Buenos Aires formåede endnu engang at fastholde os i byen, hvor man lever om natten og sover om dagen. Vi kunne konkludere at vi efterhånden havde vænnet os til den Argentinske døgnrytme og først rigtig kom til live efter klokken 22 om aftenen. Vi brugte derfor også vores nætter - som forskrevet er, når man opholder sig i sydamerikas mest pulserende og livlige fest by - på diverse bare og klubber som først rigtig åbner ved 2 tiden og lukker igen omkring klokken 8 om morgenen. Vores møde med nattelivet, bragte os bla. til klubben "Kika" hvor øllene er billige og dansegulvet stort, samt til klubben "club 69" som er et koncept bestående af transvestitter, udklædning, afklædning og storslåede sceneshows fyldt med can-can og andre lummerheder.

Vi udviklede gennem vores møde med natten mange overfladiske venskaber hvilke fik bragt os i diverse underlige situationer, bla. Et møde med en fyr der ønskede at repræsentere Astrid Lembos bror, 2 engelske gutter med hjerter af guld der introduceret os for en mand med læderkasket og lommerne fulde af kokain, en australier der klokken 3 om natten bød Astrid Lembo på en burger date, samt de to norske piger der formåede at gå til daglige spansklektioner, komme senere hjem fra byen end os og samtidig altid være friske, vi forstod dem aldrig helt! Vi delte desuden dorm med 3 drenge fra Australien der talte meget bramfrit og desuden aldrig sov i særlig meget tøj, som dem følte vi også at vi kom til at kende ret godt.

Dagene brugte vi i parkerne i Palermo hvor isene var billige og skyggen tiltrængt.

Efter 6 dages fest og en tabt håndboldfinale, som rigtig fik nationalfølelsen frem i os to ellers ret sportsuinteresseret personer, bestemte vi os for at tid var, til at komme videre på vores rejse, hvis vi nogensinde skulle nå Bolivia og Machu Picchu i Peru til tiden.

Så fra Buenos Aires busstation satte vi kurs mod Puerto Iguazu, som er den Argentinske indgang til de berømte vandfald. At ankomme til Puerto Iguaza er en meget tropisk oplevelse, palmer optræder ofte i gadebilledet og luftfugtigheden er høj. Vi bestemte os derfor også for, at det eneste rigtige sted at indlogere sig, var på et hostel med pool, hvilket var ret hyppigt. At poolen vi fandt så ikke var den reneste vi nogensinde havde set, blev også reflekteret i prisen for to senge i et dorm der var meget billig. Vi brugte vores første dag på det vi var kommet til byen for - at se vandfaldene. Efter at have brugt en hel dag i nationalparken i bagende sol, var vi overbeviste om, at den 19 timers lange køretur, det havde taget os at komme dertil, var det hele værd. De ca. 250 vandfald der omgav os var imponerende og meget smukke og på sammen tid helt uvirkelige med de mængder vand, der blev ved med at fosse igennem, man følte sig pludselig meget lille og ubetydelig i forhold til de omgivende kræfter. Efter at have gået samtlige ture der var i parken, var vi godt trætte i benene og ret så solskoldet, så det blev en tidlig aften.

Vi tog den efterfølgende dag videre til byen Salta som var vores sidste stop i Argentina. Byen Salta har en meget flot beliggenhed mellem store bjerge og vi tog derfor med den lokale gondol, op på et af de højeste punkter omkring byen, hvorfra vi kunne kigge lidt på udsigten og derefter tage de 1027 trappetrin ned igen. Vores hostel i Salta var en smule spartansk og ret småt, med mangel på siddepladser i fællesarealet og derfor indtog man kronisk sine måltider stående, og vi brugte derfor ikke meget tid der, men tog i stedet i den lokale park hvor man for ingen penge kunne leje en pedalbåd at cykle/sejle lidt rundt i.

