Profile
Blog
Photos
Videos
Som landskabet glider forbi vinduet paa de lange busture, glider tingene sammen. Der er smaa forskelle mellem landene. Smaa som stoerre. For eksempel har Honduras teglsten. Eller er det El Salvador? Tingene glider sammen. Bjerge og dale, groent i groent i groent, smaa farvestraalende og ofte lettere faldefaerdige huse, comedores, kvinder ved deres smaa vejsidekoekkener, maend der haenger afslappende observant i en stol foran deres hus eller byens lille kiosk, der reklamerer for tyggegummi Trident eller telefonselskabet Claro over hele facaden i henholdsvis knaldblaa eller roed. Latinamerika. Landende flyder sammen og er alligevel adskilt.
En laengere bustur har foert os fra det nordlige Nicaragua over Honduras til El Salvador og videre ind i Guatemala, hvor vi nu med laengsel ser tilbage paa nuestra querida Nicaragua.
Nicaragua boed paa oplevelser af meget forskellig art og stor diversitet. Vi har set forskellige dele af Nicaragua - hver med sin natur og kultur. Forskelligt og dog ens, sammenhaengende og dog saa adskilt. Hver en region har noget at sige om de andre og der igennem ogsaa om sig selv. De er forskellige, og dog kan de ikke komme udenom at dele visse faellestraek; en rolighed, aabenhed, hjaelpsomhed og smilende beskedenhed. En art faellesmentalitet, som gennemtraenger hele befolkningen regionernes forskelligheder til trods.
Kystbyerne er rolige og más tranquilo end det centrale hoejlands abejdsomhed og stille afsondrethed. Men kystbyerne kan ej heller slaas over én kam; Stillehavskysten og den karibiske kyst er hinanden fuldstaendig ulig.
San Juan del Sur og den sydvestlige kystlinie rummer Nicaraguas mest besoegte, beroemte strandby og surfspot, der tiltraekker horder af surfere og backpackere - og med god grund. Byen er rolig og lettilgaengelig med masser af cafeer og restauranter, rejsende, der har slaaet sig ned som smykkesaelgere samt nok haengekoejer til at give enhver backpacker ro i sjaelen. Foruden San Juan del Surs famoese og dog knap saa billedskoenne strand straekker stillehavskysten sig baade nordligt og sydligt herfra med hvidt sand, moerke raa klipper, groenne traer med hvide blomster og et smukt uroligt hav med taarnhoeje, buldrende boelger.
Mange af omraadets beboere lever stadig af fiskeri, som oprindeligt var dette stille hengemte hjoerne af Nicaraguas primaere arbejdsomraade. Nu satser langt de fleste istedet paa den konstante stroem af (stor-)forbrugende turister. Alle, inkl. Deres mor, er ved at oprette en ny shuttleservice, bar, restaurant, surflejr eller hostel/hotel. Byens oprindelige personlighed er erstattet eller turistificeret. Det til trods har byen bevaret sin latinamerikanske tranquilidad (rolighed) og alt foregaar i henhold hertil.
Tranquilidad maa ogsaa vaere kodeordet for den karibiske kyst, der med sit kulturelle hav af fascinerende blandinger i kultur, hudfarve og sprog er mere end en gateway til uberoerte hvide sandstrande og henslaengte kokosnoeddepalmer. Ét oejeblik tror man, de snakker engelsk, det naeste tror man, de snakker spansk, indtil man til sidst indser, at det er creol. I hvert fald paa Islas Maiz - bedre kendt som Corn Islands. To smaa, saa godt som, uberoerte karibiske perler, der er lige saa bjergtagende over vandet som under vandet. Naar man er traet af at udforske kilometervis af koralrev med alverdens farvestraalende fisk, stingrays, eaglerays, reefsharks, nursesharks, hammerhajer og deslige og ikke laengere orker at vandre langs de uspolerede og oede, naesten surrealistiske palmebefaengte hvide sandstrande og plukke mangoer og spise friske ananas i vandkanten, kan man slaa sig ned med en omgang lokal fisk i kokosnoeddesovs, nyfanget hummer eller en hel grillet fisk. Little Corn - den mest uspolerede af de to - har ingen vejsystemer eller biler, saa den eneste lyd, der kan hoeres er den karibiske vind i palmerne og boelgernes blide brusen mod stranden…og i ny og nae skraldet fra en faldende kokosnoed. Man kan ikke andet end at forelske sig i dette lille paradis og dets vidunderlige lille samfund. Hver og een saa indbydende og inkluderende, at man hurtigt bliver en del af deres hverdagsligheder: Mama Louisa, der hver dag bagte os hendes specialitet; kokosnoeddebroed, der kunne faa enhvers taender til at loebe i vand, Rindall - den lokale snorkelmand og spydfisker, der hver dag introducerede os for endnu et af sine lettere beskidte boern - som regel uden hverken bukser eller underbukser og den lokale boernehaveklasselaerer, der inviterede os til Boernenes dag for at moede alle de lokale boern og se deres skole samt traditioner med alt fra diverse ballonlege til slaaen-til-piñata. Ogsaa vores fantastiske, altid smilende og omfavnende dykkerinstruktoer, Brendan, har vaeret med til at goere vores tur til Little Corn til en enestaaende og fantastisk oplevelse. Lige saa har de to canadiske energibomber Jayne og Anna samt den skoenneste og skoereste danskergruppe: Nikolaj, Nicolai, Stine, Signe, Kristian og Frederik. Igen: mennesker goer steder. I dette tilfaelde; forbedrer et i forvejen fantastisk sted.
