frit. Det største blikfang var dog skiltet "Thank you for smoking pot", der hang ved siden af "No food, drinks, smoking on this bus". Byen bestod af en 200 meter lang hovedgade, og det var det. Mange farverige butikker, en meget sød luft, normale mennesker på gaden, der lige skulle høre om vi ikke lige skulle have en småkage eller en fed. Og folk sad åbentlyst på gaden og røg deres ting på cafeer og gaden. Noget af et kulturchok og vi var faktisk glade for at køre væk til barbecue og et smukt vandfald. Nimbin var et engangsoplevelse Aftenen slappede vi af med skumfiduer og film i loungerummet på hostellet.

Ovenover er Cheeky Monkeys nævnt. Var det sådan at I havde mulighed for tage et kig på vores aftensmad den uge, så ville I have set os smutte ind af døren til dem faktisk hver aften. Af den simple grund, at de tilbød 5$ måltider hver aften, rimelig gode burgere, pasta, lasagne og en gratis øl eller cider, der bestemt ikke smagte af cider.. Flere gange havde vi også mulighed for at vinde flere drikkevarer igennem Trivial Pursuit-konkurrence og sidste aften formåede Jonathan at vinde en tur til Nimbin, som vi ikke tog imod. Hvis en britisk pige ikke overhalet ham i køen, havde han stået med skydive, riverrafting og ballontur i hånden. Så hårdt kan livet være, men vi tog det skam med oprejst pande :-)

Surfing havde jo decideret taget os med storm og længere oppe af østkysten ville vi få rig mulighed for at dyrke denne lækre vandsport. Vi stod derfor overfor et valg. Ville vi betale for leje af våddragt og board eller måske spare lidt og investere i en neoprendragt selv. Det sidste vejede tungest, for den kunne man jo også bruge til vindsurfing hjemme i Danmark, hvor bølgerne, bortset fra Skagen, er ubrugelig til surfing. Med det i mente, gik vi på jagt i de mange surfbutikker Byron havde at byde på, og med en mindre opdragelse i prisprutning endte vi på en rimelig pris. Dog kunne Morten ikke finde en dragt, der sad perfekt, som de skal og måtte vente til Brisbane. Tilgengæld indkøbte han en rashi som midlertidig løsning.

Uden for vores synsfelt havde bølgerne og strømmen i Byron Bay taget overhånd i forhold til vores evner, og de gratis surfboards vi kunne låne, måtte ikke lånes ud under sådanne forhold. Ærgeligt. Og vi ventede endda med at tage bussen til Surfers Brisbane i håb om bedring, men vores bønner blev ikke hørt. Solen havde heldigvis vist sin komme og gjorde opholdet i Byron bedre, og derfor hang vi ud på stranden, tjekkede de gode surfere ud, drak god cafe latte med gratis wifi. Den surfing måtte vi have til gode.

Næste kapitel - Surfers Paradise! Yeeew