Fra Salta tog vi en natbus til den argentinske grænseby La Quicha hvor vi ankom tidligt om morgenen, endnu inden solopgang. De 10 timers nordlig kørsel og endnu ingen dagslys, gjorde at vi for første gang i mange måneder måtte finde alt vores varme tøj frem. Det blæste og det var koldt, overalt omkring os var kvinder klædt i store nederdele og bowlerhatter og mænd kom slæbende med klartfarvede vævede stofstykker bundet omkring ryggen, hvori de kunne bære ting af umenneskelige dimensioner og vægt, vi følte at her mødte vi for første gang Bolivia og alt hvad landet indebar fra klima til kultur. Den bolivianske mentalitet og måde at gøre tingene på, kom også til udtryk i den kø vi i måtte befinde os i, i et par kolde timer inden vi kunne krydse grænsen fra Argentina til Bolivia. Der var én luge åben med en mand uden nogle rigtige former for elektroniske hjælpemidler der skulle sluse samtlige køgængere igennem og derefter skulle man over i et andet kontor for at få de sidste stempler, man kunne godt argumentere for at systemet kunne være lavet smartere. Al vores venten fik os til at falde i snak med ireren Colin, der ligesom os skulle videre til Tupiza i Bolivia. Colin var også på udkig efter en tur til saltørkenen, så ham holdte mig og Astrid ekstra godt fat i, da vi vidste at de fleste firmaer der lavede disse ture, krævede fire personer for at fylde en jeep. Så da vi efter at have krydset grænsen mødte Matthias fra Schweiz- der senere viste sig at kunne huske os fra Buenos Aires pga. vores råben og skrigen under håndboldfinalen - der også gerne ville med i saltørkenen, var vi fuldtallige. Efter et tretimers møde med Bolivias grusede og bumpede veje, nåede vi Tupiza i 2900 meters højde. Her fik vi hurtigt fundet et turistfirma der arrangerede fire dages jeepture til Salar de Uyuni og som kunne tage af sted allerede den efterfølgende dag, det var helt perfekt for os og vi sagde straks ja til både turen samt at bo på deres hostel natten over.

Tupizas beliggenhed er meget smuk på en støvet og prærielignende måde. Byen ligger omgivet af store røde klipper og bjerge i alverdens grå-brun-sort-grønlige farver og der er store kaktusser overalt, det præg af westernfilm byen og omgivelserne har, giver en lyst til at kaste sig i sadlen på en hest og ride derudaf, så det gjorde vi! Vi lejede to heste samt en 14 årrig boliviansk guide der tog os med på ridetur. At vi for det første havde klædt os ud som cowboys med skjorter, ridestøvler og hat i ægte westernstil og vi for det andet aldrig havde siddet på en hest før, gjorde det ret forståeligt hvorfor vi tiltrak et publikum på ti bolivianske mænd der stirrede, grinede og endda tog billeder af os, noget der gjorde oplevelsen en smule mindre badass-westernagtig men god underholdning var vi. Rideturen gik godt uden ulykker, dog havde vi en nærdødsoplevelse med et tog, da begge vores heste valgte at parkere midt på togskinnerne i samme øjeblik som en lille godsvogn kom kørende, vi fik hestene væk i sidste øjeblik men forbedrede nok ikke vores ry som turister blandt de lokale bolivianere. Den efterfølgende dag, satte vi os - en smule ømme - ind i vores jeep der de næste fire dage skulle agere vores hjem og transportmiddel. Ombord var vi os to, Colin og Matt, vores chauffør Emilio og vores kok Luzia - en ældre kvinde der talte uafbrudt i fire dage og havde så stort et omsorgsgen at hun dagligt forsøgte at tvinge kød i vegetaren Matt, fordi hun mente at det var for hans eget bedste (desuden mente hun hverken at fisk eller kylling var ægte kød og blev ved med at stille sig uforstående overfor, hvorfor Matt ikke ville spise det).

Allerede den første dag, var de steder vi så nærmest den fulde pris, vi havde betalt for hele turen, værd. Vi kørte op og op og op, så Tupizas bjerge oppe fra, spiste frokost i 4000 meters højde blandt lamaer og blev stakåndet af at bestige selv den mindste bakke. Om aftenen blev vi indlogeret på at hostel hvilket Angel, der havde solgt turen, omtalte som "basic". Hostelet bestod af nogle få rum, i et hus bygget af ler og mursten, med fire senge i hver, et par tæpper og en plakat af Jesus, som man kunne håbe på kunne beskytte lidt mod kulden, for det var der i hvert fald ingen isolering der gjorde. Vi var nået 4500 meter over havets overflade og højdesygen kom lige så langsomt snigende med tiltagende hovedpine og kvalme. Det blev en lang og kold nat hvor vi for alvor blev glade for vores nyanskaffede uldhuer!

