Så er endnu en uge gået i Ntoma, selvom man knapt nok mærker tiden går så flyver den af sted, er ikke til at forstå vi snart har været her 2 måneder. Ugen er gået med at male, vi har fået færdiggjort vores første maleri og har påbegyndt et nyt, denne gang med afrikanske dyr. Det er dejligt at have lidt at give sig til når børnene sidder på potte, hvilket de desværre gør ret meget. Vi har regnet lidt på det, de sidder på potte cirka 6 gange i løbet af en dag, her sidder de i gennemsnit par gang en halv time hvilket altså vil sige de bruger 3 timer af deres dag på potten, det er altså ikke så mærkeligt de bliver lidt utilfredse sidst på dagen, når man efterhånden har været på toilet en fem seks gange i løbet af en dag. Man ville virkelig ønske der var noget at gøre ved det, og det burde man også. Men vi har været her i 2 måneder og det er altså måden det er blevet gjort på i mange år, og en del af deres kultur der er meget svær at gå ind og ændre på, lige meget hvor gerne man ville. Det er lidt det samme problem vi har med vasketøjet, man hænger tøjet op selvom man kan se det vil regne om 10 min. Når så det regner piller man det ned og hænger det op inden døre, når solen kommer igen bliver det hængt ud igen, for så igen til aften at blive hængt ind, i hvert fald det der er stadig er vådt. Vi vil her også gerne lige indskyde at vi jo ikke snakker om 2 snore med vasketøj, vi har cirka 100 snore at gøre godt med, og de er ofte fyldte, så der er ikke bare dobbeltarbejde men dobbelt op på dobbeltarbejde, men det er så svært at gå ind og ændre på noget der er blevet en rutine og den simple måde for dem at gøre det på, vi må bare væbne os med tålmodighed.

Da fredag nærmede sig begyndte vi for alvor at se frem til vores besøg på Kmondo børnehjem som er stedet børnene fra Ntoma kommer hen når de er klar til det, cirka i en alder af 2 - 2½ år. Hvis man nogensinde har været på en campingplads eller i et område med kolonihaver så har man et meget godt billede af det utrolig hyggelige børnehjem vi besøgte i Kmondo. Der var cirka 9 huse med 15-16 børn i hver i en alder fra 2 til 18, samlet på et relativt stort areal lige ned til søen, begravet i træer så man slet ikke kunne se det fra den store vej. Det var et super hyggeligt sted, hver hus har en "mor" og en "søster" som står for den daglige gang i huset, men ellers hjælper alle til. Der bliver taget varer på de små, og man har sådan en dejlig fornemmelse af at alle passer på alle, ligesom i en stor familie. Det var super dejligt at se at når børnene forlader Ntoma bliver der forsat taget varer om dem, de er på ingen måde overladt til sig selv, hjælpen er der, så længe de selv er villige til at arbejde for den. Det er nemlig således at der er en primary school knyttet til stedet, og så længe du passer din skolegang følger stedets regler og viser du er engageret, kan du få lov at blive på børnehjemmet indtil du er gammel nok til at tjene dine egne penge og få et sted at bo, eller læse vider, og dette er på trods af max alderen på hjemmet ellers er 18 år. Men ligesom alle andre steder er der her også nogen der vil ødelægge det for de andre, så der har været nogle trælse tilfælde med "mødre" der er blevet truet med tæsk af de ældre drenge, men stedet har heldigvis på dette punkt nul tolerance, one strike and out, hvilket virker helt fair, hvis de unge drenge ikke respekterer og værdsætter den chance der er blevet givet dem, er der mange andre forældreløse der står i kø for at gribe den. Et super spændende besøg, der endnu engang bød på en engageret afrikaner der virkelig vil det bedste for sig selv men bestemt også for sine omgivelser, det er projekter som disse der bør støttes op om, her ved man pengene havner i hænderne på nogle mennesker der virkelig vil børnene det godt.

Lørdag havde vi vores hidtil største oplevelse her i Bukoba, og ja så var det jo ikke engang i Bukoba. Vi var taget på tur med Andreas i Thomas og Tjua´s bil til Ndolage. Her ville Andreas vise os vandfaldet og hvis vi var heldige tage os med ned og bade under det. Vi havde hørt snak om stedet før, noget med stejle skrænter og 80 år gamle stiger der skulle klatres på og historierne talte sørme sandt. Vi endte på toppen af noget der sikkert ikke kan kategoriseres som et bjerg, men i vores verden på toppen af et lille bjerg. Her skulle vi først klatre på de 80 år gamle, nærmest lodrette, stiger, der lignede noget der ikke ville holde ret meget længere, men ned kom vi og det skulle vise sig vi skulle længere ned, ned, ned, ned. Derefter gik turen ind igennem det tætteste vi har været på regnskov, og her er altså ingen stier, så Kasper med panga og Andreas med masai kniv måtte skærer/hakke sig vej igennem lianer, buske og andet sjovt. Og samtidig med vi forsøgte at holde balancen skulle vi også lige undgå sommerfugle larverne der kravler ind under huden og ruger æg. Men det var simpelthen fantastisk og stå der midt i krattet og ikke ane hvad der var frem eller tilbage, op eller ned, stor stor oplevelse allerede her. Senere skulle det vise sig at blive endnu større, vi kom ud og klatre i træer og på store, våde, glatte sten inden vi nåede vandfaldet. Folk der har været omkring sådan et vandfald ved luftfugtigheden er høj, her så høj at vi på ingen måde havde behøvet badetøj, vi var rent ud sagt gennemblødte da vi nåede frem, men det rørte os ikke for vi stod foran et fantastisk vandfald med et fald på ca. halvtreds meter, så vi var ikke længe om at komme i badetøjet og så ellers bare af sted i vandet, og mens vandet piskede omkring ørerne på en, som om det var den vildeste syndflod, hvis vinden drev det faldende vand hen mod der hvor vi stod, "gav man lige sig selv lov til at stoppe op, og nyde at man er til", som Ulla så flot kan beskrive det. Vejen tilbage var den samme denne gang bare op, op, op og atter op. Vi sluttede dagen af med Kaffe i haven hos en meget venlig afrikaner hvis navn vi ikke husker, men hun havde en tam abe som var meget glad for at få besøg, særligt nok fordi vi medbragte ananas, men vi glæder os nu stadig til at komme ud og opleve fritgående dyr på Afrikas Savanne.

