Profile
Blog
Photos
Videos
Så ligger man her. Med myggenet klistret fast til lår og fødder, plasticlagen som knitrer når man trækker vejret og storlarmende fane i loftet. Hvad er det rigtige ord for sådan en fane egentlig? Jeg er svedig, sat til med myggestik og mine ankler er på størrelse med fodbolde efter en meget lang flyvetur efterfulgt af myggeattack af 3. grad. Og alligevel er jeg rigtig glad. Og spændt. Og træt.
Efter lidt over 24 timers transport (Helvede består sandsynligvis af lufthavne og fly uden udgange) ankom vi til Lilongwe lufthavn kl. 14 i eftermiddags. På turen fra Amsterdam til Lilongwe havde vi fornøjelsen af at flyve med 'The Pride of Africa' (aka Kenya Airways). Plussiden ved flyrejser er dog den måde man bliver stopfodret som små slagtegrise der skal fedes op inden jul (Hmm. Er der kannibaler i Kenya? ;) ) Men, men, vi ankom faktisk til tiden og fik ved et mindre mirakel al vores bagage med det samme.
Det første der slog mig var, typisk for en regnvejrsdansker som mig der er vant til kun at se ud under paraplyen, varmen. Eller: Heden. Derudover så det hele ud som det skulle. Afrikansk. Med blå himmel, solskin og støvskyer til alle sider. Vi blev indlogeret på Korea Gardens og værelset har både spejl og badekar (havde lidt forventet en lerhytte). Endnu bedre har jeg endnu ikke set værre dyr end myg. Min største fordom om Afrika var tilsyneladende at jeg forestillede mig at man vadede rundt i kakerlakker og giftedderkopper til knæene.
For lige at fortælle baggrunden for at jeg nu ligger her. Jeg har fået chancen for at komme hertil sammen med 15 andre fra Folkekirkens Nødhjælps Ungdomsnetværk. Vi er her for at se hvordan de klimaforandringer som har fundet sted de sidste 20-30 år har påvirket landet, samt for at se nogle af de projekter som nødhjælpen støtter i Malawi. Derfor løb jeg i går storsvedende de 2 km jeg har hen på banegården med rygsæk og hele opbakningen flagrende ud over det hele, da jeg var kommet lidt sent ud af døren. Hvorefter jeg lige præcis nåede toget mod lufthavnen og således havde forberedt mig godt på det med at være svedig og klam når man er ude at rejse. Men nu er vi her og vi skal være her i 10 dage hvor vi skal rejse rundt og se landet og møde befolkningen. Derfor brugte vi også eftermiddagen på at få et foredrag om landet af Lennart fra DanChurchAid (FKN). Jeg må dog indrømme at jeg fandt det efterfølgende kolde bad i et kulsort badeværelse uden lys mest fantastisk.
- comments