Profile
Blog
Photos
Videos
Guatemala og Mexico. Nu to i én: To lande, én blog. De sidste eventyrligheder. Kort om Guatemala, mere om Mexico.
Guatemala var magisk, indbydende, omfavnende og alsidig samt fantastisk fascinerende og farvefuld. Man kan ikke andet end at blive tryllebundet af den overvaeldende traditionsrige kultur og den ubegribelige diversitet i landskabet. Samtidig undgaar man ej heller at lade sig maerke med landets fattigdom og mange personers roerende livsfortaellinger, der beror paa mere end almindeligt udsatte livssituationer.
Omend et forholdsvist lille land, er der naesten for meget at goere her og selv Milles og min blot 2,5 uges Guatemala-eventyr foerte os vidt omkring. Vi var omkring alt fra et kolonialt pragteksemplar af en by, Antigua, til et pragteksemplar af et mayaherredoemme, Tikal, til pragteksemplarer af guddommelige naturscenarier, Semuc Champey og Lago Atitlán.
Guatemala var fantastiske oplevelser med en fantastisk soester. Det var grin og ballade, der dog hele tiden blev efterfulgt af smaa som stoerre uheldigheder. Her i naevnte raekkefoelge: En Mille med 3 store forkoelsessaar, en braek/diarré-syg Mille, der efterfoelgende maatte tage endnu en omgang med forkoelelsessaar - denne gang paa oejet, derpaa en stjaalen Iphone og et moede med mandschauvanistiske guatemalske politibetjente og slutteligt et stjaalet kamera og dertilhoerende 2 ugers billeder. Ja, ja - la vida de un viajero. Med Mille ved ens side, kan alt tages med et smil.
Dette forbliver mine smaafortaellinger fra de guatemalske eventyrligheder.
Jeg har spurgt mig selv mange gange, hvorfor det har vaeret saa svaert for mig at faa skrevet et blogindlaeg om Guatemala. Svaret er let, er det gaaet op for mig nu: Jeg har vaeret lige dér, hvor jeg har vaeret. Oplevet fremfor at reflektere over, hvad jeg har oplevet. Nu´et er lige dér, hvor man er og det skal udleves, indleves og opleves. Refleksion hoerer efter nu´et til. Som saa er NU, aabenbart. NU hvor rejsen lakker mod sin ultimative ende, NU er der tid og et foruroligende rum til refleksion. Refleksion over de sidste eventyrligheder.
Mexico ér og bliver noget saerligt. Mexico ikke blot omfavner én, men indbyder og optager én blandt sit og sine. Mexico er en skat med plads til stor variation i sine mange, og fristes jeg til at sige, uendelige vidundere. Fra oede bjerglandskaber og imponerende snebeklaedte vulkaner til karibiske smaaoer over de frodigste og groenneste jungler til metropoler og stoevede envejs-pueblos. Mexico er farvestraalende, en evigt hjaelpende haand, hjertevarm og i udsatte omraader foruroligende, skraemmende og moerk, men overordnet set er Mexico en lang intens oplevelse, der synes ingen ende at tage; om hvert et hjoerne venter en ny oplevelse, et nyt wauw og endnu et smil, som altid gengaeldes.
Foerste stop i Mexico: Chiapas. Groen, naturskoen og rig paa historie og trditionsbunden kultur. Chiapas byder enhver rejsende velkommen med aabne arme med sin store variation, der spaender alt fra hoejlandets naaleskove, der beboe af traditionsrige mayalandsbyer saasom San Juan Chamula og Zinacantan til velbevarede og charmerende koloniale byer og bjergtagende jungler med imponerende ruiner, der vidner om store og magtfulde mayaherredoemmer. Chiapas favner alt fra ulideligt varmt og fugtigt til ulideligt koldt og vaadt. Chiapas favner hvert et humoer og hver en rejsende.
Tilstoedende Yucatán befinder sig enten som en lus mellem to negle eller som blommen i et aeg mellem fremskridt og traditioners genlydende raab. Paa den ene side er bugnende og haevdende pompoese mega-resorts og paa den anden side stolte og robuste mayatraditioner med hvad der tilhoerer af forfaedrenes ceremonielle centres mystik og koloniale mestervaerker af byer.
