Buenos Aires er alt det Los Angeles ikke er og alt det vi savnede i L.A. Los Angeles er en storby af uoverskuelige dimensioner, hvor vi dog heldigvis formåede at finde en oase ved Venice Beach, væk fra den larmende, grå, travle, triste og uendelig vidtrækkende by. L.A er byen hvor bussystemerne er et kapitel for sig at finde rundt i og intet ligger i gåafstand.

At ankomme til Buenos Aires er på samme måde en hektisk oplevelse, men det er kun til man får byen ind under huden og et overblik over dens geografi. Buenos Aires er farverig, støjende, betagende, stor, overskuelig, varm, livlig, smuk og varierende og fangede os med alt sin sjæl i sådan en grad, at vi nu er her for anden gang, tilbage i tangoens og festernes by.

Vi fløj til Buenos Aires fra Los Angeles og et af det første sansindtryk, og en værsentlig forskel fra L.A, var varmen der ramte os som en mur. L.A havde været et af de koldere steder på vores tur og at lande i Buenos Aires klokken 7.30 om morgenen, til en temperatur på 30 grader, kan mærkes.

Vi blev hentet i lufthavnen af en shuttlebus, der formåede at sætte os af ved det forkerte hostel (det viste sig at der er to milhouse hostels i BA) og måtte begive os ud på en mindre gåtur, der primært føltes lang pga. varmen, rygsækken - der er uforklarlige grunde synes at blive tungere og tungere - og ikke mindst fordi vi på vores vej, skulle krydse en af verdens bredeste gader, Avenida 9 De Julio en 9 sporet og meget trafikkeret vej der løber gennem Buenos Aires microcenter. At komme over denne gade kan let resultere i at man tre gange, tre forskellige steder må vente på at lyset bliver grønt fordi man ikke når at komme over i mindre end to forsøg.

Vi havde hjemmefra booket en uges overnatninger på hostelet og med 5 dages intensivt sprogkursus inkluderet. Mandag morgen klokken 9.00 startede vores første spanskklasse med læreren Ana, vi synes selv at de to første timer gik overraskende godt og vi kunne følge nogenlunde med. Efter en pause midt på dagen, gik vi i gang med dagens anden lektion med læreren Alejandra. Vi var fuldstændig drænet for energi da de to timers spansk med Alejandra var overstået. Alt foregik i rivende fart og udelukkende på spansk og fangede man ikke meningen første gang, håbede man at den anden gjorde det, for der var ikke tid til gentagelser.

Det viste sig dog at blive bedre, da man først havde vænnet sig til Alejandras facon at undervise på og havde fanget et par spanskegloser, blev undervisningen meget udbyttesrig og anvendelig.

Med tyve timers spanskundervisning fordelt på 5 dage, begyndte vi efterhånden at føle os bedre rustet til at møde den argentinske virkelighed og vi bookede yderligere tre dage på milhouse, så vi kunne få set noget mere af Buenos Aires.

I vores forsøg på at møde den argentinske befolknings mentalitet, synes vi at vi måtte forsøge at gøre som dem, det vil blandt andet sige at følge deres døgnrytme og rutine. I Buenos Aires er normen at spise fire måltider i stedet for de tre klassiske vi spiser i Danmark, først er der morgenmad og frokost som vi selv kender det, så er der eftermiddagsteen som for nogen heller ikke er fremmed, indtil man nævner at det først foregår ved seks-syv tiden om aftenen og derefter aftensmad ved titiden. Vores forsøg var at omlægge vores madvaner, så de blev mere som argentinernes og vi tog derfor en aften ud for at spise kage ved halv syvtiden. I vores iver efter kombinationen af kage og chokolade fik vi bestilt kage der kunne have været delt mellem fire, resultatet har af blev af der absolut ikke var plads til aftensmad senere og det eneste vi kunne foretage os i de næste par timer var en "fordøjelseslur". Vi måtte, endnu engang den efterfølgende dag, sande at spanskundervisning klokken ni om morgenen og øl den foregående aften på kage mave, bare ikke er en god idé!

Den første dag vi havde uden skolegang brugte vi i bydelen La Boca, som er et af de fattigere kvartere i BA, men også et meget besøgt område pga. de karakteristiske farvestrålende huse der ligger her. La Bocas charme, kunst og grafik burde være en inspirationskilde for alle slumområder omkring i verden, på trods af fattigdommen mærkede man ikke på samme måde den deprimerende stemning der kan optræde i sådan områder - her er tango i gaderne, farverige blikskure og kunst på bymurerne. I La Boca besøgte vi også en af bydelens stoltheder, "Museo de bellas artes Benito Quinquela Martin" som var Kunsteneren Benito Quinquela Martins hjem, hvilket nu er omdannet til et museum hvor primært hans billeder er udstillet. Jeg blev selv tilhænger af hans kunst der på fineste og farverigeste vis skildre La Boca og Buenos Aires livlighed omkring 1920 og frem.

