Pludselige er det blevet tid til Brasilien. Efter at have tilbragt 5 uger i Bolivia og Perus højder ankom vi d. 17. marts til gigant byen Sao Paulo der huser 19 millioner mennesker, 15.000 barer og som vi vil bruge fire dage i, hvorefter vi indleder sidste etapé, sidste land og sidste storby på denne rejse og tager til Rio De Janeiro.

Da sidste blogindlæg sluttede var vi på vej mod La Paz, verdens højeste hovedstad. Vi fløj til La Paz fra junglebyen Trinidads lille, skur-ligende lufthavn, hvor det eneste der lettede fra var miniature propelfly - der ledte tankerne tilbage på skydive - og hvor sikkerhedsforanstaltningerne var ikke eksisterende, men oplevelsen harmonerede nu meget godt med resten af Bolivias infrastruktur og var på den måde meget autentisk og ikke-overraskende.

Vi indlogerede os på hostelet Wild Rover i La Paz og brugte resten af den første eftermiddag i La Paz, på at finde en ny oplader til vores computer, som på mystiske vis var "forsvundet" da vi forlod Trinidad. Den efterfølgende dag brugte Astrid Lembo på hostelet, så hun kunne få skrevet sin ansøgning til studie. Jeg selv kunne med god samvittighed bruge dagen på noget andet, da jeg selv, efter mange timers banden og frustration over det danske ansøgnings- og kvotesystem, havde sendt mine ansøgninger afsted. Så med tanken om det snartkommende inka-trail i Perus bjerge, gik jeg på jagt på byens store marked efter et par vandrestøvler. Et par timer og et par forhandlinger senere var jeg indehaver af et par super praktiske og fornuftige vandrestøvler (hvorfor sælges sådanne rædsler kun i camouflagefarver og med unødvendigt mange praktiske detaljer?!), som jeg dog senere blev ret taknemmelig for at være ejer af. Vi måtte indse, at vi på trods af, at vi boede på byens fest-hostel, ikke var specielt feststemte og højden trættede os nok til, at det aldrig blev til mere end en enkelt øl og derfor også nogle tidlige aftner for vores vedkommende i La Paz.

Astrid måtte se i øjnene, at de grimme støvler var en nødvendighed, der ikke kun var forbeholdt mig og vi tog derfor tilbage til markedet den næste dag og fandt også et par til hende, disse i en anden nuance af camouflagebrun. Efter frokost på en hyggelig café, forsatte vi turen rundt i La Paz på en af de turistede gader, hvor alt i lamauld kan købes. Vi blev grebet af stemningen - og de meget lave priser - og endte derfor selv med at være indehaver af hver vores lamastriktrøje og dertil matchende sokker (hvad de lige skal bruges til i Danmark er ikke til at vide).

Vi forsatte vores rejse ud af Bolivia og mod Peru den efterfølgende dag, med et sidste stop i Bolivia i byen Copacabana, som er Bolivias adgangsby til Titicaca søen. På busstationen fik vi af vide, at den direkte vej til Copacabana var spærret pga. demonstrationer og den eneste farbare vej til Copacabana og også Peru, var en lidt længere omvej som vi tog i stedet. Vi kunne senere erfare at med "omvej" havde damen på buskontoret ment, at vi skulle krydse grænsen til Peru og derefter tilbage over grænsen til Bolivia. Dette betød at vi inden for et par timer formåede at blive stemplet ud af Bolivia, ind i Peru, ud af Peru og derefter ind i Bolivia igen og med Bolivia og Perus kontorsystemer var dette en opgave der tog et par timer. Vi ankom dog efter en lang bustur til Copacabana og nåede lige at se solen gå ned over den smukke Titicaca sø. Vi spiste aftensmad på en hyggelig restaurant, der dog blev min egen undergang og som resulterer i, at jeg måtte bruge de næste par døgn i sengen med feber og madforgiftning. Vores planer om at besøge Isla del Sol, en efter sigende ret interessant og smuk ø i Titicaca søen, gik derfor i vasken og det var ikke meget andet end udsigten fra bussen, jeg fik set af Titicaca søen.

