I det fjerne kan man høre klokken slå og dagene gå. Som vidne til den slags, føles det som at dagene hives væk under én som et gulvtæppe, og med lidt additionteknik er vi nu oppe på 70 dage. Det er ret vildt. Konsekvensen er jo den, at vi snart får luft under vingerne hjemad, og det stiller store krav til skribenterne, både at nyde den sidste tid i kænguruland og få lavet beretninger om selvsamme. Indlægget her kommer derfor til at gå på kompromis med detaljerne og giver et mere overskuende billede på perioden 4. juli-16. juli.

Thea er kommet til Australien og rejser med os, og vi hygger fantastisk som rejsetrio! Efter et par afslappende solbadningsdage i Rainbow Beach, stødte hun til os dér uden sin backpack, der var blevet i Frankfurt. Næste dag stod på ren buskørsel fra morgen til aften, som blev forlænget af en bus med et defekt batteri. Undervejs kom vi forbi de endeløse rækker af sukkerørsplantager og i byen Bundaberg, kunne man lugte sukkeret i luften, og vi fik en lille smagsprøve på deres berømte rom.

Så med en dag på landevejen i 12 timer nordpå, stak vi ind i begyndelsen af "the outback". Inkluderet i buspasset var et ophold på en regulær australsk farm. Alle boede i barakker af træbjælker, herre- og dametoilet hed henholdsvist, "blokes" og "does", og al mad blev kreeret i store gryder over bål.

Hvad hører til livet dér? Jo, da det var en cattle station med kvæg, foregik dagene med indsamling af dem. Som uerfarende ryttere fik alle til opgave at flytte geder i stedet ved at råbe os hæse. Lyden "æh-bu-bæ-æh-åh fjernede efter 10 forsøg en ged, hvis da den ikke følte sig truet af den store, men dovne hest, der nærmede sig bagfra. Derudover lærte vi at kaste med lasso, og i en konkurrence fik vi som hold, med navnet "Go Go goats", 1 minut til at fange en ged, simulere et brændemærke og lukke den ud af folden. Ikke meget held hjalp os, og da sekundere havde tikket færdig, løb Morten hen og greb en vædder i hornene, og alle tre trak vi den ud. Om aftenen var der blindsmagsprøve af kød, mekanisk rodeotyr og undervisning i at bruge en pisk. Vi blev bekendt med, at lyden fra pisken skyldes, at spidsen bryder lydmuren. Se så hvor følte vi os kloge, yeeeha!

Farmen måtte forlades for at det tætte rejseprogram gik op. Næste stop Airlie Beach i troperne ved udsejlingen til The Whitsundays' 74 øer. På busturen derhen smagte vi på saftig australsk ananas og slikkede nogle grønne myrer i røven - de smagte af citronkoncentrat.

Ombord på en katamaran med 27 andre passagerer tog vi på et par dages sejllads. Vejret var fint, da vi forlod havn, men skyerne trak sammen på det åbne hav, og bølgerne sprøjtede os våde på dækket. I ly ved Hayman Island hoppede vi i vandet for at snorkle ved revet. Våddragterne var af en lidt anden kvalitet end vore egne, og det krævede konstant bevægelse at holde varmen nogenlunde. På den anden front lå vi pludselig bag en rokke med et vingespan på 4 meter, og nød dens stilfulde fremdrift i vandet, indtil den drejede væk og forsvandt ned i dybet. Wauw.

Blandt øerne ligger Whitsunday Island med, ifølge CNN's seere, verden flotteste strand, Whitehaven Beach. Skyerne trak dog indtrykket ned lige indtil solen brød igennem og fremviste steder fra sin bedste side. Hvidt silica-sand og azurblåt vand. Lækkert. Efter en tur i vandet havde båden et spabad i stævnen, hvor vi på 3 kvm klemte 11 kolde snorklere og dykkere ned. Aftenerne og tiden mellem snorkling gik med kortspil, snak og mad.

Derudover kan vi ikke komme udenom at blære os med, at have haft et par delfiner til at svømme foran båden under sejllads. Det sker ikke så ofte på Divi-Divi i Øresund. I Airlie Beach kunne vi endelig hente mødrenes pakker til Jonathan og Morten - "kun" 25 dage efter afsendelse. Et hjerteligt tak for dem! Nøj, hvor smager dansk lakrids godt, gumle gumle..

Missionen om komme længere op i det tropiske klima blev en realitet, da bussen trillede ind i Mission Beach tæt på Wongaling Beach. Høhø, sikke et sjovt ordspil. Selv i skyet vejr pressede sveden på i 26 grader. Her oplevede vi nok det reneste hostel. Hele døgnet rundt kunne man mindst se en, men typisk 3-4 gå og gøre rent. Faktisk i en sådan grad at det tit var svært at gå på toilettet og komme i bad. To aftener lavede vi værelset om til biograf og så "The Matrix" og "Lets go get lost". Drengenes skydiving blev også aflyst pga. skyer i sidste øjeblik, selvom de nåede helt i flyvepladsen flot dresset op i seletøj.

På dagen hvor vi flyttede til Cairns, kastede vi os med fuldt overlæg ned i en extreme raftingbåd på Tully River og med en finne, en svensker, en tysker og new zealandsk kaptajn, dannede vi Team Red og padlede gennem de svære rapids. En helt vild følelse at være i ilden(vandet) og følge kommandoerne og blive kastet rundt i den oppustede badering. Oplevelsen bød også på klippeudspring, human rafting og væltning af båden. Uden at bande - awesome! Raftingfirmaet kørte os så til Cairns (udtales Canns) kvit og frit, vi indlogerede os på vores eget tremandsværelse.

Vi vidste han var i byen, men helt tilfældigt, boede Adam på samme hostel. På hans sidste dag, i går, tog vi til en tropestrand og forsøgte at fange sol nok til, at folk hjemme i Danmark vil kunne se lidt farve på os. Om aftenen fejrede vi os selv med middag i byen og lidt dans på borde.

Tik tak tik tak...