Endelig er vi tilbage foran computeren, efter en weekend i Ntoma længes man virkelig efter at få noget kontakt til omverdenen, man er fuldstændig isoleret så det følelse virkelig som en luksus og være tilbage her på internettet og blive opdateret med de seneste nyheder. Vi håber i også er klar til endnu en omgang nyheder her fra Afrika, nærmere betegnet Ntoma.

Weekenden den 26-28 tilbragte vi i casa Kasper, han havde sendt Line og Vibeke på Ø-safari, så da chancen bød sig sagde vi ja tak til at bo gratis i byen en weekend. Den oprindelige plan lød egentlig på at vi skulle have en stille og rolig weekend, ovenpå en masse hektiske weekender med Andreas ved roret, så vi virkelig frem til bare at gå på markedet hygge os og se soldater kammerater med Kasper. Kasper havde lovet at tage os med ud at spise, så vi var på indisk ejet hotel med restaurant, "Walk Gard", og fik for første gang kylling. Vi gentog endnu engang succesen med at gå hjem i bulder mørke, og nåede endnu engang hjem i sikker behold. Der var gjort klar til kortspil og vi havde købt lidt rødvin vi kunne hygge med. Men to flasker rødvin blev ret hurtigt drukket og de smagte uheldigvis af mere, men uden sprut i huset måtte vi sende bud efter sprutraketten, i den afrikanske udgave sprut stafetten i form at Kasper bag på en "Piki Piki" på jagt efter nærmeste sted at købe mere sprut, stedet blev "Lina's" hvor han fik fat i en flaske whisky, som også endte med at blive drukket, hvilket resulterede i en utrolig fuld aften, med mange pinlige afsløringer. Hvorfor virker legen "jeg har aldrig" altid som den fedeste ide når man er fuld?

Lørdag vågnede vi selvfølgelig op til tømmermænd, hvilket bestemt ikke kan anbefales i Afrika, vi hang mildest talt i bremsen stort set hele formiddagen. Omkring middag fik Ulla og jeg slæbt os selv ned på markedet, hvor vi fandt os en lille salon hvor vi fik ordnet vores negle, 30 min forkælelse for 20kr. det var ren luksus og man glemte for et øjeblik man var i Afrika. Efter at have fået penslet tåneglene henholdsvis røde og guldfarvet gik vi mod markedet, og følte os lidt som ægte afrikanere. På markedet gik vi på jagt efter stof, og en sy kone, og det hele resulterede i at Anne fik bestilt sin første afrikaner kjole. Det var ret sjovt at forsøge at forklarer en sy kone, der ikke taler et ord engelsk, hvad det er man gerne vil have, men jeg tror vi nåede frem til en eller anden form for enighed. Senere stødte vi til Kasper, der var et ynkeligt syn, tømmermændene havde for alvor sat ind hos ham, og det skulle ikke gå vores ører forbi. Han var simpelthen så sølle og havde så ondt af sig selv af det næsten ikke var til at holde ud og hører på. Men vi fik da slæbt ham med på "Kolping" hvor vi fik vores hidtil bedste måltid i Afrika. Efter et lækkert måltid mad gik turen hjem til Kasper hvor den stod på film og afslapning og så på hovedet i seng.

Søndag kom Vibeke og Line hjem fra Ø-safari, så vi måtte på hotel, hvilket betød varmt bad. Det var bestemt ingen dårlig dag, med afslapning og varmt bad inklusiv shampoo. Det lyder sikkert ikke af meget, men hernede er det virkelig ren luksus. I Ntoma er vi vant til kolde bade, så man vænner sig hurtigt til at lugte lidt mere end normalt, for der er altså bare længere mellem badene når vandet er iskoldt.

