Hej alle

Nu er det noget tid siden, jeg sidst opdaterede jer. Paa den tid har jeg rejst en hel del. Jeg har rejst en lille smule i sydvest Australien, hvor jeg saa mega höje träer og koerte igennem en by, der hedder Denmark. Da jeg havde rejst lidt rundt i syden, tog jeg til Perth, flöj derfra til Adelaide, hvor der ikke er noget som helst at lave, og saa gik turen med bus op i retning af Alice Springs. Paa vejen gjorde jeg et kort stop i Cooper Pedy, en lille mineby i örkenen. Her har man saa ekstreme temperaturer, at de fleste har bygget deres huse under jorden.

Jeg ankom til Cooper Pedy klokken 5 om morgenen og blev koert til mit underjordiske hostel. Her tog jeg mig en lille lur, saa jeg kunne vaere frisk til dagens sightseeing. Jeg vaagnede op et par timer senere totalt desorienteret. Uden dagslys kan det jo vaere temmelig svaert at bedoemme, om det er nat eller dag, og saa hjaelper det ikke, at mit eneste ur stadig er i dansk tid. Jeg havde dog ikke sovet over mig og havde god tid til dagens program. Foerste stop var et udsigtspunkt. Normalt er udsigtspunkter ikke lige mig, men jeg syntes alligevel, det kunne vaere lidt interessant at se en underjordisk by for oven. Ved udsigtspunktet havde en eller anden tosse bygget maerkelige skulpturer ud af gamle biler, koeleskabe, etc. Der var helt stille da ingen lyde slipper ud fra de underjordiske huse. De eneste lyde var fra knirkende metal, naar vinden bevaegede dele af skulpturene og en sen hane, der galte i det fjerne. Det var som at vaere i en spoegelsesby. Derfor fik jeg et chok, da en lille mand fra Hong Kong kom loebende hen imod mig. Han ville absolut vise mig sit hul i jorden (hans minehul) og hans opalsamling. Jeg var dog en skuffende kunde, da jeg under ingen omstaendigheder ville bruge penge paa opal. Han gav dog ikke op saa let og endte med at tilbyde mig en heldig sten (ikke en opal), som jeg kunne faa for bare 2 dollars. Nej tak. Jeg havde vigtigere ting at bruge mine penge paa, nemlig Fayes underjordiske hjem. Det er et hus udgravet af en dame med hjaelp fra to veninder, og som aabenbart stadig er beboet, nu af et aeldre aegtepar. Det var lidt maerkelig at faa en rundtur i deres hjem. Jeg kom end i sovevaerelset og det hele og var velkommen til at tage billeder. Maerkeligt.

Det sidste paa dagens program var et obligatorisk besoeg i en opalmine. Her blev vi vist rundt og de fortalte os en masse lettere uinteressante ting, og hvordan man laver bomber. Saa I kan godt passe paa derhjemme, for det er jo alt for let at lave.

Da jeg kom tilbage til hostellet, gik jeg tidligt i seng, og saa var jeg klar til at tage bussen videre til Alice Springs kl. 4 naeste morgen (bussen gik dog foerst kl. 5, men det gaar nogle gange lidt galt for mig, naar jeg skal saette alarmklokken paa min telefon i dansk tid).

Alice Springs er et absolut must, naar man er i Australien, da det er herfra ture til Uluru (Ayers rock) udgaar fra. Planen var at blive der et par dage og tage en tredagstur til Uluru. Men det der med planer gir jeg ikke meget for, og denne gang aendrede de sig igen igen. Det skete, da jeg saa et opslag paa hostellet om et firma, der soegte haardt arbejdende mennesker til et job, der ville give mellem 250 og 400 dollars om dagen. Katjing $$. Saa var jeg klar. Chefen for foretagenet var dog ikke meget for at give mig jobbet, da han mente, det var for haardt for piger. Th, saa har han nok ikke lige moedt mig. Efter en del overtalelse gav han mig dog en chance og et par dage efter, stod jeg paa en gammel dames tag klar til at laegge isolation i det. Jeg arbejdede sammen med firmaets isolationsekspert, der viste mig, hvordan det skulle goeres. De fleste har tinplader som tag her i Australien, saa vi tog en af pladerne vaek og klatrede ned i taget med masker paa, og saa var det ellers bare med at laegge de gule rokuldsdimser ud, og det skal bare gaa staerkt, for naar det er op til 47 grader udenfor, er det et helvede inde i taget, og saa blev vi desuden betalt per tag. Man skal dog lige passe lidt paa, for hvis man ikke traeder de rigtige steder, falder man igennm taget, og det er ikke saa godt. Saa det var lidt af en udfordring, da der ofte heller ikke var for meget plads at arbejde paa. Maaske har i set den film med Kathrine Zeta-Jones, der oever sig i at undgaa alarm laserstraaler ved at mave sig frem, kravle under eller over og hele tiden traede preacist, hvilket hun goer meget elegant i en stram sort dragt, der faar hende til at ligne en kat. Det ligner meget det, jeg gjorde.. hvis I lige forestiller jer en posset blaa heldragt i stedet.. og saa svedte jeg mildest talt som et svin... og saa lignede jeg nok mere en elefant end en kat...

Foerste gang troede jeg, jeg skulle doe. Saa da vi kom ud fra taget, og Dave spurgte mig, om jeg ville lave et mere, var jeg klar til at loebe, men det kunne jo ikke nytte noget, og nu havde jeg lovet mig selv, at jeg ville tjene en masse penge. Saa i stedet smilede jeg, som om han havde spurgt, om jeg ville i Tivoli, og sagde ja tak. Og saadan overraskede jeg alle inklusiv mig selv ved ikke at falde igennem taget og desuden holde laengere end 5 minutter.