Vores hostel, som er placeret meget centralt i Buenos Aires ligger mellem de fire mest kendte områder i BA - La Boca, San Telmo, Palermo og Recoletta. Desuden ligger hostelet meget tæt på pladsen Plaza De Mayo, som er den plads hvor alle BA's vigtige bygninger ligger centreret omkring, dvs. nationalbanken, en af Buenos Aires store katolske kirker og Casa Rosada som er den bygning hvori den Argentinske præsident har arbejdsplads og som ikke mindst er berømt for at have huset Eva Peron/Evita. Det er også i Casa Rosada at balkonen, hvor Evitas berømte taler blev holdt, er.

En anden dag i Buenos Aires brugte vi på at besøge den berømte kirkegård og bydel Recoleta. Kirkegården minder mest af alt om et kæmpe og overdrevet pompøst mindesmærke, hvor man kan få lov at blive begravet hvis man er betydningsfuld nok eller bare rig nok. Gravmonumenterne derude slog ofte min egen 35 kvm store lejlighed i både størrelse og vedligeholdelse og man kunne godt fornemme, at det ikke var hvem som helst der var begravet her. På trods af flotte, dog lidt usmagelig, gravmonumenter var stedet lidt svært at holde af og om det var pga. Ches ånd der blev vakt til live her i Argentina, der gjorde at vi fik ondt af dem der ikke havde råd til at blive begravet her og at menneskeheden generelt burde være mere lige stillet, er svært at vide.

Buenos Aires er også kendt som tangoens by og vi synes derfor det var passende at tage til et tangoshow. Dette synes vi jo passende, at vi kunne kombinere med at smage på de mindst lige så berømte argentinske bøffer, så søndag aften i Buenos Aires brugte vi på tangoshow og bøfspisning og aldrig nogensinde før, havde vi set en så stor en bøf eller en mand med så roterende et underliv og så meget pomade i håret.

Mandag aften i Buenos Aires er selvskrevet til at bruge i det mere gøglede kvarter af BA, hvor stedet man skal befinde sig er til La Bomba de tiempo. Konceptet er ca. 14 mand med enten hver deres tromme eller anden form for percusian der så på bedste latinske vis giver den fuldt blæs på rytme og sammenspil. Bandet og ikke mindst publikums entusiasme er smittende og medrivende, og varmen og urtetobakkens tåge over hele pladsen ulidelig, men man kan ikke andet end elske denne oplevelse på trods af at man efterfølgende kunne vride sit tøj. Musikkens indvirke på kroppen og mængden af øl der senere måtte til, for at genoprette vores væskebalance bar os videre ud i Buenos Aires natteliv. Noget der gjorde busturen den efterfølgende dag, en del hårdere end de 4 timer egentlig burde have været.

Tiden I Buenos Aires var slut og vi forsatte vores videre tur nord på gennem Argentina, første stop på ruten var byen Rosario vi havde hørt skulle være charmerende, hvilket også var ganske rigtig. Vi havde en hel dag i Rosario som vi egentlig havde planlagt at bruge på stranden, men da det var overskyet da vi stod op (stadig med en temperatur der lå på cirka 35 grader) havde færgefirmat, der sejlede en til stranden, besluttet sig for at aflyse alle afgange pga. for dårligt vejr. Vi undrede os! I stedet brugte vi dagen på at se byen, lede efter huset hvor Che skulle være blevet født (i bedste argentinske stil var det ikke afmærket og vi ved derfor kun, at vi har været tæt på det, men ikke præcis hvordan det ser ud) samt være oppe i et af deres monumenter.

Vi forlod Rosario efter to dage og tog til Argentinas 2. største by Córdoba. Første dag i Córdoba tog vi en lolkalbus til den lille by Alta Gracia, Ernesto "Che" Guevaras barndomsby og byen hvor han brugte de første mange år at sit liv. Byen Alta Gracia var et yderst charmerende sted og meget stemningsfuld med små stenhuse og en fin plads der markerede centrum hvorpå turistkontoret lå inde i et lille klokketårn. Ches gamle barndomshjem var omdannet til et museum vi besøgte og fik set både billeder og klenodier fra Ches liv og færden. Som de to motorcykel dagbogs entusiaster vi er og med Ches liv og politiske "karrierer" som rød tråd gennem hele museet fandt vi stedet meget interessant.

Anden dag i Córdoba tog vi til Cuesta Blanca som er et lille strandområde ved floden 1,5 times kørsel fra Córdoba. På trods af vandets noget umiskendelige farve var udflugten hertil lige hvad vi manglede og havde sukket efter i Argentinas varme - et sted at bade og bruge en dag i solen.

På trods af de andre byers charme og forskelligheder havde Buenos Aires brændt sig fast i vores sind og hjerter og vi måtte sande at vi savnede Buenos Aires! Beslutningen blev taget uden meget diskussion og samme aften tog vi den ti timers lange køretur tilbage til Buenos Aires, i en af de luksuriøse argentinske langfartsbusser, hvor man får serveret varm mad, snacks samr får udleveret både tæppe og pude til det lænestolslignende sæde man sidder i - Midttrafik kan godt pakke sammen.

Således endte vi her i Buenos Aires for anden gang og vi glæder os allerede til at opleve byen og al dens tilstræklighed igen.

- Astrid Winther