Den efterfølgende morgen blev vi vækket klokken 5, så vi kunne forsætte vores videre tur mod Salar de Uyuni. Vores første stop var ved indgangen til en boliviansk nationalpark, hvilken vi skulle krydse for at nå saltørkenen. I løbet af dagen gjorde vi mange stop og hver gang blev vi overrasket over at se hvor smukt, der stadig kunne blive ved at være. Det var som om det ene sted overgik det andet. Vi så laguner i alverdens farver, fra grønne (hvor Luzia fik samlet lidt ind til aftensmaden) , til røde til turkisblå beboet af store flokke af lyserøde flamingoer. Vi skiftede dæk i store sandørkner med motiver fra Salavador Dalis billeder. Vi blev påpasseligt stående på afstand af geiserområder og vi tog bad i varme kilder 5000 meter over havets overflade, omgivet af snedækkede bjerge.

Efter en overnatning på endnu et basic hostel, kørte vi på 3. dagen videre og vidste at vi samme dag ville nå saltørkenen. På turen dertil gjorde vi ophold ved stenformationer, hvoraf det mest berømte er "stentræet", vi så en aktiv vulkan og spiste frokost i en dal omgivet af klippestykker, der lignede at de meget tilfældigt, var blevet smidt der. Om eftermiddagen nåede vi Salar de Uyuni og efter et kort glimt af saltørkenen blev vi indlogeret på vores hostel, der meget passende, udelukkende var lavet af salt (minus toiletterne der bare var et hul gravet i jorden).

4. og sidste dagen på turen var afsat til selve saltørkenen og her kørte vi til meget tidligt om morgenen, for at kunne se solen stå op. Vi spiste morgenmad fra bagagerummet af vores jeep, strandet på en lille saltø midt i den enorme ørken, der pga. regntiden, var dækket af vand. At opholde sig i ørkenen i regntiden, må være som at gå i himlen. Den spejlblanke overflade, der omgiver en til alle sider, genspejler himlen og alle skyerne og gør horisonten udefinerbar, det er derfor som om man både går i skyerne og har dem hængene over sig, en fantastisk flot og helt urealistisk oplevelse.

Efter at have indtaget et sidste frokostmåltid med hele vores jeep-besætning og lidt trist havde taget afsked med Colin og Matt, forsatte Astrid og jeg turen mod Potosí. Det var en køretur på seks timer som vi snakkede os hele vejen igennem, da vi synes vi ikke rigtig havde fået talt sammen de sidste par dage, nu vi skulle dele hinanden med andre. Da vi nåede Potosí fandt vi straks et hotel med dobbeltværelse, tv og ikke mindst varmt bad. Om aftenen gik vi ud at spise og fejrede at det var valentinsdag med stor bøf til ingen penge.

Grunden til at vi var taget til Potosí, var primært pga. minerne der ligger i de omgivende bjerge. Vores egentlig plan var at tage dertil den efterfølgende dag, men da vi vågnede om morgene, var Astrid syg og vi tog derfor en ekstra overnatning på vores "luksus" hotel. Dagen brugte Astrid i sengen og jeg selv på byens marked samt på et internetbesøg, hvor jeg brugte lidt længere end beregnet, da forbindelsen her i Bolivia ikke helt er som den man kender fra Argentina.

Astrid fik det heldigvis bedre i løbet af dagen, så da vi stod op morgenen efter var det med forhåbning om at komme i minerne, det lykkedes heldigvis også. Besøget i minerne var en meget spændende og ret intens oplevelse. At gå rundt så langt inde i et bjerg, hvilket faktisk er menneskers arbejdsplads, sætter ens egen hverdag i perspektiv. I det bjerg vi var i, arbejde der omkring 60-70 arbejdere. I mineren i det bjerg vi besøgte, arbejde der i alt omkring 10.000 bolivianske mænd og børn. Deres arbejdsforhold er meget ringe og børnearbejde er hyppigt, masker der beskytter mod det giftige støv er kun noget de heldigste har, ligeså med arbejdshandsker. Lønnen er cirka 80 bolivianos om dagen (svarende til 56 dkk) hvilket heldigvis er ret udmærket for en bolivianer, men det er også med livet som indsats at de hver dag tager på arbejde, der dør cirka 40 arbejdere årligt af eksplosioner, sammenfaldne miner, luftforurening og giftigt støv, en uhyggelig statistik. Trods det var minearbejderne venlig og det formildede dem nok også lidt, at vi havde gaver med til dem (hvilket er normen) i form af kokablade og sodavand. Vi blev begge udstyret med hjelme, bukser, jakker og støvler samt pandelampe inden vi begav os afsted, især hjelmene blev vi glade for i de snævre gang, hvor man tit slog hovedet mod stenloftet eller klippesiden. På et tidspunkt skulle vi kravle 15 meter ned i et hul kun med lyset fra sin egen pandelampe, det var en smule nervepirrende og man var ret lettet, da man tilsidst nåede ud af minerne og så solens lys igen.

