Profile
Blog
Photos
Videos
Sri Lanka
Så fik vi langt om længe god nok internetforbindelse til igen at kunne opdatere om turen. Forbered jer på et meget langt indlæg.
Siden sidste opdatering er der virkelig sket ting og sager. Vi har krydset to landegrænser, blevet dårlig mave, to kg te og en masse gøjl rigere.
Dagene hos Kanthi blev brugt på tempelbesøg og botanisk have. Som vi skrev sidst var vi rigtig kommet på landet, hvilket vil sige besøg af kakerlak i tasken og rotter på loftet. Derudover var det hvide brød til morgenmad fuldstændig levende - haps!
Efter Kandy tog vi intercitybussen til Nuwara Eliya (teområderne). Her boede vi hos manageren for 600 hektar teplantage. Vi boede i en stor bungalow midt på en af plantagerne hvor vi nød godt af egen kok, chauffør og te en gang i timen. Vi var ude og se selve plantagerne med de forskellige sorter af te og bagefter så vi hvordan hele produktionen foregår. Vi var også ude og se en blanding mellem et hotel og en produktion, hvilket man kan sammenligne lidt med det koncept, at bo på et vinslot i Italien. Vejret var koldt, men det var utrolig fedt at bo midt i plantagerne og få et indblik i hvordan te bliver dyrket og fremstillet. Vi var også så heldige at få 2 kg te hver direkte fra produktionen, så i kan alle glæde jer til en kop te fra Sri Lanka når vi er hjemme igen. Teplantagerne var klart en af de bedste oplevelser vi havde på Sri Lanka og maden slog alt andet (Ingen dyr og kniv og gaffel).
Vi tog bussen tilbage til Kandy, hvor Janakas fætter hentede os i en minibus. Han havde valgt at tage sine to nevøer med, som underholdning - virkelig en god idé når ingen af dem kunne engelsk! Vi kørte til Dambuella og så The golden Temple, vi så Spicy Gardens og vandrede på løveklippen i Sigria. Her havde vi udsigt ud over hele Sri Lankas smukke natur, dog betalte vi dyre penge for at vandre en time op af udjævne trin, men udsigten var helt klart det værd. Herefter mødtes vi igen med Janaka og han tog os med til byen Anuradhapura, som er den mest hellige by på Sri Lanka. En by som står meget vigtig for buddhister og specielt munke. Her så vi Sri Lankas mest hellige tempel, en stor hvid stauda, som var kæmpe stor. Her blev vi igen en del af det spirituelle liv hvor der både blev bedt og lagt blomster. Grunden til at dette tempel er så specielt for buddhisterne skyldes, at partikler fra Buddha er opbevaret inde i staudaens kuppel. Da vi gik på stien fra staudaen og hen til det hellige, 2600 år gamle, træ, blev vi mødt af en masse aber. Uden nogen videre grund, ser aberne sig åbenbart surt på os og inden vi fik set os om, stod fuldvoksne, aggressive, sorthovedet aber på bagbenene og var klar til at angribe. De angreb. Pludselig hænger der en abe i Louises hestehale og hiver utrolig hårdt i hendes hår og i kampens hede får aben revet Louise så dybt i armen, at der var blod, hvilket nu er blevet til et ar. Resultat: Vi kan hader aber. Godt råd: Bær aldrig lotusblomster i hænderne når du nærmer dig "de søde" aber.
Om aftenen ankom vi til Colombo og tog en slapper i lejligheden med en god omgang Chopsuey rice og samtlige håndvaske fyldt med vasketøj.
Den sidste dag på Sri Lanka blev brugt på lidt shopping inden vi om aftenen skulle til middag hos Sri Lankas rigeste dame. Don't ask why. Der stod vi igen i klipklappere og manglede det pæne tøj, men det fornemme forsvandt dog hurtigt da middagen blev serveret - uden kniv og gaffel. Da vi kom hjem fra middagen fik vi sagt farvel til Janaka og selvom vi kun var på Sri Lanka i 15 dage, var det faktisk lidt sørgeligt at skulle sige farvel.
