Lettere forsinket blog, påbegyndt i Buenos Aires og afsluttet i Bolivia:

Inden jeg tog fra Danmark , lovede jeg Conny (min ex-nabo/reservemor) ikke at forelske mig i en sydamerikansk mand og aldrig komme hjem. Det er heller ikke sket. I stedet er jeg blevet forelsket i en sydamerikansk by: Buenos Aires, hvor Astrid og jeg lige nu befinder os for anden gang på turen. Oprindeligt var planen jo at tage fra Buenos Aires og nordpå, men vi kom kun til Córdoba før vi var nødt til at vende om og tilbage til BA. Som er hjemlig, spændende, ny, livlig og alt muligt andet, men som det slet ikke er meningen at jeg skal fortælle om nu. For der er mange, store og skelsættende oplevelser på turen, som vi slet ikke har fået delt med resten af verden, fordi det hele går så stærkt og vi ikke kan nå at skrive ned før vi allerede har oplevet noget nyt.

Langt, langt væk og på den anden side af Stillehavet ligger New Zealand som vi forlod for snart en måned siden og som er helt, helt anderledes en Argentina. På New Zealand kørte vi først i bus og så i bil. Vi kørte og kørte. Og jeg havde forestillet mig at jeg skulle få læst bøger i massevis, men opdagede i stedet at jeg, efter tre uger med Kiwi-bussen kun havde læst 50 sider. Jeg kunne ikke få mig selv til at kigge nogen andre steder hen end ud af vinduet på alle busture. For der er så vanvittig smukt på hele New Zealand at det tog vejret fra os og jeg en gang i mellem fik lyst til at flytte ind i en hytte på en bjergskråning, og bare sidde der og kigge ud over landskabet de næste mange år. Min favorithistorie fra NZ er denne her: En Maori-høvding, hvis stamme boede på et bjerg på NZ's nordø, fulgte englændernes indtog i landet. Han kunne se hvordan de hvide mennesker indhegnede et stykke jord og kaldte det deres. Han var bange for at nogen skulle indhegne det bjerg de boede på, så kun meget få ville få glæde af det smukke område. Derfor meddelte han den daværende regering at han skænkede hele området til det New Zealandske folk. Sådan opstod verden første nationalpark. Det kalder jeg fremsynethed.
Mit indre naturmenneske er vokset støt på hele rejsen og havde klart sin storhedstid på New Zealand. Sådan kan man jo overraske sig selv en gang i mellem, og for mit vedkommende er det sket en del gange siden oktober.
Udover smuk natur, bød NZ på en masse nye, udfordrende oplevelser. Og jeg husker en dag på Naveren, hvor jeg bestemte mig for ikke at være bange for alt det jeg ikke havde prøvet før, og i stedet kaste mig ud i det. Det var nok dagen før vi mountainbikede. Og det er jeg godt klar over ikke lyder helt vildt farligt, men for mig var meget grænseoverskridende (og sjovt). Også selvom jeg havde blomstret kjole på og lignede en bedstemor på søndagstur.
Når jeg tænker tilbage på New Zealand nu, kan jeg krydse en hel masse af listen. Fx har jeg: trukket vejret 37 meter under vandet, kastet mig ud af en gummibåd i høj fart, kravlet på en gletscher, dyrket yoga, pustet ild og ikke mindst, hoppet ud af et fly 15.000 feet over jorden.
