Profile
Blog
Photos
Videos
På vejen fra Cuenca i Ecuador til Trujillo i Peru havde vi et stop i byen Piura. Vi skulle sidde i en lille terminal, hvor et halvflimrende fjernsyn sørgede for at slå noget af ventetiden ihjel. På et tidspunkt blev der spillet et klip af musikvideoen til "Can't stop" af Red Hot Chili Peppers, hvilket ikke var noget specielt, da bandet er ekstremt populært i det meste af Sydamerika. Det blev straks mere specielt, da Sand efter et lille stykke tid udbrød: "Så I det drenge. Red Hot giver koncert i Lima om fem dage."
Det er med idéer, som det er med majskorn. Et majskorn er nu engang et majskorn, men giver man det en smule varme og opmærksomhed, og er man lidt tålmodig, springer den pludselig ud som et prægtig popcorn. Vi så vores majskorn på det lille fjernsyn, og vi brændte os så varme på idéen, at den blev til et stor, flot popcorn da vi tre dage senere stod med tre billetter i hænderne til Red Hot Chili Peppers koncert. Boo-yaa.
Turplanerne blev lidt ændret pga. koncerten. Efter Trujillo ville vi have været til byen Huaraz, som er udgangspunktet for en masse fed trekking og bjergbestigning i det område af Andesbjergene, som hedder Cordillera Blanca. Det måtte vi dog udsætte og i stedet tage direkte sydpå til Lima, hvor koncerten skulle afholdes. Vi fandt et kanont hostel med en hjælpsom sydafrikaner og hans peruvianske kone. Vi havde godt en dag til at udforske Lima inden koncerten kørte løs onsdag aften. Vi opholdt os i den turistvenlige og pænere del af byen, et distrikt kaldet Miraflores. På selve koncertdagen udnyttede vi Miraflores' parkområder til en tjep løbetur. Parkerne ligger i kilometerlange strækninger ud mod stillehavet, kun adskilt af nogle høje, næsten lodrette jordskråninger, svarende til de der skråninger på Venø, som er oplagte til en hæsblæsende tur nedad på cykel. Nogen der har prøvet det? Nå, men i hvert fald var vi ude at løbe, og på et tidspunkt løb vi forbi en lille indhegnet legeplads, hvor Toke ud ad øjenkrogen skimtede en person, han synes så bekendt ud. Toke ævlede noget om at forsangeren for Red Hot, Anthony Kiedis, altså helt sikkert havde stået henne ved legepladsen. Right. Men Toke insisterede, og vi løb tilbage for at kigge. Jeg vil gætte på, at der er i omegnen af 500 små legepladser på hele Limas kyststrækning. Men jo. Det var lige præcis dén legeplads som Anthony Kiedis havde valgt at tage hen på for at gynge og rutjse lidt, mens hans 5-årige datter stod og kiggede på. Febrilske, paralyserede og med en ærefrygt, der fik vores knæ til at pege ind mod hinanden, fik vi med vores bedste jyskengelsk fremstammet noget i retning af: "Eh.. Hello Anthony!" - "Hi guys" - "Ehm… We are l-looking forward to the koncert tonight!" - "Yeah, me too man!" - og så løb vi ellers væk derfra, mens vi udstødte nogle lyde, der må ha' mindet om en mellemting mellem grynt og pigefnidder. Der var lagt i ovnen til en ordentlig abefest af en koncert.
Og det blev det!
Vi havde billetter til anden forreste sektion, og var dermed sikret rimelige pladser. Alligevel blev vi smånervøse for at miste det forventede udsyn, da vi dukkede op uden for Estadio Nacional, hvor koncerten skulle afholdes. Bare køen til den sektion, vi havde billetter til, var allerede ca. en kilometer lang, da vi kom, og ellers troede, vi var i god tid. Det endte godt alligevel, vi kom ind på stadion og fik nogle ret okay pladser. Og så hjælper det også lidt på det hele, at vi er tre høje gutter, og at resten af publikum havde en gennemsnitshøjde på 1,40. Vi tror, der har været omkring 70.000 tilskuere. Bandet trykkede den af på trods af dets efterhånden aldrende medlemmer, men det tør vi ikke kommentere yderligere på. De har lige udgivet nyt album, og de spillede mange af de nye numre, men heldigvis var stort set alle gamle klassikere med på nær 2-3 stykker. Vores popcorn fik især salt på da bandet spillede "By the way" og "Californication". Fed koncert!
- comments