I Hoi An vågnede vi til lyden af en melodi der kom fra højtalere på taget af en bil der kørte rundt i byen tidligt om morgen. Melodien skulle informere restauranterne om, at de nu kunne handle frisk brød (fra bilen). Vi er nu kommet til Dalat i bjergene. Her vågner vi (læs jeg) ved sekstiden, enten til lyden af scootere på den trafikerede gade lige udenfor vores hotel eller til lyden af stole og borde der SLÆBES hen over gulvet i restauranten under os. Vi kom i forgårs, valgte at flyve hertil da alternativet var en halsbrækkende bustur på ca 20 timer (Ja, det ved jeg godt ikke er noget problem for familien Sandvei Hansen, meeen….). Tog en shuttle fra lufthavnen, -den vildeste tur vi har haft "so far" og Mikkel og jeg blev hurtigt enige om, at det nok mere var en rumraket end en bus vi kørte i. Bor på Best Western Dalat Plaza Hotel, -jep, temmelig kønsløst valg, men vi (læs jeg igen) trængte bare til at sove i en ordentlig seng (man er vel luksus-backpacker). Faktisk var det pudsigt nok også noget af det billigste vi kunne finde og hotellet ligger meget centralt. Selvom det er et Best Western, kan man nu godt mærke, at det er et vietnamesisk Best Western J Badekaret står skævt så der løber vand fra kanten og ned på gulvet når man tager bad, de glemmer at sætte toiletpapir på badeværelset (det ringer vi nu bare efter) og selvom hotellet tilsyneladende kun er et par år gammelt, har de ikke AC på værelserne. Det er nu ikke noget problem nu, for nætterne er ikke ulideligt varme og vi klarer os fint uden, men jeg kan forestille mig, at det er slemt om sommeren. Drengene synes at det er det vildeste luksus-hotel (ja, der skal heldigvis ikke så meget til) og fik meget hurtigt stjernenykker. Brudstykke fra samtale første morgen, drengene sidder med deres nintendoer i sengen:

Mig: "Tager I lige tøj på, så vi kan komme ned og spise morgenmad!"

Mikkel (kigger ikke op): "De kan bare komme med morgenmaden til vores værelse"

Tobias (kigger heller ikke op): " Ja, for det står der i dén brochure på bordet. Så vi skal bare ringe til dem"

Anders havde jo forberedt os på "kulden" her i bjergene så vi havde pakket vores "varme" tøj, dvs lange bukser og fleece trøjer øverst i rygsækkene. Temperaturen er dog ligesom i Hoi An ca 27-28 grader om dagen men falder til 19-20 grader om aftenen. Luften er dog ikke så tung som i Hoi An, men mere frisk (når man ikke lige går midt i byen hvor der altid stinker af udstødningsgasser fra de mange motorcykler).

Dalat er for vietnameserne hvad Paris nok er for os. En by som mange vietnamesere tager til på deres "honeymoon", og de der ikke gør det, drømmer om en dag at komme hertil. Helt hvad der gør den så eftertragtet har jeg dog ikke helt fattet, -men jeg er jo også bare en dansker fra Fyn. Dalat er kendt for dens store produktion af kaffe, vin, grøntsager, frugter og blomster. Hvor vi før så rismarker overalt, er de nu afløst af gartnerier, drivhuse, kaffeplantager og marker med diverse grøntsager. Det der har drevet os hertil er ønsket om at opleve en anderledes del af Vietnam end den vi ville se hvis vi havde fulgt kysten til HCMC. Vi kan også mærke, at vi har valgt en anden rute end den de fleste vælger. Endnu engang er vi blevet genstand for enorm opmærksomhed fra de lokale og Tobias må nok engang posere flere gange dagligt med enten forretningsfolk med armen om ham eller sågar en lille vietnamesisk baby i armene mens der "skydes" med kameraer og mobiltelefoner. Mikkel har stemplet HELT ud og vil slet ikke være med til det og det bliver heldigvis respekteret. Derimod er det nogle gange svært at forhindre at der bliver rørt ved dem. Ældre kvinder nærmest kaster hvad de har i hænderne og løber over til dem for at røre deres arme, knibe deres kinder eller give dem et kys på kinden. Og det er ikke kun kvinderne der vil røre ved dem eller kysse dem!

