Så er der endnu engang nyt fra Ntoma, nærmere betegnet Bukoba. Den sidste uges tid er gået glimrende, vi har kun haft en enkelt en solskoldning, en madforgiftning, en omgang tømmermænd at bøvle med, så alt taget i betragtning må det siges at have været en god uge.

Vi startede ugen med et besøg af Kasper, han arbejder cirka 2 timer om dagen, men havde alligevel fået lov at holde påskeferie, der er nogen der har det lidt for let. Med Kasper kom solen, hvilket vi ikke tror på kan hænge sammen på nogen måde, men om ikke andet var vi glade for lidt solskin så vi tog eftermiddagen fri, hoppede i vores bikinier og smuttede en tur til Ntoma Beach. Turen foregik bag på en piki piki, hvilket ikke er helt så let som det lyder, for vejene herude er smalle og utrolig dårlige at kører på, og ikke nok med det så rendte vi også inde i en flok køer som vi var nødt til at zig zagge imellem, men vi tog det med som en del af oplevelsen og nåede trods alt helskindede til stranden. Ntoma Beach kan ikke beskrives den skal opleves. Nærmeste betegnelse er vist Bounty Beach, bare uden en masse turister. Vi havde stort set stranden for os selv, måske lige med undtagelse af et par fiskere, der mærkeligt nok ikke kunne komme tæt nok på de let klædte mzunguer. Egentlig er det jo ilde set at man påfører sig så lidt tøj, Kasper var så venlig at fortælle os at hvis vi blev voldtaget i den mundering var det vores egen skyld, for folk antog os for at være ludere. Vi fik dog lov at ligge sådan nogenlunde i fred, måske med undtagelse af et par lange øjne fra fiskerne.

På trods af alle advarsler om den lille snylte "Bilhachi" der eftersigende skulle leve i Victoria søen, hoppede vi gladelig i Victoria søens klarer vand, og nød godt af at blive kølet ned, så må vi se om der om et par uger er en lille snylte der begynder og gnave i vores lever, der er i hvert fald bestilt tid til et tjek hos lægen når vi kommer hjem.Vi havde egentlig frygtet at vi skulle på gå ben hjem fra Ntoma Beach, en tur på halvanden times tid, men vi mødte en statsadvokat fra Arusha som sagde ja til at give os et lift, så slap de dovne hvide for at bevæge sig mere end højest nødvendigt. Det var også her vi første gang smagte sukkerrør, som er en meget mærkelig størrelse, saftig og søde tråde man tygger på og efterfølgende spytter ud, man kan nærmest se sukkerkrystallerne når man spiser dem.

Det var også efter denne dag den første ulykke indtraf nemlig en ret alvorlig sol forbrænding, der førte til kolde omslag, ingen nattesøvn og en nærmest lilla hud. Hvornår mon man lærer at respekterer solen og vigtigheden af solfaktor langt over 50. (Anne)

Ellers er ugen gået stille og roligt i Ntoma, torsdag var Mahamba og Eva til middag, sammen med deres barnebarn der holdte påskeferie hos dem hele ugen. Vi havde en rigtig hyggelig aften, med lækker mad og fik snakket en masse om Danmark kontra Tanzania som jo altid er "main subject" når man snakker med andre afrikanere. For dem er Danmark indbegrebet er alt hvad der er godt, og man sætter nærmest lighedstegn mellem det at være lykkeligt og bo i Danmark. Sådan har Eva og Mahamba det dog ikke, så det er rigtig sjovt at snakke med nogen der synes kulden er forfærdelig, danskere er isolerede og at Danmark faktisk er et ensomt land og at det hektiske liv vi lever er ganske skrækkeligt.

Fredag pakkede vi taskerne og så frem til en weekend i byen. Vi gik ned til vores piki piki hjørne og ventede på en dalla, der aldrig rigtig kom, så vi begyndte ligeså stille at gå ind mod byen i håb om at komme forbi en. Her var det så den anden ulykke indtræf, Ulla havde pludselig meget ondt i maven, hvilket vi tror må have været en madforgiftning, men heldigvis ville den hurtigt ud af kroppen igen, så det fik vi også klaret på vejen. ( Anne sender en varm tanke til hendes mave, der har opført sig ganske eksemplarisk på hele denne tur, overraskende nok. ) Da de første Dalla'er kørte forbi, lod vi dem bare passerer vi havde det egentlig meget godt med at gå, og inden vi fik set os om var vi gået næsten hele vejen til Bukoba (17km.) Vi måtte dog tage en dalla til sidst, da vi manglede vand og mad.

