Profile
Blog
Photos
Videos
Et vemodigt farvel
Saa blev det ogsaa et farvel til Ecuador. Et vemodigt farvel af flere aarsager, tror jeg. Ecuador har vaeret fantastisk og jeg kunne kun have lyst tli at tilbringe mere tid her. Der er saa meget mere at se og saa mange flere at moede eller saa mange vidunderlige at blive ved: Claes, Vidar, Emilie, Javier, Johan, Juan Pablo, Mauro... Med et farvel til Ecuador er det ogsaa et farvel til dem og et farvel til Sydamerika. Vemodigt. Halvdelen af rejsen er tilbagelagt og skellet mellem den ene halvdel og den naeste er markant. Ja, det synes naesten drastisk, selvom det blot er en enkelt flyvetur. Men en enkelt flyvetur, der markerer to vidt forskellige rejser. Det er to rejseri én; Sydamerika paa egne ben og Mellemamerika i selskab med endnu et saet ben. Mellemamerika betyder selskab; Tony, Colleen, Mille og Thomas. Og netop derfor har jeg glaedet mig til, ja til tider endda laengtes efter Mellemamerika. Den foernaevnte mangel paa kontinuitet og naervaer. Ikke at Sydamerika ikke har betydet selskab, men fremfor selskab af de naereste naere, er det konstante nye selskaber med enkelte laengerevarende og dermed mere betydningsfulde. At rejse alene har sine positiver og negativer. Mest af alt positiver. Men som min far bemaerkede en dag skal soedt foelges af noget surt for, at man kender og vaerdsaetter forskellen. Livets krydderier. De skal komplementere hinanden. Noget soedt og noget surt. Ecuador havde ogsaa lidt af hvert. Positiver og negativer, soedt og surt. Og jeg elskede det!
Jeg havde brug for afslapning og en smule ro. Ikke saa meget rejsen frem og tilbage. Altid videre og videre til naeste sted. Jeg kan lide handling og tempo. Nogle gange maa man dog - selv jeg - indse, at det er noedvendigt med lidt ro, lidt stabilitet og de samme mennesker. Kontinuitet, I ved. De samme mennesker i en laengere periode kan skabe en foelelse af hjemlighed. Velkendthed. Montañita blev et lille hjem for en kort stund. Montañita er en lille landsby ved Stillehavskysten. En surferperle. Et lille paradis. Et sted, hvor folk glemmer tiden og sidder fast. Paa hvert et gadehjoerne staar en ecuadoriansk ung pige bag sin lille bod med stablede frugter i alverdens afskygninger og mindst to blendere. Hun laver friske frugtjuicer - lige praecis den, du oensker. Et kaempe glas for en flad femmer. Gracias. Saa bliver det ikke bedre. Jo - maaske maengderne af friske skaldyr og fisk. Rejer, hummer, muslinger, flere rejer, en hel fisk eller maaske en blanding; Ceviche. En egentlig peruviansk ret, som ecuadorianerne goer dem ganske godt efter. Raa fisk og/eller skaldyr/alt godt fra havet i limejuicemarinade - serveret med chicklets (friterede skiver af groenne bananer) og ris. Aldrig en ret uden ris, for "...sin arroz, no comida" - uden ris, intet maaltid! - et ecuadoriansk motto, man maa sige, de efterlever. Man foeler sig tvunget til at foelge trop og i sidste ende savner man ris, hvis ikke man har faaet det i et par dage. Maaske man kan blive afhaengig af ris? Risabstinenser..? Hmm...
Sidespor. Tilbage til Montañita. En lille isoleret perle. En tidslomme. Dag og nat er ét fedt. Staa op naar vaerelset er for varmt og din blaeser ikke laengere koeler dig tilstraekkeligt ned, gaa tyve meter ned til de brusende nedkoelende boelger, koeb en frugtjuice paa vejen tilbage, haeng ud i haengekoejen, surf imens solen langsomt synker laengere og laengere ned og farver boelgerne dybt orangeroede, spis en omgang friske hvidloegsrejer (- med ris, selvfoelgelig) og afslut dagen med de lokale surfere, hostelejere og oevrige opslugte backpackere med en oel i haanden eller en joint, hvis man er til den slags.
