Denne ø fortjener sit helt eget blogindlæg. Det gør den af den grund, at vi på tre dage blev bombarderet af alt, hvad den kunne byde på. Natur, dyreliv, mennesker, historier. Efter tre dage og to nætter forlod vi øen med et uvurderligt indblik til verdens største sandø.

Det hele startede ud en tidlig lørdag morgen med små yoghurter til morgenmad inden afhentning. Før turen begyndte at slå sine folder blev vi indlagt til at se en sikkerhedsvideo med instruktioner i kørsel og beboelse på øen. Med os var to andre fyre, en schweizer, Patrick, og en amerikaner, Josh. To canadiere, Katie og Sandra, og en australsk pige, Hayley, stødte til os i Rainbow Beach.

Vejen dertil var lidt mere usædvanlig end en normal tur op ad strandvejen - vi kørte på stranden selv! Kørslen foregik i en lettere udtjent firhjulstrækker, hvor speedometret ikke virkede, og sikkerhedsselerne sad lidt løst, kombineret med en iPod-afspiller, der fyldte bilen med gode toner. Dermed fik vi også set Cooloola National Park med de farverige sandklitter, der har givet Rainbow Beach sit navn. Undervejs stoppede vi ved en sejlbåd, der var skyllet på grund efter en storm et par uger i forvejen og vi så også skelettet af bil, der var sunket i sandet.

For at komme på Fraser Island skulle man sejle 10 minutter med en pram, der lagde til på sandstranden. Herefter stod den på kørsel med 80 i timen langs stranden udenom vandet, der pressede sig op og rundt om de klipper, som skød frem i sandet. I den lille resort-agtige by, Eulong, skulle vi overnatte. Stedet var opdelt i en stort spisesal, telte hævet over jorden med køjesenge, en bålplads og lille terrasse med udsyn til Stillehavet.

Eftermiddagsturen bragte os til Lake Wabby, der havde krystalklart vand, som spejlede himlen og skyerne. I vandet svømmede mindre flokke cat-fish af hajlignede udseende, men de var ganske fredlige. Vandet var.. tempereret, specielt efter en svømmetur. Morten ville nok kalde det meget koldt ;) Ned til søen var en meget stejl sandbanke og denne valgte vi, som guiden Mark havde fortalt, at rulle ned i vandet af. Vanvittigt sjovt!

Dagen efter startede ekstra tidligt for den del af folk, som var morgenfriske nok til at opleve solens hurtige opstigning, inden lange dag helt blev sat i sving. Første punkt på dagsorden var Eli Creek. Vi fulgtes rundt på øen med en anden gruppe med en lige så sej guide, som vores. Denne havde oppustet et par gummiringe til at surfe ned af vandløbet, og det sagde vi ikke nej til. Forinden gjorde vi et kort ophold ved vores første hval i Australien, sådan! Men… det var til vores skuffelse en død humpback whale. Sikke en stank. Den strandede dér, og forsøg på at hjælpe den tilbage i vandet var uden held.

Som vi alle ved, eller ved nu, er vi begge 20 år. Læser man betingelserne for at sidde ved rattet af en firhjulstrækker på Fraser, er aldersgrænsen 21. Men det gælder kun på papir, for ord kan bøjes og får derved nogle gang en helt anden betydning. For at dræbe metaforen, vil vi nu indvie jer i en sådan hændelse. På turene kørte vores gruppe i to biler, den ene ført an af guiden, og i den sidste stod en af deltagerne for følge efter. Turen kom til at vi faktisk fik lov til styre sådan et muskelbundt. Stor, firkantet, automatgear og med rattet i højre side. Det var den fedeste følelse! Man sad med den ene bare fod på speederen, armen ude vinduet, solbriller korrekt placeret, selfølgelig en hånd på styretøjet og fes ned af stranden med op i mod 80 k's i timen i høj solskin. Nogle gange gled bilen lidt fra side til side, og når vi krydsede creeks, helt nede i fart med tungen lige i munden, mærkede man vandet tage lidt fat. En enkelt gang kørte Jonathan fast i sandet på vej op ad bakke med modkørende trafik på vej ned. Først i bakgear, godt med gas på pedalen til at starte med, og dernæst langsomt dirigere køretøjet ned mellem klipper og sand.

Inden i landet var det en helt anden oplevelse at sidde på førersædet. Vejen bestod af sand, og man hoppede op og ned, mens man måtte dreje i forvejen, før svinget, for at bilen fik greb til at følge med intentionen. Fedt.

Frokosten nød vi efter at have besteget Indian Head, hvorpå en forsamling af aboriginals så Kaptajn James Cook sejle forbi for et par hundrede år siden, og de lignede jo indianere.. Deraf navnet. Lidt videre kørsel på den 125 gange 15 km store ø, kom vi til Champagne Pools, som var beskyttede naturlige swimming pools med saltvand, der sprøjtede ind fra havet. Retur mod Eulong kom vi til resterne af skibet Maheno, der tjente under første verdenskrig som hospitalsskib og senere blev ombygget til datidens luksusliner, men på vej mod ophugning i Japan for 76 år siden, rev det sig løs fra slæbebåden og drev i land her. Faktisk et flot og rustikt vrag dér midt i sandet.

Dyrelivet var helt uimodståeligt og fulgte naturoplevelsen godt til dørs. Vi så dingoer, der mest af alt ligner en krydsning af en hund og en ulv, og så er den bestemt ikke tam. Natten til mandag var der EM-finale. Men ud af de 5 sportskanaler der var, viste ingen fodbold - det skulle man betale for. Det siger lidt om australiernes forhold til "soccer".

Turistinformationernes yndlingsportræt kom fra Lake McKenzie. En ferskvandssø hævet et par hundrede meter over havoverfladen med det fineste silica-sand og turkist vand. Køreturen var en ren rallykørsel og på et tidspunkt blev Morten forfulgt af en bus på den udfordrende veje. Vores guide, Mark, tog os herefter til Central station på midten af øen med flotte træer, der omkransende en græsplæne og gav en personlig historie om Fraser Island. Han var kommet her siden barnsben og havde en mærkbar tilknytning til stedet. Grunden til at han gider at komme igen og igen er, at hver gang har øen ændret sig, og han ser nyt, hver gang.

Turen lakkede mod enden. Alle delte vi facebook-navne og gav en stor krammer for de vidunderlige dage, vi havde sammen. Dejlig tur.