Rejsetilværelsen har endnu engang ændret sig for os. Vi er gået fra en kompakt, men efterhånden helt hjemligt måde at leve på ombord på Naveren, hvor 8 - engang fremmed - andres vaner, nærmest er blevet ens egne og hvor dagligdagen drejede sig om sejladsplanlægning og bådvagter, til nu at være ombord på en bus med 30 andre udskiftende unge man kun kender overfladisk og til at bo i sin rygsæk på forskellige mere eller mindre pæne og ikke spor hjemlige hostels rundt omkring i New Zealand.

Efter et par ekstra dage mere end egentlig beregnet ombord på Naveren i Auckland, der havde været præget af en massiv oprydning ombord og en del triste afskede med de andre ombordværende, steg Astrid og jeg d. 15.12 på Kiwi bussen. Kiwi experience er en populær måde for unge backpackers at krydse New Zealand på. Bussen har vi selv har købt et pas til, hvilket fører os fra Auckland ned over nordøen og til Queenstown sydligt på på sydøen, med omkring 15 obligatoriske overnatniger i forskellige byer undervejs. Da vi forlod Auckland gik busturen til Mercury Bay, en forholdsvis lang bustur, hvor en del af tiden blev brugt på et socialt eksperiment, som vores buschauffør stod for. Vi ville komme til at følges med de andre 30 unge ombord på bussen, i et par uger og derfor synes vores buschauffør at det var vigtigt, at vi kom til at kende hinanden, og helst så hurtigt som muligt! Derfor blev der sat gang i en rotation ned gennem hele bussen, så man på den måde kom til at tale med en ny hver 5. minut. Initiativet var såmænd godt nok, men det var svært at skelne navne og informationer fra hinanden bagefter, da man på meget kort tid, fik snakket med mange forskellige mennesker. De meget bugtede veje og den snigende køresyge, hjalp heller ikke på at holde fokus. På vejen mellem Auckland og Mercury passere man stedet Cathedral Cove som er en bred, hvid sandstrand der opdeles i to af en stor hule. I vandet ved stranden ligger der store klippestykker, der ligner de er blevet smidt der ved et uheld og giver stranden et meget karakteristisk udseende. Vi stoppede på en parkeringsplads nær Cathedral Cove og var efter 45 minutters gåtur på stranden. Her havde vi cirka halvanden time til at bade og spise frokost og skulle derefter tilbage i bussen, hvilket var ærgeligt, da det var en strand, man sagtens kunne have brugt et par dage på. Vi havde et par få ekstra stop på ruten, men vi brugte primært dagen i bussen.

Om aftenen var vi begge ret skeptiske. Vi var ankommet sent til byen Whitianga i Mercury Bay og skulle afsted tidligt dagen efter, hvilket gjorde at vi ikke havde en chance for at se området vi overnattede i. Det meste af dagen havde vi brugt i en bus og stoppende vi havde holdt, havde været korte og forjaget. Vi frygtede at resten af vores tur rundt på New Zealand ville blive ligedan og at vi kun ville få set landet, ud gennem et busvindue. Sådan blev det heldigvis ikke og vores optimisme omkring hele projektet, steg i takt med at dagene på bussen gik.

Allerede den efterfølgende dag på bussen, på strækket mellem Mercury Bay og Rotorua, fik vi set en del mere end den første og busturen var ikke nær så lang, hvilket også gjorde stoppende undervejs længere. Vores første og primære stop holdte vi ved The Karangahake Scenic Reserve. Her havde vi en utrolig flot gåtur gennem et område med høje klippevæge, man følger ad smalle stier og over hængebroer og som ender i en 1 kilometers tur gennem tunler, hugget ind i klipperne, hvor vi i det kulsorte mørke så massevis af fosforlysende, turkisblå glowworms. Efter endnu et stop i byen Matamata, hvor Ringenes Herre fans kunne stå af og besøge hobbitbyen fra filmen, gik turen til Rotorua. Vi ankom i regnvejr til den ildelugtende by, men bevæge os trods de dårlige odds ud på en gåtur. Stanken af rådne æg i byen, skyldes at Rotorua og omegn er New Zealands største terminalske område og lige overfor vores hostel lå en af disse terminalske parker. Her gik vi på tur mellem kogende mudder og boblende pøle. Desværre var Astrid, efter vi begge i to en halv månede havde holdt os sygdomsfrie, blevet syg med noget der tydede på blærebetændelse. Vi brugte derfor aftenen på en privat lægeklinik i Rotorua og sendte varme tanker til vores rejseforsikring, da prisen for en konsulation og pencilin mod blærebetændelse lød. Pencilinen var heldigvis hurtigvirkende og Astrid fik det i løbet af et par dages tid godt igen.