Typiske dage i Montañita. Soede dage. I Montañita var jeg dionysisk, en gudinde, en prinsesse. Kaert barn har mange navne; Anita, negrita, dionysa, princesa, florita og fresita. Et kaert barn blev jeg vist mest af alt af tre aarsager: blond, blaaoejet og enepige. En sjaeldenhed blandt latinoer. Kaert barn blev omflokket barn af selvsamme aarsag. Til tider ogsaa for omflokket - en form for meget attraktivt konkurrenceobjekt. Et trofae, man kunne vaere heldig at vinde. En umulig mission, men det faktum syntes underordnet for alle paanaer undertegnede. Typiske soede dage akompagneredes af noget surt. Luksusproblem. Montañita forbliver soed. Et dejligt lille midlertidigt hjem. Ejeren af mit hostel tilboed mig at koebe hans hostel. Han ville gerne tilbage til Tyskland. Vi kunne bytte plads, mente han. Danmark er ikke Tyskland, sagde jeg, men ja - ideen er ellers god.
Alle gode ting har en ende og det maatte Montañita ogsaa. Men en god ting erstattede den naeste i Ecuador. Vaek fra kysten og op i det centrale hoejland, la sierra, til den lille by i den groenne dal, Baños. Svenske Claes fulgte med. Tack saa mycket! Dejligt selskab. Baños boed paa en mere end almindeligt aktiv og askespyttende vulkan, saa mange vandfald, at man ikke laengere taeller dem og de groenneste bjerge med tropisk skov, der laengere mod vest styrtdykker ned i udkanterne af den dybe Amazonasjungle. Et smut til selvsamme synes uundgaaeligt. Jeg lovede Vicks at lede efter skovens kriger, der i Danmark aabenbart er baenkebidderen, hvis I ikke vidste dét. Jeg fandt den eller det vil sige Claes fandt den, da han havde et upfront moede med det krigeriske vaesen; en maaske 7 cm lang skrigende groen larve med pinke pigge med yderligere sorte pigge. Et tykt drog med et forsvarssystem, der langt overgaar baenkebidderens rullen sig sammen som en kanonkugle. Piggene frigiver en form for gift, der efterlod Claes' haand i dobbelt stoerrelse i tre dage. Tag dén baenkebidder!
Amazonas byder selvsagt paa andet end voldsomme selvforsvarende larvekrigere; gemte vandfald, man kan kun komme til ved at svoemme op ad floden, dybe mudderpoele, der kraever gnavende gummistoevler, tarateller, aber, vulkansk mudder med naerende mineraler, kakaofrugter, groenne dybder og hoejder, tykke lianer, mystiske medicinske planter, rindende floder, regn, kanelblade og farvestraalende blomster og MYG!
Myg var der heldigvis ikke mange af i Quito med sine 2800 meters hoejde. Det sidste stop. Verdens anden hoejest beliggende hovedstad efter Bolivias La Paz. Ingen af byerne er favoritter, men begge har i kraft af den hoeje beliggenhed en ganske saerlig og imponerende topografi. De vinder ikke under overfladen, men udelukkende over overfladen.
Claes og jeg besluttede os for at slaa os ned i pittoresque Centro Historicó, Quitos oprindelige centrum med sit kompakte grid af koloniale gader, kirker og pladser. Den gamle bydel var fuld af Quechua ansigter (lokale folk fra det centrale Andesomraade). Korte maend med filthatte og uldponchoer bar paa tunge saekke op af de stejle bakker og kvinder i voluminoese uldnederdele og hoeje hatte, der passede smaa gadekoekkener eller slikboder. Der lugtede af tis og fugt. Gamle 50'er busser, der engang samlede skoleboern op i Kansas eller Idaho kravlede nu op ad de stejle, smalle gader og spyttede kulsort os ud, der indhyllede fodgaengere og tydeligvis satte sit spor paa de engang hvisvaskede historiske facader. Det var under overfladen. Engang smukt forestiller jeg mig, men nu mest af alt et mini La Paz: Beskidt, larmende og ucharmerende.
