Under dæk er gaskomfuret og ovnene skruet op på fulde blys og kokkene kaster rundt med gryder og pander, for endnu engang at imponere med et overdådig aftensmadsmåltid. Over dæk har dagens sidste badning i det kølige og klare vand, lige fundet sted og de kolde øl nydes i den synkende aftensol i den rolige vig ved øen Rangitotoved New Zealands nordlige østkyst hvor Naveren og dennes besætning lige nu befinder sig.

For to uge siden befandt vi os endnu på det enorme stillehav, hvor dagene efterhånden lignede hinanden mere og mere og søsygens nærvær var blevet noget jeg havde vænnet mig så meget til, at jeg nærmest ikke bemærkede det. På trods af vindforholdendes skiften, fra en agternfortværs med bølgerne ret ind bagfra og høj solskin, til biddevind og søgang lige i hovedet de sidste par dage, er den 1050 sømils lange og 9 dage og 22 minutters varende tur ikke noget der skal huskes for dårlige sejlforhold, pælebanken og søsyge, nærmere skal den erindres som en tur hvor min personlige tolerance- og tålmodighedsgrænse er blev rykket og en kollektivfølelse blevet vakt - nogle dage kunne det være til at blive vanvittig over at alt skulle foregå i plenum, andre dage satte man pris på, at her kunne man snakke om alt, inklusiv bedste teknikker til at pumpe ud i toilettet. Stillehavet, sejlerlivet, solskin, skumsprøjt, ensomheden og fællesskabet er en oplevelse for sig der har været meget berrigende.

Onsdag d. 24. November om formiddagen, satte Naverens besætning for første gang deres fødder i land på New Zealandsk grund i havnen Opua nær New Zealands nordligste spids. Ventetiden ved karantænemolen der lå lidt udenfor havnen uden landforbindelse, virkede uendlig lang, her blev vi grundigt inspiceret af fire toldere der undersøgte båden for madvarer der ikke måtte bringes ind i landet og andre ting de ikke er for glade for på NZ som fx. "indecent magazines". Efter knap 10 dages Stillehavs sejllads er det forskelligt hvad folks behov er, en fællesnævner finder man dog hurtigt i et bad, varmt og med ferskvand! En ting man også trænger til efter i ni dage at have bumpet rundt og ikke en eneste gang har kunnet sidde ved et ordentlig bord og indtage sin mad, men i stedet for har kæmpet med at holde spaghettien indenfor tallerknen og ikke få for mange saltvandssprøjt i middagen, har man et behov for at ligne et civiliseret menneske og få serveret sin mad. Derfor tog Rasmus, Tommy, Nina, Anna, Astrid og jeg den første aften indtil den nærliggende by Paihia, for at spise på en af de lokale restaurenter og ikke mindst få os en molebajer! På trods af at vi havde opholdt os på det enorme ocean i ni dage, havde vi ikke spiste skyggen af fisk. Selvom vi ofte havde snørren ude fangede vi nærmest ingenting, en gang fangede vi en fisk, den var tilgengæld også enorm, en 120 cm lang baracuda som mig og Anna noget overrasket hev ombord, vi spiste den desværre ikke da det er en rovfisk og derfor kan have spist andre giftige fisk. En anden morgen lå der en stenhård og stendød flyvefisk på fordækket, men med en størrelse på 15 cm var den heller ikke værd at tilberede. Trangen til fisk var derfor stor hos nogle af os, dvs. mig, Anna og Nina og vi bestilte derfor muslinger, skålene vi fik ind var enorme, vi kunne konstatere at muslingerne her er cirka 4 gange så store som dem i Danmark og noget af et projekt at få parteret og indtaget, det lykkedes dog, på trods af de spændende fund vi gjorde os i muslingerne, som fx. små døde krabber og andet godt fra havet.

De efterfølgende tre dage blev vi i Opua Marina for at få båden til at ligne sig selv igen og udforske denne del af landet. Astrid og jeg der havde formået at savne hinandens selskab undervejs på Naveren, tog på anden dagen i Opua en tur for os selv indtil byen, for at få en tiltrængt klipning og derefter videre ud i naturen. Vi fulgte en vandresti og endte efter 5 km's gang ved vandfaldende Haruru falls, som vi hurtigt blev enige om ikke var helt så vandfaldslignende som de blev beskrevet.

