Vi lever stadig!

Vi undskylder for den længe manglende opdatering, men her kommer den. Forbered jer på en længere roman!:

Sidst i hørte fra os var vi lige ankommet til Nepal og glædede os utrolig meget over, at vi havde soveposer med fra dk, og det store supermarked.

Den første dag i Nepal blev mere eller mindre sumpet væk. Den stod på total afslapning, men vi fik da bevæget os over til aftensmad. Onsdag væltede vi ud af sengen kl 7.55, for at nå til morgenmad kl 8 med de andre frivillige. Rispandekager, toastbrød med syltetøj og litervis af te blev indtaget inden vi gjorde os klar til en dag i Thamel (en bydel i indre Kathmandu).

Vi fandt hurtigt ud af, at Thamel lige var en bydel for os! Smalle gader, Cafeer og mange butikker, med utrolig mange ting, som enhver dansk garderobe kan bruge og en rygsæk pakket til de varme lande. Vi besluttede at vi ville sende en pakke hjem fra Nepal, så der var plads til at slå sig løs - og det gjorde vi! Der blev købt anorakker, fleece, tørklæder og meget andet. Det ville senere vise sig, at det skulle stikke endnu mere af...

Efter at have tjekket alle butikkerne ud i Thamel og brugt en hel dag inde i byen, tog vi med taxa hjem og blev udsat for endnu en af Nepals særheder. Et bad er ikke noget man lige tager i Nepal. Man forbereder sig i meget lang tid! Det er det koldeste vi i vores liv har oplevet. Det var så koldt, at man måtte have pauser blot for at trække vejret! Det blev overstået og vi hoppede i alt det nyindkøbte varme tøj inden den stod på ris med noget uigenkendeligt brunt til siddende på gulvet ved stearinlyset.

Torsdag stod den på skole! Vi tog med Rosa i skole og gik hjemmefra så vi kunne nå morgenceremonien. En ceremoni hvor alle skolens børn står i rækker og udfører en blanding af gymnastik og dans. Ceremonien slutter af med en fælles morgenbøn og så er man bare klar til undervisning. Vi startede med at tale med The director på skolen, da han har mere end 15 års erfaring inden for trekking og han gerne ville give os lidt råd. Efter en god samtale, gik vi indtil Rosa og overværede en omgang engelsk undervisning. Klasselokalet var utrolig småt og meget gammeldags. Eleverne synes det var meget interessant at der lige pludselig var flere danske piger, så vi måtte igennem en interview- runde, hvor vi sad i den varme stol.

The Director havde inviteret os og to andre frivillige, en pige fra Japan og en fra Australien med til Pattan Durbar Square - et gammelt kongebolig område. Vi tog en macrobus derhen og fandt hurtigt ud af hvor gode de gule HT-busser i dk er. En macrobus er en minibus,der tilsyneladende er ubegrænset plads til folk. Siddende med halvdelen af den nepalesiske befolkning oven på os, kom vi endelig frem efter lang tid. Durbar Square var meget sjovt at se og vi spiste frokost med The Director og de to andre piger.

Da vi kom tilbage til værelset havde vi pludselig fået en roomie, Sharin, fra

Paris. Vi fandt ud af, at det faktisk var hende værelse vi havde, men med en ekstra seng var der plads nok til os alle tre. Igen stod aftensmaden på ris, denne gang med kartoffel og noget vand med smag - ikke det mest kulinariske vi bliver udsat for!

Fredag startede vi dagen ud med at være kulturelle. Vi besøgte den buddhistiske stuppa igen, og om eftermiddagen gik turen mod Thamel for at bookevores trekkingtur, som vi ville om søndagen. Vi valgte at tage på OR2K, en vegetarrestaurant vi havde fået anbefalet af Louises veninde Julie. Vi siger tak for anbefalingen! Ikke nok med, at vi slap for ris med brunt til, men maden var lækker og stemingen virkelig god. Vi ville tage på en bar der hedder BUddha bar, som de frivillige havde anbefalet. Inden vi kunne se os om, sad vi ved et bord med en fremmed mand, som havde købt en øl til os. Han virkede lidt mistænksom og efter at have talt med ham og forsøgt at undgå at drikke af den allerede åbnede øl, kom han da også frem til formålet. Vi lignede åbenbart nogle der manglede noget hash. Det mente vi ikke ligefrem og vi fik sneget os udenom, med en hvid løgn om, at vores venner ventede os. Han blev ret fornærmet og da vi igen stod nede på gaden, kom tjeneren løbende efter os og ville have betaling for øllen. Stædige som vi er nægtede vi og skyndte os, efter at have fravalgt 3 taxaer på grund af chaufførernes skumle udseende, at komme hjem. Heldigvis stod Garret klar til at åbne porten op og vi kunne lægge os til at sove i sikkerhed.

