Skrevet d. 30.3.11 Rio De Janeiro, Brasilien

Her i Rio De Janeiro undre vi os over hvordan tiden kan gå så hurtigt, når vi på samme tid formår at anstrenge os så lidt og bruge de fleste dage på at holde charterferie fra rejsen. Rio er en storby som vi har fundet vores plads i og som vi er blevet vilde med. Her er alt hvad en by af sådan størrelse bør indeholde - gode shoppingmuligheder, en passende mængde turistattraktioner, diverse barer og et rigt natteliv samt kilometervis af strand.

Omvendt - ikke nær så turistegnet og langt mere cosmopolsk - var Sao Paulo som vi brugte fire dag i. Vores tid i Sao Paulo brugte vi primært på shopping,eller dvs. vi kiggede mest på tøjet, da begge vores indestående på bankkontoerne efterhånden kan sammenlignes med Islands økonomi - ikke eksisterende. Sao Paulo er en by af uendelige dimensioner og indbyder ikke til turisme, da alt ligger i afstande, der helst skal forceres med bil. Vi brugte derfor meget af vores tid i området omkring vores hostel, hvor vi både kunne komme en tur til den lokale frisør- og neglesalon samt give Astrid (Lembo) hendes debut inden for sushi spisning, begge dele blev en succes. En af planerne for Sao Paulo var at genses med vores ven Bruno som vi mødte i New Zealand. Han var lige så begejstret for at høre fra os, som vi var for at få fat på ham og han lagde hurtigt planer der inkluderede os. Bruno hentede os på vores hostel i egen bil (meget luksuriøst for os der længe ikke var blevet kørt rundt i andet end en rusten og larmende boliviansk bus) og kørte os derfra rundt i det meste af Sao Paulo. Vi fik set både byens største park (gang-kongens-have-med-20 størrelse), det dyre villa- og butikskvarter (hvor hvert andet butiksvindue inkluderede mere end en skinnende Ferrari), kontrasten hertil i favelaerne der omgiver byen og sluttede på en lille plads tæt på vila Madalena hvor vi selv boede, hvor vi fik et indblik i Sao Paulos homoseksuelle kultur i et hyggeligt, dog meget velsoigneret (her faldt vi udenfor med vores mangel på parfume og vores øl i stedet for vandmelon drinks), møde med Brunos omgangskreds.

Vi fik fire dage til at gå i Sao Paulo og forlod byen på sin vis triste ved tanken om, at det måske var sidste gang vi så Bruno, men mest af alt glædede vi os til Rio, byen vi havde hørt så meget godt om og af mange var blevet sammenlignet med Buenos Aires - byen der er blevet et fyrtårn for os inden for storbyer og er et sted der stadig perifert stadig kalder på os. Turen til Rio tog vi med bus, en seks timers lang køretur, der for vores skyld gerne måtte have været længere. Vi var tilbage i en bus af argentinsk standart: brede sæder der kunne lægges ned, toilet ombord på bussen og med indberegnede - planlagte - stop. Efter busdrømmen til Rio blev vi kaldt tilbage til virkeligheden, da vi skulle fra busstationen til vores hostel med den offentlige transport: Bussen tog en evighed, sad fast i trafikken en million gange og damen i bussen smed os af i den modsatte ende af Ipanema, end den vi havde bedt om. Det kan desuden lige tilføjes her, at det ikke er gjort nemt, for hverken overvægtige mennesker eller folk med megen bagage, at tage en offentlig bus i Brasilien. Busserne her er nemlig så snedig indrettet, at når man stiger ombord er der ansat en chauffør og en ekstra person til at tage imod billetpenge. Når man har betalt sin billet bliver man sluset igennem, en tivoliforlystelses-kø-lignende funktion i miniaturestørrelse, der gør det umuligt at have en selv en lille rygsæk på når denne skal forceres. Så med 55 liter og fem en halv måneds backpackerliv på ryggen formåede vi at danne en utålmodig, portugisisk talende kø i bussen frontparti, vi fik dog til sidst bakset/hevet/ mast/skubbet vores tasker over forhindringen og sluset os selv igennem. Efter en lang og varm bustur - samt en lang gåtur, efter at være endt i den forkerte ende af Ipanema på selv samme bustur - åndede vi lettede op da vi fandt vores hostel og blev vist til vores dorm af den meget hjælpsomme og søde indehaver Tracy.

