Profile
Blog
Photos
Videos
Indlevelse, oplevelse og udlevelse. Jeg har sagt det foer og jeg siger det igen. Udtryk, indtryk og aftryk. Basale kodeord. Ikke blot for Peru, men for rejsen i sin helhed. Altid er der mange indtryk og aftryk. Ogsaa i Peru. Peru var fyldt med vidundere - naturlige som La Cordillera Blanca og kulturelle som Machu Picchú samt spaekket med vidundere i form af de skoenneste mennesker. Igen blev jeg bekraeftet i, at mennesker goer steder.
Peru indeholdt moeder og genmoeder med nogle af de bedste af slagsen. Cusco boed paa et kaerkomment gensyn med min kaere Yash over verdens formentlig stoerste og bedste burger. Endvidere boed Cusco og Camino Inka ogsaa paa moedet med Abel, vores guide, aka. Sexy Lama Legs, der laerte mig meget om peruviansk kultur og mentalitet og tog mig med til steder, jeg ellers aldrig havde haft mulighed for at se. Camino Inka bragte ogsaa et moede af uvurderlig art med sig - nemlig den fantstiske, impulsive, smilende humoerbombe Colleen. Lima boed paa endnu et glaedeligt gensyn med Aussie-Michael, som jeg foerste gang moedte i Bariloche, Argentina - helt tilbage i starten. Meget er sket siden da. Og Michael forblev da i mit selskab en rum tid - beregnet i afstand (da det er det eneste, der er et haandgribeligt maalestok) fra Lima via Huaraz, Cordillera Blanca over Trujillo og Huanchaco og frem til Guayaquil, Ecuador.
Hans selskab var ikke blot kaerkomment, men synes naermest en noedvendighed for mig paa det givne tidspunkt. Bolivia og Peru bar mange uundvaerlige og uvurderlige oplevelser og indtryk med sig med mange forskellige mennesker fra sted til sted. Alt dog med afrejse og indrejse alene gang paa gang. Nyt sted, nye indtryk, nye mennesker. Alt sammen noget af det, jeg elsker mest af alt. Men som det er i de fleste tilfaelde er excesser aldrig for det bedste. Jeg fandt mig selv i midten af, hvad foeltes som et tvunget overforbrug af bekendtskaber. Smaabekendtskaber og overfladiske moeder. Et tvunget eller noedsaget overforbrug, jeg oenskede mig ud af, men som syntes svaert. Jeg traengte til kontinuitet - til nogen, der var lidt naermere lidt laengere. Med Peru begyndte jeg at savne tilstedevaer og naervaer. Naerhed af nogle af de naere. Men Yash, Abel, Colleen og Michael hjalp og opvejede et nagende savn. De gjorde alt det hele vaerd. Hver og én oplevelse. Og Peru endte med at staa som et af de helt saerlige steder med helt saerlige mennesker og helt saerlige oplevelser.
Og nu lidt om saerlighederne og herlighederne. Saerligt herligt og ganske vidunderligt. Peru. Andesbjerge, oerkener, der fortsaetter ud i havet, smukke hvide sandstrande og Amazonas. En naesten ubeskrivelig diversitet. Der er nord, der er syd, der er oerken og jungle. Der er museer at besoege, soer at besejle, strande at betraede og labyrintiske byer at udforske samt nok ruiner til at holde arkaeologer beskaeftiget i aarhundreder. Hvor skal man starte og hvor skal man slutte? Hvad skal man se og hvad skal man ikke se? Det er hverdagens stoerste sysler for en rejsende. Valg og fravalg. Jeg bliver bedre og bedre til at traeffe dem, valgene. Om de er rigtige ved man aldrig, men jeg laerer at saette pris paa de valg, jeg traeffer. Man skal ikke aerge sig over de ting, man ikke ser, men blot glaede sig over de ting, man ser. Og jeg glaeder mig over hver og én ting, jeg saa i Peru - fra syd til nord. Nogle mere turistede og overbefolkede end andre, men alle besiddende hver sin kvalitet.
Lago Titicaca. Turisterne flokkes selvfoelgelig af en aarsag: Det synes mere som et hav i bjergene end en soe og omgivelserne byder ikke blot paa betagende udsigter, men ogsaa paa alt fra flydende oer til praeinkatempler. Omend Lago Titicaca er enormt turistet - saavel den bolivianske som den peruvianske side - saa er oeerne bestemt et besoeg vaerd alene paa grund af den kultur, man moeder der. Interessant blev det isaer paa den peruvianske side, hvor jeg for alvor fik indblik i den traditionelle kultur, da jeg overnattede ved en lokal familie paa en oe, der hedder Isla Amantani. Turen hertil gik omkring Islas Uros, som jeg nok ikke havde vaeret foruden, men som var saa turistede, at man foelte sig fjollet og naermest latterligtgjort. Alt var opsat for turisterne: Et dukketeater over, hvordan oeerne er lavet, sang og dans til aere for de pengebesiddende turister samt forseogt tvunget salg af hjemmegjorte artefakter og en tur i deres "Mercedes Benz" - en to-etagers vandtaxa lavet af siv. Men hvorom alt er, var det en unik oplevelse af en unik kultur: Et samfund, der flygtede fra fastlandet ved at bygge flydende oeer ud af soeens siv og sivenes roedder.