Copacabana var vores sidste stop i Bolivia og Cuzco i Peru blev vores næste. Så efter en endnu længere køretur end den foregående, med tre sække larmende kyllinger på taget af bussen og med endnu flere Bolivianske/peruvianske stempler i passet ankom vi ved midnatstid til Cuzco. Vi havde to overnatninger på Cuzcos hostel Wild Rover og skulle derefter flytte hen på hotel Prisma lidt længere nede af samme gade. For snart et år siden, bookede vi hjemme i Danmark vores Machu Picchu tur/inka trail som en pakkeløsning der inkluderede overnatning på hotel, fire dages trek til Machu Picchu, tre måltider samtlige dage og tur til Sacred Valley. Derfor flyttede vi d. 6. marts ind på Prisma hotel, et hotel der langt overgik alle vores tidligere overnatningssteder. Om eftermiddagen skulle vi mødes til et introduktionsmøde med vores guide og den 14 mands store gruppe vi skulle følges med de næste 5 dage. Vores guide Percy var allerede fra start yderst entusiastisk og fortalte med store armbevægelser om de næste dages tur og hans engagement her i. Det viste sig at Percy entusiasme og fortællerglæde skulle vare hele turen og desuden var hans viden om inkaerne og deres tid og liv, nok til at slå ethvert leksikon. Vi vovede os sent søndag aften, efter intromødet, ud i Cuzco for at købe de sidste ting vi manglede til turen. Vi havde kort været ude tidligere på dagen, men var hurtig vendt tilbage til hotellet. Det havde vist sig, at der netop denne søndag var karneval i byen og hele byens befolkning derfor gik helt i banjo med sæbeskum, vandballoner og spande fyldt med vand, som turisterne var deres yndlings ofre for. Det var derfor først sikkert at begive sig ud efter mørkets frembrud ...og i regnvejr. Pga. det kraftige regnvejr valgte vi - som de økonomiske overlegne luksusdyr vi føler os som i denne del af verden - at tage en taxa det korte stykke der var til den centrale plads, hvor vi kunne købe det fornødne udstyr. Karmaen sparkede tilbage ved ankomst til pladsen og den snu taxamand formåede at ribbe os for 20 soles, for en fem minutters taxatur, en tur der kostede os 3 soles for at komme hjem igen. Overlegenheden fordampede ligeså stille.

Vi havde en overnatning og en enorm morgenmad, den efterfølgende dag, på hotel Prisma og blev derefter placeret i en bus der skulle fragte os rundt denne første dag. Første stop den dag var i landsbyen Planatera som var en landsby vores turarrangører Gap støttede. Landsbyen specialiserede sig i at fremstille ting af lama og alpacauld (alpaca er for lamaarten hvad Irma er for danske supermarkeder - finere og dyrere!), det vil sige hele forberedelsesprocessen også var en del af deres arbejde, så de spandt og farvede også selv ulden inden den blev til huer, trøjer osv. Alle kvinderne i byen var klædt i deres traditionelle tøj og hele landsbyen virkede i det hele taget som noget fra et andet århundrede. Efter landsbyen blev vi kørt til en inkaruin hvor vi gik en tur og Percy holdte et længere foredrag om stedet. Vi fik på gåturen også for første gang prøvet, hvordan det ville blive at trekke rundt i sådanne højder og og oplevelsen tog bogstavlige talt vejret fra os.

Vi endte busturen i Sacred Valley som er et af de mest berømte inkasteder i Peru og med god grund! Vi oplevede Sacred Valley i strålende solskin, og trods træthed efter en tidlig vækning og en lang dag, var det en oplevelse der imponerede. Vi overnattede i byen lige nedenfor Sacred Valley meget beviste om, at det var vores sidste overnatning i en rigtig seng, inden 4 dages telttur.

Vi blev vækket tidligt næste morgen og efter morgenmaden blev vi kørt til Inca trailets startspunkt. Vi var spændte og glædede os til at se hvordan de næste 4 dages trek ville blive. Efter et fællesbilled og et stempel i passet startede vi gåturen. Første dag forløb ganske fint og stien var god og ikke alt for kuperet. Vi kom frem til vores lejer omkring frokosttid og var ret forbløffet over synet der mødte os. Vi var taget afsted samme tidspunkt som de 22 porters (mændene der gennem fire dage bar vores tasker, telte, madvare og alt andet vi havde brug for), porterne havde dog cirka halvvejs på turen overhalet os - de fleste i løb i deres nedtrådte sandaler og med 25 kg på ryggen - og var så ellers kommet frem til campingstedet tids nok til at have sat en komplet lejr op, med to personers telte til alle, et køkkentelt, et spisetelt samt forberedt en enorm frokost til os ved ankomst. Porterne lærte man hurtigt at sætte pris på!

Efter frokost blev det meste af gruppen i spiseteltet, primært pga. regnen der gjorde at man ikke havde mulighed for at gå andre steder hen uden at drukne i en sø af mudder, her legede vi gæt-hvem-du-selv-er/post-it legen og blev endnu engang bekræftet i, at vi var endt i en rigtig god gruppe fyldt med søde og meget forskellige mennesker, af karakterer skal nævnes: Jade og Carli, to piger fra Essex som vi var meget på bølgelængde med, måske primært pga. vores fælles passion for mad og vores evige diskussion om det netop endte måltid samt forventningerne til det næste. Nickie og Connor et 40-årigt par der også boede i London-området og som kæmpede sig igennem turen med forkølelse og sygdom, men som altid var parate med en god historie om tyrefægtning eller andre sære emner. Og så var der alderspræsidenterne, de to Fru Hyacint'er Moy og Sophie også fra England, dog kun med adresser i de dyreste områder. Sophie var fransk men engelsk gift, var 60 år og gode venner med prins Henriks bror, desuden kunne hun fortælle at hendes søn skal med til Prins Williams bryllup og hver dag på trailet var hun iklædt sine guld og diamantringe samt en dyr pastelfarvet cardigan. Moy var 64 og også engelsk housewife med en velhavende mand og en søn der brugte det meste af sin tid på, at sejle store både til australske kapsejladser. De to kvinder var evigt optimistiske og yderst sofistikerede og brød samt bekræftede samtidig alle ens fordomme om engelske rige overklasse koner.