Paa den ene side er steder som Cancun. Nogle siger overpriced and underspiced og jeg maa give dem ret. Intet har en mexikansk charme eller rettere sagt; den charme, der maatte vaere er forceret, hoejtraabende og et show. Som et facade-praeget Las Vegas. Cancun - The Las Vegas of Mexico. Alt dette vidner de tusindvis af lys, de bankende rytmer, det evige natlige liv og tilhoerende stille dag, de store resorts og shoppingmalls om. Haevdende pompoest er det en lille del af Amerika i Mexico. Et karibisk Amerika mest af alt besoegt af amerikanere.
Den amerikanske masseturisme er forstaaelig, men forklaringen findes ikke i Cancun: Yucatán i sit hele er et overfloedighedshorn af utallige smukke karibiske sandstrande og smaaoeer, mayaruiner, rig historie og kultur. Fortid og nutid mingler, skaendes og blander sig som to evigt stridende soeskende. Dér ligger righeden og den sande grund til at slaa sine folder paa disse kanter.
Personligt vil jeg foretraekke Isla Holbox. Nok pryder mange stoerre som mindre hoteller den centrale strandstraekning paa oeen, men man kan stadig finde helt uberoerte smaastrande, der kun befolkes af hundredevis af flamingoer og en enkelt flok pelikaner eller to. Holbox er rolig og hviler i sit og sine. Et roligt lille paradis med en overjordisk farveskala, som jeg til stadighed kan have svaert ved at saette ord paa. I modsaetning til de karibiske strande ved blandt andet Tulum og Isla Mujeres har Holbox ikke det klare turkisblaa hav - istedet er farven en ubegribelig opal groen-blaa. Ikke klar og ej heller uklar. Opal. Gennemsigtig, klar, men maelket. Og skulle det ikke vaere overjordisk nok, saa beboes havene paa netop denne aarstid af de planktonspisende hvalhajer - verdens stoerste fisk, der mest af alt minder om et oldtidsvaesen. Efter princippet nok se, men ikke roere kan man fra siden af en baad paa dybt vand hoppe i og svoemme langs disse monstroese vaesener. Store og elegante, omend samtidig en anelse klodsede, glider de forbi én og fremkalder en foelelse af komplet ubetydelighed. Disse rolige kaemper giver tilnavnet til oeen paa den nordligste del af Yucatán, hvor det karibiske hav moedes med den mexikanske golf; Isla Holbox, la isla del tuburón ballena. Smuk, raa, rolig og naervaerende.
Flankeret af bjergkaeder ligger staten Oaxaca isoleret fra de oevrige dele af Mexico og bevarer maaske netop derfor en mytisk og staerk traditionsbunden side af mexikansk livsstil. Oaxaca har det meste af Mexicos mest livlige og kreative haandvaerk, nutidskunstnerne er blandt Mexicos bedste, festivalerne blandt de mest farvestraalende og maden i international topklasse med mole (kylling i chili/noeddesovs) og chiles nogadas (fyldte chilier i noeddesovs). I midten af staten er smukke koloniale Oaxaca by placeret i en dal omringet af den ene kunstneriske landsby efter den anden - den ene specialiseret i alebrijes (farvestraalende og fantasifulde traedyr), den anden i vaevede taepper, den tredje i sort keramik, den fjerde i groen keramik og jeg kunne blive ved. Syd for Oaxaca paa den anden side af bjergene er Oaxacas imponerende kystlinie med utallige hvide som sorte raa stillehavsstrande. Mange med tordnende, buldrende boelger og hundredevis af surfere, der saetter livet paa spil blandt de kraftfulde understroemme blandt tilstoedende klippeformationer. Andre strande er fuldstaendig oede og bemandes kun af de lokale fiskermaend, der med en enkelt line fanger dagens aftensmad. Oaxaca: Alt fra den vilde buldrende stillehavskyst til de roligste og stille bjerglandsbyer, hvor campesinos (landmaend) taalmodigt traekker deres ene hest langs snoede bjergsider. Herudover besidder Oaxaca i sin sydligste del en lille hengemt perle: Juchitán. En lille by med en staerk kultur, hvor de staerke matroner af kvinder regerer - buttede eller direkte tykke - med store farvestraalende nederdele og hver og én med en stumpende, mindst lige saa farvestraalende bluse, der afsloerer et skoent lille brunt stykke flaesk. De er selvbevidste og fyldt med selvtillid. Det afsloerer deres gang og deres tone. De er respekterede og set op til. Det vidner bl.a. den store skulptur om, der er hejst kun til aere for de juchitanske kvinder ved indgangen til byen: En stor kvinde i foeromtalte toej og en hovedbeklaedning bestaaende af kaempe firben. En mexikansk medusa, der fremfor at vaere skraemmende er smuk, indbydende, roligt tronende og dog skarp.
