Så er det vist ved at være et par uger siden vi har skrevet sidst, dette skyldes dog ikke at vi intet har oplevet tværtimod, der er simpelthen sket så meget at vi ikke rigtig har, kunne finde tiden til at få opdateret bloggen, men nu skal i nok få en alvorlig indsprøjtning med alt hvad vi går og oplever!

I Ntoma er alting dejligt, børnene er efterhånden blevet ret glade for os og vi føler faktisk at der er brug for os, for uden os ville deres dagligdag se noget kedelig ud, opmærksomheden fra personalet er ikke stor, vasketøj og rengøring har højere prioritet en børnepasning og stimulering. Mange af børnene er derfor understimulerede og bruger dagen på at lave den traditionelle rokken frem og tilbage, vi mener dog selv vi allerede kan se forbedringer hos mange af børnene, da de nu har vænnet sig til konstant opmærksomhed fra i hvert fald to blandt personalet. Der er dog desværre et tilfælde Isufa, en lille fyr der er blevet fuldstændig tabt, han er ude af stand til at holde øjenkontakt, eller nogen anden form for kontakt han sidder bare og kaster med hovedet og slår benene i jorden. Børnehjemmet arbejder dog på at få ham på et særligt hjem, for hvis han bliver her vil han muligvis være ødelagt for altid, så vi krydser fingre for den lille fyr.

Weekenderne bruger vi stadigvæk i Bukoba, det er skønt at komme til byen hvor der sker lidt mere end i vores egen lille landsby. Vi mødes meget med de andre volontører og hygger os, weekenden d. 12 - 14 brugte vi fx hos Kasper, vi besøgte Yuacho som er det børnehjem han arbejder på inde i byen, det specielle ved dette børnehjem er at det ikke er oprettet af kirken eller andre udefrakommende, det er en afrikaner ved navn Bibi der startede det i 1998, en meget bemærkelsesværdig kvinde. PÅ trods af sin høje alder og gigt i hele kroppen ville hun stadig give sin højre arm for de børn, hun gør meget ud at forøge deres livskvalitet og holde dem fra gaden. Om aftenen lavede vi mad hos Kasper, danske hakkedrenge med bløde løg, kartofler og næsten brun sovs, det er altså lidt af en luksus hernede, og i kan tro der blev smovset! Senere dukkede der pludselig et hold volontører op, Ole, Aron, Dominica, Malte og en skotte vi ikke husker navnet på, men denne spontanitet er også meget kendetegnende for Afrika, og den nyder vi godt af.

Vi sluttede weekenden ret tidligt og tog tilbage til Ntoma hvor der ventede os endnu en uge med, vasketøj, tørrer tis op og pusle om de små poder, vi er nu startet hos de store børn (1 -2 år) Som nævnt tidligere er vi jo også godt i gang med undervisningen på "Home Craft School". Vi sagde godt nok at vi var glade for lidt mere udfordring, men at pigerne skulle blive sådan en stor udfordring havde vi ikke regnet med. Til trods for at de alle drømmer om at åbne deres eget hotel eller arbejde indenfor branchen, vil de altså bare ikke snakke engelsk. Mange af dem er meget generte, og vores engelsk undervisning er åbenbart ikke super interessant, i hvert fald har vi været nødt til at stoppe undervisningen tidligere, da de ord der er blevet sagt på engelsk kan tælles på en hånd, meget frustrerende, men vi kæmper videre. Vi havde dog en lille aha og Jubii oplevelse i fredags hvor vi bad dem om at skrive et eventyr, det viser sig at hvis de har det på skrift først kan de sagtens fortælle om det bagefter, så det er klart vores hidtil bedste time med pigerne! P.E.eller på dansk Idræt går sådan nogenlunde, vi har fået lært dem at spille rundbold og dødbold, men så snart de har forstået spillet synes de at det er kedelige og forventer så vi står klar til at lærer dem en ny leg, på 1 ½ timer lærte vi fx at spille og forstå rundbold, dødbold, fangeleg og fodbold. Så man skal sørge for at have mange kort i ærmet for at underholde dem fra 16.20 - 18.00.

Weekenden den 19 - 21 startede allerede fredag hvor vi blev hentet af Øjvind og Kasper på motorcykel og efterfølgende skulle til farvelfest for Øjvind på Yuacho. Men da vi først skulle ankomme kl. 16. Fik vi tid til at besøge Ntoma beach som viser sig at være total Bounty strand, nej hvor var det lækkert, det er helt sikkert ikke sidste gang vi kommer der. På vejen mod Bukoba stoppede vi, Øjvind havde et vandfald han gerne lige ville vise os, og hvilket vandfald. Inde midt i skoven lå en dejlig lille oase med det flotteste vandfald, Øjvind fortalte de havde badet der et par gange, og det var da også superfristende hvis ikke lige det var for Bilhachi, som er en bakterie der kommer ind igennem huden og æder din lever. Øjvind turde godt tage chancen, men vi springer bare over i denne omgang! Da vi nåede frem til Yuacho blev vi budt indenfor i Saddaths og Violets hjem, Saddath er søn af Bibi som ejer stedet. Her fik vi så lov at sidde cirka 2 timer, for vi er jo " On African time"så festen startede selvfølgelig ikke før kl 19.15. Men festen var bestemt værd at vente på, Øjvind blev virkelig hyldet og man forstod virkelig at han har gjort en forskel på Yuatcho.Der blev holdt taler, sunget sange og børnene opførte et teater om børn der lever på gaden, Øjvind fik ligeledes en masse fine gaver med på vejen og hans musikklasse imponerede med at optræde med de sange han har lært dem bl.a. "kvinde min", "we will rock you" oversat til "we are Yuatcho" og Beatles" oh i need you love babe". En super underholdende aften i rigtig godt selskab.