Lige inden sidstnævnte vilde ting, sluttede Astrids blogindlæg fra New Zealand, så det er blevet min lod at forsøge at forklare hvordan det lige føltes. Efter lang tids venten og flere mislykkede forsøg, vågnede vi nytårsaftensdag til helt perfekt skydivevejr; sol og vindstille. Overraskende rolige tog vi ud til flyvepladsen og begyndte at gøre klar til at hoppe. Jeg havde været helt oppe og køre de andre gange, vi forsøgte at komme af sted, men denne gang var nerverne helt i ro. Måske fordi klokken var syv om morgenen og der altså bare ikke rigtig er noget der kan ophidse mig så tidligt. Efter at have fået hver vores flyverdragt og instruktør klemte vi os ind i et miniaturefly og satte kurs mod himlen. Selvom det var trangt og ukomfortabelt, var flyveturen superflot, vi så udover Lake Wanaka, bjergtoppe med sne på og græssletter. Og det lykkedes faktisk både mig og Astrid at nyde den. Lige indtil vi var ved 12.000 feet og tre af de andre hoppede ud af flyet. Shiiit. Ved 15.000ft (ca 5km) satte vi os på skødet af hver vores instruktør, som vi blev spændt godt og grundigt fast til. Så grundigt at vi ikke selv kunne røre os. Jeg kunne altså ikke gøre andet end at vinke og grine nervøst til Astrid da hendes instruktør bugserede dem hen til åbningen og tumlede sidelæns ud. Lige i det øjeblik da Astrid forsvandt i den blå luft gik det op for mig hvad jeg havde gang i. Om lidt ville jeg hænge i luften 5km over jorden uden noget at holde fat i. Hvem havde lige fået den hjernedøde ide? Og hvorfor i alverden var jeg gået med til det? Mere kunne jeg ikke nå at tænke før min instruktør havde fået os hen til åbningen og var sprunget. Det var det vildeste sus. De første par sekunder hvirvlede vi rundt og alle instinkter i hele min krop skreg "NEJ". Men så trak Mr. instruktør en styrefaldskærm og vi på begyndte et helt minuts frit fald mod jorden med 200km i timen. Et langt minut hvor jeg var ude af kontakt med noget som helst andet end adrenalinen der pumpede rundt i kroppen. Selvom jeg også forsøgte at smile til kameraet og nyde udsigten. Efter den ægte faldskærm blev udløst dalede vi stille og roligt mod jorden, hvor jeg mødte en ligbleg/grøn men storsmilende Astrid. Vi havde begge overlevet og Astrid havde ikke fået brug for brækposen. Og vi vogter DVD'erne, hvor noget der ligner to tykke julegrise hopper ud af et fly, med vores liv. Priceless.
Starten på en rigtig god nytårsaften, som vi brugte i Queenstown, hvor vi mødtes med alle vennerne fra bussen og var fulde og glade. Selvom vi, da vi stod ved søen og så fyrværkeri kl. 12, blev enige om at vi ikke rigtig var "kl.12-mennesker". I virkeligheden var vi nok bare blevet væk fra de andre og syntes det var lidt trist. Vi fandt de andre og var i hvert fald nytårsaften-mennesker resten af aftenen.
Nytårsaften markerede endnu et skift på vores rejse, for d. 2.januar hentede Astrid og jeg vores nye rejsekammerat: Nissan Sunny(-boy). Det betød også at vi skulle sige farvel til alle dem vi mødte i bussen, som havde været vores omgangskreds i tre uger og som vi havde vænnet os til at se hver dag. De venner vi fik på bussen var helt nye mennesker for os. Vi startede på helt bar bund med dem alle sammen. Derfor lærte vi dem bedre at kende med hver ny samtale, og derfor kendte vi dem allerbedst da vi skulle sige farvel. I sær savner jeg: Jeff, Darren og Jon, tre walisiske drenge som skændtes konstant, hvilket Astrid og jeg morede os meget over. Lucy og Kristy, to højtråbende, engelske piger. Majbritt og Sofie fra Århus og Fay fra England. Og så Bruno, der stod af bussen længe før os, men har lovet at vise os rundt i Sao Paolo hvor han bor.
Det er en mærkelig følelse at sige farvel til nogen man sandsynligvis aldrig ser igen, det bliver korte, intensive venskaber og det var lidt vemodigt at tage fra Queenstown.