Langt mere autentisk var besoeget paa Amantani. Her er intet opsat for turisterne. Man bydes velkommen ind i deres kultur som den er, ind i deres huse, i deres koekkener, i deres familier. Jeg boede ved Estaphane og hendes datter Daisy sammen med en svensk pige og et argentinsk par. Daisy var genert og beskeden, men elskede den ene gang om maaneden, hvor turister kom paa besoeg, da de altid ville have lidt frugt og andre smaagaver med. Estaphane var elskvaerdig, smilende, snaksalig og aaben.
En fantastisk oplevelse og indlevelse, der indebar alt fra masser af traditionel ukrydret saerdeles kulhydratpraeget peruviansk hoejlandsmad til lokal fest og musik i traditionelle klaeder.
Naeste stop; Cusco. Engang Inkarigets hovedstad, nu turisternes elskede koloniale by med brostensbelagte gader og labyrintiske straeder, der klatrer sig op af de groenneste bjergsider. Endvidere selvfoelgelig - gateway til bjergtoprefugiet Machu Picchú, der for de fleste rejsende i Sydamerika er det soede kirsebaer paa toppen af kagen. Med den mere end imponerende placering er det kontinentets bedst kendte site og det alle taler om. Til trods for de evigt besoegende turisthorder bevarer stedet stadig sin storhed, mystik og helt serlige stemning. Jeg bevaegede mig dertil paa gaaben via den famoese Camino Inka. Inkaernes oprindelige rute til Machu Picchú og idag til stadighed det eneste trail, der leder direkte dertil uden nogen form for offentlig transport. Det var en tur, der var mange forventninger til og heldigvis en tur, der indfriede dem alle og meget mere til. Det var 4 dage i de peruvianske hoejder med dertilhoerende vejrtraekningsbesvaer og hvad foeltes som utrolig daarlig form. Det var 4 dage med varme stinkende taer i lejede trekkingstoevler, fedtet haar og oemme lemmer. 4 dage med de smukkeste omgivelser; voldsomme floder, groenne bjerge blot beboet af skyer, inkaruiner til hoejre og venstre og oppe og nede og brusende vandfald. Smukt, saerligt og stemningsfuldt. Og alt blev kun bedre af det skoenneste selskab. Colleen og Abel og alle de andre. Men mest af alt de to.
Cusco var svaert at forlade. Isaer fordi det betoed et farvel til Colleen og Abel. Men men forude ventede fantastiske steder og fantastiske moeder. Huacachina blev det naeste. En lille oerkenoase med palmer omringet af sandbanker. Sand, sand og atter sand. Jeg ved, at oaser tiltraekker mennesker, men hvad jeg ikke vidste var, at oaser tiltraekker danskere. Huacachina vrimlede med danskere. Godt det samme - mit danske blev daarligere og daarlige, da det inficeres af spansk og engelsk. Men med Huacachina fik jeg chancen for at snakke en god omgang jysk. Dejligt. For et par dage i det mindste. Og et gensyn med et sandboard. Denne gang paa maven fremfor paa benene.
I rasende 9 millioner Lima samlede jeg Aussie-Michael op og bevaegede mig i hans selskab videre til betagende Cordillera Blanca. De oede peruvianske Andesbjerge: Takkede skyhoeje snebeklaedte bjerge saa langt oejet raekker, vandfald, turkisblaa laguner, raa klippevaegge og frodige groenne dale drapperet med krybende gletchere. Det er verdens hoejeste tropiske bjergkaede og et af de smukkeste steder, jeg nogensinde har set. Se billederne. Jeg har ikke ord for det.
Laengere og laengere nordpaa og landskabet aendrer sig endnu en gang. Bjerge er ikke i miles omkreds, groent eksisterer praktisk talt ikke i farveskalaen, der er ingen koelig brise, men istedet er der en naesten kvaelende varme ved stillehavskystens oerkenlandskaber. Trujillo og Huanchaco. Sidste stop i Peru. Et omraade med efterladte Moché og Chimu ruiner: Oerkenarkitektur af praeinkakulturer. Jeg saa blot to ud af mange. Chan Chan og Huaca de la Luna. I Chan Chan blev jeg selv en attraktion. For peruvianske skoleboern, der tydeligvis var mere end almindeligt betagede af lyst haar, lys hud og blaa oejne. Der blev taget billeder, der blev krammet og kindkysset. Der blev raabt Anna!! og spurgt imponerende ind til om mine to mandlige foelgesvende var mine "esposos", mine maend. Jo jo. Paa én gang fik jeg maend og fans. Imponerende. Som templerne var imponerende. Men for boernene var jeg mere imponerende end templerne - vi fik hurtigt etableret, hvem der var mest vant til at se hvad.
Alt i Peru har vaeret uvant. Fantastisk uvant.
Snebeklaedte skyhoeje bjerge, gigantiske sandbanker, turkisblaa laguner, de groenneste og oedeste straekninger, koloniale labyrintiske byer, der kravler sig op ad frodige bjerge og de mest farverige traditionelle klaeder, man kan forestille sig. Uvant. Fantastisk uvant. Med moeder og noedvendige genmoeder. Med ensomhed og savn. Alt udgoer en del af et fantastisk hele: Indlevelse, oplevelse og udlevelse. Indtryk, udtryk og aftryk. Peru satte sit paa mig. Aftryk. Med eftertryk.
- comments