Siem Reap. Cambodia. Sidder på tagterassen på vores lille hotel. Vi har lige spist morgenmad heroppe, det lufter en del i dag, skønt. Tobias sidder og skriver dagbog og Mikkel laver opgaver i sit Peter Pedal-hæfte. Min kaffe er blevet lunken. Er begyndt at holde af "Vietnamese coffee", -den har en speciel sød aroma selv uden sukker og i begyndelsen var den ikke noget hit, men nu er vi efterhånden ved at have fundet hinanden. Det er længe siden jeg sidst har skrevet og det stiller store krav til min hukommelse, da vi har oplevet en hulens masse siden sidste blog!

I Saigon mødtes vi med Anders´tidligere vietnamesiske kolleger, Lam, Le Son, Tram og Tao og det var et meget glædeligt gensyn! Der blev udvekslet en masse røverhistorier og Lam lagde ikke skjul på sin store fornærmelse over vore (ifølge ham) ALT for korte ophold i Vietnam! Tobias og jeg snakkede en del om Vietnams historie og særligt krigen med amerikanerne der kostede livet for flere millioner vietnamesere men også for mange amerikanere. Vi besøgte War Remnants Museum i Saigon, der i billeder skildrer krigen meget objektivt fra såvel en amerikansk som en vietnamesisk synsvinkel. Det var hård kost, særligt for mig, der flere gange måtte koncentrere mig for at kunne fortælle og forklare og ikke bryde ud i gråd over de forfærdelige ofre dén krig har ført med sig. Tobias var meget interesseret og har heldigvis nemmere ved at distancere sig fra billederne. Vi snakkede meget om Agent Orange, det Dioxin holdige stof der blev sprøjet ud over store dele af landet under den sidste del af krigen. Knap 100 millioner liter Agent Orange. Det har forurenet landjorden over store dele af landet og flere generationer er blevet påvirket med dødfødsler og vanskabte børn til følge. De efterfølgende 2 dage blev brugt på at besøge den nordlige del af det enorme Mekong Delta samt Cu Chi tunnellerne hvor Viet Cong gemte sig for de amerikanske og sydvietnamesiske styrker. Over 200 km tunneller har de gravet med skeer under krigen! Her kunne de gemme sig om dagen og komme frem om natten. Vi fik vist hvilke forfærdelige fælder de kunne lave ud af dele fra amerikanske bomber og spidse bambusgrene, -simpelt men effektivt!

Den 21. tog vi bussen til Phnom Penh. Grænseovergangen gik rimelig smertefrit og seks timer senere ankom vi til Phnom Penh i Cambodia. Straks efter grænsen var det tydeligt at se at vi var kommet til et noget fattigere land. I Vietnam var selv det mindste stykke land opdyrket med ris eller anden afgrøde og langt de fleste huse er bygget af sten. I Cambodia bor over 80% af befolkningen på landet og på trods af dette er der meget jord der ikke er dyrket og her er meget tørt. De fleste på landet bor i faldefærdige træhuse på pæle, -stenhuse er forbeholdt de rige i byerne. Vi havde egentlig ikke de store forventninger til PP og regnede med, at det ville være en støvet, grå, grim og fattig by med en masse tiggere. Det sidste passede men PP er alt andet end grå, grim og fattig. Det er en flot, farverig by med dejlige mennesker! Vi blev overfaldet af tuk tuk chauffører da vi steg af bussen og da det viste sig, at der var fuldt booket på det hotel vi havde regnet med at bo på, lod vi (meget skeptiske) vores chauffør køre os til et lille hotel han kendte. Det viste sig at blive det bedste sted vi hidtil havde boet, -meget centralt, rent og pænt og så endda med en lille pool på taget. Og det til blot 21 US! Drengene var i himlen!!