Med Sunnyboys hjælp brugte vi vores sidste uge i New Zealand på at køre nederste del af sydøen tyndt. Det er superflot at køre rundt på New Zealand, men det gav sved på panden ind imellem. Bl.a. fordi Sunnyboy ikke var supergod til at køre op ad bakke, og vi derfor slæbte os, langsomt og kø-dannende op ad adskillige bjerge i 1.gear. Men også fordi New Zealands vejnet primært består af smalle, snoede landeveje med en fartgrænse på 100km/t. en gang imellem foreslår de dog at man sætter farten ned til 85 i svinget(?!!). Vi klarede os igennem uden ulykker, og det på trods af at det hele foregik i den forkerte side af vejen og vi måtte pege os frem, fordi ingen af os er superstærke i højre/venstre.
Vi lagde ud med at køre tilbage hvor vi kom fra, til Franz Josef, hvor dårligt vejr havde forhindret os i at klatre på gletscheren. Vi kørte det meste af dagen, hele tiden mod mørkere skyer og dårligere vejr. I Franz Josef var vejret så trøstesløst at vi tog direkte til gletscher-tur-stedet og skubbede vores tur en dag. På andendagen af vores roadtrip var vi altså igen fanget i Franz Josef i silende regn og intet andet at tage os til, end at vaske tøj.
Det var ventetiden værd, for næste dag klatrede vi rundt på enorme mængder is, i tørvejr og med stedvise glimt af blå himmel og sol. Og det var en helt fantastisk oplevelse. Vi blev udstyret med oversize regntøj, kæmpestore, plaskvåde vandrestøvler der må have vejet mindst et ton og en stor, rød og kanonsmart bæltetaske. Første del af turen var en vandretur gennem den dal hvor gletscheren ender. Det ser helt underligt ud, men den massive bølge af is der flyder ned mellem to skovdækkede bjerge. På kanten af gletscheren fiskede vi de pigge, der skulle spændes på støvlerne, frem fra bæltetaskerne og var klar til at begive os ud på isen. Vi klatrede op ad stiger og gennem sprækker - alt sammen i flotte, flotte omgivelser, som jeg håber I kan få en fornemmelse af på billederne. Alle spekulationer om, hvor hård en klatretur det mon ville være, var spildte og vi kom ubesværet ned fra gletscheren. I forbindelse med en del af vores oplevelser på rejsen, har jeg tænkt over, hvor heldige vi er, at have førlighed til det hele (jeg vrikkede dog om på foden 10 min efter jeg havde nævnt det for Astrid. Typisk.), og dette var bestemt en af de oplevelser.

Vi syntes efterhånden vi havde brugt rigeligt med tid i Franz Josef, og kørte sydpå så snart vi kom tilbage fra gletscher-turen. Næste mål var Milford Sound, men med en overnatning i Wanaka på vejen. Milford Sound er en fjord på New Zealands østkyst, som er kendt for sine smukke omgivelser og er et must-see på sydøen. Selvom køreturen der til var lang, var der masser at se på og vi fik endelig lov til at samle blaffere op. Noget vi fra starten havde bestemt os for at gøre, så snart vi så nogen. Muligheden havde inden da kun budt sig, den allerførste dag i Sunny-boy, hvor jeg var alt for forvirret over kørebaner og højre/venstre til at stoppe.
Vores første blaffere var en fyr fra Canada og en amerikansk fyr, som havde rejst sammen et stykke tid, og havde planer om at finde et sted at campere i området omkring Milford Sound. Den plan lød fin nok, vi var straks mere skeptiske over for deres ideer om at klatre i bjergene på egen hånd. Det sidste stykke vej til færgerne, der sejler ture i fjorden, var spækket med steder man kunne stoppe og tage billeder. Vi nøjedes med de steder, der havde de sjoveste navne, fx Lake Gunn.
Sejlturen rundt i Milford Sound var overvældende. På afstand så det ikke så vildt ud, men tæt på er de store, majestætiske bjerge meget imponerende. Og så morede vi os over de tre drenge der løb rundt på båden og tog billeder, hvor de posede på alle tænkelige måder. Vi håber ikke I synes vores billeder er kedelige, fordi vi sjældent laver håndtegn.
