LIVET OMBORD

Midt på Stillehavet har min krop vænnet sig til den evindelige vuggen, og med en stille medvind glemmer man næsten at man sejler. I løbet af de sidste fire dage er vores hverdag kogt ned til det helt basale, snakken går oftest på mad, vejret eller toilettet (mere om det senere). Min beretning fra livet til søs er det første jeg på turen har skrevet til andre end mig selv. Målet er at give jer et indblik i min verden og give mig selv muligheden for at se tilbage på lige netop denne del af turen. Bevæbnet med splinterny Moleskine så jeg mig selv som typen der kunne skrive kontinuerlige, dagbogsagtige beretninger, som jeg kunne gemme og læse senere. Det holdt et par dage, og da jeg tre uger efter opdagede, at jeg helt havde glemt hvad jeg satte mig for, måtte jeg indrømme at jeg nok bare ikke er dagbogstypen. Ingen overraskelser der. Jeg er vant til at dele mine tanker, ideer og oplevelser med jer og ikke en dagbog, og når jeg en gang i mellem har ro fra alt det vilde til at skrive, vil jeg gøre det.

Vi har rejst i flere og år og er kun lige taget hjemmefra i går. Men i virkeligheden er der gået en måned og vi har nydt hver eneste dag. De sidste to uger på naveren har vi lært resten af besætningen at kende på godt og ondt og midt mellem Fiji og New Zealand går det stadig meget godt. Vores hverdag er bygget op omkring måltider og sejlvagter og tiden derimellem går med at læse, høre musik eller kigge på havet og horisonten. I hold på to personer er dage og nætter delt op i sejlvagter: i tre timer har man, sammen med et andet besætningsmedlem, ansvar for at sejle båden. Det vil sige styre båden og holde øje med om vinden skifter. Fordi vi sejler med samme sejlføring i mange timer ad gangen er det en meget overkommelig opgave, men når vinden er god eller bølgerne store er det lækkert at få lov til at styre. Jeg havde glædet mig til at sidde på nattevagt og se på stjerner i massevis mens man nød stilheden og sejladsen. I stedet var det overskyet de første nætter og når himmelen en gang i mellem kom til syne, lyste månen så meget at man ikke kunne se flere stjerner end man kan på Vesterbro. Men når man sidder der, to personer i natten er det en oplagt mulighed for at lære hinanden at kende og det store mørke er det bedste grundlag for historiefortælling - så hyggeligt og helt specielt er det alligevel. Mine første to nattevagter var dog præget af, at jeg ikke kunne falde rigtigt i søvn inden og blev lidt søsyg.

Udover sejlvagterne har man ca. hver fjerde dag bådvagt, også i hold af to. Som bådvagt er man ansvarlig for husholdningen på båden: man bager morgenbrød, laver frokost og aftensmad og vasker op og gør rent. Det er en travl dag, men det betyder at man får serveret mad resten af dagene. Jeg havde bådvagt sammen med Astrid på dag tre eller fire, hvor vi endnu ikke havde vænnet os helt til de store bølger. Så kan det godt være en hård omgang at skulle stå i køkkenet hele dagen, og Astrid måtte give op på en del af madlavningen. Jeg overlevede på søsygepiller, hvilket betød at dagen gik i en døs af træthed - men uden kvalme (man må jo prioritere). For jer der ikke er sejlere kan det måske være svært at forestille sig at det er en kamp bare at blande dej til morgenboller, men jeg vil prøve at forklare det. I forholdsvis meget vind og store bølger bliver man kastet rundt under dæk. Når båden hælder, er alle overflader skæve i køkkenet (bortset fra komfuret som hænger vandret) og min halvfærdige dej blev kastet gennem køkkenet og ned i vasken. Jeg var rasende. Selv bliver man også hvert andet øjeblik overrasket af en bølge og må slippe hvad man har i hænderne for at klamre sig fast. Ved aftensmaden havde jeg vænnet mig til at vælte rundt og var blevet god til at gribe de ingredienser der fløj gennem køkkenet. Så var det i stedet blevet Astrids tur til at rase.