Lørdag stod den igen på shopping - hvilken skam! Denne gang skulle der shoppes TREKKINGSKO!!!, hvilket er langt sværre end man tror. Trekkingsko blev der købt og nu vi var i Thamel, kunne vi hverken modstå lidt ekstra tørklæder (8 stk.) eller aftensmad på OR2K. Så var vi ladet op til 4 dages trekking!

Tidligt søndag morgen listede vi ud og fik fat i en taxa. Vi måtte stoppe ved 3 forskellige banker undervejs for at hæve penge, men da ingen af bankerne virkede til trods for 24 hour service, var vi meget i tidspres. Vi var også i tvivl om hvorvidt vores chauffør forstod hvor vi skulle hen. Med hjertet siddende oppe i halsen, nåede vi langt om længe frem - stadig med tid at løbe på, og vi fandt vores guide, Nilam. Foran os var en bustur på 6 timer, denne gang i en rigtig turistbus! Selvom bussen var rigtig, var det stadig noget af en oplevelse! 2 stop undervejs og en vej, som ikke er beregnet til kørsel, men vi nåede frem og blev indlogeret på vores lille værelse - denne gang med varme! Ren luksus:)

Mens vi spiste aftensmad læste Louise i et adventureblad og fik en pludselig hjerneblødning. Om det er den friske luft eller at rejse som backpacker der var skyld i det vides ikke, men pludselig stod vi på et bookingkontor og var meget tæt på at booke PARAGLIDING! På ingen måde gennemtænkt og vi blev enige om, at vi lige måtte tænke lidt over det mens vi trekkede de følgende dage.

Louise sørgede for at hente gingerte til værelset, så de begyndende forkølelserne kunne holdes nede...

Første trekkingdag! De to små rygsække og her snakker vi om 2x mindre end skoletaske kom på ryggen. De store backpacks lod vi stå i Kathmandu og havde kun pakket det allermest nødvendige til 4 dages trekking- stolte fædre vi ville have haft hvis de havde set det! For bare sovepose, kunne man ikke se Louises rygsæk. Soveposen var fint bundet fast med medbragt snor - tak til Katrines far.

Iført zipp off, ingen make-up og børste (hører ikke til en trekkingtur med en lille rygsæk, men resulterede i dreadlocks i Louises store hår) og ufattelig grimme vandresko, ja så var vi vist det man kalder et ømt syn...

Efter at have kørt et par timer, blev vi sat af i en lille village. Og så begyndte vi ellers bare at gå. Vi gik gennem små villages, tørkeområder, skovområder med vandfald o.a

Meget flot natur, men formen var elendig, så vi var glade for, at vi gjorde holdt kl 14. Her blev vi indlogeret i et lille tehus og fik 'værelset' med den bedste udsigt.Vi kunne ligge i sengen og se ud over alle bjergene. 'Værelset' var mere et lille anneks eller et skur. Vi gik tidligt i seng og var bare klar til dagen efter, som viste sig, næsten at tage livet af os!

Op, op, op, op og atter op af trapper! Ikke på et tidspunkt gik det ned. Godt trætte og after mange timers vandring opad, nåede vi endelig toppen. Vi lagde tingene på værelset og brugte aftenen i fællesstuen omkring det indendørs bål. Vi faldt i snak med en 40 årig brasilianer og hans far på 74 år, samt en pige fra Holland, som vi alle have mødt på vej op tidligere på dagen. Brasilianeren og hans far skal i nok høre mere om! Stemningen var høj og vi endte med at være de sidste der gik i seng.

kl.04.45 bankede det på døren og vores nye ven fra Brasilien vækkede os. Vi væltede ud af sengen og hoppede mildest talt i vintertøjet. Den stod på solopgang over Himalayabjergene efter en lille times trekking, op ad igen! udenfor var det minusgrader og mørkt, og på vej derop, lå der sne og is på ruten - tak til Thamel for billigt varmt tøj og pandelampe medbragt fra dk. Selvfølgelig mente vores guide vi skulle være de første på Poon Hill toppen og det var vi da også!