Efter et par dages arbejde var tiden kommet til min tur til Australiens hovedattraktion: den roede sten i oerkenen, Uluru. Vi tog afsted kl. 6 om morgenen. Og jeg havde lige glemt en mindre detalje, nemlig at sove dagen foer. Saa jeg moedte op ved bussen 5 minutter for sent fandt et sted at sidde og faldt i soevn. Men det varede ikke laenge for kort efter, var vi ved Stuarts Well kamelfarm (de aandsvage ture skal altid stoppe alle mulige steder, der ikke har noget med noget at goere). De fortalte os, at det var racerkameler, de havde, og at de havde vundet de sidste 4 kamelracerkonkurrncer i Alice Springs. Nice. Saa var jeg klar. Desvaerre tror jeg ikke, jeg fik en vinder, den kunne aerlig talt godt have gjort sig mere umage for at loebe staerkt, ogsaa selvom vi sad to paa den.

Naeste stop var Kings Canyon. Det skulle efter sigende vaere et helt vildt flot sted, men det maa vaere en anden del af det, end den vi saa. Det var bare nogle roede klipper, og jeg har endda set flottere roede klipper paa min tur. Desuden hed den rute, vi tog, heart attack ruten, hvilket siger lidt om nydelsen. Desuden var det klokken midt om dagen i oerkenen. Jeg maa indroemme, at det mindede meget om den slags aktiviteter, min moar og far udsatte mig for paa vores familieferier, og jeg syntes det var bekrymrende, at jeg selv havde betalt for den slags totur.

Om aftenen slog vi lejr i midten af ingenting. Vores toiletfaciliteter var en skovl og en rulle papir, og vores sted at sove var i vores swag (rullemadras) rundt om lejrbaalet. Det var der en del panik over, da folk var bange for slanger og brokkede sig over, at de ikke kunne faa et brusebad. Det er derfor jeg ikke kan lide at tage paa ture, alle dem, der goer det, skal naermest toerres i numsen af turguiden. Argh. Naeste morgen da vi alle sammen havde overlevet den totalt begivenhedsloese nat, klappede folk af sig selv, og de fleste foelte sig aabenbart, som de sejeste overlevere i verden. Jeg syntes, de skulle tage sig sammen og slappe lidt af.

Tiden var nu kommet til noget, der hedder The Olgas. Og ja, det var nogle roede klipper. Hm. Og ja, jeg har set flottere roede klipper i min tid. Om aftenen camperede vi paa en rigtig campingplads naer Uluru. Til skraek og readsel for de fleste virkede brusebadene dog ikke!!

En time foer solnedgang var det tid til at se den beroemte sten (Uluru) for foerste gang. Og som mange nok har regnet ud, saa var det bare endnu en roed sten. Jeg maa dog indroemme, at det var den bedste roed sten jeg har set indtil videre, hvilket ikke siger saa lidt. Vi skulle, staa her i en times tid og vente paa solnedgangen, saa vi kunne se, hvordan den ville skifte farve i lyset. Farve forandringen gik dog mere ud paa, at den blev moerkere som lyset forsvandt. Det var ikke helt saa magisk, som de havde fortalt os, det ville blive.

Naeste dag fik vi en kort guidet tur ind i nogle af hulerne i Uluru, hvor vi fik lidt at vide om, hvad den betyder for aboriganalerne. Vi sluttede af med en tur rundt om den, som efter min mening var lidt for lang og varm.

Paa vejen hjem fra alle disse roede sten, slog vi lige et smut forbi Dinkie den syngende Dingo, som er en dingo, der kan hyle, naar en gammel mand klimter paa et klaver. Fantastisk.

Tilbage i Alice Springs betoed tilbage til arbejdet med isolations indlaegning, hvilket endte med at blive noget af en kulturel oplevelse for mig, og det er ikke engang en joke. Vi skulle nemlig laegge isolation i aboriginalernes huse. De bor ofte i et indhegnet omraade med 10-20 huse. Og det ligner lort. De ved ikke helt, hvordan de skal bruge et hus, saa mange af dem har ingen moebler i huset men bruger det som en stor skraldespanden ligesom haven, og vaeggene bruger de som et stort laerrede. Mange af dem har bare grafitti over det hele, men nogle faa maler store flotte vaegmalerier paa deres huse. Mange af dem sover i senge eller paa madrasser, de har placeret i haven, og mange laver mad over et baal i haven. I starten var jeg chokeret over at se dette forfald og troede, at jeg ville miste den respekt, jeg havde faaet for dem efter min Ulurutur. Men efter at have snakket med nogle af de aeldre mennesker (sindsygt svaert, da de blander engelsk og deres aboriginal sprog), moedt et lille halvnoegent barn med en babykaenguru under armen og assisteret tre smaa drenge ned fra taget, efter de havde forvildet sig derop ved hjaelp af vores stige. Det var som om, jeg pludselig var kommet til et 3. verdensland midt i det hele og efter at have moedt nogle af menneskerne der, fik jeg endnu mere respekt for dem og deres problemer. (Dette gaelder nu ikke dem, der kom vaeltende ud fra deres huse og truede os, da de mente, det var for tidligt paa dagen at begynde paa den slags tagaktivitet.)

Efter en uges tid paa folks tage, havde jeg tjent det samme, som jeg gjorde paa fem uger med faarelort. Udover pengene fik jeg et abomaleri, en kaempe oplevelse og en masse selvtillid, for hvis jeg kan kravle rundt blandt uanede maengder af spindelvaev, doede kattekillinger, mus, edderkopper, pornoblade og gamle sure underbukser i 47 graders varme med fare for at falde igennem taget ved det mindste fejltrin, saa kan jeg nok klare det meste. Det er i hvert fald, hvad jeg bilder mig selv ind.