Oaxaca: Magisk, kunstnerisk, kulinarisk, naturskoen, bjergtagende, boelgebrusende, tolerant og meget, meget mere.
Ogsaa koloniale Veracruz er mangefacetteret: Flatterende, forfaengelig og forgaengelig. Veracruz har det hele i sin paradoksale og fascinerende sammenfletning. Hun pryder sig med muslingeskaller og udstoeder bilos, altimens hun minder os alle om sin grandioese koloniale fortid. Hun tilbyder milevis af havne-og strandpromenader med mariachis, cafeer med den typiske Veracruz-kaffe og smukke solnedgange over den evigt travle industrihavn, imens klovne glaedeligt underholder hele Veracruz´trofaste, hjaelpsomme og evigt smilende jarochos. Samtidig tilbyder hun ogsaa en mindre charmerende side, der baerer praeg af forfald og dunkle afkroge, men hun rejser sig stolt ved sine frontfacader og den centrale zocalo´s hjertevarme med boerneleg, mariachi-musik, dominospillende aledre maend og corona-drikkende vennegrupper. Alsidig og mangefacetteret er vist essentielle i enhver beskrivelse af Mexico City. Hovedstaden besidder i sig alle mexicos facetter: Hjertevarm, indbydende og farvestraalende samt foruroligende og skraemmende. Byen er baade en pulserende kunstnerisk metropol og en smog- og kriminalitetsbefaengt urban plet.
Byen er stroeet med smukke parker og europaeiske pladser, gadeliv, markeder, street-food paa hvert et hjoerne, mexikanske kantiner, store glimtende kontorbygninger, gamle klostre og katedraler samt hundredevis af museer og gallerier. Men det er umuligt ikke at overse byens problemer, der til enhver tid ligger lige under overfladen og i bevidstheden. Kidnapninger og taxi-roeverier, overfald, ulidelige traffikpropper og overfyldte offentlige transportmidler og en uoverskuelig konstant udvidelse af byens forhenvaerende graenser.
Lige her uspillede de sidste eventyrligheder sig. Med alt fra museums- og gallericraw til byvandringer i den historiske bydel til et mexikansk kantinebesoeg med en mexikansk bodybuilder, der havde spillet med i en Arnold-film. Mexico City. Mexico. Multifacetteret og fascinerende af selvsamme aarsag.
Enden paa en lang tur. Enden paa det bedste, jeg nogensinde har gjort. De sidste eventyrligheder. Det var her.
Og saa igen, maaske ikke. Victoria mindede mig den anden dag om, at den almindelige hverdag ogsaa baerer sine eventyrligheder med sig. Og hun har ret. Tak, Vicks. Mine hverdagslige eventyrligheder baeres af de helt saerlige mennesker, der goer hjem til hjem. Jeg vender nu naesen imod andre eventyr og pakker tasken med alle minderne sammen.
Jeg tager med en knugende fornemmelse i maven afsked med mit elskede latinamerika, siger tak med et lettere vemodigt smil paa laeben for alle de fantastiske indtryk, udtryk og aftryk og med et glimt i oejet og traekkende paa smilebaandet taenker jeg; hasta luego - nos vemos pronto !
- comments