I Phnom Penh besøgte vi Tuol Sleng fængslet, også kendt som Security Office 21 (S21). Bygningerne var engang en skole, men da Pol Pot kom til magten den 17.april 1975 blev det omdannet til et forhørs og torturs fængsel. Ca. 20.000 mænd, kvinder og børn er blevet "forhørt" i dette fængsel inden de efterfølgende blev kørt til Killing Fields udenfor byen og slået ihjel. Der var kun 7 overlevende fra fængslet, 2 er fortsat i live i dag. Pol Pot skabte med sin Khmer Rouge et rædselsregime styret af uuddannede børn og voksne fra landet. Målet var at skabe et uafhængigt land, -et bondesamfund hvor alle var ens og ingen ejede noget. Umiddelbart efter den 17.april 1975 blev Phnom Penh ryddet for indbyggere. De der boede i den nordlige del blev sendt nord for byen, de der boede i den sydlige del blev sendt syd for byen o.s.v. Hvor man blev sendt til afhang således fuldstændigt af, hvor man opholdt sig på dette tidspunkt. Hele familier blev opsplittet og mange så aldrig hinanden igen. Der var kun brug for folk der kunne dyrke jorden. Folk med uddannelse kunne ikke bruges og blev anset som en trussel mod regimet. Læger, advokater, lærere, ingeniører blev alle slået ihjel. Det betyder også at det har været enormt svært for landet at komme på fode igen efter regimet blev væltet af vietnamesiske styrker i 1979.

At gå rundt på den tidligere skole hvor selve begivenhederne havde fundet sted, var en meget barsk oplevelse. Ikke fordi der var en masse at se, -faktisk tværtimod. Bygningerne stod fuldstændigt som de var blevet efterladt i 1979, med de rå kolde vægge og gulve. I de større klasseværelser var rummet blevet delt i flere mindre celler af 1X2 m og i det sidste rum, hang der stadig en gammel grøn skoletavle på væggen som eneste vidne om hvad bygningen oprindeligt havde været brugt som. I nogle af rummene var der, langs alle væggene, billeder af de fanger der havde siddet i fængslet måneder inden de blev dræbt. Der kommer stadig folk til fængslet som leder efter slægtninge de aldrig så igen.

Da vietnameserne rykkede ind og fjernede Pol Pot fra magten i 1979, fandt man efterfølgende knap 9000 lig begravet lidt udenfor Phnom Penh. Både mænd, kvinder og børn. Der var på dette sted 129 massegrave, de største med op mod 500 mennesker. Efterfølgende er der fundet tilsvarende massegrave mange andre steder i landet. Vi besøgte også disse Killing Fields udenfor Phnom Penh og det var uhyggeligt at se, at der fortsat dukker tøjrester og menneskeknogler op ad jorden når det har regnet. Det er det værste sted jeg nogensinde har besøgt og jeg skammer mig over, at resten af verden bare så til da store dele af Cambodias befolkning blev udryddet. Problemet på det tidspunkt var, at Vietnamkrigen netop var afsluttet og ingen ville røre området med en ildtang! Hmmm….eller måske havde vi bare ingen interesse i landet? Lidt ligesom Nordkorea, som man måske med rette kan kalde vor tids Kampuchea?

Nå, nok om Cambodias grumme fortid. I dag er det et smukt, spændende land med en befolkning der kæmper en brav kamp for at komme sig ovenpå en tragisk fortid. Og alle har mistet, -det er man sammen om. Der er dog ingen bitterhed. En mand fortalte, at det ikke betaler sig at hævne, for hvad får man ud af det. De vil hellere se fremad end tilbage.

Efter 4 dejlige dage i Phnom Penh, tog vi bussen 6 timer nordpå til Siem Reap. Vi kunne vælge mellem 2 busser, -den ene kostede 5,50 US og den anden 12 US. Jeg spørger naturligvis om det så ikke betyder, at den til 12 US er meget bedre. Nix, får jeg at vide. Det er den samme type bus, -gode sæder og AC, men den billige er der mange lokale der tager og den anden, mange kinesere! Hmm…jeg kan bedre lide lokale cambodiere end kinesere (og mine efterhånden blitz-blændede drenge orker heller ikke flere kinesere), så det bliver den billige. Afgang til tiden, -fin start. Gammel ramponeret bus, men OK og heldigvis er det ikke vores motor de står og kigger undrende ned i, men derimod nabobussen. Også meget godt. AC´en virker. I hvert fald til at starte med, men efter et par timer giver den op og vi bumper derudad i en megavarm bus de sidste timer til en højlydt og skinger Cambodiansk fald-på-halen-komedie der kører på bussen ene fjernsyn. Til stor jubel for dem der kan forstå filmen og mindre jubel fra mig der i dén grad synes, at støjen forstyrrer min forsvinden ind i "Karitas" verden (tak for lån mor).