Vi forlod Potosí samme eftermiddag og tog til Sucre. Sucre er en helt anden slags by, end hvad vi hidtil havde set i Bolivia. Med dens hvide bygninger fra kolonitiden og vedligeholdte pladser, virker den mere moderne og mere fremadsynet. Vi boede centralt i byen og brugte vores dag på at se byen samt gå på det store marked, vi boede overfor, hvor man kunne få alverdens lækkerier indenfor frisk frugt, juice og brød.

Den næste dag var det blevet min egen tur til at være syg, så vi kom ikke fra Sucre som planlagt og måtte udskyde vores afgang til Santa Cruz til den efterfølgende aften. Vi kørte med vores hidtil værste oplevelse af en natbus til Santa Cruz. Når man i Argentina køber en bustur på semi-cama klassen betyder det, at man kan ligge sit sæde nogenlunde ned og der bliver slukket for filmen omkring klokken 23. I Bolivia måtte vi se i øjnene, at semi-cama var en lidt anden service. Her sad man nærmest ret op og ned hele natten og for at overdøve den raslende/manglende mekanik i bussens motorrum, blev der kun skruet op for den bolivianske folkemusik. Bussen havde heldigvis kun et sammenbrud og vi fik kæmpet os til Santa Cruz ad de karakteristiske ikke-asfalterede veje.

Så snart vi var stået af bussen, mærke hvordan vi var kommet ned fra højderne og tættere på junglen, tilbage i varmen og til myggene. Vi havde to dage i Santa Cruz som vi brugte på at planlægge vores tur i junglen, dvs.: finde et firma der arrangerede sådanne tur - nemt nok, finde vandrestøvler både til junglen og vores snartkommende tur til Machu Picchu - lidt sværere, forsøge at hæve dollars til at betale for turen - umuligt! I sidste ende fik vi dog booket en fire dages tur i Amazon junglen ombord på flodbåden Reina de Enin. Vi skulle mødes med kaptajnen Barbara i Trinidad og hun ville derfra sejle os op ad Mamoré floden i en lille motorjolle, til vi indhentede båden vi skulle bo på. Vi forlod samme aften Santa Cruz og tog en natbus mod Trinidad. Vi havde booket billetter til bussen på forhånd og vidste at vi skulle med firmaet "Santa Cruz" klokken 21 fra busterminalen, der tog vi fejl. Da vi kom ud til terminalen - i god tid inden klokken 21. fordi billetmanden havde sagt tre forskellige afgangstidspunkter - fik vi besked på at sætte vores tasker hos firmaet El Latino og troede derfor at vi i stedet skulle med det selskab i stedet. Da klokken nærmede sig 21 og vi flere gange havde spurgt hvorfra vores bus kørte og stadig intet brugbart svar havde fået eller set sporet af en Latino bus til Santa Cruz, begyndt vi at blive lidt nervøse for om bussen ville forlade stedet uden os. Vi fik, på vores stadig noget vaklende og protesterende spansk, hevet et svar ud af en af mændene, der arbejde for firmaet. Han endte med at fortælle os, at vi skulle med bussen Americano som altså først kørte klokken 21.30 ...vi kørte som den sidste bus fra terminalen klokken 22!

I Trinidad fik vi efter lidt forviklinger (bussen var ankommet halvanden time for sent til stationen og manden der skulle hente os der, var forsvundet for længst) fundet frem til stedet, hvor vi skulle mødes med Barbara. Vi kørte derfra til "havnen" - en flodbred med et par mere eller mindre sejldygtige kanoer - og mødtes der med jollen der skulle fragte os videre ud i junglen. Turen opad floden, var som at træde ind i en zoologisk haves mest eksotiske afdeling. Vi formåede, på den korte tur det var at nå flodbåden, både at se en gigantisk skildpadde ligge på en sten i floden og tag sol, se et træ fyldt med farvestrålende og larmende papegøjer, samt et par aber der legede i en trætop. Vores møde med junglens dyreliv stoppede ikke her, da vi nåede ombord på den store flodbåd blev vi straks inviteret med på floddelfins-udkigtur. Ikke mange minutter efter afgang mødte vi et dovendyr der hang og sov i et træ og der gik ikke meget mere end fem minutter derefter, før delfinerne svømmede omkring os, vi hoppede i vandet og blev af den stærke strøm ført tilbage til flodbåden omgivet af delfiner. Tilbage på båden var der lækker frokost og derefter mulighed for at komme med på fisketur, noget mig og Astrid synes lød ret harmløst. Det var dog kun indtil Louiz (eller abuelo som han også blev kaldt) - vores guide - begyndte at skære store lunser kød ud til madding, så piratfiskene ville bide på. Det viste sig at være effektivt og alle andre end mig og Astrid fik hevet et par pirañaer i land, som senere blev til aftensmad (jeg vil her undlade at knytte en kommentar om, at den kloge narre den mindre kloge, eftersom hverken mig eller Astrid fik bid).