Lørdag er nok en af vores hidtil bedste dage hernede, vi brugte dagen på markedet fik manicure i vores efterhånden kendte salon, og gik egentlig bare og hyggede os. Vi spiste senere mad med Kasper og Ole og lånte Lydias bil og kørte så til stranden. Vi ankom med håndklæder, solcreme og bold, men måtte dog tage hjem uden bolden da en nævenyttig afrikansk ung fyr stak af sted med den, bedst som Ole havde givet de små børn lov at lege med den, han var ikke så lidt fræk. De prøvede uden held at fange ham, men vi satte en eftersøgning i gang, vi fortalte det endda også til de rare mænd med store pistoler og de skulle nok kigge efter ham. Hernede er det jo sådan at er du udråbt tyv har folket ret til at kaste benzin på dig og brænde dig på åben gade, det er sket hernede for 6 måneder siden cirka, og egentlig er det ikke okay, men på denne måde slipper politiet for papir arbejdet. Der er en vandre historie hernede om en tyv der blev tævet halvt ihjel, og da politiet fik ham indleveret blev de sure over man ikke havde gjort arbejdet færdigt, for nu kunne de se frem til en pokkers masse papirarbejde. Så vi krydser nu alligevel fingre for de ikke finder den unge mand.

Om aftenen var der lagt i ovnen til den helt store fest, vi skulle langt om længe besøge "legendary Linas" som vi har hørt så meget snak om siden vi kom. Vi startede hos Andreas, som ikke var hjemme men meget venligt havde udlånt sit hus til Ole. Her drak vi det meste af aftenen, lærte et par danse moves af Kasper, og gik efterfølgende lettere (læs: utroligt) berusede til Linas hvor festen var i fuld gang. Afrikaner er bare et venligt folk, eller også er det bare teorien om at hvide kvinder er eftertragtede, vi mindes i hvert fald ikke at vi tilbragte ret meget tid udenfor danse gulvet. At komme på Linas følelse lidt som at træde ud af Afrika og direkte ind i Vesten, det var et ganske gement diskotek, med musik, lys og røg. Bongo musikken fra henholdsvis Uganda, Kenya og Tanzania afslørede dog at vi stadig befandt os i Afrika. Dansen skulle man lige vende sig til, det hele ligger i hofterne og så svajer man nærmest bare fra side til side, nogen behøvede ikke engang en dansepartner, men blot et spejl og så hyggede de sig fortræffeligt. Anne traf en afrikaner som hun dansede rundt med det meste af aftenen, det venskab endte dog brat da han tilbød hende 2500 Tzsh. (8kr.) for en nat på hans hotel, heldigvis var Ole hurtig og agerede ægtemand. Dette havde tilsyneladende ingen effekt på afrikaneren der insisterede på at følge os hjem, vi fik dog rystet ham af til sidst da vi gemte os bag lågen ind til ELTC hotel, fulde mennesker er jo ikke super intelligente, så han valgte hurtigt og give op og gå hjem, heldigvis. Jeg burde måske have taget mig bedre i agt, Ole havde nemlig allerede tidligere fortalt os at cirka 80 % af alle kvinder på Linas er prostituerede, så var det måske ikke helt så mærkeligt et tilbud alligevel.

Næsten morgen kan i så nok regne ud, var den tredje ulykke over os, en ordentlig omgang tømmermænd. Det var nærmest helt uoverskueligt hvordan man på nogen måde skulle holde sig oprejst, men man for vel som fortjent når man drikker som et hul i jorden. Ole havde tilbragt en hård nat på badeværelses gulvet, men havde dog i løbet af natten fundet vej ind i sin seng, "Pole sana Ole".Ole mener dog ikke at kunne mindes denne oplevelse.