Vi kommer dog godt frem til Siem Reap (og endda nogenlunde til tiden) og får indlogeret os på et skønt lille hotel i udkanten af centrum til 35 US pr nat.

I går var det min (22 års) fødselsdag og den var fuldstændig fantastisk! Startede dagen monster tidligt med at stå op før solen og i nattens mulm og mørke kørte vi med Mr.Heng i hans "Audi" tuk-tuk ud til Angkor Wat for at se solopgangen over det enorme tempelkompleks. Det er en noget surrealistisk oplevelse at køre derud før solen står op. Byen er helt stille på det tidspunkt, bortset fra en masse tuk-tuk´med turister. Alle med samme bestemmelsessted kører man nærmest i kolonne ud af byen og ind i junglen for efterfølgende at gå et par hundrede meter med lommelygte inden man sætter sig og…venter. Venter på at solen står op. Og når det så stille og roligt begynder at lysne og solen står op mellem tårnene på verdens største hellige tempelkompleks, så ved man lige præcis hvorfor det var helt ok at stå op kl 4.30. Det kan ikke beskrives, -jeg føler mig bare meget, meget heldig.

7 timer, og blot en lille del af Angkor, senere er vi for varme og drengene for trætte til at fortsætte opdagelsen på dette enorme tempelområde. Poolen kalder. Hjem og bade. Om aftenen spiste vi fuldstændig fantastisk (og latterligt billig) mad på en restaurant der lå udenfor byen, -ud af en hullet jordvej. Vi ville ALDRIG have fundet dette sted selv, -al magt til internettet og Tripadvisor! Anders siger til tjeneren at vi er ude for at fejre min fødselsdag og valgte deres sted da det er nummer 1 på TA og jeg bliver efterfølgende forkælet med gratis cocktail J Da vi skal til at betale går al strømmen pludselig, musikken stopper og der bliver bælgmørkt. Det har vi efterhånden vænnet os til, for det sker alle steder, flere gange om dagen og varer som regel højst et par minutter. Denne gang har strømafbrydelsen dog en anden årsag for pludselig kommer personalet syngende med en tallerken frugt hvorpå der i midten (i en skål ris med chili?!) er placeret et tændt stearinlys. Både personale og gæster synger "Happy birthday", jeg puster og vupti så kommer musik og lys tilbage!

I dag har været en "slapper-dag". Vi har været på markedet inde i byen, spist is og drukket frugtshakes og så kunne drengene ikke klare mere end at tage hjem til poolen. Jeg blev i byen og fik endnu en manicure og pedicure, for i morgen flyver vi til Kuala Lumpur og man kan da ikke komme til en moderne storby med grimme negle! KL bliver kun et kort stop inden vi i overmorgen flyver til Phuket og sejler derfra til Koh Yao hvor vi foreløbigt har booket 5 nætter på et lækkert resort på en øde strand! Må indrømme at jeg er lidt bekymret over hvad vi skal tage os til nu hvor vi har vænnet os til at "være på farten" hele tiden. Men det bliver nu også rart at komme heeeelt ned i gear.

Cambodia blev et kort visit for denne gang, men forhåbentlig ikke det sidste. Både Anders og jeg er faldet pladask for dette land med de søde og smukke mennesker. Er så småt ved at forberede en Cambodia-Laos-Burma-tur….. J

Mange knus fra os alle fire

Ps skulle hilse fra drengene og sige at vi nu også har spist grillede taranteller (ikke nogen udsøgt fornøjelse) og røde myrer.

Mikkel: "Mor? -ham Hot Pot, han var en meget ond mand, ik´?"

Mig: "Jo, skat, -men han hed nu Pol Pot"