Her i junglen, på denne tid af året, bliver det mørkt klokken 19.00 - fuldstændig mørkt og stjernerne dukker frem i massevis. Så at sejle ned af floden, i den lille motorjolle vi tog på ekskursioner i, kun med lyset fra en lommelygte i den rivende strøm, for at lede efter alligatorer, var lidt som at være i spøgelsestoget i tivoli, spændende og en lille smule angstprovokerende på samme tid. Efter kort tids søgen, havde vores lokale guider ombord pludselige fanget en alligator som de i et fast tag, stolt viste frem. Efter at Paul - en af de andre turister - havde holdt alligatoren, med det resultat at den fik vredet sig fri og (heldigvis kun) bidt sig fast i t-shirten af en af vores guider, bestemte mig og Astrid os for at det var fint nok bare at klappe den og tage et par billeder, tættere nærkontakt behøvede vi ikke at have med den.

På anden dagen, på vores jungletur, blev vi sejlet i land ved en lokal farm, hvorfra vi skulle på ridetur. På farmen havde de ud over heste, grise, køer, høns, skindet fra hjemmefanget anakonda og en alligator også aben Martín, som var meget nysgerrig i hvad folks tasker indeholdte og som altid var frisk på en klatretur op og ned af en turist. Vi fik på farmen udleveret hest og mig og Astrid red af sted med den største entusiasme og følte rigtig at vores erfaring og cowboy-gen fra tidligere kom os til gode, det var indtil vi mødte et massivt krat der var umuligt at forcere og hestene derfor stædigt stillede sig til at æde og nægtede at starte igen, ligegyldigt hvor hårdt man så lossede til dem. Efter at guiden havde trukket hestene i gang red vi ud i floden og tilbage til farmen, en del myggestik rigere. Efter frokost tog vi i land på besøg i Pinochios føde- og opvækstby/junglesamfund (Pinochio har et rigtigt navn, men bliver kun kaldt det andet, fordi da han startede som guide på båden gik i panik over turisternes spørgsmål og derfor selv fandt på svarene). Der var ikke meget tilbage af samfundet, da den stigende vandstand i floden havde taget det meste med sig, så det var kun få mennesker der var tilbage der, noget Pinochio forståeligt fandt ret trist. Samfundet bestod af et par få hytter og telte, store mangotræer og et enkelt fodboldmål, resten af fodboldbanen samt husene og skolen, havde floden revet med sig.

Den tredje dag på vores tur opad Mamoré floden, vågnede vi til et ægte tropisk uvejr med enorme mængder af vand fossende ud af skyerne. Her i junglen hjælper man hinanden på bedste vis, så vi brugte det meste af formiddagen på at tage rundt til de lokale i vores motorjolle, for at se om de havde brug for et lift ind til Trinidad by, i det tilfælde at deres huse stod under vand, en tur deres egen trækanoer ikke kunne klare i den stærke vind og tiltagende strøm i floden. Vi fik på denne måde set hvordan de lokale bor udenfor byerne, i små skrammede hytter uden elektricitet omgivet af junglen og ned til floden, en levestil der for os vesterlændinge er svær at forestille sig som en permanent ordning.

Pludselig er det blevet fjerde og sidste dag ombord på Reina de Enin, som vi brugte på endnu engang at udforske junglens rige dyreliv på en af bifloderne til Mamoré. Vi mødte aber, skildpadder, massevis af fugle og omkring os svømmede nærmest permanent flokke af floddelfiner. Vi er nu blevet fragtet til Trinidad, tilbage til byens støv og bilhornenes evindelige dytten efter fire dages sejltur i junglens summende, skræppende og brusende fredfyldthed. I morgen flyver vi til La Paz, tilbage til højderne og kulden, denne gang forberedte med taskerne fyldt af diamox og koka, så kan højdesygen bare forsøge sig!

- Astrid Winther