I går brugte vi det meste af dagen i byen. Gik på markedet hvor de lokale kommer ind med alle de varer der dyrkes i området. Vi tog en svævebane hen over skoven til en pagoda hvilket var en sjov oplevelse for drengene og om eftermiddagen besøgte vi det "skøre hus", tegnet at en lokal kvindelig arkitekt, Mrs. Dang Viet Nga. Hun er meget inspireret af Gaudi og det ser man tydeligt når man besøger hendes hus. Det er som at komme til en fantasiverden, med mærkelige bugtede trapper op og ned. Huset skulle symbolisere et enormt træ med grene der folder sig ud fra stammen. Det var en fantastisk oplevelse og skønt at "fare vild" i det mystiske hus. Mrs Nga har også tegnet et andet hus der blev kaldt "House with 100 roofs" men det gik på "mystisk vis" til i en brand da Peoples Commitee syntes at det så antisocialistisk ud. Efter at hendes far, Truong Chinh, efterfulgte Ho Chi Minh på posten som Vietnams 2.præsident har hun dog ikke haft flere problemer med myndighederne!

I dag blev vi hentet af Buddah og hans svoger (der har en bil) klokken 9 ved vores hotel. Buddah er en lonesome cowboy vi mødte på gaden i går som lever af at køre turister rundt til det de nu har lyst til. Han er 54 år og har derfor været dreng under The American War, som krigen naturligvis hedder her. Han er uddannet ingeniør og arbejdede i en del år i et russisk laboratorium og har efterfølgende undervist i matematik. Han er ugift, for som han siger: "No money, no honey" og "No woman, no cry"! Han tager sig af sin gamle mor på 90 år og det er han ene om, for selvom han har to søstre, så er de jo gift og her i landet flytter pigerne hen til deres nye mands familie efter brylluppet og tager sig af svigerforældrene når de bliver gamle. Så mange vietnamesere kommenterer at jeg er ekstra heldig da jeg har to drenge. Buddah er et fantastisk charmerende væsen og så er han god til engelsk (og det er der ikke mange vietnamesere der er). Øgenavnet, siger han, er fordi han er lille, glad og tyk med et godt hjerte! Ham har vi så brugt hele dagen sammen med og det har været en kæmpe oplevelse! Vi har besøgt kaffefarme hvor de producerer den vietnamesiske udgave af den kendte indonesiske "kopi luwak". Dvs. at de fodrer lækatte (Hermeliner) med kaffebønner der så, efter helt almindelig naturlov, vandrer gennem kattens tarmsystem for til sidst at komme ud som det drengene betegner som en "kaffepølle". Efter sigende skilles bønnerne så fra resten af kattens fækalia (og der er ikke meget andet end bønner) og ristes til det der sælges som Dalats dyreste kaffe, Weasel Coffee. Det skulle vi selvfølgelig smage. Ikke nogen udsøgt oplevelse, men nu kan vi da altid sige, at vi har smagt det J

Når vi nu snakker om mærkelige ting man kan spise, så bliver jeg lige nødt til at fortælle om mine to små opdagelsesrejsende. For det er de virkelig, -ikke mindst udi det kulinariske! I går spiste Mikkel og Tobias grillet myresluger til frokost og efterfølgende grillede hønsefødder til aftensmad! I dag smagte de risvin der stod og gærede i en lerkrukke hos en bonde i en mindre landsby og senere spiste de silkeorme på et sted hvor de producerede silke. Ja, vi oplever og oplever og oplever og er alle fire trætte om aftenen. Klokken er nu 22, drengene sover og Anders har lige åbnet sin "navlepiller"-bog, Sahir af Paulo Coello. I morgen skal vi ud på nye oplevelser med Buddah inden vi, i overmorgen, tager bussen videre til Ho Chi Minh City. Ahh, det er skønt at være på ferie!

Mange knus fra os alle J

Ps. Glemte helt at fortælle at vi besøgte en lægeklinik i den lille landsby hvor vi snakkede med bonden der lavede risvin. Klinikken var åben og der var to sygeplejersker der ikke lavede dagens gode gerning (selvfølgelig fuldstændigt uhæmmet hvinende af fryd da de så drengene). Ingen patienter og ingen læge, for han havde fri i dag! Det kunne aldrig forekomme i DK at lægen kunne holde fri en tirsdag fordi der INGEN patienter var…nej, der er vel altid nogen der skal have skyllet ører…. J