Profile
Blog
Photos
Videos
Vi startede dagen med en Continental Breakfast a la Afrika, bestående af kolde pomfritter og en meget suspekt æggekage. Og så skal vi nok forberede os på at tidszonen er skiftet til African Time. Denne gourmetret tog i hvert fald blot 30 min. at hente. Efter morgenmaden tog vi hen på DCA-kontoret og mødte personalet, som holdt et par ganske spændende foredrag om projekterne, landbruget og klimaforandringer.
Herefter besøgte vi en lokal moske. Vi fik udleveret Chechenga'er/store farverige stofstykker til at dække os til med så vi lignede en afrikansk parodi på burkhakvinder. Efter en tiltrængt fodvask fik vi lov at komme indenfor og snakke lidt med mullah'en. De få casual-klædte mænd sad i den ene ende af rummet mens vi sad som en farvestrålende stofbutik i den anden. Men interessant var det, især fordi muslimer og kristne ser ud til at leve ganske fredeligt sammen her i landet.
Jeg, Nanna og Lise fik et par pool-lektioner af en knægt i den lokale ungdomsklub og blev dybt ydmyget. Til gengæld var frokosten man kunne købe på stedet super lækker. Vi blev også introduceret for vores guide Levi, som skal følges med os på hele turen, og vores chauffør som jeg flovt må indrømme at jeg ikke fik navnet på. Om eftermiddagen kørte vi en tur ud til 'the compounds' som er en slags suburbs til hovedstaden. Her levede folk i små tætliggende lerhytterækkehuse, eller dvs. skure bygget op af mursten brændt af ler og intet andet. Her i landet er man betragtet som velhavende hvis man har bliktag. Det sætter altså tingene lidt i perspektiv. De har ingen elektricitet (det har kun 3-5 %) og ingen løbende vand. Gaderne er trænge og fyldt med små boder hvor folk prøver at sælge majs, genbrugstøj, pomfritter, bananer, fisk m.m. Og alligevel virker folk glade og venlige. Gederne render rundt omkring og børnene fulgte efter os og posede for kameraerne mens de råbte 'Azungu' ('hvidt menneske'). Man følte sig dog lidt som om man var på fattigdomssafari, men det er jo kun fordi der er en så enorm stor forskel på mit liv og det liv de lever.
Om aftenen blev vores restaurant ramt af strømsvigt og det tog os derefter 2 timer før vi fik mad - eller dvs. de andre gjorde, da de havde glemt at lave min mad. Så jeg måtte tigge lidt ved de andre. Smagte landets nationalspise, nzima, som er en meget tyk majsgrød der ikke smager af så meget. Men det er næsten det eneste de spiser på landet, og det mætter og ligger tungt i maven. Men må indrømme at jeg fandt det ensformigt efter fire bidder.
- comments