Over overfladen derimod imponerer ogsaa Quito, der straekker sig som en lang finger igennem Andeskaedens centrale dal. Godt 12 km lang og sjaeldent mere en 2 km bred. Paa hver side tordner de parallelle bjergekaeder Cordillera Occidental og Cordillera Oriental op. De groenne bjergsider afbrydes af snebeklaedte vulkane: cotopaxi, Cayambe og Chimborazo, der er tydelige paa en klar morgen, men som over eftermiddagen daekkes af skyformationer, der langsomt sniger sig ind imellem bjergsiderne og daekker vulkanernes snebeklaedte toppe som en varm beroligende dyne, der faar én til at glemme alt om de faretruende aktive vulkaner, der af flere omgange har oedelagt byen.
Og selvfoelgelig intet besoeg i Ecuador uden et besoeg til, hvad der navngiver landet: Aekvator. Jeg har nu balanceret paa jordens midte. Og det blev det sidste, jeg gjorde inden jeg sagde farvel til Ecuador. Eller det vil sige, det sidste jeg gjorde, var at spise kinesisk med tre svenskere, men det er ikke saa ecuadoriansk. Men et farvel til Ecuador blev det.
Et farvel til Ecuador. Et farvel til Sydamerika.
Sydamerika. Smaa ting som stoerre ting er haendt. Smaa som store oplevelser. Jeg har med Argentina set Spanien, Frankrig, Italien, Sweiz og New Zealand pakket ind i latinamerika, med Chile ladet mig overvaelde over vidunderlige menneskers hjaelpsomhed samt landskabets diversitet og skoenhed, med Bolivia oplevet et fattigt lands store rigdom og paradoksale modsaetninger, med Peru saavel kulturlige som naturlige vidundere og med Ecuador beundret et lille lands storslaaethed. Jeg ahr fundet verdens bedste is i Argentina og den smukkeste solnedgang i Chile. Jeg har proevet en junglemedicin mod bihulebetaendelse i Amazonas, som skulle sniffes op i naesen og som var den vaerste smerte, jeg nogensinde har oplevet. Jeg har laert at rulle en joint i tranquilo Montañita og formaaet at staa oprejst paa et surfboard selvsamme sted. Jeg er blevet sendt hjem i en taxa af en politimand i Quito. Jeg har set de mest fantastiske landskaber - alt lige fra de oedeste oerkenstraekninger til de frodigste groenne bjerge og dale over Andesbjergene med deres takkede tinder og krybende gletschere, deres turkisblaa laguner og fossende vandfald endvidere boelgeramtesandstrande ved Stillehavskysten og Amazonasjunglens groenne dybder og rindende floder. Det sydamerikanske landskab er det mest betagende, forbloeffende og imponerende, jeg overhovedet kan forestille mig. Det er en ubeskrivelig og uvurderlig diversitet. Mange indtryk har braendt sig fast. Det goer dem vel sagtens til aftryk. Sydamerika har sat mange af slagsen. Et vemodigt farvel er formentlig et snarligt paa gensyn.
- comments
Jane Hva'.... Anne.... Det med den joint og politimand skal vi vist lige tage en snak om, når du kommer hjem....
Jane Hva'.... Anne.... Det med den joint og politimand skal vi vist lige tage en snak om, når du kommer hjem.... Men fantastisk blog! Super levende og nærværende beskrivelser! Glæder mig til at se dig, når du kommer hjem til sommer. Pas på dig selv. Stort kram Jane
Anne Jane, min solstraale... Du er saa soed, at du altid holder mig lidt i oerene. Tak for det :) Og tusind tak for dine soede ord - jeg er glad for, at mine oplevelser kan bringe lidt glaede i den anden ende ogsaa. Jeg glaeder mig meget til at se dig igen! Muchos besos y un abrazo fuerte, Anne
Kathrine Fisker Hej søde Anne. Hvor er det nogle fantastiske billeder og dejlige beskrivelser! Bliver gul og grøn af misundelse af alle de vidunderlige ting du oplever!! Men misundelse er en grim ting, hehe og jeg under dig det hele!! :-) Fortsat rigtig god tur og så glæder jeg mig til at høre endnu mere om din tur når du kommer hjem! Pas på dig selv! Knus og kram herfra