Profile
Blog
Photos
Videos
Der var engang tre bjergbestigere. Ingen af dem havde nogensinde været på et punkt som Volcán Cotopaxis 5897 meter over havets overflade, men de syntes vist selv at det forestående højdemøde var velforberedt med akklimatisering og masser af vand. De havde endda udstyret sig selv med alt fra tykke jakker og vanter til pigsko og isøkser. Bjergbestigermentaliteten ulmede i dem, og tanken om at skulle bestige et bjerg højere end Højris-bakken og Kirkebakken i Dejbjerg tilsammen, vakte en tiltagende summen af spænding i maverne på dem. De var klar til et bjergbestigningseventyr.
Men…
Nogle gange rækker forberedelser bare ikke nok, og da de tre patrioter så oven i købet havde glemt at smide en hilsen til de højere bjergguder, var en garanti for at nå toppen åbenbart ikke nogen selvfølge. Cotopaxi lå to timers sydlig kørsel fra Quito, og den første egentlige vandring startede, de vores helte blev smidt af bilen på en lille parkeringsplads ca. 4600 meter oppe ad vulkanen. De gik i kun 45 minutter, men kunne alligevel mærke højdens indflydelse, selvom tempoet var langsomt. De var nu nået til det refugie, hvor de skulle forsøge at få nogle timers søvn, inden selve bestigningen gik løs ved midnat.
Kl. 24 blev de vækket af guiden. Hvis nogen af jer derude tilfældigvis ved, hvordan de tre ser ud meget tidligt om morgenen (f.eks. kl. 8), kan I måske forestille jer, hvordan de nu så ud mit om natten efter kun 3-4 timers søvn. Der var et yderst begrænset registreringsniveau af noget som helst. En ting registrerede de dog hurtigt - højden havde på ubarmhjertig vis sejret over Sand, som hurtigt blev kørt til bunds. Trioen af bjergentusiaster var nu stærkt reduceret. Selvom de alle havde håbet og troet, at de sammen skulle sidde på toppen og se solen stå op, valgte de at fortsætte to mand. Så kunne de jo altid få en masse billeder til deres (særdeles fremragende) blog, og 2/3 af en fælles oplevelse måtte på en eller anden måde være bedre end ingen oplevelse, besluttede de.
Men…
Efter tre fuldstændig udmattende timer måtte de to fortsættende bestigere sande, at naturen til tider kan være kompromisløs. Den eneste sti mod toppen havde samme dag lidt et sneskred, som gjorde det umuligt for selv den dygtigste isøksemand at passere. Efter en ubeskrivelig hård og intens indsats var det næsten ubærligt for de to at skulle vende om og alt for tidligt tage den tur nedad, som de først havde regnet med at skulle tage flere timer senere efter først at have besøgt toppen.
De fleste eventyr har en lykkelig slutning, men denne har en fortsættelse. De to bjergpionerer havde nemlig fået blod på tanden, og besluttede sig for et nyt eventyr senere på deres færd. Den tredje besluttede sig for, at han ville være den der stod klar med dejlig varm suppe og kaffe, når de to så engang ville kom ned fra bjerget igen efter en forhåbentlig succesfuld klatretur.
- comments