Ovenpå en meget begivenhedsrig fredag skulle man måske synes lørdag var en afslapningsdag,men lørdag blev bestemt ingen hviledag. Der var nemlig endnu en farvelfest for Øjvind, denne gang i casa Andreas. Øjvind havde skudt på han havde inviteret imellem 50 -100, det holdte dog ikke helt stik, selvom vi dog var rigtig mange mennesker, Saddath og Violet, Raztafarierne, den lokale købmand Hussein og mange mange flere. Dette såkaldte bring and share party endte med at have et overdådigt tag selv bord, med alt hvad hjertet begærer og maven savner, pizza, spagetti og kødsovs, hotdogs, muffins, kanelsnegle, brunsvirre, gulerodsboller osv. Det var virkelig stedet at være. VI tilbragte hele dagen i haven, sad på tæpper og drak øl. En herlig blanding af mange forskellige nationaliteter og religioner gav grobund for en rigtig dejlig fest. VI sluttede hos Andreas kl. 23.00 og gik derefter videre mod "Lina's "Bukoba's eneste, og meget omtalte natklub, vi startede med at bestille lidt mad, men vi burde have vidst bedre for efter 1½ times ventetid fik vi vores mad, og stemningen var derefter ikke til diskodans, Andreas maste ganske enkelt dansetrolden med sine enorme Ecco sandaler (:

Søndag var planen egentlig at tage tilbage til Ntoma efter en hurtig morgenmad, denne plan fik Emilie dog hurtigt ændret da hun inviterede os til Mugeza, som er landsbyen hvor hun bor, cirka et kvarters kørsel fra Bukoba. Emilie er volontør fra København og underviser på en skole for døve børn, og det var derfor et tilbud der var svært at sige nej til. Søndag gik mest med at slappe af, fjante og lave en lækker lækker pizza + pizzasnegle, pizza har aldrig smagt så godt, vi sluttede dagen af med en film og gik derefter til ro.

Mandag gik vi lidt i Emilies fodspor, vi var med i undervisningen, hvilket var utrolig spænende. Emilie er virkelig dygtig til det med tegnesprog, vi var begge meget imponerede og samtidig også frustrerede over at vi ikke kunne kommunikerer med børnene, der så ihærdigt prøvede at fortælle os noget. Senere på dagen stod den på sport, og vi fik lov til både at være med til at spille fodbold med drengene og sjippe med pigerne, en rigtig dejlig dag på døve skolen. Inden vi skulle tilbage til Bukoba og derfra videre til Ntoma havde vi lovet og hjælpe Emilie med at brænde skrald, hvilket ikke er helt så kedeligt som det lyder, og heller ikke lige så nemt. Den kære københavner døbte sig selv " king of fire" men Emilie havde mere helt med at dræbe ilden, så vi så os nødsaget til, meget uafrikansk, at bruge brandbarvæske, til stor morskab for de omkringværende afrikanere, sikke en dag!

Tirsdag var vi tilbage på Ntoma, hvor Kasper inviterede sig selv på middag, da Line og Vibeke (de to piger han bor med) skulle ud og spise med Andres, og Kasper jo nødigt skulle lave mad selv. En middag endte med at blive til et spil kort, som endte med at blive til pandekager og som til sidst endte med at blive til en overnatning, da det ikke er forsvarligt at køre fra Ntoma til Bukoba når det er mørkt.

Onsdagen regnede det igen og Kasper blev lidt tid da de kære jordveje er helt umulige i regnvejr, hvilket "uheldigvis" resulterede i at han både fik middagsmad og ny bagte boller inden han kunne køre hjem. Han fulgte os rundt på børnehjemmet og så hvordan vores hverdag er.

Torsdag var vi vidne til det klammeste vi hidtil har oplevet på Afrikansk jord, Anne er dog sikker på det er det klammeste hun har oplevet i det hele taget. Der var bogstaveligtalt liv i Annes tå. Bulen på siden af hendes tå, hun troede stammede fra en nedgroet negl, viste sig at være en lille larve der, der havde udruget små biller under huden, og som nu kravlede rundt om Annes negl. Vi fik et chok og var helt paniske, da hospitaler og læger er mere end 20 km væk og det var mørkt. Ulla Greb håndsprit, pincet og pandelampe og Anne fik et tæppe i munden og så var det ellers bare at bide tænderne sammen, mens vi foretog en mindre medicinsk indgreb og fik efter længere tids asen og masen larven, der sad godt fast, ud! Tåen blev badet i håndsprit og vi håber det er sidste gang vi skal opleve dette.

Vores resume endte vist med at blive et referat, men når man først kommer i gang er det svært at stoppe igen, vi håber alle har det godt hjemme i DK, kilder fortæller os sneen endelig er ved at være væk og temperaturen nærmere sig +7, så det er jo ligeved at være sommer.Her i Ntoma har vi haft en del regn på det sidste, hvilket ikke er så mærkeligt, da det jo er regntid, men vi håber snart solen kommer.

Varme Tanker strømmer mod Danmark fra en fjern beliggenhed et sted i Afrika.