Profile
Blog
Photos
Videos
Anden dag i Accra, Nungua
En god nats søvn trods heden. Vi fik lækker morgenmad, havregrød med frisk mango, som smagte 10 gange bedre end dem derhjemme. Vi havde en lang dag foran os. Vi skulle ud i byen Nungua for at købe ghanesisk sim-card så vi kunne sms'e og ringe. Taksten er virkelig billig, jeg kunne sende omkring 10 sms'er og ringe i ca. et kvarter til Danmark for under 30 kr.
Nungua ligner meget Accra, den er blot mindre. Markedet, var nærmest et endnu større virvar som først at anskue virkede kaotisk. Boderne stod så tæt at man skulle smyge sig igennem og der var så mange mennesker, at man ikke kunne undgå konstant at støde ind i andre. Det var umuligt for os "fremmede" at orientere os. Heldigvis var vi stærkt ledsaget af mutter Perpetual, hendes datter Patience og datterens veninde (Hvis navn, var umuligt at udtale). På markedet var alt at købe, store bambus krat, som vi senere fik som middagssnak (var utrolig søde, jeg kunne ikke spise det), stabler af Jams (som er en slags kartoffel), alt slags frugt og grønt, bønner, bunker af røget fisk og en masse andet jeg aldrig før havde set.
På vej til markedet gik vi forbi en masse skoler. Det var både puplic og private. Alle havde skoleuniformer på, og som i går gav børnene os en helt særlig opmærksomhed. Der blev råbt "obruni" som betyder hvid, vi fik at vide at skulle råbe "bibini" tilbage, som betyder sort. Det syntes de var enormt skægt. Jeg spurgte Patience's veninde, hvad det kostede for forældre at have et barn i en private school. Hun vidste det ikke rigtig, men sagde, at det var meget dyrt. Det er svært at vide, hvad 'meget dyrt' vil sige, men at dømme efter, hvad jeg ved om denne familie, som er ret privilegerede i forhold til mange andre, så må det være ret dyrt, hvis de siger, det er.
Vi var i Accra, for at besøge den danske ambassade, vi kunne dog ikke få adgang, hvilket virkede mærkeligt og urimeligt. Vagterne, og de der sad i skranken ude foran ambassaden, virkede bare irriterede over, at vi ville ind. Vi fik blot en e-mail adresse stukket i hånden, så vi kunne maile til dem, hvis vi virkelig ville i kontakt.
Vi havde heldigvis et andet ærinde i Accra, vi skulle besøge Evelyn, vores kontaktperson og faglige vejleder. Hun er ghaneser og leder af "The National Nursering Teacher Training Center" i Accra. Det er et 8 ugers kursus til, hvad der vil svare til, at blive pædagog. Hendes undervisning er dog bygget på svenske forhold, hvilket var lidt overraskende, og spændende samtidig. Hun var utrolig venlig og virkede dygtig. Hun har en tæt forbindelse til Danmark også, så det føltes som om, hun forstod os godt. Hun tilbød et personligt/fagligt møde mindst en gang om måneden med os i forbindelse med vores praktik, og sagde i øvrigt t vi bare kunne ringe, ved det mindste. Hun spurgte os, om vi en dag ville lave noget undervisning for hendes studerende. Det var helt op til os, hvad det skulle indebære, teoretisk og praktisk. Dette var en stor ære, det viser hun har helt tiltro til vores faglige kunnen, og at læring går begge veje. Og jeg glæder mig.
Vi skal besøge de to praktikpladser på mandag med Evelyn og muligvis Perpetual.
Perpetual er en fantastisk kvinde. Hun virker sej og stolt (en rigtig kvinde), og hun rummer også en fantastisk varme og humor. Hun har formået at sætte sig i dyb respekt og fået os til at skraldgrine. Hun hjælper os meget, uden hende havde vi aldrig fundet frem til noget som helst. Det er samtidig svært at hitte ud af, hvordan hun har det altid, og hvad hun tænker om os, hun var meget stille til tider på turen og havde et alvorligt udtryk i ansigtet. Hun betalte vores tur med trotro'en, taxi'en, og nogle bananer og nødder vi spiste i Accra. Hun fortalte ikke, hvor vi skulle hen, gik bare og af og til tog hun fat i vores arm og sagde meget bestemt, at vi skulle følge med eller skynde os over gaden, hun ville ikke se på, at vi røg ude i offentligheden, og gik derfor væk da vi stoppede op for en enkel smøg.
Måske var det svært for hende at kommunikere med os, eller også så hun det bare unødvendigt at vende og dreje al ting, som vi er vant til. Vi danskere forhandler tit om, hvad vi skal i hvilken rækkefølge, hvor vi skal hen, og hvilken vej er bedst, hvem betaler hvad, hvordan får vi delt pengene imellem os osv.
Vi blev enige om at give hende omkring 20 cedi fra os alle tilsammen, det svarer til 60 kr. Vi kunne kun gætte på, at det nogenlunde dækkede de udgifter, hun havde stået for på turen.