Vi har nu lige overstået weekenden d. 23 - 25. Fredag ankom vi tidligt til byen, da der var arrangeret farvelfest i Casa Andreas. Line og Vibeke der har arbejdet på Goverment hospital skal videre til Kilimanjaro og Emilie skal til Mwanza, så vi ville sende dem af sted med maner, hvilket vi bestemt også fik gjort. Vi havde en rigtig sjov have fest, med grill, lavet af vores helt egen FDF'er Andreas, lækker mad og en masse god vin. Vi havde en rigtig sjov aften med både mad-krig (endnu en dejlig ting ved havefester), kamera undervisning (som underligt nok ikke helt trængte ind) og så kom vi frem til en helt ny teori omkring gulerødder, sådan en bør man altid have bag øret, vi har dog ikke fundet frem til den egentlige funktion af guleroden, men vi er sikre på den nok skal blive nyttig en dag. Ulla og Ole lukkede og slukkede festen kl. 06.30, så det kan vist godt godtages for at have været en helt igennem vellykket aften.

Lørdag stod på ren afslapning, vi var en hurtig tur på havnen med Andreas, der er nu intet som frisk luft der kurerer tømmermænd. Derefter slog vi os ned foran computeren og så "Mirrors". En gyser Andreas sent vil glemme. Han havde godt nok sagt det ikke lige var hans type film, men at gå derfra og så til at stjæle Annes pude til at gemme sig bag, er der alligevel ret langt, men vi andre havde dog en del sjov ud af det og dertil gode billeder. Vi sluttede dagen af hos Line og Vibeke hvor vi spiste Pizza og fik ønsket dem en videre god tur rundt i Tanzania, derefter var det på hovedet hjem i seng efter en meget tåget tømmermænds dag, ganske som vi kender dem hjemmefra.

Søndag havde vi planlagt en Middags date med Andreas, vi syntes ligesom vi skyldtes ham lidt efter al hans hjælpsomhed hernede, så vi bestemte os for at kokkererer et festmåltid til ham. Men først skulle der bages hindbærsnitter, utroligt som man lærer at sætte pris på de små ting efter sådan en tur, men hindbærsnitter var altså denne dags helt store optur, og de endte med at blive rigtig gode, det blev godt nok jordbærsnitter, hvilket næsten var bedre, de blev i hvert fald spist med stor velbehag af både tyskere og danskere. Vi følte egentlig vi havde ret godt styr på aftensmaden, indtil vi fandt ud af vi skulle have en veganer til bords, så bliver mulighederne egentlig ret hurtigt begrænsede, men efter at have skrabet osten af et par tomater var vi på rette spor igen. Vi endte med at få lavet nogle rigtig lækre kartofler i ovnen, bagte tomater med kød fyld og ost, og så nogen uden kød til vegetaren og nogen uden både ost og kød til veganeren, en spændende forsamling vi var den aften, men der blev spist op og det må vi jo tage som et godt tegn. Vi endte aftenen på madrasserne på gulvet hvor vi så løvernes konge, en dejlig afslutning på en rigtig hyggelig dag.

I Dag mandag er det helligdag hernede, og vi tog en helt masse mennesker ud til der, hvor tyskerne Ole og Malte bor og arbejder, når de ikke lige som os holder weekend i Bukoba. Her skulle vi ud og klatre og se hvordan de bor og hvad de laver. Anne blev dog hjemme i huset da hun trængte til en dag for sig selv. Men det var en rigtig hyggelig dag, dog ikke med så meget klatring for mit vedkommende, men jeg bidrog dog til det det sociale sammenvær. Da de andre havde klatret færdigt på klippevægen gik vi tilbage til Ole og Maltes hus og fik lækker salat, nybagte boller og guacamole til middag. Malte og Ole underviser i brug og opbygning af vedvarende energi, så som solenergi og biogas komfur, så vi fik en rundvisning og lidt indsigt i hvad deres arbejde går ud på ude i landsbyen.