Vi vågnede til gråt- og ikke strandegnet vejr næste morgen og bestemte os for at det omgivende shoppingkvarter var et godt alternativ til stranden, og således endte vi altså med endnu mere, der på magiskvis, skal pakkes ned i de i forvejen overfyldte rygsække.

Næste morgen vågnede vi endnu engang til tør - men dog - gråvejr. Den foregående dag havde vi booket en favelatur som vi skulle på selv samme dag, så efter hostelets morgenmad (som er en ting vi dagligt ser frem til 1: fordi den er god 2: fordi den er gratis) blev vi samlet op af en minibus der blev fyldt med turister som os selv. Vores første stop på turen var i Rios største favela Rocinha hvor der bor over 100.000 mennesker. I modsætning til Sao Paulo er favelaerne her i Rio en integreret del af byen og en stor del af Rios 600 favelakvarterer ligger centralt placeret, da indbyggerne ved favelaernes oprettelse nægtede at lade sig smide ud af byen og derfor besatte store områder, der i årenes løb blev til favelaer. I Brasilien har de en lov om at indtager man et områder og formår man at blive boende i det område i 5 år, er området ens eget og sådan kom de fleste favelaer til. Turen vi var på, var utrolig spændende og formåede at aflive mange af de fordomme vi selv havde haft om favelakvarterene. 90% af beboerne i favelaerne er i arbejde og kriminaliteten er langt lavere end hvad vi havde forventet. De fleste af menneskerne der bor i favelaerne er rengøringsdamer, håndværkere og frisøre osv. men da lønnen i Rio til ikke-universitets uddannede er lav, har mange af Rios beboere ikke andre muligheder end at bo i favelaerne. Til trods for at det er i favelaerne, at Rios narkohandel foregår, er grunden til den ikke bekymrende høje kriminalitetsrate, at der i de fleste favelaer kun er en regerende narkobande og derfor ingen bandekonflikter. Narkobanden kræver ikke beskyttelsespenge af favelaernes øvrige beboere, men passer i stedet godt på deres "egne" og det er derfor ret sikkert at bo i en favela. Desuden er alle økonomisk i samme situation ogsammenholdet og hjælpsomheden overfor hinanden er derfor massiv. Den gode stemning i området kolliderer med favelaens infrastruktur, som er ikke-eksisterende. Der er store bunker af skrald på de fleste gadehjørner, da Rocinha producere 16 ton skrald om dagen, men den offentlige skraldeopsamling når ikke ud i disse områder og det hober sig derfor op. Kloakering er hellere ikke et fænomen der endnu er nået til Rocinha, da favelaerne i Rio i mange år ikke har været et prioriteret eller anerkendt problem for regeringen og elektricitet er noget de færreste betaler for, da beboerne selv bare slutter deres ledninger til elmasterne og på den måde stjæler strømmen. Dette giver også favelaernes elmaster og gadebilled et karakteristisk udtryk, da der overalt hænger i massevis af sammenfiltrede ledninger. Efter besøget i Rocinha kørte vi videre til favelaen Vila Canoas, som står i stærk kontrast til Rocinha. Her begyndte regeringen for et par år tilbage på et arbejde, der endnu ikke er fuldendt men som alligevel har formået at skabe en forskel. I Vila Canoas er der oprettet et fungerende kloakeringssystem, skolerne og andre offentlige institutioner er i væsentlig bedre stand og skraldet bliver afhentet. Vi besøgte et skoleprojekt, oprettet af en lokal mand, hvor børn i folkeskolealderen kan komme efter skole og få hjælp med deres lektier eller bare være. Kommuneskolerne her i Rio er langt dårligere end privatskolerne og starter derfor en ond uddannelsesmæssig spiral, hvor det kun er de rige børn der har mulighed for at komme på gymnasiet og senere universitet og de fattige børn derfor ender som deres forældre uden en boglig uddannelse. Efter-skoleprojeketet vi besøgte er med til at ruste børnene bedre fagligt og dermed forøge deres chancer for at komme på gymnasiet oguniversitet og på den måde bryde cirklen. Det var en meget lærerig og spændende oplevelse at få et indblik i Rios favelaer og vi var glade for at kunne støtte skoleprojektet.