På turen indtil byen fandt vi den lokale diveshop og bookede os her ind på et to-tanks dyk den efterfølgende dag. Dykket gik til Rainbow Warrior som er det Green Peace skib der bleve sunket af den franske regering i 1984 ved New Zealands nordlige østkyst i Bay of Island, som var det område vi befandt os i. Rainbow Warrior vraget er et must for dykkere, om ikke andet så af politiske årsager, så vi glædede os til den efterfølgende dag, hvor os 5 dykkere fra Naveren tog afsted sammen med Sverker, den svenske singlehanded sejler vi havde fulgtes med siden Fiji. Vi blev kørt ud til en flot, afsidesliggende strand med dykkerfirmaets minivan og fik her afvide at når vi havde trukket i vores 7 mm'ers våddragter (på fiji behøvede man ikke en våddragt for at dykke, vandtemperaturen er faldet med 10 grader siden vi forlod Fiji og bevægede os syd på)skulle vi hjælpe med at få den store dykker gummibåd i vandet fra stranden. Gummibåden blev bakket i vandet på en anhænger bag en traktor og det var så ellers vores job, at få gummibåden ud i vandet og vendt den 180 grader rundt, så snuden var mod bølgerne, det var et hårdt men sjovt arbejde i den forholdvis store brændning. Det første dyk vi lavede var ned til Rainbow Warrior der ligger på 26 meters dybde, dykket bar desværre præg af at vi var et stort dykkerhold nede på en gang og blev derfor lidt stressende, men udover det var det sjovt for første gang at prøve at dykke på et vrag. Efter at have spist frokost med dykkerholdet samt instruktører på en nærliggende strand foretog vi os det andet dyk, dette var et reefdive som vi har prøvet før, koldere end Fiji og med andre ikke nær så tropiske og farverige fisk, men stadig en oplevelse!

Om aftenen tog Rasmus, Nina, Astrid og mig inden til Paihia for at udforske byens natteliv, vi mødtes hurtigt med sydamerikanere John og den finske pige fra besætningen på båden "Freestyle" vi havde fulgtes lidt med siden Fiji, samt Alex en pige fra en anden besætning der også havde krydset Stillehavet. Sammen med dem fik vi en sjov og også ret sen aften i Paihia, hvor alt taxaservice stopper cirka klokken halv to og vi derfor ikke kunne komme hjem til båden, det endte dog med at vi fik overtalt en taxachauffør til at køre os, trods han havde fået fri for længst.

Den efterfølgende dag forlod vi Paihia for at sejle videre ud i bay of Island som er et af de bedste "crusing areas" ved New Zealand. Rasmus og jeg tog dinchien ud gennem det meste af bugten, mens resten af besætningen blev ombord på Naveren, hvor de senere fik serveret is som os i gummibåden hentede. Efter en flot sejldag i høj solskin, hvor første advent blev fejret med brunsviger, ankom vi til den idylliske bugt Pipi Bay ved Motorua Island. Den efterfølgende morgen fik vi hurtigt gjort båden sejlklar og sejlede den korte tur fra Pipi Bay til Deep Water Cove, hvor vi straks ved ankomst, begyndte at rigge Naverens dykkerudstyr til på fordækket. Vi delte os derefter op i fire hold og sejlede derefter på skift ud til vraget af skibet Canterbury hvor to dykkede hoppede i ad gangen. Selv var jeg på det sidste hold, hvilket viste sig at være heldigt, da solen for første gang den dag rigtig viste sig. Solskin betyder meget for dykning, da det gør sigtbarheden i vandet langt bedre og får korallerne til at fremstå langt flottere og rigtig vise deres farver. Mig og Rasmus holdte lidt nøjere øje med dykkercomputeren efter det sidste hold dykkere - Mona og Astrid - pludselig havde fundet sig selv på 36 meters dybde. Det certifikat mig og Astrid har taget, giver os egentlig kun lov til at gå ned på 18 meter, men det er der ikke rigtig nogle der tager seriøst, dog blev vi enige om at 36 meter måske er lige i overkanten! Jeg selv og Rasmus havde et fantastisk flot dyk, Canterbury er et langt nyere vrag og er derfor heller ikke så begroet som Rainbow Warrior hvilket får det til at ligne et mere "rigtigt" skib, begroningen på Canterbury var også langt flottere med alverdens koraller i klare og eksotiske farver, fra fuldstændig pink og orange over i en vild blå farve. Der var desuden en del flere flotte fisk at kigge på og fiskene her var også langt mere nysgerrige og ikke nær så sky, så det var lettere at studere dem på nært hold. Rasmus, der havde været med på det første dyk den dag, vidste at der stod store fiskestimer med nogle meget store fisk i, derfor tog vi harpunen med os, for at se om vi kunne skaffe os en gang aftensmad. Da vi kom op til overfladen igen, fandt vi en fortvivlet Mona i den lille dinchie, hun havde med et halvt øre hørt om vores harpunplaner tilbage på båden, men havde ikke tænkt yderligere over det. Det var første da vi var taget afsted, at planens vanvid gik op for hende; mig som ret nyudklækket dykker, ned på et vrag med kamera, sammen med Rasmus og en harpun der kunne sætte sig fast alverdens steder på vraget, synes Mona ikke var specielt gennemtænkt og sejlede i sin nervøsitet den lille dinchie derud. Så der lå hun og ventede på, at vi kom op igen. Rasmus og jeg havde imidlertidig ikke affyret harpunen og der var absolut ingen fare, så vi var ret overrasket over at se Mona da vi kom op. Astrid Lembo, der var dinchieføre på vores dyk, fik os hjulpet op i gummibåden sammen med alt udstyret og vi begyndte at sejle tilbage til naveren i den store dinchie, det samme gjorde Mona i den lille. Der gik dog ikke længe før vi synes Mona begyndte at sakke ret langt agter ud, det viste sig at Mona i sit paniske øjeblik ikke havde tjekket, om der var benzin nok på motoren og var i stedet bare sejlet afsted. Ironisk nok endte det med, at vi måtte redde Mona fra hendes egen redningsaktion og trække hende tilbage til Naveren.