Indien 01/02/12
Vi landede i Indien kl 18 og blev hentet af Raman og hans yngste datter Akriti på 19 år. Raman er en af Louises fars indiske kollegaer, så igen udnyttede vi kontakterne til at få en god start i det nye land. Vi boede de første 6 dage i Delhi i et tempel, som havde nogle værelser til rådighed. Ramans familie tog sig utrolig godt af os. Vi var ude og spise med dem den første aften og derefter var vi en del af familien. Vi blev kørt og bragt og har tilbragt mange timer med hans to søde døtre.
I Delhi så vi Lotus templet, Qutab Minar, Red Fort og var lørdag aften med familien ude og se Akshardham. Det var et utrolig smukt tempel, og det var nærmest et helt arrangement at se templet by night. Der var teater, biograf, sejltur, fontæneshow og lys på hele templet. Virkelig et besøg værd, hvis man besøger Delhi. Sammen med Ramans to piger fik vi også set alle Delhis markeder, shoppingområder og spisesteder. Vi var også ude og se deres universitet, og den ene aften var vi med til koncert på universitetet, hvor Bombay Rockers optrådte. Det var ret sjovt for os, at følges rundt i byen med to piger på vores egen alder. Den ene aften var vi også i biografen for at se en Bollywood film. Det var noget af en oplevelse! 3 timer hvor vi ikke fortod et ord af hvad de sagde, men stadigvæk en virkelig sjov oplevelse.
Søndag aften var vi ude og spise med Dilip og hans kone (chefen for indienkontoret). Vi var først hjemme i deres hus og får snacks og te, og hyggesnakke. Derefter tog vi ud på en restaurant, hvor vi spiste mad fra Calcutta - virkelig lækkert! Det var en smadder god aften, og vi har virkelig nydt alt den omsorg hele indienkontoret har givet os.
En af dagene i Delhi brugte vi faktisk også bare på at sidde på kontoret og planlægge turen rundt i Indien og samtidig også søge uddannelse.
Tirsdag d. 7/2 tog vi toget til Jaipur. Da vi ankom blev vi overfaldet af virkelig mange påtrængende mennesker. Lugten var også som en tyk mur, og der lå affald overalt. Vi fandt heldigvis selv frem til vores hotel, og efter mange diskussioner og kopier af vores pas fik vi endelig nøglen (alt tager tid i Indien). Værelset var ok. Efter vi var ankommet tog vi en tuk ind til byen, for at få en fornemmelse af det hele. Vi håbede også på at finde en restaurant, da vi endnu ikke havde fået et eneste måltid den dag. Uheldigvis for os havde Jaipur ikke andet at byde på end gadekøkkener og en masse ildelugtende affald. Derfor besluttede vi os for at tage til en shoppingcenter, for med sikkerhed at kunne finde noget ordentligt mad. Det skulle vise sig, at være en utrolig dårlig beslutning. 5 timer efter blev Louise nemlig meget syg. Alt den "lækre" mad kom meget hurtigt op igen, og efter mange søvnløse timer, hvor Louise kastede op, var humøret pludselig faldet voldsomt. Der var meget langt til Danmark, og Jaipur stod pludselig meget langt nede på vores prioriteringsliste. Det var noget af en hård start på vores tur rundt i Indien, på egen hånd og vi syntes ikke at livet var super fedt lige der.
Vi havde 4 dage i Jaipur, og de sidste 2 viste sig at blive ganske gode. Vi fik set City Palace og Amber Fort samt The Pink City.
Efter en lidt skæv start, og en del overvejelser besluttede vi også at forkorte vores ophold i Indien. Vi var allerede godt mætte af Indien, og følte ikke for lange togture tværs gennem landet. Derfor valgte vi at droppe den 28 timer lange togtur til og fra Varanasi, og tog derfor med det samme til Agra efter Jaipur. (hertil skal det tilføjes at billetterne fra Jaipur til Agra tog os 2 timer at skaffe - det er ikke som gode gamle DSB. Her er systemet MEGET tungt).