Turen fra Rotorua gik til byen Waitomo, hvor vi på vejen var på endnu en flot gå tur og desuden gjorde stop ved vandfaldet Huka Falls, som var meget imponerende. Efter en overnatning i Waitomo, kørte vi videre til byen Taupo hvor vi skulle have to overnatninger. Taupo er berømt for at være New Zealands "adventure capital", samt den enormt store sø Lake Taupo hvilken byen ligger ved, og som vi fik fortalt kan rumme hele Singapore. Dagen vi ankom til Taupo tog en del af de ombordværende på bussen ud at skydive, selv synes vi ikke vejret var godt nok til det og vi har derfor endnu den oplevelse til gode. Taupo er ikke kun et område med megen smuk natur, men også et område hvor nattelivet skulle være godt. Hele bussen mødtes derfor på en bar om aftenen og dagen efter synes vi alle at kende hinanden meget bedre, samt have en del gode historier at fortælle. Vi var selv i løbet af de foregående dage blevet gode venner med især en engelske pige Fay og en brasiliensk fyr Bruno, vi fire tog den efterfølgende dag på gåtur i øsende regnvejr til en stor naturlig spa-park med varme kilder man kunne bade i.

Dagen efter forlod vi Taupo og havde en noget trist afsked med Bruno der tog tilbage til Auckland. Heldigvis er det ikke det sidste vi har set til Bruno, der har lovet os husly og rundvisning i hans hjemby Sao Paulo, når vi når dertil. Fra byen Taupo kørte vi videre til et lille sted, langt udenfor al civilisation, River Valley. Det regnde stadig, men trods vejret, var vi endnu en gang på en gåtur, gennem den flotte flotte New Zealandske natur bla. til endnu et sceneri fra Ringenes Herre, et vandfald der optræder i film nummer to (har jeg ladet mig fortælle). Da vi ankom til River Valley var der opklaring på vej, humøret steg og det lille charmerende sted vi skulle overnatte, midt ude i ingenting, tog så en del bedre ud i begyndene solskin end det ville have gjort i regnvejr. River Valley er en lille lodge der kun kører rundt pga. turisme, her kan klart anbefales at tage hen hvis man trænger til at koble af, da den storslåede natur der omkranser området og begrænser al stress og dagligdages gøremål, kun giver en mulighed for at nyde stedet og de smukke omgivelser. Selv var vi 8 piger fra bussen som om eftermiddagen tog til halvanden times yoga, hvilket de udbyder på stedet. River Valley er ganske småt og der er derfor også kun to dorms hvor der sover 16 mennesker i hver, så den aften kom vi alle rigtig "hinanden ved". Vi skulle først køre sent fra River Valley den næste dag, så om formiddagen den pågældende dag, tog mig og Astrid på gåtur på den anden side af floden River Valley lodge ligger ud til. For at krydse floden skulle man påstige en såkaldt "flying fox" som er en anordning af planker, snor og hjul der ved hjælp af fart og armkræfter skal føre en over floden, vi var ret betænkelige ved påstigning men kom både frem og tilbage uden dyb i floden eller andre ulykker. Gå turen på den anden side var stejl og mudret efter 2 dages regn, men udsigten derfra var det hele værd.

Vi forlod idylliske River Valley og ankom senere den dag til New Zealands hovedstad Wellington, den evigt vindomsuste by. Selv havde vi bestemt os for at blive i Wellington i yderligere to dage, så her havde vi ikke travlt. Efter et par rolige foregående dage, gik vi første aften i byen med de 4 svenske drenge vi havde lært godt at kende fra bussen, samt de to danske piger Majbrit og Sofie som vi planlægger at holde nytår sammen med, når vi atter mødes i Queenstown. Dagen efter gik vi på tur i Queenstown og endte i biografen hvor vi, efter Astrids store ønske, så den nye Harry Potter film. Nummer to dag i Wellington strålede solen og vi tog derfor på heldags tur i zoologisk have, hvor vi faldte ret meget udenfor ved et være de eneste unge i et område præget af klapvogne og bleskifte, dog var vores entusiasme omkring, aber, dyreoperationer og is mindst lige så stor som de 3-åriges.

