Profile
Blog
Photos
Videos
Bolivia - et mere beretterisk tilbageblik
Ogsaa Bolivia er for laengst tilbagelagt og det maa igen blive et tilbageblik. Denne gang ikke et saa laengselsfuldt et af slagsen, men stadig et fyldt med gode minder, fantastiske indtryk samt de skoereste og skoenneste af mennesker.
Et af mine foerste indtryk af Bolivia var en ung boliviansk dreng, der stod ved siden af mit saede i bussen og sang om sit liv uden sine foraeldre; sin afdoede far og sin mor, som han ikke ved om eller hvornaar vender tilbage. Bolivia. Hjerteskaerende og oejenaabnende. Smuk, farvestraalende og betagende. Fattig, beskidt, men rig paa alt andet end penge. Bolivia. Endnu et tilbageblik.
Bolivia besidder alt fra de toerreste oerkener, blaendende hvide sandmarker, byer i skyhoeje hoejder, frodige jungler, snebeklaedte bjerge og vulkaner samt verdens hoejst beliggende og stoerste soe. Og meget meget mere er jeg sikker paa. Mit ophold maatte desvaerre blive en lettere begraenset affaere med det ikke blot landskabeligt velsignede, men ogsaa kulturelt rige og sprudlende land.
Salar de Uyuni. Uendelige oerkener, groenne, roede og blaa laguner, flamingoer og vincuñaer, aktive vulkaner og oversvoemmede saltmarker. Alt sammen i svimlende hoejder med varme dage og frysende naetter. Foruden saltmarkerne syntes landskabet at vaere sammenligneligt med San Pedro de Atacama: Et fascinerende Salvador Dali´sk oerkenlandskab med al dets mystik, skoenhed og foruroligende stemninger. Saltmarkerne kan ogsaa falde under denne kategori. En oerken af salt. I denne omgang en oversvoemmet oerken af salt. Vi ankom i slutningen af regnsaesonen, hvilket betoed, at saltmarkerne var daekket af ca. 15 cm vand. Nu; saltvand. Meget salt vand. Selv for saltelskere var saltet overvaeldende. Og det var det da ogsaa for vores jeep. Salt i ledningerne er ikke sundt for en bette dyt. I hvert fald betoed det, at vi strandede i midten af de oversvoemmede saltmarker i et par timer, indtil Juanito, der maa anses for at vaere en intet mindre end genial mekaniker og den soedeste og mest beskedne guide fiksede ledningerne med gaffatape og hvad der ellers kunne findes. Turen gik derefter videre i 3 dage. Ud i ingenting eller ud til alting, hvor ingen er. Alt sammen med to skrupskoere 18-aarige, penisfikserede canadiere og en hollaender, der tror paa reeinkarnation og konspirationsteorier.
Og dette lille hold af spidsfindige, underholdende, graenseoverskridende, pruttende, raabende, rubrikskubeloesende, slikspisende og til enhver tid glade folk fortsatte jeg videre med til Potosi. Potosi; verdens hoejst beliggende by i den svimlende hoejde af 4100 m. En mineby, hvor stoerstedelen af den mandlige befolkning fra byen og omegnen arbejder i den stadig aktive soelv/tin/kobbermine, som det var muligt at komme ind og se. Vi tog med en eksminearbejder, der ikke blot kendte minerne og procedurerne, men ogsaa kendte arbejderne, deres tanker og bekymringer. Det var en berigende, oejenaabnende, frygtindgydende og hjerteskaerende oplevelse.
Vi blev udstyret i hele mine-gearet; gummistoevler, kraftigt regntoej, hjelm og lygte i panden. Turen ind i minen gik kun ned det til andet niveau ud af 16 (hver med 30-40 meters afstand fra hinanden). Andet niveau var svaert nok at naa - vi maatte kravle og glide gennem smaa gange med mineralstoev og arsenik haengende i luften. Det var svaert at traekke vejret i de smaa, snaevre og fugtige gange, der bugnede med ledninger og rystede ved eksplosioner. At tygge coca-blade (ja - kokainblade) kan hjaelpe paa minens hoejde og dybde og dermed tynde luft. Derfor har alle en klump coca-blade i sin kind. Minearbejdernes klump dog stoerre end de besoegendes. Men effekten skal ogsaa holde laengere. Nogle gange arbejder de to gange 24 timers vagter og spiser intet. De drikker 96% alcohol blandet med vand og tygger coca-blade. Det holder sulten vaek og energien oppe. Dog arbejder de ikke i timerne 23-02, da de tror paa, at minernes spoegelser og El Tio, djaevelen, raser i gangene. Det er kaar, jeg sjaeldent vil glemme. Vi fik lov til at hjaelpe vores guides gamle team med at arbejde, saa de kunne faa en velfortjent pause, drikke/ofre alkohol (til El Tio, Pacha Mama, minearbejderne og mineralerne) sammen med dem, altimens vi snakkede med dem om livet i moerket. De er moerkets maend. Heldigvis var de fleste smilende, men flere bestemt ogsaa det modsatte, hvor frygtm angst og begyndende galskab anedes i de lysende hvide oejne i moerket.
