Første møde med Accra i Ghana

Vi ankom med højt humør til Cairos lufthavn, fik at vide, vi fik gratis hotel natten over, og tilmed blev transporteret frem og tilbage. De glemte bare at sige noget om, at vi kom til at skulle vente i lufthavnen i omkring fem timer, før shuttle bussen kom og hentede alle passagerer, som var i transit. De tog også vores pas. Vi kunne ikke forlade "the waiting area", som egentlig bare var en masse bænke, en skranke og et tv. Vi havde intet vådt eller tørt. Vi kunne kun vente…

Endelig kom bussen, vi ankom til hotellet, det var et fint værelse, vi fik vand, og tre timers søvn. Så skulle vi af sted igen, så om det var umagen værd, var ikke lige til at hitte ud af. Heldigvis kunne vi købe mad, da vi ankom til lufthavnen. Vi fløj seks timer. Ankom til den enorme varme i Accra, lugtende, uredte med forventningsfulde øjne.

Perpetual og hendes ven hentede os i lufthavnen, og vi kørte sammen til Nungua, hvor hun bor med hele sin store familie. Vejen gennem Accra var en oplevelse i sig selv. Det var intet, som jeg før havde set. Et mærkeligt virvar af tæt trafik, hvor boder med alverdens ting stod linet op tæt sammen ud til den store vej, hvor biler kørte tæt, dyttede konstant, og hvor gadesælgere gik ind imellem bilerne på midten af vejen, hen til vinduerne og prøvede at sælge alt fra flotte ghanesiske træmasker til vatpinde. Man så kvinder gå med deres små børn bundet i et klæde bag om ryggen og mennesker med store fade af ananas på hovedet. Affald lå overalt, flotte bygninger lå side om side med faldefærdige rønner og skure. Alt var malet i alle regnbuens farver og de smukke lysende grønne træer stod i stærk kontrast til den okkerfarvede jord.

Da vi ankom til Perpetuals hjem, som lignede et sandt palads i forhold til alt andet i Nungua, med hvid marmor på gulv og vægge, blev vi først modtaget af en lille flok børn, som måske var hendes i Danmarks landshold t-shirt og en "Bevar Christiania" t-shirt. Dette vidnede tydeligt om, at vi langt fra var deres første gæster fra Danmark. Ud over dem, var en ældre kvinde, to unge piger i tyverne, tre-fire unge mænd og en ældre herre. Alle hilste varmt og sagde hele tiden "welcome, welcome, you are very welcome in Ghana".

Vi fik tildelt vores værelser, jeg fik det gode enkeltværelse med bad. De unge gutter og børnene hjalp gladelig med vore bagage, tog ud og købte myggenet og satte det op over vores senge. Vi tog på en lille tur for at købe vand og cigaretter og bananer, hvilket var svimlende billigt, en pakke cigaretter for seks kroner og ti bananer for tre kroner. Her oplevede vi virkelig, hvordan det er, at være hvid i en lille by som Nungua, folk kiggede, vinkede og især børnene smilede, råbte til os og ville røre ved os.

Vi fik aftalt det finansielle med Perpetual, hvad angik husly og mad, hvilket svarede til 2400 kroner om måneden (alt inklusivt). Vi fik mad. Satte os siden med en kop the, kaffe og smøger på taget, med tre ghanesere og den femte studerende fra DK. Vi snakkede om alt mellem himmel og jord. Om Danmark og Ghana, var hele tiden undersøgende omkring, hvad der var cutume, hvad man gjorde, ikke gjorde. Om man smilte og sagde hej til folk på gaden, om man skulle passe på gadesælgere osv. Vi fik at vide, at vi ikke skulle være bange, at vi bare skulle smile sige "Hello" og "How are you". Vi lærte også at sige det på det sprog de taler indbyrdes (hvad sproget hedder kan jeg ikke lige huske), men asseté betyder how are you, og man svare så ajé, som betyder "I'm fine".
De tre ghanesere gav både udtryk for at være interesserede i at snakke og lære os at kende, men gjorde også meget ud af, at fortælle os, at de ville passe på os. De ville altid stå til rådighed, gav os gode råd om sikkerhed, tilbød os en masse sociale begivenheder. Det var en fantastisk anderledes stemning, med havet bulrende på den ene side, den stjerneklare himmel over os, og en af de mange lokale protestantiske kirker bulrende på den anden side. Her var en stor flok mennesker i kirke, hvilket fuldstændig omvendt det danske var syngende, dansende, klappende, råbende og varede i tre timer.

På denne intet mindre end fantastiske første dag, føler jeg, jeg kender lidt til Ghana, Perpetual og hendes store familie. Hendes datter var især meget ved os, legede med vores hår, gav os knus og sad og snakkede længe med os om alt muligt. Jeg føler, at jeg kan være tryg, selvom jeg ved, der venter store udfordringer og hårde tider forude. Men det eneste, jeg er ked af, er, at jeg ingen taletid har endnu og ingen netværksforbindelse. Men det ændres allerede i morgen.

Lige nu ligger jeg på mit værelse, kan høre en eller flere cikader og havets brusen. Jeg har fået tre timers søvn i over 40 timer. Over and out.