Efter at have holdt stop i Wellington var det en ny bus med ny chauffør og nye passagere vi stod på dagen efter, tidligt om morgenen. Wellington er sidste stop på nordøen og vi brugte derfor 3 timer på færgen til Picton på sydøen den dag. Uden at vi havde opdaget det, var det blevet d. 24. december og julestemining var ikke rigtig noget vi besad i den strålende solskin og temperaturen der var steget til 25 grader. Dog spiste vi risegrød om aftenen og drak en øl i dagens anledning i byen Nelson vi var ankommet til. Den efterfølgende dag d. 25. stod vi op ved 7 tiden, for at kunne skype med familien derhjemme, der på det tidspunkt var i gang med julemiddagen d. 24. Det var en lidt mærkelig oplevelse og hjemveen meldte sig for første gang hos os begge, ved at se hele familien samlet, uden selv at være til stede, dog er det alligevel altid dejligt at høre nyt hjemmefra. Samme dag kørte vi videre til byen Westport og var der ret tidligt på dagen, så vi kunne forberede den helt store julemiddag (her fejre de jo først rigtig julen d. 25.). Vi grillede sammen med den engelske flok, vi kendte fra den første bus og som også havde holdt stop i Wellington, og havde en rigtig god juledag/aften nummer 2.

d. 26. december kørte vi videre til endnu en lille, ødebeliggende lodge ved søen Lake Mahinapua. På turen kunne vi erfare, hvad vi allereder var blevet fortalt, at sydøen er den smukkeste af de to øer. Synende vi mødte på turen var fantastiske. Vi gjorde to stop den dag, første stop var en gåtur der førte os gennem storslåede natur, med klippelandskaber på den ene side og sandstrande ud til det tasmanske hav på den anden side. Vi kom på gåturen forbi en sælkoloni, hvor sælerne en månedstid tidligere havde ynglet og vi så derfor sæler i alle størrelse. Nummer to stop den dag, var ved de berømte klippeformationer pancake rocks. Klipperne er limestone der ligger i tynde lag ovenpå hinanden og deraf har fået navnet. Stedet er meget meget smukt, især i det solskin vi havde været heldige nok til at have de sidste tre dage.

Efter en flot køretur, ankom vi til Lake Mahinapua og lodgen. Stedet er for kiwibus passagere kendt for baren "The Poo Pub" som høre sammen med det lille hostel, hvor indehaveren er en ca. 200 år gammel, lille nisseligende mand. Poo Pub er kendt for sine udklædningsfester og vores buschauffør havde bestemt temaet der var "Left-overs" altså rester fra julemiddagen. Vi tænke os godt om og endte med at klæde os ud som et helt bord fyldt med rester, altså paptallerkener med påtegnede rester, papkopper , hundelegetøj og ølbriller (det forklarer nok en del i forhold til billeder på bloggen).

De fleste af de ombordværende på bussen, var godt tunge i hovederne den efterfølgende morgen og der blev sovet en del på bussen på vej til Franz Joseph. Vi ankom til Franz Joseph by, der har navn efter gletcheren, i øsende regnvejr, et regnvejr der fortsatte den efterfølgende dag der var en "pause-dag" i byen, hvor man kunne komme på gletcher gåtur. I løbet af natten havde det regnet 300 mm og da det ikke så ud til at ville klare op før om aftenen, bestemte Astrid og jeg os for at aflyse turen og i stedet tage tilbage til Franz Joseph d. 3. Januar, hvor vi har lejet en bil, og gå turen der. Regnvejrsdagen udnyttede vi i stedet til at bage 45 pandekager og spise dem alle, sammen med vores 5 engelske venner vi stadig fulgtes med. Om aftenen klarede det op og solen begyndte at vise sig. På min løbetur gennem regnskoven, der omgiver området, blev mine forventninger til den snartkommende gletcher-walk rigtig vakt. Området omkring Franz joseph er enormt flot og da det til sidst klarede så meget op, at vi kunne se op på gletcheren, kunne vi begge rigtig begynde at glæde os til gåturen.

Vi forlod (typisk nok) Franz Jospeh den efterfølgende dag i strålende solskin og fantastisk sigtbarhed og kørte videre til byen Wanaka, hvor vi nu befinder os på anden dagen. Turen til Wanaka er nok en af de smukkste ruter på hele New Zealand, vi kørte forbi Mount Cook hvor vi gik en lang tur omkring søen Lake Matheson og senere tog til vandfaldet Thunder Creek. Udsigten var, alle fem timers kørsel, fantastisk og man tillod sig på intet tidspunkt at falde i søvn.

Byen Wanaka vi nu er i, ligger ned til en stor og meget flot sø og byen er i sig selv meget charmerende. Vi tager herfra i morgen tidlig, for at ankomme til Queenstown d. 31. så vi kan holde nytår sammen med alle dem vi har lært at kende, på de forskellige busser. Fra d. 2. januar har vi lejet en bil i en uge, hvillet betyder at vores tid på Kiwibussen er ved at være ovre og at sydamerika nærmere sig med hastige skridt. En underlig tanke! Vi har nydt det smukkeste land, jeg endnu har været i, i store drag trods de lidt svigtende vejrforhold og glæder os nu, til selv at skulle udforske mere af landet, trods bilkørsel i den forkerte side af vejen!