Sydney, Australiens uofficielle hovedstad. Hvad havde den at byde os på - en hel del skulle det vise sig.

Vi boede på et udemærket hostel i bydelen Kings Cross, faktisk opgraderet til et firemandsværelse, og det gik ikke stille for sig dér. Sydney er kendt for at huse mange farverige kulturer, og specielt den røde farve gik igen her. For det viste sig at vi var landet i red light district med stripklubber, thaimassage og store skaldede buddy guards i sorte læderjakker. Alt dette var mast ind ved siden af McDonalds, supermarkeder og barer. I kan selv gætte Jer til, hvor spøjst dette så ud. Og allerede første aften blev vi antastet ved en en klub og spurgt, om vi ikke lige ville have en kigger - nej tak. Derudover havde området et meget livligt natteliv, der blev flankeret af damer i lidt for korte kjoler på diverse sidegader.. Ja, så var vi faldet godt til!

Første dag i den skønne by brugte vi på en opdagelserejse til fods gennem gaderne. Vores værelseskammerat, Liam, viste os vejen ned til Operahuset godt 30 min væk. Før vi fik det i sigte, vandrede vi gennem det royale botaniske have, hvor mange af planterne hjemmefra, var 1000 gange større. I de høje træer kunne man høre, men decideret også se kæmpe flokke af flagermus hænge fra trækronerne. Operahuset - man kan ikke komme udenom at den er vanvittig flot og en arkitektonisk perle. Lad det blive en forsmag på lidt bonusinfo længere nede af siden. Med udsigt over havnefronten ved Circular Quay og en cafe latte i hånden, faldt vi godt til rette. Lige indtil at vi da lige skulle krydse Harbour Bridge til fods, og at det var gratis tiltalte fedterøven i os begge.

Vi lovede at vende tilbage til folkene fra bussen. Tre af dem gik hen og blev rejsekompagnoner for to dage og en nat i Blue Mountains. Alex, Emma og Mie(udtales Mi-e, japansk) og os aftalte, da alle ville besøge de blå bjerge, at gøre det sammen. Den var vi frisk på. 2 timers togtur ind i landet fra Sydney, og vi befandt os i højere luftlag i byen, Katoomba. Herfra indlogerede vi os på hostel og gik direkte til Visitor Center for information om treks i området. Det udmundede i en 3-4 timer lang vandretur, den stejleste trappenedgang på den sydlige halvkugle, kæbetabbende udsyn, vandfald og trætte lår- og lægmuskler. Puha, hvordan fejrer man sådan tur? Svaret kommer selvfølgelig her. Stor fælles gryderet med pasta, grøntsager, hvidløgsbrød og det bedste kød nogensinde - kænguru! Overraskende nok havde det en fabelagtig smag og lethed over sig, vi ikke var bekendt med. Det bliver ikke sidste gang. Derudover spillede Alex op med guitar, mens vi andre nynnede og sang en smule med på et par sange, for derefter at give os i kast med dickturidu-instrumentet. Helt færdige var ikke i Katoomba.

Næste dag stod en endnu større udfordring foran os og det foregik bestemt ikke på afslappende vis. Fra tidlig morgen til sen eftermiddag i Black Heath dykkede vi op og ned af forskellige gorges med storslåede vandfald langs ruten, mange trin, flere trin, trin op, trin op og en til tider usynligrutemarkering, som satte instinkterne på prøve. Stedet kan meget vel sammenlignes med Grand Canyon, nu bare med frodig bevoksning på klippeskråningerne. Den gule måge havde heldigvis maden klar til os, da vi vendte hjem til Sydney torsdag aften.

