Profile
Blog
Photos
Videos
Chile - et laengselsfuldt tilbageblik
Chile er maaske for laengst tilbagelagt fysisk, men bestemt ikke psykisk. Chile sidder fast. Lige dér i midten af det hele. I hovedet eller i hjertet. Det er som, man tager det. Fast sidder det i hvert fald. Argentina var fantastisk; alt i én. Chile var bedre. Hvordan? Alt i én og endnu mere til.
Chile bar praeg af dankortproblemer. Et styks mistet dankort og et styks dysfunktionelt dankort er lig med ingen dankort er lig med ingen penge er lig med mange problemer og et styks frustreret Anne langt vaek fra sin bank paa et sted, hvor postsystemer bevaeger sig langsommere end den langsomste snegl i skoven. Man skulle tro, at det ville paavirke helhedsindtrykket af Chile, men nej. Det modsatte synes at vaere sket. Maaske er dankortproblemerne en del af grunden hertil. Paradoksalt nok. Mennesker goer steder. Det har jeg konstateret mange gange. Og Chile bar praeg af de bedste af slagsen. Baade chilenere og andre rejsende. Jeg er blevet blaest bagover mere end blot en enkelt gang af folk, jeg end ikke kendte - deres indlevelse, sympati, hjaelpende haender samt aabne hjem og hjerter. Clarissa, Kyle, Ted, to aeldre buschauffoerer, den unge politimand Jorge, Jason, Maria Paz, Carlita, Fepe, Juanito, Nicolle og Alejandro samt de ansatte paa Hostal el Refugio; Guido, Peter og Fransheska. Fantastiske mennesker goer fantastiske steder. Blandt andet derfor er Chile fantastisk. Blandt andet.
Chile er meget mere end de mennesker, der gaar og staar der. Selvom de udgoer en stor del. For mig i hvert fald. Jeg skrev foerst "Chile har alt", men om Chile har alt, ved jeg ikke. Det er maaske meget at paastaa. Intet har vel alt. Men Chile har alt, man kan oenske sig. Saa meget ved jeg. Landskabet besidder en enorm diversitet spaendende fra nord til syd. Igen maa jeg vedkende at have misset den sydligste del, Patagonien, ligesom jeg ogsaa missede den i Argentina. Chiloé forblev mit sydligste punkt i Chile.
Chiloé. Chiloé var henrivende og mystisk med alle sine sagn, sin saerlige relation til naturen, sin evige traearkitektur og huse paa stylter i havet samt sin underfundige oe-mentalitet. Chiloé var saerlig. Saerligt stemningsfuld i al sin mystik. Fire dage tilbragte jeg der. Fire dage med 5 20-aarige tossede chilenere, hvoraf kun en talte engelsk. Jeg satte mig selv paa en proeve. Om jeg bestod ved jeg ikke, men jeg gik derfra med et forbedret skraldespansk. Det gav mig et spark bagi. Et noedvendigt et af slagsen. Herefter synes det meste som en leg.
Unge chilenere kan ikke lave mad. Det er da én ting, jeg kan konstatere med sikkerhed. Hver og én bor stadig hjemme og jeg er sikker paa, at hver og én aldrig har vaeret inviteret til deltagelse i mors koedgryder. Jeg proevede lettere underlige sammensaetninger. Sammensaetninger jeg sjaeldent vil forsoege at goere dem efter. Lad et illustrativt eksempel vaere dette; pestopasta med hjemmebragt tomatsovs og dertil daasetun blandet med ufattelige maengder mayonnaise. Jeg indroemmer blankt, at jeg hoefligt undlod mayonnaise-tunen, der maaske i sig selv goer sig godt. Paa broed. Ikke paa tomat-pesto-pasta, basta. Gode kokke var de ikke, men gode mennesker - det var de.
Mange kulinariske oplevelser kan jeg ikke prale af foerend dankortet langt om laenge fandt sin vej til Santiago. I Pucón stod aftensmaden primaert paa spaghetti med hjemmelavet tomatsauce og en smule friskrevet ost, frokosten bestod af en avocadosandwich og morgenmaden de billigste og bedste cornflakes, der kunne findes. Men jeg var godt tilfreds. Jeg lod mig maette af oplevelser i stedet. Med de skoenneste mennesker i den skoenneste natur.
Pucóns stoerste traekplaster er Volcán Villarrica. Jeg lod mig ogsaa traekke. Og med god grund. Pucón var charmerende til trods for sin turistscene med sit betagende landskab, den tordnende vulkan i baggrunden, sorte vulkanske sandstrande, fantastiske empanadas og udsigter, jeg sjaeldent vil glemme med bjerge, soeer, sne og de groenneste skove saa langt oejet raekker. Dagene lod sig pasere med en omgang vulkanbestigning ved solopgang og nedglidning paa slaede ved middagstid, trekking i det smukke beskyttede skovomraade El Cañi og simpelt skoen-hygsomt og festligt samvaer med Hostal el Refugios faste og loese i haengekoejerne under blommetraeet, paa baren med en oel eller to eller ved grillen i baghaven (hvor jeg fik foraeret mig en choripan som forret til min spaghetti). Mmm - opfordring til alle: Smag choripan. En art chilensk hotdog bestaaende af et flute, en grillet chorizopoelse med lettere krydret, staerk olieret sauce paa toppen. Top! Et styks kulinarisk oplevelse.