Der stod vi så og frøs indtil solen stod op - men det var det værd! Selvom det var koldt og blæsende, så vi den flotteste solopgang over Himalayabjergene og oveni var det også sjovt at trekke mens det var mørkt. Da vi kom ned igen i varmestuen fik vi en lækker morgenmad, mens vi sad rundt om brændeovnen, sammen med alle de andre trekkere.

Fordi der var så meget sne på ruten og vi var ret trætte af at gå op hele tiden, ændrede vi planer og ville gå med brasilianeren, hans far og deres guide ned på den anden side af bjerget til en by med en varm kilde.

9 timers vandring nedad er virkelig også hårdt. Katrine havde slået foden og nærmest haltede halvdelen af vejen ned. Vi gik gennem små landsbyer og var omringet af den mest fantastiske natur. Mere end godt trætte af vores guide og af at gå, kom vi endelig frem til byen. Vi hoppede hurtigt i den varme kilde og lå der en times tid inden vi spiste aftensmad med brasilianerne.

Dagen efter havde vi to muligheder: offentlig bus tilbage til Pockara eller leje af en jeep. Fordelen ved at følges med en 40 årig brasilianer, som har sit eget advokatfirma med 125 ansatte er, at han på ingen måde ville udsætte hans far for en bus, så han fik hurtigt lejet en jeep med plads til os alle. Turen gik tilbage til Pochara ad de meget interessante veje. Tilbage i Pockara blev vi inviteret til middag på brasilianernes hotel. Da vi ikke lige havde regnet med fin middag, og derfor ikke havde medbragt andet en varmt trekkingtøj, måtte vi tage til middag i joggingbukser og klipklappere. Her fik vi lækker mad og vin, som Ventura (vores 40 årige ven) betalte - det er det hårde liv som backpacker!

Inden middagen havde vi bestilt paragliding til dagen efter. Ventura havde sagt, at han gerne ville med os og så var der ingen vej tilbage - hvad tænkte vi dog på, hvis vi overhovedet havde tænkt!?

PARAGLIDING!!! Formiddagen gik med, at få styr på nerverne. Der blev tyllet te i store mængder. Godt nervøse over at skulle springe ud fra et bjerg, blev vi alle kørt til toppen. Før vi havde set os om, stod vi klar med udstyr på og fastspændt til hver vores pilot og ventede kun på vinden. Pludselig skubber Louises pilot til hende - "run!", og så var hun i luften. Heldigvis kom vinden også hurtigt til Katrine og pludselig hang vi begge ca 3000 m over jorden, med den flotteste udsigt ud over Himalayabjergene og Pochara.

Hvilken oplevelse og hvilket sus det gav! Vi er begge enige om, at det var fantastisk og at vi gerne ville gøre det igen - varm anbefaling herfra:)

Stadig med rystende ben og med video og billeder i hånden, gik turen tilbage til Kathmandu i minibus, som Venture havde lejet. Endnu engang tak til advokatven!

Dagen efter blev brugt på det nye stamsted OR2K, hvor vi havde aftalt at mødes med Ventura til frokost. Frokost blev det ikke til, men vi mødte ham og efter at have gået lidt rundt i Thamel, blev vi inviteret på "Farvel"-middag på hans og hans fars hotel. Endnu engang noget andet end ris med brunt til. Det blev sent, men vi fik sagt farvel med maner!

Nu må det nok snart være tid til at høre lidt mere om den omtale brasilianer. Hans navn er Ventura og han er 40 år gammel. Har sit eget advokatfirma i Saint Paulo og er vildt sej! Han havde inviteret sin 74 årige far med på trekkingtur, så hans far er også en fed type.

Vi starter med hans udseende, som mest af alder minder om en filmstjerne! Forestil jer Brad Pitt møder George Clooney i den virkelig verden. Han er selv gammel backpacker og var egentlig i Nepal for at komme væk og finde sig selv igen. Det kunne mærkes! Han forstod hvordan man kunne være ung med de unge. Han var rigtig rar at omgåes og man kunne have nogle fede samtaler. Han har inviteret os til Brasilien, så vi overvejer kraftigt at besøge ham og hans familie til januar næste år. Der er nemlig karneval, og han siger at det lige er noget for os. Ventura kan ikke rigtig forklares, han er virkelig noget for sig selv. Og på trods af aldersforskelle var ikke til at mærke og det føles som om, at vi har fået os en ny ven i Brasilien.

Den næstsidste dag i Kathmandu og dermed Nepal blev brugt på at se et hinduistisk tempel. Et tempel som har samme status for hinduisterne, som Mekka har for muslimer.