Mandag havde vi en date med Line og Vibeke på "Goverment Hospital" de havde lovet os en rundvisning omkring på hospitalet, så vi fik for en dag lov at lege medicin studerende, hospitalet er nemlig ikke så meget for gæster, medmindre man er medicin studerende. Vi var dog lige ved at afslører os selv da en lidt for interesseret læge begyndte at spørge ind til uddannelsen, vi undskyldte os dog bare med at vi kun var 1. års studerende. Goverment hospital er et rigtig stort og efter forholdene godt hospital, dermed ikke sagt at vi ville lade os indlægge, men det fungerer fint for afrikanerne. Forholdende er selvfølgelig ganske anderledes end i Danmark, fødegangen er 3 senge ved siden af hinanden, hvor kvinderne ligger total nøgen og presser om kap. Alt hvad der bliver brugt af lagner og håndklæder skal kvinderne selv medbringe og efterfølgende selv sørge for at vaske og tage med hjem, for efter sådan en fødsel har man jo ikke det mindste ondt. Røgten afdelingen er til gengæld i rigtig fin stand og lægerne kan rent faktisk finde ud af at bruge det, hvilket ikke lyder til at være en selvfølge. Generelt er forholdene bare anderledes og meget ringere end hvad vi er vant til i DK, men det imponerende er at afrikanerne får det til at virke med de midler de har, hvilket ikke er mange. Når midlerne ikke rækker her, sendes patienterne ofte til større hospitaler i Arusha og Daresalaam, dette gør sig dog kun gældende hvis man ved de pågældende patienter har pengene til det. Hvis ikke familiens økonomi kan bærer at bringe en patient under behandling undlader man ganske enkelt at fortælle patienten at der findes andre behandlingsmetoder, det kan virke barsk, men på den anden side skåner man familien, man kan tale om at leve i lykkelig uvidenhed.

Efter rundvisningen skulle vi lige et smut forbi markedet og handle det sidste og så selvfølgelig forbi sy konen og se til Annes kjole, som heldigvis var blevet færdig og så ud ganske som jeg havde forestillet mig, hvilket i sig selv er lidt af en præstation. Det er bestemt ikke sidste gang vi kigger forbi sy konen. VI betaler cirka 40 kr. for 2 meter stof, og så efterfølgende 60 kr. for at få kjolen syet, så det kan bestemt godt betale sig at få sit tøj syet hernede.

Den følgende uge på Ntoma blev Ulla syg, hun fik på trods af at have taget piller regelmæssigt, malaria. Det startede med at jeg følte mig uoplagt, og så blev det til sådan letter ubehag og til sidst til en influenza lignende tilstand, med opkast, diarré, ondt i kroppen og sådan. Det tog et par dage om at udvikle sig og til sidst fik Anne hevet mig men til den lokale læge. Han spurgte ind til mine symptomer og tog en blodprøve og konkluderede det var malaria, hvorefter han solgte mig hoste saft og kvalme piller, da jeg heldigvis selv har købt kuren i Bukoba ellers er det ikke godt at vide hvad han havde stukket mig på ærmet. Så Anne måtte klare tiden et par dage alene på børnehjemmet. Meget belejligt, kan man vel sige, skulle vi ikke undervise på Homecraft School i denne uge da pigerne har brugt tiden op til påske på at øve sig til koncerten de skulle deltage i fra onsdag til mandag. Onsdag kom Andreas forbi med sin familie og blev vist rundt på børnehjemmet, men det var et kort visit da de skulle videre til stranden (tidsplanen er stram når man følgers Andreas' ur) Fredag kiggede Katrine og hendes familie forbi, og Anne sørgede for de fik en rundvisning på børnehjemmet, de var som de fleste andre der besøger børnehjemmet, meget imponerede over forholdene, og havde indtrykket af at der virkelig blev taget hånd om børnene. Men det virker også lidt som om at når der er gæstet bliver personalet nærmest beordret til at sidde ved børnene, hverdagen er desværre en anden. Der blev også tid til et lille besøg i vores eget hus, hvor syge Ulla fik en hilsen med på vejen.