Dette rejsemantra bekraeftes gang paa gang og saerligt igen af specielt Yonathan, den kroelhaarede og lettere goofy isrealer, der ledte efter en "…doctor for my shoes" (aka. en skomager), som vi foerste gang moedte i Granada og som vi forfulgte til Ometepe og San Juan del Sur. Farvestraalende Granada blev mere farvestraalende med Yonathan.
Granada og Masayaregionen i det sydvestlige central Nicaragua er nemlig kendt for den mest pittoresque koloniale by, Granada, der med sin farvestraalende varme charmer hver en rejsende og forkaeler kameralinsen samt beboernes kreativitet og kunstneriske passion indenfor saavel keramik, haengekoejer og laedervarer.
Derudover rummer regionen en skoenhed og diversitet med udsigt til Volcan Mombacho, Lago Nicaragua med sine over 300 isletas (smaaoeer), der er dannet ved vulkanudbrud og mangotraer med orange hoestklare mangoer.
Et lignende landskab, dog kun blot mere eventyrligt, findes paa Lago Nicaraguas nok mest besoegte oe: Isla Ometepe, der bestaar af to vulkaner, der ved udbrud har dannet mellemgrund. De to vulkaner tordner saaledes op i hver sin ende af oeen: een perfekt kegleformet, varm og aktiv, en anden fladere, skovbevokset og sovende - nu med en lagune i det inaktive krater. Med disse to vulkaner er landskabet naesten uvirkeligt og stemningen mest af alt eventyrlig, founderlig og betagende. Man hensaettes til et Disneylandskab, hvor der blot mangler de finurlige figurer og 'de gode mod de onde'. Istedet emmer oeen af en helt saerlig oekultur: Alle hjaelper alle - ingen efterlades i stikken, naar man ikke dagens eneste bus, maa man gaa og alt foregaar generelt i det roligst taenkelige tempo. Tranquilidad.
Som paa Little Corn Island involveres man ogsaa her i beboernes hverdagsligheder og drages ind af de lokale. Hver morgen hilstes vi varmt velkomment med kindkys af den runde, altid smilende ejer af den lille lokale restaurant, hver aften fik vi os en lille sludder med den lokale kioskejer, som ogsaa var vores vulkanguide og hostelejeren tog imod os morgen som aften som var man en del af hans lille hjem med hvad, der dertil hoerer af hunde og boerneboern.
Lignende aabenhed moedte vi ogsaa i det nicaraguanske hoejland i Matagalparegionen, hvor vi saerligt taenker tilbage paa vores kaere Don Pacho aka. Francisco, nattevagten paa vores hostel, der forgudede os og forgudelsen var gengaeldt. Desuden blev vi aabenhjerteligt budt ind i det lokale lille samfund La Reyna af en lokal kaffebonde, der ud over at introducere os til hele produktionen, kaffeplantagen, afgroederne, omraadet, den lokale skole, lokale problemer og projekter ogsaa introducerede os til hans familie og familiehistorie.
Nicaragua. Forskellige omraader, forskellige mentaliteter, forskellige mennesker og alligevel saa ens. Tranquilidad, aabenhed og en smilende beskedenhed.
Nuestra querida Nicaragua.
- comments