Denne uge på Ntoma er gået stille og roligt, der er dog enkelte highlights i ikke skal snydes for. Mandag lavede vi burger, hvilket var konge, burger har aldrig smagt så godt på trods af at kødkvaliteten var ringere end på McDonald's. Men det er med kød som det er med mange ting man spiser hernede, bare luk øjnene og kør det ind, og så lad være at tygge for mange gange på det. Onsdag tog Eva os med ud til en Secondaryschool hvor hun sidder i bestyrelsen. Systemet hernede er således at du starter i Preschool, som minder om vores børnehave, bortset fra at her skal børnene kunne læse, regne, skrive og stave lidt inden de kan fortsætte i skole, de skal sågar bestå en test for at komme videre i systemet, det medføre nogen ret gamle børnehave børn. Efter Preschool er der så Primaryschool hvor du går 7 år hvorefter du kan, hvis du består dine eksamener og har pengene til det forsætte i Secondaryschool. Her gå man 4 år, du kan dog udvide din Secondaryschool med 2 år og på den måde få adgang til universitetet, hvis du består og har pengene. Pengene er desværre ofte det der sætter en stopper for de fleste unge mennesker, et skoleår koster cirka 51.000 Tzsh, hvilket svarer til ca. 200 kr. På den Secondaryschool vi besøgte var der 450 elever hvoraf halvdelen er forældreløse, det vil sige de er afhængige af penge fra andre for at forsætte deres skolegang, og det er bl.a. det Eva står for, donationer og indsamlinger for at sikre at så mange af disse børn som muligt kommer i skole. Skolens andet problem er dernæst mangel på lærer, man tror det er løgn når man hører at 7 lærer er alt hvad man har til at undervise 450 elever i 9 klasselokaler, det er fuldstændig vanvittigt, men det fungerer tilsyneladende, mest af alt pga. hjælp fra ældre elever der endnu ikke er kommet ind på universitet. Skolen er i øjeblikket ved at udvide med to lokaler, men man forventer så også at der vil komme 100 nye elver til skolen inden for det næste års tid.
Vi blev vist rundt af Mr. Thomas som er skoleinspektør, han er bestemt en mand med humor (afrikansk humor, vel og mærke) Da han fandt ud af Ulla hedder Ulla slog han en høj latter op, Ulla betyder åbenbart "lytte/hør" på Kihaja (stamme sproget) hvilket Mr. Thomas fandt yderst underholdene. Joken var så sjov at den skulle fortælles til alle, men med 450 elever kan man måske godt forestille sig at denne joke blev lidt ensformig, det gjorden den i hvert fald for alle andre end Mr. Thomas. På trods af sin knap så gode humor, er Mr. Thomas en flittig mand, der virkelig gør et stort stykke arbejde, skolen er kun 5 år gammel men alligevel i konstant udvikling, med både nye toiletter(læs: huller i jorden), nyt køkken og som nævnt nye klasselokaler, ligeledes arbejder han på at få volontører til skolen for at aflaste den lille lærerstab en smule. Dejligt at møde endnu en af de få afrikaner der ikke bare sidder på sin flade og ser til, her er virkelig en mand der ikke bare tænker på sin egen men også på andres fremtid, en mand vi sent glemmer, og som sent glemmer Ulla.

Vi er for alvor kommet i gang med vores maler projekt over på børnehjemmet. Vi har efterhånden forvandlet to triste vægge til en undervands eksplosion i farver, med fisk, hajer, skjulte skatte og en sunken båd. Vi nyder at få lidt afveksling i hverdagen og på denne måde kan vi både være sammen med børnene samtidig med vi får noget arbejde fra hånden. Personalet virker meget begejstrede og beærede over at vi har sat tid og penge af til at gøre noget for børnene, og samtidig også for dem. Det gør rummet lidt mere indbydende at være i når der sker lidt på væggene, det virker knapt så meget som en fængsel og ligner mere et rum hvor der er plads til børn og leg. Vi glæder os meget til at se det færdige resultat.

Weekenden står på et besøg på et børnehjem med Eva i Kmondo, lørdag tager vi til Ndolage med Kasper og Andreas, søndag fodboldkamp eller kirkeauktion og mandag besøger vi kaffefabrikken inden vi igen vender tilbage til vores lille hjem i Ntoma, men alt det må i hører meget mere om næste gang vi kommer på bloggen.

Vi sender ofte en tanke hjem til Danmark og alt det vi savner, venner og familie, leverpostej og rugbrød og ikke mindst selve civilisationen, vi har ofte snakket om at vi ville slå ihjel for en bruser med varmt vand, et rent køkken, ris uden larver, hakket kød uden et eller andet der ikke kan kategoriseres og bus planer. Heldigvis har vi fået hård hud på både fingre og tæer og tager derfor det hele med som en del af oplevelsen, vi får i hvert fald rykket ved nogen grænser rent hygiejnemæssigt, og der skal meget til at chokerer os nu, så vi føler os på mange måder stærkere og klogere, og det er vel egentlig selve ideen med disse rejser at lærer sig selv og sine grænser bedre at kende, vi har i hvert fald fået rykket ved vores.

Tanker Anne og Ulla