Mandag morgen, den 4, juni, havde vi knapt nok lagt os til at sove, før vi var oppe igen. Allerede lidt over 6 stop vi klar på rutebilstationen ved Central Station, mens Sydney stadig sov. Dette var her, vi skulle igang med vores "rigtige" buspas med OZ-Experience, men udenpå stod der Mojo-surf - det kunne vi ikke helt forstå, men vi skulle blive meget klogere. Heldigvis havde vi steget på den rigtige bus, og chaufføren var fra OZ-Experience, bussen var bare en kørende reklamesøjle for vores destination, surfcampen, Mojo Surf ved Spot X. Pladserne var på ingen måde fuldt besat, så vi lagde sædet tilbage og lod vores kroppe fylde to sæder hver, ahh. Turen tog godt og vel 10 timer, hvilket gav overskud til afslapning, lurer, filmkigning, kiksespisning, juicebrikdrikning og flot sceneri i landskabet, der susede forbi os. Frokosten nød vi i Port Maquaires sol på en bænk ned til havet, hvor et par pelekaner holdte til, mens en gruppe ældre mænd og kvinder hyggede sig med nogle bajer og overraskende god musiksmag bag os, som var det Espergærde Havnemole. Vores chauffør var en fest. Ikke nok med at han fortalte om alle de fantastiske steder vi kunne opleve på østkysten, så mundede hver en sætning ud i en god joke, for det meste sarkastisk eller ironisk.

Stoppet i Spot X var en inkluderende tur med buspasset, dog måtte vi punge ud for overnatningen selv. Faktisk hed stedet Arrawarra og bestod af en campervan-park kombineret med en masse barakker. Det betød, at os på surfcamp ikke var helt alene, men havde selskab af pensionister, der hilste os hver morgen samt legende børn på de små asfalt- og grusveje. Alt var skilt fra hinanden. Man spiste i en bygning, gik på toilettet i en anden, fik surfundervisning i en tredje, boede et helt fjerde sted og alt imens man kunne se og høre bølgerne fra Stillehavet slå ind ned på stranden med palmetræer i vandkanten.Nogle fra bussen rejste alene, andre i mindre grupper, som os, og med åbenheden forrest endte vi i en gruppe og spillede beachvolley uden regler og det ret obligatoriske net på stranden i tusmørke og til sidst bælragende mørkt. Man skulle være oppe på dupperne for ikke at blive ramt af en "usynlig" mørk og våd bold..

Første aften blev mange hæmninger smidt, da der holdtes fest direkte efter spisning, så Jonathan måtte sendes afsted i campens minivan til bottleshop efter den billige og frygtede goon. Festen udviklede sig til en rigtig god isbryder, og her dannede folk en gruppe på en godt ti stykker, vi ikke lige havde lyst til at forlade dagen efter. For egentlig var det kun for den ene nat og ene surflektion, men i kombination af det sociale, stedet og surfing valgte vi sammen med en englænder, Adam, at udvide opholdet til fem nætter og fem fantastiske surflektioner.

Surfing spillede en stor rolle i dagene, det siger måske næsten sig selv, når man befinder sig i en surfcamp. Selvom vi flere morgener stod op med lettere tunge hoveder, og daskede op til morgenmad, iført klipklapper, shorts og alt muligt overtøj (for morgenerne var kolde), der bød på havregrød og en kop varm pulverkaffe, kriplede det i kroppen når man trak våddragten ned over sig og vandrede ned til stranden med et board under armen. Heldigvis lagde de humørfyldte instruktører ud med opvarmende løb og efterfølgende yoga-udstrækning de fleste dage. Herefter stop den på surfteori og praktik. Der blev tegnet i sandet, og begge er vi nu eksperter i at forklare en bølges forløb og måder at undvige dem, på vej ud. Faktisk rigtig spændende. Stemningen i vandet kunne heller ikke klantres for noget. Alle, instruktører og elever, hujede når nogen red en bølge, en enkelt instruktør delte high fives ud, når man nærmede sig ham og fælles for alle var et ret mærkværdigt håndtegn, der andre steder ingen mening ville give, men hos Mojo Surf fløj de gennem luften. Og nej, vi taler ikke om en velkendt finger, bare ren surferglæde.

Der er intet, der kan sammenlignes med at ride en god bølge. Selvom vi kun havde en lektion om dagen, udviklede vi os stødt.

Med to en halv time i vandet om formiddagen, kan I nok tænke Jer til, at vi havde en god del fritid. Den gik ikke til. Derimod tilbragte vi timerne på stranden med vores lille gruppe af spændende og sjove mennesker. Strandfodbold, beachvolleykonkurrence, sandtegninger, snakke, solslikning og i sidste ende endda en menneskepyramide hørte blandt aktiviteterne. Aftenerne blev for det meste dedikeret til fester, og de dage, hvor bølgerne havde trukket energien ud af os, sad vi samlet om bålet med en kop te i hånden og gode mennesker at hygge med. Og en af morgenerne stod J ambitiøst nok op ved 6-tiden og overværede solens opstigning over stillehavet - Morten bukkede under for den trængende søvn…

De sidste to dage blev vi lokket til at padle ud bag bølgerne, før at de brækkede, og mens vi sad på brættene et stykke fra land, dukkede to finner op af vandet. Hajer? Det kunne jo sagtens være tilfældet, vi var trods alt i Australien.. Til vores lettelse og store overraskelse havde et par delfiner tænkt sig at tjekke os ud, og de kom nærmere. Højdepunktet var definitivt, da de passerede os med 1-2 meters afstand - nu var der ikke to, men fire. Med den oplevelse i hukommelsen fangede vi et par green waves og surfede ind til strandkanten!

Livet på brædderne har også en bagside, og det fik Morten at føle på egen krop. En dag i bølgerne blev han ramt af enten sit board eller bølge og hele eftermiddagen ømmede han sig, og for at gøre ondt værre blev han ramt af surfbrættet i et slagsmål mellem ham og bølgen dagen efter, og han måtte forlade vandet. Instruktørerne vurderede, at vi måtte en tur forbi skadestuen. Af sti afsted mod Coffs Harbour Hospital i minivan med pumpende musik i 30 km, mens Morten bryst smerterede, og højre arm havde en underlig mørk kulør. Et par sygeplejesker kiggede på ham, inden en doktor besluttede at sende ham til røntgenscanning. Som indskydende bemærkning, skal det lige siges, at Morten blev iført en særdeles flot hvid hospitalstrøje og tilhørende tæppe, som gjorde ham enhver catwalk værdig. Heldigvis var han intakt, men havde været tæt på at få brækket et par ribben og som trøst, blev vi sendt ned for at betale regningen... Det betød så, at vi tilbragte en del timer på hospitalet, inden vi blev hentet om eftermiddagen.

Dagene gik og vores gruppe blev en inkarneret del af campen, som de ny-ankommende må have tænkt var de seje typer - men vi var der altså kun fem dage. Slutteligt blev vi alle splittet op og alle fik et billede af emaillisten og alle sås vi igen i Byron Bay. Snip snpa Snude, nu er den historie ude. Næste kapitel bliver et vådt et af slagsen (uden at røbe for meget).

Yeeeew!! #håndtegn