Chile afbrudtes af en kort lille affaere med vinfestivalen i Mendoza. Det var masser af festglade argentinere, vin og vindruer under solens straaler. Festglade argentinere er skoere. Det er deres skoenhedsdronninger og tilhoerende voldsomme parader ogsaa. Tusindvis af mennesker, kaeppe med kurve for enden, der skal fange alverdens laekkerier, hoej musik, glimmer, haender i vejret samt flyvende frugt, slik og flyers. Meloner og paerer syntes at vaere det tungeste og farligste skyts. Det foretrukne syntes at vaere vindruer. Selvfoelgelig - vinfestivalens dronninger skal smide med druer. Druer, der splatter ud i haenderne paa de heldige faa, der formaar at gribe dem. Sikke en fangst. Det kan gaa galt. Saerligt naar vildfarne paerer flyver gennem luften uden at moede ivrige haender og istedet faar sit endemaal ioejet paa en gammel dame. Stakkels dame. Festivalen har sine mindre positive aspekter. Heriblandt de utallige hobetal af turister, der valfarter til byen i netop denne ene weekend. Mennesker i raa maengder, ligesom vinen, der ogsaa var i raa maengder - den var dog fantastisk.
Fantastisk og uden mennesker i raa maengder var min naeste destination; Mantagua - tilbage i Chile efter en 6 timers bustur plus 4 timers graenseovergang plus endnu en 2 timers bustur. Det hele vaerd. Mantagua var noget for sig. Maaske igen paa grund af menneskerne der herunder Kyle, Jason, Maria Paz og deres to vildkse hippieboern, de to tossede buschauffoerer, der glemte at saette mig af i midten af ingenting, den unge politimand, der derpaa gav mig et lift til det rigtige sted og den soede gamle dame, der lavede glohede oste- og skaldyrsempanadas til os, mens vi ventede paa bussen.
For mig udgjorde Mantagua den mest reelle og fantastiske bid af Chile. Det var smukt, det var uberoert, det var hjemmelavet chilensk mad hos en chilensk familie, det var med en tarantel paa terassen, det var chilensk roedvin og piscola - det var et chilensk hjem i en lille landsby ved chiles kyst.
Ovenpaa et kort dankortlokaliserende ophold i Santiago gik turen videre til San Pedro de Atacama, som bestemt ogsaa var noget helt for sig. Eller det vil sige Atacamaoerkenen var noget helt for sig. Overjordisk er maaske det baade mindst og bedst beskrivende ord. I hvert fald har jeg aldrig set et lignende landskab foer. Atacamaoerkenen forekom mig momentant som jeg forestiller mig Mars eller Maanen. Overjordisk eller ikke-jordisk. Uberoert, gold og fascinerende. Sand saa langt oejet raekker, vulkaner til alle siderm snebeklaedte bjergkaeder, glohede geisere, kaempe klippeformationer og en farveskala uden lige. Det var som at traede ind i et levende Dalí-billede.
Selve byen var smuk og anderledes med sin oerkenarkitektur, men det er én af de byer, der er til for turister - eller som synes at vaere blevet til en by for turister. Jeg foeler mig altid lidt fjollet, naar jeg befinder mig saadanne steder. Men hvordan kan man ikke befinde sig saadanne steder? Der er en grund til at folk flokkes. Og det var der bestemt her. Oerkenen var fantastisk. Ligesom Chile var fantastisk. Fantastisk, vidunderlig, fascinerende, medrivende og sprudlende.
Fantastisk synes vist at vaere et kodeord.
Det var mit laengselsfulde tilbageblik. Maaske jeg har fundet mit sted. Maaske ikke. Maaske det hele afhang af menneskene der. Maaske ikke. Men lad ´fantastisk´ staa som kodeordet. Fantastisk. Chile.
Jeg beklager den lange blog og de lange perioder mellem dem. Dagene gaar med oplevning, udlevning og indlevning af steder, paa steder og med steder med foedderne solidt plantet lige her og lige nu. Saadan skal det vaere. Bloggene kommer i ny og nae. Som tilbageblik for mig som indblik for Jer. Endnu et indbliksgivende tilbageblik foelger inden laenge over det nu ogsaa tilbagelagte Bolivia.
- comments
Torben Hej Anne, du skriver så fantastisk :) Lyder som om du virkelig nyder det, hvilket jeg sagtens kan forstå, og ja, chorizo smager sååå godt :) Knus, T
Stine Bak Andersen Hej muse! Hvor er det skønt at læse din blog søde - du beskriver det jo så gribende og så detaljeret, at man ikke kan lade vær' med at leve sig ind i det. WAUW!! Måske du skulle skrive en bog om dine rejseoplevelser...hihi ;-) Dejligt at høre hvor meget du nyder det! Savner dig dejlige mus!! Vi må snart skype...selvom vi begge har rigeligt at opleve, se til og foretage os... :-) Mys mys
Anne Hej muse! Tusind tak for dine soede ord og tanker. Det er dejligt, at du foelger med herinde og kommenterer lidt her og der i ny og nae - det bringer hver gang et lille smil frem paa laeben. Tillykke med publiceringen af dit praktikstof - det er super sejt! Jeg savner dig, kan du tro og det ville vaere fantastisk med en snarlig skypedate. Knus og tusindvis af tanker, Anne
Anne Hej Torben, Ogsaa tak til dig - du er saa soed til at skrive og foelge med. Det er dejligt. Og ja - chorizo er laekkerier. Maaske en saadan skal med paa ostebordet naeste gang ;) Knus Anne