Fysisk aktivitet kom til at kendetegne opholdet og næste dag gik det løs igen. Godt nok var vi lidt stive i kroppen, men når man sådan bliver inviteret til Manly for at surfe for første gang, er det svært sige nej. Jørgens kammerat, Todd, modtog os ved havnefronten i provinsen 30 minutters sejllads fra centrum. Efter lidt shopping til barbecue, smuttede vi ned til Manly Beach, hvor bølgerne slog ind i et heldigvis tørt, men mistænkeligt mørkt eftermiddagsvejr. På med en våddragt og derefter ned af stranden, hvor at vi fik fortalt basal teori og øvet praktik sammen med kun en ekstra deltager. Gang efter gang skulle vi padle, padle hurtigere og op på brættet, vel og mærke på sand. Det der man ser i tv med surferfyre, som let slår sig løs på bølgen blå, er en værre skrøne. Vi havde ikke i vores vildeste fantasi troet, at ens arme blev lavet til spaghetti, da vi padlede ud og blev mast af enhver bølge på vores vej. Instruktøren nævnte vist også noget med at det ikke var begynderbølger.. Endelige ude i vandet kunne vi lige sætte os op og trække vejret, inden vi en efter en blev kaldt til instruktøre, der gav det sidste skub efterfulgt af et par råb, som forhåbentlig skulle ende i at vi stod op og surfede på bølgen. Dette scenarie var ikke helt ude i hampen for Jonathan kom op i første forsøg og Morten i andet. Altimens svømmede Todd rundt i vandet ved siden af, tog billeder og gav opmuntrende ord, mens vi langsomt døde. Alt i alt fik vi "fanget" et par bølger hver og det var to stolte og trætte vandhunde, der trådte op på land og i direkte i det varme bad. Vandet er faktisk ca. 20 grader og med en våddragt tilbragte vi to timer i det. Efterfølgende smed Todd kænguruspyd og anguspølser på grillen og vi miksede salat og vi kunne med en kold bajer slukke tørsten. For lige at sætte prikken over i'et droppede vi lgie forbi Ben & Jerrys inden vi blev bragt i bil helt ind til Circular Quay igen.

Dagen slutter ikke dér, for vi havde aftalt at mødtes med en tysk pige, Shady, som vi traf i Perth, og med hende plus en rejseveninde, Michelle, gik vi på oplevelser til VIVID-festivalen. En lys- og lydfestival, der finder sted om vinteren på bygningerne langs kajen. Flotte og kreative opsætninger prægede facaderne og operahusets sejl blev med animationer faktisk til et bølgende sejl og meget, meget mere.

Australien er trådt ind i vinterhalvåret, ret svært for to danskere at forstå, og det ledte udi at regnen valgte at piske ned over Sydney, selvom meterologerne kun havde lovet 2 mm. Projektet for dagen var en bestigning af den verdenskendte, Sydney Harbour Bridge. Det kan betegnes som en velplanlagt oplevelse, lige fra vi mødte op i foyeren til vi betrådte trinene. Først blev vi kastet i en astronautdragt, derefter givet regnbukser, senere sikkerhedsbælte, walkie talkie og til sidst regnjakke, hue og vanter. Før vi gik ud på broen, skulle alle igennem en brosimulator, hvor trinene var de samme og man kunne øve sig i at gå med sikkerhedsline på. Herefter ud på broen med endnu en frisk guide og trin efter trin (hårdt når man har besteget bjerge, surfet). Undervejs fik vi fortalt alle mulige små, sjove anekdoter og historiesk fakta om brobyggeriet. Oppe på toppen blev der taget gruppefoto, mens vi nød udsigten over hele havneområdet og indsejlingen, og synet var ikke væsentligt forringet af de tunge regnskyer.

Våde og trætte og med to flotte diplomer som bevis på turen, nåede vi lige hjem at vende, før vi skulle til den nyere bydel, Darling Harbour og mødes med pigerne igen og på Hard Rock Cafe. Dyrt, men godt og hyggeligt selskab. Derudover bød lørdag aften på fyrværkeri antændt på vandet, og dette oplevede fra balkonen.

Natten brugte vi på en bar, som viste sig at være spansk, så vi flyttede fødderne til salsarytmer.

Slut med ventetiden, nu skal I høre lidt mere om Operahuset, for søndag besluttede vi at taget en tur indenfor i bygningen. Iført høretelefoner gik vi sammen med guiden fra teatersalen, til koncertsalen, til operaen. Begge blev vi rigtig danskerstolte på vegne af Jørn Utzons design, for hvor havde han fundet nogle flotte snit, vinkler og hele indersiden mindede faktisk om en båd. Derudover røg der gode detaljer i vores hukommelse om udvælgelse af huset i tidernes morgen, at Utzon var blevet forkastet, men taget frem i sidste øjeblik, om den svære byggeproces, Utzons resignering fra jobbet og det, at han aldrig nåede at se det færdigbygget i live.

Sammen med Shady tilbragte vi en del af eftermiddagen på Museum of Contemporary Art, der kan ses som en stor sandkasse for al slags kunst, og kunst som skildte vandene mellem de besøgende og os. De sidste timer stod på storvask, pakning og afslapning inden vi mandag skulle nordpå, og nordpå vi kom!

Tak til Sydney