Profile
Blog
Photos
Videos
1. August
Nu skulle sidste destination på hele vores lange rejse nåes: Tokyo. Vi var nået godt syd på i Japan, og havde en lang togtur foran os, vi vidste ikke præcist hvor lang, men håbede og regnede med at vi ville kunne nå det før midnat, hvor togkortet udløb. Igen kan vi glæde os over Japans togsystem, og turen gik let, og vi var fremme ved aftensmadstid, men det var dog noget kedeligt at bruge en hel dag på at sidde ned. Da vi gladeligt gik af toget på Tokyo station, fik vi spurgt os frem til hvordan vi kunne komme til hotellet, og vi kunne køre på togkortet så vi kom nogenlude tæt på, så det gjorde vi. Vi vandrede ud i skumringen Tokyo, efter vores kort, men vejene blev ved med ikke rigtig at passe, og pludselig stod vi ved et gigantisk vejkryds, som vi ikke kunne placere på kortet, og måtte indse at vi var faret vild. Når man blot står der tre unge piger og ser forvirrede nok ud, kommer japanerne venligt hen og vil hjælpe. En mand der ikke talte engelsk indkodede hotellets adresse på sin telefon, for at vise os vejen, men han kunne ikke forklare sig, så han ringede efter an kvinde der hurtigt kom, og forklarede os vejen. Vi takkede og begav os tilbage hvor vi kom fra, men måtte endnu engang opgive. Anette og Freja satte sig til at passe på vores backpacks (nogle tunge lede sataner) mens Ellen gik ud for at gøre endnu et forsøg på at finde hotellet. Imellemtiden var det blevet mørkt, og hvis man får meget hjælp som tre fortabte piger, får man kun endnu mere, hvis man er ene pige. Ellen snakkede med flere, og endte med en heller ikke engelsktalende mand, som spurgte omkring sig, for at finde ud af hvor adressen var. Til sidst ringede han til hotellet, og fik forklaret vejen, og så han fulgte os helt til døren. Ih altså de japanere er simpelthen så venlige, det kunne vi lære noget af i Danmark. Vi tjekkede lykkelige ind på vores hotelværelse, og fandt ud af at man kunne købe mad i en restaurant på hotellet... Forskellige pastaretter, det viste sig dog at være mikrobølgeovnsmad, men vi guffede det glædeligt i os alligevel. Senere på aftenen mødte vi vores værelseskammerart, som enten et umådeligt klodset og underlig, eller fuld/alkoholiker, vi kan i hvert fald ikke lide hende, det er første gang vi har været uheldige med vores dorms. Da vi om aftenen ville vaske tøj, stoppede vi vores tøj ned i maskinen der lige var blevet færdig, og satte den til at vaske. Da en mand spurgte om hvor hans tøj, som lige var blevet vasket var henne, sagde vi at det vidste vi da ikke, og at maskinen var tom før vi begyndte. Men det var den ikke, så vi måtte finde ham igen, og sige at hans tøj altså lige fik endnu en vasker... Pinligt!
2. August
Dagen skulle starte ud med et besøg i den kæmpe grønne klat midt i Tokyo, den kejserligt park. Vi fandt (med lethed) parken og gik os en tur rundt i de smukke omgivelser, indtil vi endte ved en lille sø med træer der blomstrede i fuld flor. Der var rigtig smukt og hyggeligt. Rundt omkring i parken mødte vi flokke af folk på guidede ture, og vi kunne ikke lade være med at grine da en guide spankulerede forbi os med en picatu-bamse for enden af en stav, som symbol på at man skulle følge med. (og det var altså ikke fordi det var en børnehave der var på tur). Da vi var mætte på japansk park, skulle vi afprøve tokyos metro. Ud over at vi godt kunne bruge lidt flere skilte på engelsk, var det virkelig nemt, og vi fandt hurtigt ud af at komme til kvarteret shibuya, der er kendt for at der skulle være gang i den, med masser af mennesker, butikker og neonskilte. Her gik vi rundt og nød stemningen af Tokyo, og gjorde en del shopping, da vi fandt den længe ventede (for Anette) American apparal. Nu stod den på aftensmad, en lækker burger, før mørket faldt på, så vi rigtigt kunne se al lyset, og områdets travlhed. Inden vi skulle hjem havde vi besluttet at vi ville se regnbuebroen, en bro der skulle være oplyst i alle regnbuens farver. Vi tog metroen så tæt på som vi kunne komme, og forsøgte at finde vej dertil (vi havde håbet at vi kunne se den med det samme, men der er umuligt for skyskrabere) men det lykkes ikke, så vi spurgte os frem. En mand sagde at det ville tage en time at gå dertil, og foreslog en taxa, det var vi ikke helt tilfredse med, men vi havde jo ikke noget valg. Da vi endelig fandt en taxa, der talte engelsk, ville tage os med, vidste hvor broen var, og kunne give os en cirkapris, kørte vi afsted. Broen var dog en voldsom skuffelse, fordi der var ikke noget lys på den, Tokyo har været nødt til at sparre rigtig meget på deres energi, da det ødelagte atomkrafværk gav strøm til Tokyo. Øv! Vi spurgte taxamanden hvad han skulle have for at køre os helt hjem, og det var ikke så dyrt, så vi sagde ja tak. På vejen så vi et lysende torn, som minde om eiffeltårnet: Tokyo tower. Da vores taxamanden kunne se hvor begejstrede vi var for tårnet, kørte han os helt derop, så vi kunne få billeder, sikkert også som kompromis for det manglende lys på broen, selvfølgelig uden at det kostede ekstra. Sådan en venlig taxachauffør! Vi håbede inderligt at vores fulde japaner var væk, men det var hun ikke. Vi kan nu nok også konkludere at hun ikke er fuld, men bare underlig og træls! Vi gik tideligt i seng få at få mest mulig søvn før vi skulle tidligt op, og på fiskemarked.
- comments