Efter det mislykkede forsøg på at bestige Cotopaxi i Ecuador, havde Jonas og jeg (Toke) gået og snakket lidt om mulighederne for at bestige et bjerg, der var over 6000 m. Vi blev enige om, at efter et par dage i Huaraz, som ligger i 3100 m, og Santa Cruz Trekket, som foregik i højder op til 4700 m, ville vi have de bedste forudsætninger for at undgå højdesyge på det høje bjerge. Da bjergkæden Cordillera Blanca har en håndfuld bjerge over de 6000 m, satte vi os for at undersøge mulighederne ved Huaraz' utallige ekspeditionsselskaber. Nogen selskaber sagde, at det var umuligt, da vi var på vej ud af sæson, og andre gav os flere muligheder og endda til halv pris ift. de anbefalede selskaber.

Vi brugte en dag på at finde det mest troværdige selskab (det samme som Santa Cruz Trekket) og endte med at købe en 5 dages tur, hvor de to første dage var afsat til at bestige en top ved navn Urus (5500 m). Urus skulle være et "testbjerg" - hvis vi kunne bestige det uden problemer mht. højdesyge og brugen af pigsko og isøkser, ville vi de tre efterfølgende dage forsøge at bestige Tociaraur på 6050 m.

Kl. 8 den første dag blev vi samlet op af vores guide på vores Hostel. Han viste sig at have en dansk kæreste, så han forstod det mest simple, vi sagde. Derudover viste han sig at være en mega cool bjergbestiger med speciale i isklatring. Han havde besteget K2 (verdens næsthøjeste bjerg), og en masse andre toppe rundt omkring i verden. Og så var han selvfølgelig med i redningsteamet for Cordillera Blanca, så vi følte os i sikre hænder.
Første dag bestod af 13 km trek ind til en base camp ved foden af både Urus og Tociarahu. Her skulle vi tidligt i seng, så vi kunne stå op kl. 2 om natten og være klar til at vandre kl. 3, da det bedste udsyn på toppen typisk er lidt efter solopgang. Afsted gik det udstyret med pandelamper, isøkser, pigsko og klatreseler til senere brug på det sidste stykke på bjerget. Som på Cotopaxi var det hovedsagligt en fysisk udfordring. På grund af højden gælder det om at finde det rigtige tempo, så du undgår alt for pauser, hvor du kan blive kølet ned. Hele tiden bevæger man sig på grænsen. Hvis man øger tempoet bare en lille smule, får man hurtigt får følelsen af ikke at kunne få vejret og man begynder at hyperventilere.
Det tog ca. 3,5 time at nå til snegrænsen, hvor vi så iførte os alt vores udstyr. Herfra foregik turen med reb imellem os, mens vi gik i zig-zag op af den isklædte top. Efter en times sindssyg hård vandring stod vi pludselig for foden af et forholdsvist stejlt stykke. Vi troede vist begge, at vi havde nået så langt op vi kunne, da ekspeditionsselskabet umuligt ville lade uerfarne bjergbestigere klatre på en 60 grader væg, som bestod af en blanding af is og klippe. Men turen var ikke slut endnu. Vi skulle helt til tops. Det sidste stykke var en kæmpe udfordring. At gå i et roligt tempo op ad en gletsjer var til at holde til, men til regulær klatring med en isøkse og pigsko var næsten umuligt at få ilt nok til. Men til tops nåede vi, og at sidde på toppen af et bjerg i 5500 m højde var alt for fedt. I slutningen af madpakken - hen mod der, hvor vi skulle have en kop af det medbragte kaffe - begyndte skyerne at trække væk, så vi havde en fantastisk udsigt ud over dalen på begge sider og Tociarahu i det fjerne. Selvom turen op var hård mærkede ingen af os dog til højdesygen. Så vi besluttede os for at gå efter de 6000 m.

Efter nedstigning til basecamp hoppede vi igen tidligt i soveposen, så vi næste dag var klar til 2,5 times flytning til High Camp i 4900 m. Da vi skulle have en halv overnatning i High Camp inden den endelige opstigning til toppen, skulle vi have alt udstyr med til tops. Det betød en masse ekstra tøj, sovepose, liggeunderlag, telt og isklatringsudstyr. Da vi begyndte flytningen havde vi altså begge ca. 20 kg med os i rygsækken. På trods af at vi denne gang skulle vandre noget kortere tid, betød de ekstra kilo, at det blev 2,5 ulideligt hårde timer. Da vi kom frem, fandt vi en nogenlunde jævn plads til teltet, og så skulle vi ellers bare hvile og sove så meget som muligt, inden vi igen skulle op kl. 1 om natten.

Så snart vi var i teltet begyndte det dog at regne. Regnen gik senere over i hagl og til sidst sne, samtidigt med at temperaturen faldt til under frysepunktet. Det eneste vi kunne gøre var at lægge os til sove, prøve på at holde varmen og krydse fingre for at vejret blev bedre. Vi vågnede kl. 1 op til den vildeste stjernehimmel, hvilket vi selvfølgelig tog som et godt tegn. Det havde dog desværre sneet lige rigeligt, og da vores guide havde tjekket sneen, måtte han konkludere, at det var uforsvarligt at fortsætte. Som på Cotopaxi var det i øjeblikket en kæmpe skuffelse bare at lægge sig tilbage i teltet. Endnu en gang havde naturen "snydt" os for en bjergtop, men tilsyneladende er tålmodighed en stor del af bjergbestigning.

Næste morgen vågnede vi op til fedeste solopgang uden en sky på himlen. På den ene side gjorde det næsten humøret værre at vide, hvor fantastisk det kunne have været på toppen i det vejr. På den anden side blev vi dog hurtigt klar over at vi havde den bedst tænkelige udsigt ud over nogle af Andes bjergenes smukkeste bjergtoppe. Så selvom det selvfølgelig var en skuffelse ikke at være kommet til tops på Tociarahu, var vi dog stadig høje af oplevelser da vi vendte næsen mod Huaraz igen. Vi havde besteget Urus og vi havde i fire dage befundet os i noget af det fedeste natur vi nogensinde havde været i.