Den lille by Te Anau, er det nærmeste sted at finde et hostel, og turen dertil er ca tre timer. Så vi havde stadig en del kørsel foran os da vi forlod Milford Sound. På vejen blev vi underholdt af et nyt hold blaffere, som vi forbarmede os over fordi de stod i regnen og ventede. De havde rent faktisk været ude og klatre på egen hånd, men så også lidt mere professionelle ud. Og så kun en smule bekymrede ud, da vi bød dem velkommen ved at fortælle om bilen, der ikke er god til bakker og os, der ikke er gode til højre/venstre.
I Te Anau boede vi på et hostel/campingplads. Astrid løb en tur og jeg skrev et par mails. Ellers ventede vi bare på at komme ud på The Southern Scenic Route, som starter her. Selvom det virker en smule ironisk med en "scenic route" i et land hvor selv den kedeligste vej, giver baghjul til en hver dansk Margueritte-rute.
Dagens køretur levede op til sit navn, var super flot og kan bedst beskrives med billeder. Netop derfor er det ærgerligt at vi kørte ad en lang, smal grusvej for at trave i strid modvind ud til NZ's sydligste punkt - hvor vi stod klar med et kamera uden hukommelseskort. Typisk.
Vi overnattede i Invercargill, og kom dertil fulde af chauffør-selvtillid, fordi det indtil nu var gået så godt med Sunny-boy. Men undertegnede var nu meget taknemmelig for at det var Astrid der skulle parkere på vores hostels lillebitte betonparkeringsplads, der mest af alt lignede et Tetrisspil få sekunder før gameover. Byen mindede om de andre New Zealandske byer og i regnvejr var den ikke meget ved. Det spredte derfor glæde da vi opdagede et vandland som vi straks begav os hen til. "Vandland" viste sig at være en overdrivelse. Med en enkelt rutschebane og og ét basin der ikke var optaget af baner eller gamle mennesker der gik i ring (kunne de ikke have gået i en lidt mindre ring?), var der ikke meget plads til leg. Vi listede os op i rutschebanen en gang, men kørte ind i hinanden og droppede det igen. I det mindste var det billigt og på vejen hjem fandt vi en butik hvor vi kunne købe et kassettebånd til bilradioen, så denne kunne tilsluttes en Ipod. Kunne det virkelig passe at vores roadtrip-soundtrack ikke længere skulle bestå udelukkende af Usher, Enrique, Katy Perry og Rihanna? Nej, lortet virkede ikke.
Vores hostel i Invercargill havde mange fine faciliteter, men vores favorit var klart ovnen. Det er overraskende få hostels der har ovne, og vi craver ovnbagt mad konstant. Aftenen stod på tærte og film = hygge. Astrid lavede mad, mens jeg badede og vaskede ALT mit tøj for at komme bedbugsene til livs.
Næste stop på ruten var Dunedin, som vi havde hørt meget godt om, og ville bruge et par dage i. Køreturen fra invercargill til Dunedin er lang, der er meget at se og den tog os det meste af dagen. Vi kørte bl.a. ad en lang grusvej ud til et fyrtårn med superflot udsigt. Selve køreturen derud, var dog en oplevelse i sig selv. På grusvejen blev der kørt til, selvom den en gang i mellem var meget smal. Fx mødte vi, i et sving, en stor jeep, der ikke var meget for at trække ind til siden. I stedet trak jeg ud. Lige indtil Astrid råbte "IKKE LÆNGERE UD", fordi vi var på vej ud over kanten. Men det var hver en dråbe sved og forskrækket råb værd, da der i vejkanten stod en ægte, levende, vild pingvin. Meget stor naturoplevelse.