Vi brugte resten af dagen på endnu mere shopping, denne gang i centrene frem for de våde gader - kloge af skade. Med ømme fødder og lænsede visakort havde vi, da vi gik i seng samme aften, kun et ønske - sol! Og således skete det at vi næste morgen vågnede til helt rigtig brasiliansk sommer. Vi brugte det meste af dagen på stranden med Lara og Ed, et engelsk par vi var blevet venner med på vores hostel. Vi bor i bydelen Ipanema som er det "nye" Copacabana. Ipanema er et af de lidt pænere kvarterer i Rio og her er massere af små hyggelige barer og caféer og hostelsne er gode. Vi bor selv 50 meter fra Ipanema beach som er en bred, hvid sandstrand med klart badevand og store bølger. Copacabana som var Rios første rigtig kendte strand er blevet meget kommerciel og turistet, sælgerne og favelabørnene flokkes om en her og stranden er i det hele taget mere beskidt og knap så sikker, Ipanema er derfor helt bestemt at foretrække. Vi bestemte os for at tage til sukkertoppen samme aften, for at se solen gå ned over Rio og nyde udsigten fra det karakteristiske bjerg, der er et af Rios varetegn. Fra sukkertoppen kunne vi se hele vejen fra Ipanemas strande og Rios kystlinje til måske Rios mest kendte varetegn kristusfiguren. Vi så solen gå ned over Rio og tog derefter gondolliften ned igen.

Eftersom vores hudfarve havde fået samme nuance som en tilberedt hummer, besluttede vi os for at den efterfølgende dag, nok ikke skulle bruges på stranden. Vi tog derfor i stedet til Rios centrum og besøgte markedet der, det var hektisk, skramlet og uoverskueligt og vi søgte efter et par timer tilbage til hjemlige Ipanema. Det var blevet fredag, hvilket i Rio betyder gadefest i Lapa, et andet område af byen. Det synes mig og Astrid skulle prøves og vi tog efter et par øl i hostelets bar afsted til Lapa. Der var sambarytmer, feststemte brasilianere, gadesælgere med massevis af kolde øl og dans i Lapas gader da vi kom dertil. Vi blev grebet af den gode stemning og brugte det meste af sommernatten med dans, øl og fest. Næste dag spiste vi sen brunch med en canadisk pige vi havde mødt dagen forinden, havde et par timer på stranden og brugte aftenen på at se film.

Dagen efter var vejret endnu engang solrigt og 36 grader varmt, så det eneste rigtige at gøre varendnu engang at tage på stranden og bade i kæmpebølgerne og den stærke strøm, der gør at man kun går ud til knæene og alligevel formår at blive gennemblødt på få minutter af de enorme bølger. Hvor fredag aften i Rio er dedikeret til Lapas gadefester er søndag aften bestemt til favelaernes funk parties. Vi blev sammen med 3 andre fra vores hostel samlet op af en minivan, der kørte os ud i en af Rios mange favelaer, her blev vi sat af foran en stor bygning der mest af alt mindede om en gammel fabrikshal inden i. Hallen bestod af en underetage der primært var et stort dansegulv med barer langs siderne og derfra kunne man gå ovenpå til en åben etage, hvorfra man kunne stå og kigge ned på dansegulvet. Musikken der spillede der var som navnet indikerer funk, men i bedste favelastil, med et miks af sambarytmer og hip-hop og med tekster vi fik af vide, at vi skulle være glade for vi ikke forstod. Vi brugte en del af vores aften på observation fra øverste etage, da det var noget nær den bedste underholdning vi har set på hele turen. At kigge ned på de dansende brasilianske fyrer, der gav den fuld gas med lumre moves, synkrondans og roterende underliv, var som at være med i en dårligt instrueret Bollywood film, bare endnu sjovere.

Den næste dag var det som om at funk musikkens hamren fortsatte med at buldre i ens hoved og vi sov derfor længe, spiste stor morgenmad og slappede af på stranden og nød at have tid til at lave absolut ingenting!