Det var en enorm hede vi vandrede i, sveden dryppede konstant, og vi vandrede langt. Da vi hørte, hvor gammel Perpetual egentlig var, blev vi igen forbavsede og forstod nu, at hun selvfølgelig var træt og udmattet. Vi takkede hende mange gange for hendes hjælp og ledsagelse.
Vi ville en tur på stranden. Den lå 10 minutters gågang fra huset. Vi havde 11-årige Gifty med. Perpetuals skønne og virkelig bedårende datter. Hun ligner sin mor i sin måde at være bestemt og alvorlig, samtidig med en skøn humor, og somme tider virker hun meget voksen. Hun var inde på mit værelse, mens jeg gjorde mig klar til, vi kunne tage af sted. Jeg havde taget mit badetøj på og ville svøbe et klæde rundt om mig. Hun kiggede vurderende på mig og spurgte så "are you going to the beach like this?", hvor efter jeg kiggede på hende (og følte mig lidt dum), og sagde "can't I wear this?", "no, no, no", sagde hun, kiggede på det tøj jeg havde med, tog nogle lange bukser frem og en bluse, "this you can wear". Jeg adlød, naturligvis, hun må vide bedst. Og jeg er glad for jeg fulgte hendes råd. Kvinder går som regel i lange kjoler, bukser eller nederdele, og bluser der dækker skuldre. Det er varmt, men nok bare noget, man skal vænne sig til. Det tyder på, jeg skal have købt noget nyt tøj, da det jeg har taget med er almindeligt dansk sommertøj, som ikke er anstændigt i Ghana.
På stranden så vi kun én kvinde, som badede, og hun var sammen med sin mand. Hun havde heller ikke bikini på, men små shorts og en top. Vi var virkelig i tvivl om, vi skulle bade i vores bikinier. Til sidt gjorde vi det dog. Vandet var fantastisk. Og Gifty en rigtig vandhund. En ung ghaneser var fulgt med os, havde taget mig om armen og sagt at, nu var jeg hans. Det var ret komisk, men da han blev ved, blev det ubehageligt. Heldigvis var vi i selskab med Ibrahim, som er en del af familien, og jeg bad ham om, at bede ham om at gå. Dette vidner om, at vi som hvide kvinder helst skal være ledsaget af sorte mænd, hvis vi går på stranden eller i byen om aftenen.
Efter en lang dag, fyldt med indtryk, tanker, grin og spekulationer var jeg fyldt op, takkede pænt nej til at tage med de andre i byen om aftenen. Jeg havde ellers glædet mig, men kunne mærke jeg ikke havde overskud, og at ville blive overvældet og nok bare ville begynde at tude. Det er hårdt at skulle være på, hele tiden forholde sig til nye mennesker, vise interesse, udtrykke sig klart osv. Jeg betragter mig selv som et socialt menneske, men jeg står for en større udfordring idet, at dem jeg rejser med ikke rigtig kender mig, men kender hinanden godt, derfor skal jeg også tænke på at skabe relation til dem, vise hvem jeg er, og jeg tænker meget over, hvordan jeg virker på andre, hvilket er enorm udmattende. Jeg har det godt, det er bare hårdt.
Jeg gik direkte i seng efter aftenssmad, som stod på kogte bananer, jams og fisk i en slags kødgryde, som var dejligt krydret, snakkede et kvarter i tlf. med min kæreste og sov tungt til næste morgen.
- comments
Erik Stougaard Kæreste Amalie. Hvor er det bare fantastisk at læse og jeg bliver hele tiden rørt. Strandscenen gav virkelig et indtryk af den fremmede kultur og hvor godt det er at der er nogen til at passe på dig/ jer. Jeg kan godt forstå at du bliver træt af alle de nye indtryk og det er helt utroligt at sidde herhjemme med nyfalden sne og høre om at sveden bare løber ned af jer dernede. Bliv endelig ved med at skrive. knus far.
Lene Linderholm Kæreste dig. Så har far og jeg holdt møde om Jonatans 18 års sammen med ham. Det gik så ikke helt stille af - men det gik ;-) Han nægter iøvrigt at spise grillede edderkopper, når han skal besøge dig hvor han så end har det fra, så det kan være, du skal sende et komplet menukort over samtlige mulige retter, han kan risikere at blive udsat for. Her er bidende koldt, så du slap væk i tiden. I næste uge får vi en eller anden sibirisk koldfront ind over landet. Øv! Jeg tænker meget på dig og glædes meget over dine velreflekterede rejebeskrivelser - også de mere personlige. Du gør det sgu godt, min skat. Vi kan ikke gennem dine billeder fra denne blok, så måske du kunne uploade dem på face eller pr. mail, så vi kan gemme dem på vores egne computere. Du må endelig huske at sige, hvis der er noget, du har brug for, så finder vi ud af det. Mange kys fra Momi