Vores dykkereventyrer var bestemt ikke ovre, så dagen efter lettede vi anker og sejlede mod øen Poor Knights Island, som er på top ti listen over bedste dykkersteder i verden. Det blev en lang sejldag, men vejret og forholdende var med os og for fuldt storsejl og genua ankom vi om aftenen, efter en solbeskinnet dag, til øen. På sejlturen derud havde vi gjort stop ved stedet "hole in the rocks" hvor man kunne sejle igennem i dinchie eller mindre motorbåde, det var en meget sjov ting at prøve. Morgenen efter riggede vi atter dykkerudstyret til på Naveren og hoppede i, først mig og Rasmus. Det blev til et dyk i Nursery cove som er et fantastisk flot sted, vi dykkede ned langs en klippevæg til vi nåede sandbunden, hen langs vægen, forbi en stor hule hvor der stod en enorm fisk og gloede ud på os og videre langs klippevæggen ind i vigen. Poor Knights Island er i sandhed et spektakulært og fantastisk smukt sted at dykke. Da øen og de omgivende vande er et naturreservat, er der massevis af fisk, der lever fuldstændig ugeneret og derfor ikke er bange for mennesker, men i stedet nysgerrigt følger en på hele dykket. Aldrig før har jeg set så mange og så forskellige fisk på et dyk og omgivelserne, med de smukt begroede klippevæge og de hvide sandbunde med store koraller og andre begroninger, fuldender billedet. Mona og Astrid der dykkede efter mig, så på deres dyk en skorpionfisk, som er usædvanlig at se og Rasmus og Nina, der senere dykkede, så to rokker, jeg misunder dem endnu, men trøster mig med at vi så rokker på Fiji selvom det efterhånden ligger fjernt. Senere på dagen tog Astrid, Nina, Rasmus og jeg på ekspedition i dinchien til et sted der skulle være ret unikt "Jans Tunnel". Indgangen vi nåede til hulen lovede godt og da vi først kom ind i tunlen, var vi helt målløse - vandets syrealistiske turkisblå farve, de knaldrøde koraler der groede langt over vandets overflade, lyset der stod ind i hulens huller i loftet foroven og fiskene der tydligt kunne ses gennem det klare vand, mod den hvide sandbund - er måske et af det flotteste natursyn, jeg har haft indtil videre.