På dagens tur lå også nogle vandfald, der efter sigende var et besøg værd. Vi trængte til at gå lidt og det var en rar tur til vandfaldene. At vi absolut skulle klatre så langt op som muligt, viste sig at være mindre smart, for de knap så afbalancerede af os. Det lykkedes mig at vrikke om på den ene fod og jeg måtte humpe tilbage til bilen.
Dunedin er byen med verdens stejleste gade og fik sat Sunnyboy på sin hidtil sværeste prøve. Vi kom frem sent på eftermiddagen, købte ind, lavede mad og gik i seng. Udmattede efter en lang køretur. Næste dag kørte vi ud til et albatrosreservat, hvor der også var masser af sæler. Astrid fik lov at køre, fordi min fod ikke var til så meget og vi var fulde af godt humør og selvtillid. Lige indtil det viste sig at den eneste tankstation på den halvø hvor vi befandt os var lukket ned. Vi vurderede dog at vi nok skulle klare den og kørte videre ud mod reservatet. Det viste sig at være superdyrt at komme ind, og de var ikke sikre på at vi ville se albatrosser. Heldigvis har vi set dem fra Naveren og vi nøjedes med at kigge på sælerne før vi kørte tilbage. Der gik ikke lang tid før benzinalarmen begyndte at lyse og vi blev lidt nervøse. Vi forsøgte os med en anden rute hjem, der så kortere ud. Det var den ikke. Den snoede sig op og ned og var meget øde. Det var med hjertet helt oppe i halsen at vi endelig kom frem til en tankstation - som så var lukket fordi det var lørdag. Vores kort gik ikke længere end hertil, så vi var nu både faret vild og havde kørt i noget der føltes som hundrede år. Et heldigt sving førte os til et industrikvarter og sjældent har to piger været så begejstrede ved synet af en Shell.
Denne aften var vores sidste mulighed for at holde fest i New Zealand og det skulle udnyttes, selvom vi havde en lang køretur foran os næste morgen. Vi kunne jo bare tage hjem fra byen tidligt. Nej, det kunne vi så ikke. Vi blev til de lukkede kl 5, og fortrød det lidt næste dag.
Vores sidste tur i Sunnyboy gik til Christchurch og højdepunktet var klart da vi kom forbi en McD.
Efter lang tids køren rundt fandt vi biludlejeren og fik afleveret bilen. Uden nogen problemer eller ekstra regninger. Sådan! Vi indlogerede os i tv-stuen med Harry Potter og chips og gik tidligt i seng. Vores sidste timer i New Zealand brugte vi på at finde erstatninger til de ting vi havde mistet undervejs på turen.

Fra New Zealand gik turen til Los Angeles, med et kort stop i Auckland. Som sædvanlig gik flyveturen overraskende hurtigt, fordi vi var optagede af hver vores skærm med film og underholdning. Vi blev lukket ind i USA uden problemer (man er jo altid lidt nervøs) og satte kursen mod vores hostel ved Venice Beach. Det vil sige, først tog vi en bus i en halv times tid for at komme hen til lufthavnsparkeringspladsen, for at tage en bus ind til L.A. og så en bus videre til Venice. Vores hostel lå næsten ud til stranden med en helt fantastisk udsigt. Det tog dog lige et stykke tid at checke ind, fordi den stakkels receptionist samtidig skulle klare oversvømmelse ovenpå og vand der dryppede ned gennem loftet. Vores værelse var et fire-personers med eget bad og udsigt til strand og palmer. Det lyder bedre end det var. Vi kom ind på et teenagedrengeværelse og blev installeret i overkøjerne, som var det eneste sted der ikke flød med gamle sokker og skrald. Vores samboer var to fransk-canadiske drenge der boede her en måned og havde medbragt playstation, fjernsyn og askebægre. Heldigvis var vi ikke kommet til LA for at sidde på værelset og toilettet kunne sagtens skylle ud, hvis bare man åbnede cisternen og fiksede det.