Som tidligere nævnt er madlavning et af de store samtaleemner, og bølgerne på trods, får vi lækker mad hver dag. Samtaleemne nr.2 er toilettet. Naveren har et vakuumtoilet som det er en videnskab at lære at kende. For at trække ud i toilettet skal man skabe et vakuum i kummen: man lukker låget, sætter en finger på det lille hul i låget, griber håndpumpen og pumper løs. Hvis alt går som det skal bliver der nu trukket ud i toilettet og suget nyt vand ind fra havet. Det lyder simpelt nok, men hvis man ikke får skabt et ordenligt vakuum eller "noget" sætter sig fast eller man pumper for hurtigt, så står man pludselig med en af de frygtede toileteksplosioner. Toilettets uforudsigelige luner bliver ivrigt diskuteret og i desperation har et par besætningsmedlemmer måttet overtale Per til at hjælpe med at trække ud. For undertegnede er toilettet skyld i den værste omgang søsyge so far. I forvejen er toilettet ikke et rart sted at være for det gynger og der er varmt og ubehageligt. Der står man så og pumper, med en knude af nervøsitet i maven og pludselig kan man mærke at noget er ved at gå galt, man har intet andet valg end bare at pumpe videre og håbe på det bedste. Så begynder det at sprutte ud fra siderne og panikken breder sig. Eksploderer det mon nu? Kan jeg nå at komme væk? Jeg var heldig og slap med en mindre ekplosion der holdt sig i toilettet, men derfor var det stadig IKKE lækkert at gøre rent og jeg havde det IKKE godt bagefter. Faktisk blev jeg søsyg nok til at Rasmus måtte overtage min sejlvagt, så jeg kunne gå i seng. Men, øvelse gør heldigvis mester.

Når sejlvagter og bådvagter er overstået er der stadig mange timer tilbage. Men dagene begynder hurtigt at flyde sammen og timer og minutter mister efterhånden deres betydning. Vi flytter os, men horisonten forbliver den samme og kun vejret ændrer udsigten.

Jeg kan bruge flere timer på bare at kigge ud på havet og har til mig egen forundring opdaget at jeg ofte søger ensomhed og muligvis taler mindre med de andre her, end jeg gjorde da vi stadig var på Fiji. Ni mennesker på meget lidt plads i så lang tid, havde jeg forestillet mig ville føre til et behov for privatliv og plads, men så længe jeg kan lægge mig ind i min køje eller sætte mig op på dækket er jeg tilfreds. Overraskende nok har Astrid og jeg mest savnet hinanden.

Jeg har brugt tiden for mig selv på at fordøje første etape af vores rejse. Hong Kong og Fiji er, i udseende og kultur, vidt forskellige både fra hinanden og fra Danmark. I Hong Kong virkede det som om de aldrig holdt pause, de var konstant i gang, på jagt efter kunder eller selv ved at købe ind. Jeg var overvældet over den enorme mængde af mennesker og de uendelige rækker af skyskrabere, der alt sammen fik København til at ligne en landsby. Forskellen på Hong Kongs flotte facade og det slum vi opdagede lige bagved var slående og da vi samtidig (som Astrid nok også har skrevet) så de mange etager høje stilladser af bambus og strips, satte jeg anderledes pris på Danmarks beskedne størrelse. Alene tanken om at skulle organisere de hong kong'ske arbejdere er helt uoverskuelig. Hvordan sørger man for ordentlige forhold i en by hvor man da umuligt kan have styr på hvor mange mennesker der rent faktisk er? I mødet med Hong Kongs slum og fattige fijianske landsbyer glæder jeg mig over de danske forhold og tænker at vi skal sætte alle kræfter ind på at bevare dem.