I Agra så vi det utrolig flotte Taj Mahal - det var meget imponerende, og der er ingen tvivl om at det er et must, hvis man er i Indien.
Efter vi havde set Taj Mahal tog vi toget tilbage til Delhi. På stationen i Agra fik vi et Marokansk vennepar, som vi tilbragte ventetiden med. De forbarmede sig over os, og valgte at opgradere vores billetter, så vi slap for at stå tæt med de andre indere i 5 timer. Tak for det! 6 kr. for at køre tog i 5 timer på AC-class overlevede vi lige. Vi føler også at vi nu ved hvad det er at køre tog i Indien. Turen fra Jaipur til Agra var ubeskrivelig. Der lugtede konstant i 5 timer af en blanding af afføring og chai te. Hold op en lang tur!
Da vi ankomt til Delhi var vi utrolig glade for igen, at være en del af Ramans familie - dejligt med lidt tryghed. De sidste to nætter i Indien tilbragte vi i deres hjem, og det var dejligt med lidt familieliv. Der var fuld forplejning og vi manglede bestemt ikke noget, selv tøjet blev vasket og strøget. Delhi bliver nok bare vores favoritby i Indien.
Nepal 13/02/12
I dag fløj vi fra Delhi til Kathmandu tidligt i morges. Flyet var forsinket, men eftersom vi havde været natteravne og skypet langt ud på natten sov vi os gennem ventetiden. Kl. 12 ankom vi til en noget anderledes lufthavn i Nepal. Det mindede mest om en skole, og bagagebåndet var heller ikke fungerende. Katrines veninde Rosa havde givet os en adresse på et hostel hvor vi nu bor. Hun underviser som frivillig engelsklærer her i Nepal, og bor sammen med et par andre frivillige lige ved siden af os. Vores hostel hænger altså sammen med deres, så derfor spiser vi også morgenmad og aftensmad sammen med de andre unge. Vi har fået et rigtig godt værelse, og for kun 50 kr. er alt inkluderet. Her er ret koldt, og strøm er også kun noget vi har 4 timer om dagen. Derfor har vi i dag spist aftensmad, siddende på gulvet og med stearinlys på bordet - rigtig hyggeligt. Kathmandu virker som en rigtig god by, og vi har allerede set et af de største templer. Vi må også indrømme at det supermarked vi besøgte i dag slår supermarkederne i de to forrige lande, så vi var i himlen. I morgen skal vi ud og opleve byen, og senere på ugen ud og trekke. Lige nu sidder vi begge i vores soveposer, og kæmper for at holde varmen. Kiks og chokolade hjælper.
Vi håber på lidt oftere opdateringer i fremtiden, så vi slipper for de helt lange indlæg som dette. Lad os håbe på at nettet og strømmen er med os.
Kolde knus herfra.
- comments



Louise Dam Iiiiih hvor er det spændende at høre fra jer. Godt I er kommet godt frem. Knus & kys fra Kusina - venter spændt på flere updates :)
Anne Hej med Jer:-) Hold da op med oplevelser, både gode og dårlige. Spændende læsning. Hvor er det godt at i har fået det godt igen:-) Så er det vel lige så koldt i Nepal, som det er her:-) Fortsat rigtig god tur:-) Knus Katrines Faster og Onkel
Victoria Hej tøser. det lyder godt nok som en fantastisk tur. I skal bare nyde hvert et øjeblik, og være glade for I ikke er hjemme i kedelige dk. Knus Viggo
Peter Hanstad Hej med jer begge . Hvor er det nogle pragtfulde indlæg i har sat ind her på siden og også nogle fantastiske billeder , i må have en rigtig god tur videre Knus og kram Peter
Flemming Hansen Hej piger Nu syntes jeg det er ved at være tid for en opdatering, der behøver ikke være så lang tid i mellem hver, i kunne jo bare skrive mindre / kortere beskeder Katrines Far