Vi brugte vores første, jetlaggede dag på at se på Venice Beach, startende ved skateboard banen. Generelt skal man her se sig for en ekstra gang for ikke at blive kørt ned af en skateboarder, mand, kvinde, ung, gammel. Vi var ret imponerede over deres skills, men gik da der skulle optages en reklame her. På denne tid af året er den brede, hvide sandstrand øde og hovedattraktionen er vejen langs stranden der er spækket med boder, cafeer og gademusikanter. Her er farverigt, larmende, højt humør og man kan blive rumskæv udenfor. I boderne kan man købe alt hvad hjertet begærer af falske solbriller og smykker, man kan blive spået, få lagt tarotkort (det overvejede vi kraftigt, men turde ikke - betyder det at vi tror på det?) og så kan man komme til "Marijuana Doctor". Hele området stod i kontrast til alt det grå vi var kørt i gennem for at komme herhen, og det var kærlighed ved første blik.
Vi ville nu alligevel gerne se nogle af attraktionerne og brugte dag to på Hollywood Boulevard. Hvis vi da kunne komme derhen, for der er langt lige meget hvor man vil hen i LA og det tog os over en time i bus. Vi shoppede fordi vi frøs, fik et glimt af Hollywood-skiltet, fandt John Travoltas stjerne og så Kodak Theatre, hvor Susanne Bier lige har vundet en Oscar. Men så er der heller ikke rigtig mere ved området og vi kedede os. Det førte til hidtil mest turistede beslutning: vi tog på Madame Tussaud's. Lidt dyrt, men varmt og virkelig sjovt, billederne taler vist for sig selv!
I LA levede vi af det vi lige kunne bikse sammen fra kiosken nede på hjørnet, for man skulle med bus for at komme til at supermarked og der satte vi grænsen. I stedet blev vi venner med kioskmanden og jeg mødte en meget sær mand der. Sære mennesker vrimlede det med, og det var lidt trist at se så mange, der tydeligvis havde brug for hjælp.
Dag tre i LA gik vi langs stranden til Santa Monica, der er lige som Venice bare pænere og uden hash. På vejen kom vi forbi Muscle Beach hvor unge og gamle svinger sig i reb, dyrker yoga på græsset og går armgang. Vi ville ud på molen og se på havet, og på vejen derud blev vi overhalet af et par i badekåber med en sværm af paparazzi efter sig. Det viste sig at være Maroon 5 der var i gang med at optage en musikvideo og som næsten blokerede hele molen. Vi squeezede os forbi og kom helt ud. Det ser ud som det gør på film, ligesom resten af LA og de mennesker der færdes der er som taget ud af en film. Vi shoppede lidt i Santa Monica, der er et rigtig fint og rart område og tog en bus tilbage til vores hostel.
Vores sidste dag i LA bød på den største skuffelse: vi tog til Rodeo Drive, der var kedeligt og dødt og vi kunne ikke finde ud af busserne, så det tog halvanden time at komme derhen. Som plaster på såret tog vi på Starbucks og en bus tilbage til Santa Monica. Her bestemte vi os for at prøve noget meget amerikansk: pølse på pind, viklet ind i dej og friturestegt. Overraskende nok bedre end det lyder. Mens vi ventede på pølse-på-pind holdte vi øje med en gademusikant ved siden af os der gav den gas. Han fik selvskab af en stor sort kvinde der stillede sig op og dansede til hans sang der primært bestod af "Who's your baby daddy? I'm your baby daddy" med enkelte justeringer. Hun sang med og det blev til et helt show. Astrid og jeg så fascinerede på - det er til dato mit favoritøjeblik i LA. Vi spiste og kiggede på Muscle Beach før vi gik hjem langs stranden.
Jeg kunne have brugt lang tid i Venice og Santa Monica men resten af LA var jeg ikke ked af at forlade. Det var et anderledes afbræk i vores tur og det var sjovt at opleve, men siden jeg bestemte mig for at jeg ville ud at rejse, har Buenos Aires været et mål og jeg var ivrig efter at komme af sted.

- Astrid Lembo