Lørdag havde vi set meget frem til at skulle med Margaret ud og hører Home craft pigerne synge, Ulla var heldigvis blevet nogenlunde frisk og kunne godt komme med. Vi kørte hjemmefra ved middagstid og skulle så lige et smut forbi Bukoba og samle et par svenskere op der også gerne ville med til koncerten. Da vi ankom til bestemmelsesstedet (som vi selvfølgelig har glemt navnet på) blev vi mødt af 20 meget glade piger der tog imod os med åbne arme og uddelte knus til alle, så følte man sig virkelig velkommen. Vi trådte en i noget der lignede en hal og følte os pludselig meget hvide, vi blev mødt af blikke fra cirka 1500 afrikanere, pludselig ville man ønske man var meget lille. Pigerne gjorde det rigtig godt, de havde virkelig gjort et stort stykke arbejde ud af at forberede deres nummer, og det gav pote, de endte på en 3. Plads ud af ca. 20, slået af nogen rigtig gode skoler, som fult ud fortjente deres placering. Efter koncerten var det spisetid for deltagerne, det var der tilsyneladende nogen af drengene der havde glemt, i hvert fald blev Ulla og jeg mildest talt overfaldet af en gruppe drenge der var meget interesseret i hvorfor vi var mødt op, selv havde de rigtig mange gode teorier, bl.a. at vi var kommet for at finde os en kæreste, da det ikke var tilfældet, havde de svært ved at se hvad vi så havde og gøre der. Meget typisk afrikansk opførelse, hvide piger er virkelig i høj kurs, og det mærker vi ofte. Vi er ligeledes blevet tilbudt ægteskab et par gange, men takkede pænt nej. Efter et par timer hos pigerne gik turen igen hjemad, vi blev hurtig enige om det måske var en lidt lang vej og kører for så kort tid, men alt i alt en rigtig spændende dag, om ikke andet hyggeligt at tilbringe tid med pigerne.

Påsken var jo som sagt over os, og vi havde indtrykket af at der virkelig blev gjort noget ud af det her i Ntoma, hvilket også var medvirkende til at vi valgte at bruge weekenden herude. Vi havde forstået det sådan at man efter kirke gik rundt omkring i byen og besøgte venner og bekendte, og man blev tilbudt lidt mad hist og her, nærmest som et kæmpe stort åbent hus. Så efter kirke, som var lidt af en oplevelse med blomster, balloner og blonder overalt, havde vi travlt med at komme hjem og bage kage og pizza (man kunne selvfølgelig have forberedt sig lidt bedre og gjort det i forvejen, men det ligger ikke rigtig til os, det er bedre at være lidt stresset) Men al stress var unødig, for man kommer åbenbart alligevel ikke helt så meget omkring, i hvert fald endte vi med at sidde med en masse pizza of chokolade kage og ingen gæster, øv øv, men vi fik nu en ret hyggelig eftermiddag ud af det alligevel, hvor vi donerede noget af pizzaen til de stakler der skulle arbejde på børnehjemmet i påsken og det blev de rigtig glade for. Bedst som vi havde opgivet alt håb om besøg kom Sister Margaret og svenskerne fra koncerten på besøg, så de fik smidt en masse kage og juice i nakken mens de fortalte om deres safari tur. De gør det hele lidt omvendt af os, starter med safari og rejser så rundt. Men efter at have lyttet til deres fortællinger øgede det bare spændingen endnu mere omkring vores egen safari tur som vi ser rigtig meget frem til, vi glæder os til at se mærkelige fugle og løver der nærmest slinger sig op af bilen.

Endnu engang en ordentlig omgang herfra Afrika, der er desværre meget mere at fortælle, men vi vil så nødig kede jer, så i må nøjes med highlights fra vores hverdag. Vi vil fortsat meget gerne hører fra jer, vi glædes ved alle de hilsner vi får, på trods af høje temperaturer, varmer det.

Tanker Ulla og Anne