Vi betalte indgang, selvom det var dyrt! Da vi tager skoene af og er klar til at gå ind på tempelområdet blev vi omringet af 3 vagter, som råber af os. Vi finder så ud af, at vi åbenbart ikke skal tage skoene af. Godt forvirret går vi mod indgangen, men bliver igen stoppet, og finder ud af, at man ikke må se templet medmindre man er hindu, vi kunne se det udefra, gennem hegnet. Fedt man ikke må se hvad man lige havde betalt for. Rimelig sure gik vi tilbage og ville have billetmanden til at forklare os hvad vi havde betalt for og hvad vi måtte se. Templet kunne ses udefra. Kristne måtte ikke se det fordi de spiser køer og muslimer måtte ikke se det, fordi det engang blev nedbrændt af en flok muslimer. Pludselig var vi begge hinduister og der var ikke grænser for hvor meget vegetar vi også var, men der var ingen vej udenom.

Heldigvis kunne han godt se, at det var frustrende og han endte med at give os 1,5 times gratis rundsvisning.Tak for gode taleevner...

Vi endte med at indrømme, at det var et fantastisk tempel og at han var en utrolig god guide. Han fortalte om alle statuerne, figurerne og historierne bag. Vi fik også set ligafbrænding, hvilket var utrolig ubehageligt.

Aftenen stod på afskedsmiddag med Rosa og de andre frivillige, hvor menuen denne gang stod på ris og brunt a la Nepal...

Den sidste dag stod på afhentning af vasketøj. Virkelig lækkert med rent tøj - det forstår man at sætte pris på! Vi smuttede også forbi det Agency office hvor vi have bestilt vores trekkingtur og aflagde en lille klage. Vi havde bestilt en engelsk guide, men det var ikke meget engelsk over ham. Derudover forsøgte han også at hostle pengene for vores billetter retur til Kathmandu. Heldigvis stod vi fast og igen, takket være gode talevner, fik vi penge retur.

Selve trekkingen var en utrolig fed oplevelse også selvom guiden var belastende og grænseoverskridende med sin upassende humor. Heldigsvis reddede Ventura, hans far og deres guide os, så var der da andre at tale med!

Vi havde taget alle vores nyindkøbte tørklæder, jakker, sko, osv. med indtil Thamel og fandt hurtigt en DHL. Vi læssede tingene af og besluttede at tage endnu en ose tur rundt i butikker - bare i tilfælde af, at vi skulle have overset noget.

Med et par ekstra indkøb fik vi endelig sendt en pakke til DK. - Ja 12 kg havde vi fået skrabet sammen og det blev en dyr fornøjelse... 2000 kr! s***!, men det var det hele værd.

En sidste afsked med Nepal blev taget på OR2K, selvfølgelig. Det var lidt sørgeligt, da vi endte med, at holde rigtig meget af Nepal.Vi havde regnet med, at vi kun ville være der en lille uge, men inden vi fik set os om, var der gået 15 dage!

Nepal har rigtig meget at byde på. Fantastisk natur, smilende menneskerog masser af ting at se. Dog er Kathmandu en del forurenet, men man får stadig en fornemmelse af, at man bor i et bjergområde, da det ligger i en dal.

Nepal overraskede positivt og har endt med at komme på hitlisten over favoritlande!

Det kan varmt anbefales - Nepal er for nice!!!!!!!!

Så kom vi igennem Nepal. Til dem af jer der er itvivl, så er vi faktisk i Thailand nu og har været her i 3 uger. Bare rolig, snart vil der komme en update herfra også. Situationen er, at vi næsten har ligget i sprit siden ankomsten, og alkohol og blogopdatering er ikke lige en nice kombi.

Billeder er selvfølgelig også på to do-listen, men i må forstå, at alt foregår i et meget roligt tempo i Asien, men det har i nok opdaget!

For en gangs skyld får I også lige en her-og-nu update. I morgen tager vi nemlig væk fra ø-livet, og bevæger os nordpå. Vi har fået rigeligt at strandfester og afslapning på stranden, så vi tager til Chaing Mai for igen at opleve noget lidt mere kulturelt. Vi tager en båd til Phuket, for derfra at flyve direkte til Chaing Mai. Vi glæder os rigtig meget til at komme norpå og trekke, ridde på elefanter og tage et madkursus.

I bliver snart opdateret igen.

Svedige hilsner fra Thailand