Profile
Blog
Photos
Videos
Så blev det den 19. august, hvor vi havde flybillet fra Caracas til Quito. Den frygtelige Caracas syntes pludselig ikke så skræmmende efter 3 ugers rejsen rundt i Venezuela, som da vi første gang ankom skrækslagne med forudbestilt, pålidelig taxachauffør og dyrt 5-stjernet hotel.
Fredag aften var vi i Quito, hvor vi fandt et afslappet, billigt hostel (ca. 25 kr/nat) fyldt med backpacker-hippier. Det skulle vise sig, at hostellet lå i kernen af Quitos natteliv, og alt hvad vi havde brug for - vaskeri, internetcafé, indkøbscenter - lå i gåafstand. Vi fik virkelig et godt indtryk af byen. Da vi havde vænnet os til at blive tilbudt stoffer af en skummel, gammel mand med solbriller og kæmpe fuldskæg hver gang vi trådte ud af hostellets hoveddør, nød vi virkelig tiden i Quito.
Den første dag tog vi en 3-timers bus (2 $) til en by, som hedder Otavalo, som hver lørdag lukker op for et af Sydamerikas største skrammelmarkeder. Et marked, der har været aktivt siden inkatiden. Alverdens produkter udført med en helt speciel, gammel strikketeknik af indianere var det mest gennemgående. Derudover var der adskillige boder med smykker, hatte, t-shirts, malerier, hængekøjer osv. osv.
En anden dag blev det endda til en kulturel gåtur (tømmermændsvandring) gennem byens ældre bydel, (hvor højdepunktet dog muligvis var den pose chips, vi købte på Plaza Grande).
I Quito udbydes en masse bjergbestigningsture til Cotopaxi (5897 m), som er en af verdens højeste vulkaner. Den udfordring fik vi sørme lyst til at tage op. Som en slags test for, hvordan vores kroppe havde det med højden og for at akklimatisere, tog vi en tur til Rucu Pichincha. En 4696 m top på vulkanen Pichincha. Vi kunne tage en gondollift - den såkaldte TelefériQo - til et udkigspunkt ud over Quito og de omkringliggende bjerge. Udkigspunktet lå i 4100 meters højde, og derfra kunne vi så tage en sti, der førte os de sidste 600 m til tops. Det blev til 2½ timers udfordrende opstigning. Den tynde luft fik os til at dampsvede og hive kraftigt efter vejret, selvom vi gik i et forholdsvist roligt tempo. Vi slap da heller ikke for perioder, hvor let kvalme og kraftig rundtossethed, tvang os til korte pauser. Men til tops nåede vi, og det var helt kanon. Fantastisk udsigt, dybe afgrunde og en lækker sejrsfølelse. Vi begyndte at føle os klar til Cotopaxi.
- comments