Men heraf skal man ikke udlede at vi ikke kan lære noget af disse kulturer. Specielt på Fiji har vi mødt et fuldstændig anderledes sindelag end det danske.

På Fiji bor to store befolkningsgrupper: fijianere og indere. Fijianerne bor i små landsbyer, mens inderne bor i de større byer. Vi har primært haft kontakt med fijianere i landsbyerne og jeg er helt vild med deres måde at gå til livet på. De har det mest afslappede forhold til livet, og hvor hong kong'erne aldrig holdt pause virker det som om fijianerne aldrig laver andet. De bor forholdsvis fattigt, men er de gladeste mennesker jeg har mødt. Selvom vi jo ikke ved så meget om deres liv, virker det som om de tager let på tilværelsen og går til den med et smil. Når Astrid og jeg gik hjem fra det resort vi tog dykkercertifikat på, kom vi forbi en landsby hvor vi kunne være sikre på at blive mødt af et par nysgerrige indbyggere. De spurgte interesseret ind til hvor vi kom fra og hvor vi skulle hen. Selvom de sandsynligvis ikke selv havde været uden for Fiji og ikke helt forstod vores rejse, udtrykte de oprigtig bekymring for os og bad os passe på os selv. Jeg håber at have taget en smule af deres lette syn på livet med mig videre på rejsen og husker Fiji som det roligste land jeg har oplevet.

---

I havn på New Zealand kan jeg se tilbage på ni dage til søs, der udfordrede os i deres ensformighed, men som også ændrede sig i takt med at vi blev vant til sejladsen. De første dage, som er den primære baggrund for beskrivelserne ovenfor, gik forbi i en døs, hvor der ikke var overskud til andet end det allermest nødvendige. En hel dag kunne fyldes ud med tre måltider, en enkelt sejlvagt og intet andet. Et par dage inde i turen gik det op for mig at man fx kan læse en bog når man har så god tid. Og på dag nummer fire, da vinden havde lagt sig og ingen var søsyge, var vi pludselig alle sammen igang. Anna, Astrid, Nina og jeg arrangerede en surprise-halvvejs-fest for resten af besætningen. Vi dressede op (redte håret, tog lidt mascara på og evt et par øreringe), lavede saftevand og åbnede en pakke Salte Fisk.Det lyder måske ikke af meget men på turen var det et stort event og det løftede humøret ombord.

Festen og den dag vi fangede en barracuda var det vildeste der brød rutinerne indtil vi kom helt tæt på New Zealand, og selvom det var en stor fisk, undrer det mig allerede nu at så lidt var nok til at vi følte der virkelig var sket noget den dag. Da vi kom tæt nok på New Zealand til at kunne se land, blev vi først overfløjet af et militærfly et par gange, og senere mødt af et "warship" (som de kaldte sig i VHF'en). Fra skibet sejlede et par stykker hen til os og en dame fra Customs kom ombord og spurgte hvor vi skulle hen (en del af besætningen var lettere skuffede over at det var en dame fra customs der kom fra krigsskibet og ikke mænd i uniform). Vi fik lov at sejle videre, selvom new zealænderne er superstramme og man fx ikke må gå i land før de har gennemsøgt skibet og alle har krydset af på sedlen om de har nogle "indecent magazines" med.

Alt i alt har krydsningen fra Fiji været milevidt fra hvad jeg regnede med. Med mere søsyge, dårligere vejr og færre stjerner end beregnet har det alligevel været mere end jeg havde håbet. Til gengæld har vi fået lov til rigtig at sejle og mærke de enorme kræfter der er i mødet mellem båd, vind og bølger. Ni dage var nok i denne omgang og det er rart at være kommet i land igen, men Stillehavet har vakt en lyst til en dag at komme hele jorden rundt. I første omgang har vi, ifølge sømandsskikke, gjort os fortjent til en skildpaddetatovering og det skal man ikke kimse ad.

- Astrid Lembo

(Hvordan kimser man?)