På dag to på trailet blev vi vækket tidligt i vores telte og fik serveret varm koka te på "sengen". Derefter var der morgenmad og så var det ellers bare afsted på frygtede dag to! Turen den dag startede med en 5 timers lang og 1200 meters høj stigning til man nåede toppen af death woman's pass 4200 meter over havets overflade. Det var en fysisk krævende meget hård dag, hvor man konstant hev efter vejret og sveden sprang frem på panden, men da man endelig nåede toppen følte man sig som en verdens erobre og stoltheden over ikke at være den sidste i gruppen, der nåede toppen, var til mærke. Efter den lange lange opstigning var der 2 timers gåtur ned igen og da man ud på eftermiddagen nåede frem til campen, var trætheden til at tage og føle på.

På tredje dagen på turen skulle vi nå tre tinder, det betød at vi måtte gå en del op men endnu mere ned, da Machu Picchu ligger ret lavt i forhold til vores overnatningssted. Man kunne mærke musklerne havde været på arbejde den foregående dag, så på trods af dagens meget mildere rute, var turen trættende. Da vi kom frem til campen kunne vi med glæde konstatere at der her var bade og rigtige "sid-ned" toiletter, en klar luksus! Vi holdte samme aften afskedsmiddag med porterne, der ville forlade os den efterfølgende dag efter morgenmaden, det var svært at lægge drikkepenge nok når man tog deres arbejdsbyrde de foregående dage i betragtning.

Vi blev vækket klokken 3.30 om "morgnen" den sidste dag for at kunne nå til sungate, et par kilometer inden Machu Picchu, til tiden. Meningen var at vi skulle se solen stå op over Machu Picchu fra Sungate, men på grund af den tykke tåge der lå over hele området, var det umuligt at få øje på hverken Machu Picchu eller solen. Tågen der omgav os, fik hele oplevelsen til at virke som omgivet af mystik og det var lige før hårene rejste sig på armene, da tågen pludselig lette og Machu Picchu lå for fødderne af os. At opleve Machu Picchu og ikke mindst udfordringen i selv at have trekket derhen, på den mange 100 års gamle inkasti, er helt bestemt en oplevelse der høre til i toppen af de fantastiske ting vi har oplevet på denne tur.

Vi brugte resten af formiddagen på egen hånd, til selv at udforske og opleve Machu Picchu, et sted der får umulige konstruktions forhold til at virke mulige og som er så velbevaret, at man har svært ved at tro på at det rigtigt kan være fra inkaernes tid. Vi mødtes efter et par timer med resten af gruppen i byen Aguas Calientes for foden af Machu Picchu og tog herfra toget tilbage til Cuzco. Om aftenen mødtes hele gruppen samt guider til fælles middag, hvor vi prøvede to af landets specialiteter, først marsvin derefter alpaca bøf. Marsvinet kom i første omgang uparteret ind på bordet og lignede et dyr der havde lidt, det smagte dog udmærket. Alpacabøffen vi fik til hovedret var udsøgt og fantastisk lækker og man bliver her i Sao Paulo, lidt ked af at deres specialitet er pizza.

Vi havde en enkelt overnatning på Prisma hotellet og brugte den efterfølgende dag, på først et par timer i (den gratis') morgenmadsbuffeten, sammen med Carli og Jade, og derefter flyttede vi hostel, så vi kom til at bo på festhostelet Loki, i den anden ende af byen. Vi havde fire dage i Cuzco som vi primært brugte på at drikke øl i Lokis bar, feste med de andre fra Loki og spise god mad på Jacks Café i hjertet af Cuzco. En af dagene tog vi på sightseeing i Cuzcos berømte katedral, opført af spanierne i kolonitiden og de havde godt nok ikke sparet på guld, velour eller andre former for pompøse, grænsende til det kvalmende, overdådigheder.

Efter fire dages ophold i Cuzco, fløj vi tidligt den 16. til Lima, hvor vi havde en enkelt dag, som vi trætte brugte i vores hostels filmsamling. Vi fløj d.17. klokken 05.00 om morgenen til Sao Paulo og endte altså således her i Brasilien, som er allersidste stop på denne fantastiske jordomrejse, inden vi tager hjem til Danmark om to uger.

Det sidste stykke tid her i Brasilien er dedikeret til Rio De Janeiro og det søde liv. Vi krydser fingre for godt vejr, strand og store drinks og så må vi jo prøve at forlige os med tanken om den danske hverdag, der pludselig synes at vente uhyggelig tæt på!

- Astrid Winther