Efter en ikke speciel produktiv dag, følte vi, at vi den efterfølgende dag måtte tage revanche på turistfronten og tog derfor til Lapa for at se de berømte Lapa steps. Efter at have været faret vild et par gange i et mere eller mindre suspekt kvarter, stod vi pludselig foran de berømte trin. Lapa steps er en store trappe som kunstneren Jorge Selarón begyndte sit arbejde på i 1990 og stadig ikke har afsluttet. I årenes løb har han fået fat i fliser fra hele verden og har på den måde kreeret en farverig mosaik der er murret ind i trappens trin samt de omgivende vægge. De fleste af fliserne er brudstykker, men der optræder også hele fliser som han har modtaget fra folk fra forskellige nationer, så det meste af verden på den måde er repræsenteret i trappen, vi fandt bla. En dansk flise med ordene "god jul". Hvis nogen af jer forresten skulle undre sig over vores poses på billederne fra trinene, skyldes det at rapperen Snoop Dogg har optaget en musikvideo på netop Lapa trappen og det er ham vi forsøger at imitere.

Dagen i dag har vi endnu engang brugt på stranden og i morgen skal vi endnu engang gøre os som turister, når vi får besøg at Sofie som vi blev venner med i Cuzco. Hun har 15 timer i lufthavnen og vil heller bruge dem med os i Rio end i lufthavnen, hvilket vi jo godt forstår! Vi har planlagt først at sende hende på favelatur, da vi selv var så begejstret for dette og derefter tage op at besøge kristus statuen som er en attraktion vi stadig selv mangler at se, derefter bliver det nok endnu et besøg på Ipanema beach, da man ikke kan have været i Rio uden at besøge en strand. Så vi krydser fingre for endnu en dag med godt vejr!

Derefter bliver det fredag, som er vores sidste hele dag her i Rio og derefter lørdag hvilket betyder hjemrejse og er en dag vi har svært ved at forstå eksisterer.

Dette er hermed også sidste blogindlæg fra vores 5 måneder og 20 dages lange jordomrejse der har ført os gennem 4 kontinenter og med ophold i 8 vidt forskellige lande. Vi har mærket Kinas super cosmopol Hong Kongs pulserende og travle arbejds- og byliv, levet det langsomme og søde liv samt dykket med hajer og farverige fisk på Fiji, fanget kæmpe barracudaer og lært Stillehavets ensom- og uendelighed at kende på vores 9 dages sejlads over netop dette hav, beundrende og betaget oplevet New Zealands smukke natur både fra Naveren, Kiwibussen og Nissan'en samt risikeret liv og lemmer i diverse ekstremsporter, blevet overrumplet af gigant byen L.A's størrelse og ufremkommelighed, nydt nattelivet, tangoen og solopgangen samt stået for foden af Iguazu vandfaldene i Argentina, blevet overmandet af højdesyge og overvældet af nogle af de mest varierende og smukke syn samt oplevelser i Bolivia med alt fra saltørken i 4000 meters højde, til miner gemt langt inde i bjergene, til jungletur på Amazonfloden, gået på inkaernes mange 100 års gamle sti og set Machu Picchu dukke frem af tågerne i Peru, samt senest at have nydt strandene, solen og stemningen i Brasilien.

Vores venskab er stadig intakt og tanker, informationer og ting man sjældent eller aldrig ville have delt derhjemme, er blevet en integreret del af vores hverdag og samtaler. Vi har oplevet hinandens gode og dårlige sider, delt bekymringer og glæder og i mange situationer været taknemmelige for at vi var to til at håndtere et landkort uden mening, en uforståelig buschauffør eller en madforgiftning. Vi kommer til at savne rejselivet, mødet med nye kulturer, lande og mennesker og ikke mindst hinandens nærvær.

Vores rejse har været fantastisk, lærerig, givende, smuk, sjov og fyldt med oplevelser og mennesker der til fulde har opfyldt alle de forventninger og tanker, der for 6 måneder siden spirede i os. Om hverdagen i Danmark bliver svær at vænne sig til igen, er ikke til at sige, men tankerne om alle de berigende oplevelse, spektakulære syn og vilde fester vi har mødt gennem det sidste halv år, kan vel altid få én igennem selv den vådeste forårsdag.

- Astrid Winther