Profile
Blog
Photos
Videos
Hej Alle
Forholdsvist taet paa Darwin er der en kaempe stor nationalpark, der hedder Kakadu. For at komme her maa man have en firhjulstraekker, da vejene egentlig mere er hjulspor end egentlige veje. Man kan tage paa turer hertil for den beskedne pris af 1800 kroner for tre dage. Hmm, der er som om, folk proever at rive urimelige summer ud af lommen paa en hele tiden. Saa den faldt jeg ikke for. Da jeg saa et opslag paa en af byens mange opslagstavler (vigtigste informationskilde for bagpackere, der boer tjekkes minimum en gang om dagen) om samme tur for en langt mere rimelig pris, slog jeg til. Det var fire tyske fyre, der havde koebt en firhjulstraekker, som de rejste rundt i, og som nu havde bragt dem til Darwin, hvor de ikke rigtigt vidste, hvad de skulle lave, men hvor de gerne ville tjene nogle penge. Saa to af fyrene tog mig, Frank fra Frankrig og Peter fra Sverige med til Kakadu paa vores egen tur, hvor vi som betalende kunder var bosserne, der kunne bestemme lige praecis, hvad vi ville, og hvornaar vi ville det. Desuden havde de to tyske fyrer, David og Michael, vaeret der foer og kunne give gode raad om, hvad der var vaerd at se. Nice.
Paa vej til nationalparken krydsede vi en flod fyldt med krokodiller. Her tog vi paa en times baadtur, hvor de fodre krokodillerne. Det goer de ved at saette et stykke koed paa en snor. Naar krokodillen saa kommer, holder de snoren oppe i luften, saa krokodillen skal hoppe efter det. Ja, der er ingenting, der kommer gratis her i livet, og det kan de lige saa godt laere. I Darwin havde jeg jo allerede set de smaa krokodiller hoppe efter maden, men dette var den aegte vare. Nogle ordentlige sataner. Og vi var sygt taet paa, dog beskyttet af glassiderne paa baaden. De siger, at de store hanner har 70-80 kaerester og er de vaerste kaereste mishandlere. Det fik vi da ogsaa at se med egne oejne, da en af disse kaerester hoppede efter koedet, hvorefter hun blev angrebet af sin 6 meter mand, der selv ville have godbiden. Han havde kun et ben tilbage, de andre havde han mistet i kamp, men det goer aabenbart ikke noget, naar man er en krokodille. Han var stadig lederen i floden og kunne vinde en kamp mod enhver af de andre selv paa land, hvor manglende ben maerkeligt nok ikke er en ulempe. Sygt nok. Da vi var traette af at kigge paa krokodillerne hoppe, fodrede vi nogle fugle. De var paent store, og de kunne i hvert fald godt lide koed, saa jeg vil sige, at det nok var oerne (de eneste store koedaedende fugle jeg kender navnet paa). Der var rigtig mange af dem, saa det var da meget sjovt, men det slog nu ikke den store monsterkrokodille, som vi forresten fik til at hoppe en lille smule. Mere kan man jo ikke forlange, naar han vejer et ton.
Da vi ankom til Kakadu, gik vi en kort tur paa en lille sti gennem jungleagtigt landskab. Her saa vi massevis af store flagermus i traetoppene og et par lidt for store edderkopper (paa stoerrelse med en haand). De var dog ingenting i forhold til kaempe edderkopper, der efter sigende skulle kravle rundt her. Dem saa vi desvaerre ingen af.
Derefter koerte vi direkte til et sted kaldet Ubirr. Her skulle vaere nogle helt fantastiske malerier paa klipperne malet af aboriginals for sindsygt mange tusinde aar siden. Okay, klippemalerier er ikke min totale ynglingsting, men jeg havde laest saa meget om, hvor fantastiske de var, og hvor skoert de var placeret, saa man slet ikke kunne regne ud, hvordan aboriginalerne (eller hvad den slags hedder paa dansk i bestemt flertal?) havde baaret sig ad med det. Det var simpelthen for dumt og ikke spor imponerende, ikke engang selvom jeg virkelig proevede at se det fantastiske i det og tog de obligatoriske billeder. Bare fordi noget er helt vildt gammelt, bliver det altsaa ikke automatisk interessant. Og hvis det virkelig er saa gammelt, hvordan kan man saa kende historien bag, om jeg maa spoerge. Udfra et billede af en taendstiksmand med et spyd og en kurv kunne en af turguiderne fortaelle stolpe og stolpe ned om, hvem det var, og hvorfor han var blevet foreviget paa denne usmagelige maade. Hmm, det tror jeg maaske ikke lige, at turguiden kunne vide noget om. Og med hensyn til de skoere placeringer, var der kun et billede paa undersiden af et klippeudspring, der kunne have voldt aboriginalerne problemer. Ja, lad os vaere aerlige, aboriginalerne har jo ikke ligefrem opfundet den dybe tallerken, og jeg gaar ikke udfra at de opfandt stigen, men hvis de nu stillede 5-6 maend oven paa hinanden, kunne de uden problemer male loes selv her. Jeg var i hvert fald ikke imponeret.
