Profile
Blog
Photos
Videos
EN MILD AFTEN I ANTIGUA ...
Har siddet i mørke på taget. Nydt en mild aften, hvor cikaderne lægger baggrund til byens mange indslag: Fyrværkeri fra Parque Central, som ligger godt 100 m. ned ad gaden. "Naboen" her på Antigua Hostal, der sidder og spiller på sin guitar - og det gør han ganske godt. Fest- og hornmusik, der bevæger sig rund i byen - skiftevis nært og fjernt. En summen af mange aktiviteter, der blander sig med duftene, som vækkes til live af den milde aftenluft. Jeg fristes næsten til at tage tøjet på igen og gå ud i natten … forsvinde ind i alles dens dufte og stemninger. Selvom klokken er tæt på 22, er temperaturen stadig 20 grader. Dagtemperaturen har ligget på omkring 26. Mindre udsving mellem dag og nat … og noget varmere end jeg har været vant til i Xela.
Antigua er en dejlig by. Minder i sin opbygning om San Cristobal de Las Casas; men er mere "rå" og mere autentisk. Det er ikke for ingenting, at den er på UNESCOs lister!
Alle gaderne er stenlagte … og det medvirker til, at trafikken generelt afvikles i et roligere tempo end andre steder.
Jeg har nydt at have en totalt stressfri dag. Har ikke haft ambitioner om "noget som helst" … har bare "driftet" rundt og ladet mig indfange af det, der tilfældigvis har fanget min opmærksomhed … ruiner, katedraler, kirker, små markeder med guatemalansk håndværk, sjove cafeer gemt inde i "baghaver" eller indrettet helt med genbrugsmaterialer …
Min siesta i dag var en super lækker massage - både afslappende og oplivende, der satte et grundigt punktum for den sidste uges strabadser…
Herligt! Jeg er "klar" til den sidste uge … og går måske alligevel ud i natten!
- comments