Vinden skiftede i nattens løb og drejede, så den stod lige i hovedet på os. Så den efterfølgende dags sejllads til Great Barrier Island, var ikke en af de sjoveste vi har haft. Nina sandede, at med vind og bølger ind ret forfra, er det ikke super ideelt at stå og bage boller hvis man har tendnes til søsyge! Den smukke og tyndtbefolkede ø vi ankom til, var dog besværet værd. Vi var ørre og trætte efter en lang dags sejllads og der blev gået tidligt i seng den aften. Det vidste sig at være en god idé, eftersom det meste af bådens besætning dagen efter, besluttede sig for, at gå til det højeste punkt på øen, en plan mig, Lars og Astrid dog ikke tog del i. i Stedet gik mig og Astrid det halvanden times trek der var på vores del af øen indtil et lille vandfald. Turen var rigtig flot og vandfaldet vi kom til var bestemt hele gåturen værd, desværre havde vi i (endnu) et uovervejet øjeblik taget et kamere med der var fladt på batteri.

Pga. de dårlige vejrforhold var vi sejlet til den nærmeste havn på Great Barrier Island og sejlede derfor dagen efter, videre ned til havnen Whangaparapara, som var det oprindelige bestemmelses sted. Turen derned var ikke specielt langt, så da vi havde ankret op i bugten, tog en del af besætningen ind for at købe ind på øen, mens os unge blev tilbage på båden. Der gik ikke længe før de andre var gået i land, til råbet "delfiner" lød. En stor flok af delfiner, var svømmet ind i den lille bugt vi lå i og omgav båden og svømmede længe rundt i vigen, hvor vi jublende fulgte efter dem i dinchien. Senere på dagen tog hele besætningen på tur, til de varme kilder der lå lidt inde i landet, det var en gåtur på en times tid og så kunne vi ellers smide os i det termisk opvarmede og svovllugtende vand der stod i nogle små bassiner, det var ikke et vildt imponerende område, men meget sjovt at prøve! På turen til Whangaparapara var vi sejlet forbi en muslingefarm og købte her en stor spand muslinger til det der svarer til 20 danske kroner, muslingerne her på New Zealand er som vi tidligere oplevede, store, enormt flotte og lækre. Så til aftensmad var der muslingesuppe og senere gratin, som nogle var glade for i stedet at spise sig mætte i i stedet!

Dagen efter var afsat til eventyr. Mig, Astrid, Nina, Anna og Rasmus lejede mountainbikes og tog så eller ud i naturen. Det var en prøvelse! Først var der en 20 minutters stejl stigning op ad grusvej i bagende varme, hvor man rigtig fik bekræftet at sidde på sin flade i ni dage over stillehavet, ikke hjælper på konditionen, og derefter kørte vi ind på en rigtig mountainbike sti der også startede med en lang stigning op og derefter snoede sig ned gennem et vildt landskab, hvor man flere gange som nybegynder følte, at man mange gange så døden, ved at køre ud over den stejle skrænt, lige i øjnene (det kan i hvert fald på mig og Lembo vidst skrive under på). Efter en vild, varm og svedig cykeltur nåede vi frem til stranden ved Claris, som gjorde op for alle de besværligheder og forbandelser, vi havde råbt af cyklerne, værd. Foran os strakte sig en endeløs og bred hvid sandstrand, hvor bølgerne stod ind over i en stor brænding og som var enormt sjove at bade i. Vi spiste frokosten i klitterne og sendte tanker hjem til den danske vesterhavskyst. Cykelturen hjem foregik på landevej, hvilket både ben og baller var glade for, og de øl og peanuts der ventede os tilbage på den lokale lodge i Whangaparapara, synes vi bestemt var fortjente!

Tiden her ombord på Naveren er snart ved at være slut, og vi har nu lagt de sidste sejlladsplaner, så vi på torsdag ender i Auckland, hvor det meste af besætningen skal rejse hjem fra, allerede den 12. december. Det er lige pludselig to måneder siden vi selv rejste hjemmefra og tiden flyver ubegribeligt hurtigt afsted. Vi nyder rejselivet og er spændte på atter at komme på egen hånd, men er også lidt triste over at oplevelserne med Naveren og dens besætning, er ved at være ovre. De seks uger her ombord har været helt unikke og har vakt lysten i os begge, til at sejle noget mere og se verden på denne måde. Selv er jeg allerede begyndt at overveje hvornår den næste tur med Naveren skal være, men indtilvidere vil jeg starte med at glæde mig, til resten af den jordomrejse, vi allerede er i gang med!

- Astrid Winther