Om aftenen camperede vi. Tre sov i tagteltet og to udenfor under aaben himmel. Tagtelt? Ja, det er et telt, der sidder fast paa taget af bilen, og paa 30 sekunder kan man lige klappe det ud og hive stigen ned. Saa klatrer man bare op og sover der paa taget af bilen. Skide smart, saa det skulle da proeves. Her sov jeg altsaa foerste nat med hippie Frank og Michael.
Dag nummer to var langt mere interessant. Foerst koerte vi til Twin Falls, et smukt vandfald, hvor turen dertil er mindst lige saa spaendende som vandfaldet i sig selv. Her forstod jeg virkelig, hvorfor det er saa vigtigt at have en firhjulstraekker i Kakadu. Vi koerte gennem hvidt sand, roedt sand og graat sand. Vi korte henover haard jord, sten og ind i mellem et lille vandhul. Men det sejeste var, da vi koerte gennem en rigtig flod med krokodiller, som vi dog ikke saa nogle af. Da vi kom frem til parkeringspladsen, skulle vi gaa et lille stykke hen til en baad, som sejlede os ned ad den krokodille befaengte flod til en bred, hvorfra vi kunne gaa hen til vandfaldet. Det var et virkelig smukt sted, og vandet saa saa dejligt ud, men da jeg ikke var interesseret i at blive angrebet af en krokodille, blev jeg paa kanten, hvor jeg svedte som et svin i den ulidelige hede. Men det skulle blive vaerre. Da vi kom tilbage til parkeringspladsen, gik vi af en sti, der foerte op paa toppen af vandfaldet. Aah gud. Sjaeldent har jeg svedt saa meget og vaeret saa taet paa doeden, som jeg var her. Men jeg klarede den. Ikke fordi det var det vaerd overhovedet. Jeg har set smukkere udsigter for langt mindre anstrengelser i min tid.
Da vi kom tilbage til bilen, koerte vi den samme tur tilbage gennem floden og det hele. Nu gik turen til Jim Jim Falls. Et vandfald uden vand i sig, men hvor man til gengaeld kan bade. Total ynglings. Saa her svoemmede vi rundt et godt stykke tid, indtil vi koerte hen til den naermeste campingplads. Aftenen brugte vi endnu en gang paa at drikke oel og spille kort. Og saa valgte jeg at sove udenfor under alle de vidunderlige stjerner, vi kan se her. Lorte valg. Naeste morgen var jeg daekket af myggestik ogsaa i hovedet. Orh man. Saa under morgenmaden sad jeg og kloeede og bandede over mine myggetsik, i mens Frank snakkede med fluerne paa baade fransk og engelsk og bad dem, om de ikke nok ville gaa hjem. De havde en saerlig forkaerlighed for ham, hvilket muligvis skyldtes at han ikke havde skiftet toej den sidste uge (heller ikke naar han sov). Ikke fordi vi andre var for renlige men stadig.
Sidste dag brugte vi i Barramundi Gorge, hvor vi kunne svoemme rundt og springe ud fra klipper. Jaaa. Paradis. Herefter koerte vi til et andet sted med et maerkeligt navn. Her gik drengene op paa toppen af nogle klipper, hvor der skulle vaere en masse dejlige svoemmesteder. Jeg blev tilbage, da mit hoved var ved at eksplodere. Jeg var stadig en lille smule syg og havde muligvis en snotforstoppelse, der pressede paa hjernen. Det er i hvert fald min medicinske konkludering. Mit gode raad til mig selv var at blive tilbage og spise is og drikke cola. Saa det gjorde jeg, og det hjalp.. lidt. I hvert fald nok til at jeg var klar til at gaa ud samme aften tilbage i Darwin. Det var jeg noedt til, da Onno (en af drengene der arbejdede paa hvalhajbaaden i Exmouth, og som nu var i Darwin) havde sidste dag i Darwin. Saa er det tradition, at man gaar ud og fejre det. Saa det gjorde vi.
- comments