Vi forbliver i hoejderne. La Paz. Verdens hoejst beliggende hovedstad. Et fascinerende sted, der besidder kvaliteter, der ikke gemmer sig under overfladen, men istedet over overfladen. Nedsunken i byen synes den blot som en beskidt markedsby med larm og hoejrystende, raabende folk og tusindvis af taxaer. Men lader man sig stige op til de svimelende hoejder i forstaden El Alto, beliggende i 4000 meters hoejde forstaar man pludselig, hvorfor byen er noget ganske saerligt. Aldrig har jeg set en by i en saadan topografi. Det var storslaaet og dybt imponerende. Byen er bygget ind i og op ad de mest betagende bjerge og klippeformationer. Store klipper skyder op i midten af byens centrum og huse ser ud til at kunne skride ud over kanterne, naar som helst det skulle vaere. Og fra toppen af El Alto tordner store groenne og snebeklaedte bjerge og vulkaner sig op og omgiver byen. Over overfladen, som end ikke aenses fra byens nedsunkne centrum, gemmer sig en storslaaethed, en kavlitet som ikke afsloeres under overfladen.
Langt mere umiddelbar var Coroicos skoenhed. Stadig i hoejderne, men vaek fra larmen og ud i landskabet. En verden for sig. Tropisk fugtighed, groent, groent, groent, blomster og junglebeklaedte bjerge, hvor skyerne synes at opsluge toppene og langsomt synke laengere og laengere ned imellem traerne, bananerne og palmerne. Et tryllebindende landskab ud i hvilket jeg begav mig med en lesbende franskmand. Der var ingen andre end os undtagen et par lokale paa vej hjem til deres huse paa bjergsiderne. Vi endte i et lille lokalt samfund; et par huse omgivet af cocamarker med kvinder i det mest farvestraalende toej, der plukkede cocablade og boed os velkommen. Det var smaat, autentisk, lokalt og fint. En lille pige endte med at foelge os til den naermeste hovedvej ad smaa mudrede og tilgroede stier. Ned til en lille landsby, hvor alt emmede af den latinamerikanske ´tranquilo´-stemning. Boern, der legede paa vejen i bare taer og bukser, der lige viste toppen af numsen, kvinder der ventede paa, at den eneste lille butik skulle aabne og maend, der roligt ventede paa den naeste taxabus til Coroico. Lige som os. Smaat, autentisk, lokalt og fint.
Sidste stop i Bolivia. Copacabana, Lago Titicaca. Et meget turistet sted. Men bestemt et sted, der er vaerd at se. Det er smukt og fint med masser af kultur og betagende landskaber. Men de saa turistede steder faar mig ofte til at foele mig lidt fjollet. Én i maengden, én blandt mange, der goer det samme. Som det ogsaa var tilfaeldet her. Maaske netop derfor var det bedste Isla del Sol. En stor oe udenfor Copacabanas kyst. Mange tager bestemt ogsaa hertil, men ikke mange vaelger at overnatte derude. Jeg overnattede paa den smukke del af sydoen sammen med en irsk pige hos en lokal mama, Masolina. En traditionelt klaedt boliviansk kvinde, der driver et lille hostel ganske alene. Hun har ingen fortaender, men det til trods er der store smil - dog oftest med haanden for munden. Vi var de eneste hos hende, saa hun tilboed os at lave aftensmad til os. Traditionelt boliviansk. Det bedste jeg fik i Bolivia. Hun gjorde det hele saa hjemligt og hyggeligt i sit lille hus med sin lille have. Hun gjorde Isla del Sol til meget mere end, jeg havde forventet. Hun viste os det, som alle de andre ikke saa. Det rigtige Isla del Sol.
Det var lidt af Bolivia. Min del af Bolivia. Hjerteskaerende og oejenaabnende. Smuk, farvestraalende og betagende. Turistet, men dog med mulighed for betagende under- og overflader. Fattig og beskidt, men rig paa alt andet end penge. Fyldt med paradokser og paradoksale modsaetninger. Maaske de faktisk haenger sammen dog. Maaske man i hoejere grad vaerdsaetter de smaa og berigende ting, saa snart de omgives af deres modsaetninger. Maaske.
Jeg noed Bolivia. Men jeg nyder mere, hvor jeg er nu. Peru. Maaske derfor et mere beretterisk tilbageblik. Maaske. Dem er der mange af. Maaske'er. "Alt er muligt, men intet er nogensinde sikkert", som en peruviansk pige sagde til mig idag. Jeg tror, hun har ret.
- comments