Profile
Blog
Photos
Videos
Kære læsere
Så forlod vi Byron Bay søndag formiddag og efter en bette bustur i australsk måleforhold og et tidszoneskift, så vi nu kun er 9 timer foran jer derhjemme, nåede vi Surfers Paradise lidt over middag. Allerede en time derfra kunne vi se de grå højhuse og hvorfor man kalder stedet for Australiens Miami. Med lidt bange anelser for om det her mon var sted for backpackere ankom vi til busstationen og blev kort efter hentet af en limousine fra vores hostel. Ja ja fint lyder det, meeeeeen faktum er at det var en gammel, slidt, blå Ford, hvor døren i venstre side ikke virkede og der stod kun tomme coladåser indeni. Så ikke så luksuriøst som det kunne lyde. Men men den fik os da frem. Her checkede vi ind og kom på værelse med 3 andre søde piger. Ret hurtigt hoppede vi i bikinierne og gik mod stranden. Her tilbragte vi hele eftermiddagen, inden vi handlede ind på vejen hjem og havde en hyggelig aften med nachos og guacemole inden vi gik forholdsvis tidligt i seng. Vi kan nemlig godt mærke, at vi er kommet nordpå, hvor luftfugtigheden og varmen er anderledes og ret udmattende. Lad os sige at der bliver svedet. Nat og dag!
Anden dag i Surfers stod vi op og smukkeserede os, inden vi tog en bus lidt sydpå. Der bliver nemlig afholdt en stor surf konkurrence her, hvor verdens bedste surfere er at finde. Vi kendte selvfølgelig ikke et eneste navn, men vi synes det kunne være ret sjovt at se det, når nu vi var her. Receptionen på hostlet havde fortalt vi bare skulle tage bus 703 til endestationen, så ville vi være der. Da vi kommer frem er der ikke andet end pensionister på stranden. Snedige som vi er, finder vi den lokale surf klub og spørger dem om de ved hvor det foregår. Ja ja længere sydpå endnu. Så ind i en ny bus med os, hvor vi slipper for at betale ny billet, fordi vi er blevet fejlinformeret. Vi tror buschaufføren tror det er hans kollega i vores første bus der har vildledt os og ikke receptionisten, og den tro lader vi ham da bare blive i. Så gratis kommer vi videre med bussen. Vi er dog stadig ikke helt klar over hvor det er henne, men på sædet foran sætter der sig en ung gut med langt hår og ja bare det der surf-look. Så vi spørger da ham om ikke han ved hvor det er. Jo jo han var dernede i går og er faktisk på vej efter hans bil som han måtte efterlade pga for høj promille. Så vi kunne bare følges med ham. Og det gør vi da så. Så vi finder frem til stedet, hvor det hele foregår og slår os ned på hver sit håndklæde og i bikinier og bruger hele dagen på at se de professionelle surfe og slikke lidt sol. Indrømmet, vi mangler en et par livstids træninger før vi når det niveau vi så. Men det var mega fedt. Ovenikøbet mødte vi vores sidste surfinstruktør Carl dernede og fik os lige en snak med ham. Tilbage i surfers Paradise stod den på pizza, pommes frites og kortspil.
Dag nr. 3 stod vi op og tog på stranden sammen med finske Jenni, som flyttede ind på vores værelse dagen før. Her lå vi faktisk det meste af dagen og stegede i solen, dyppede os i de vilde bølger og slappede af. Vi tog lige en pause i 'skyggen', hvilket betyder McDonald, hvor vi fik lækre, kolde smoothies. På hjemvejen shoppede vi lidt solcreme, solhat og solbriller. Aftensmaden bestod endnu engang af nachos. Vi har virkelig nydt og udnyttet at vi har haft ovn de tre nætter her i surfers. Faktisk har vi haft nogle gode, hyggelig og afslappende dage, og byen viste sig slet ikke at være så slem, som vi nok lidt havde frygtet. Det hjalp selvfølgelig også at vejret var med os her, i modsætning til i Byron Bay. Den ene dag på stranden kostede dog også Rikke nogle meget røde balder!! Hun havde faktisk ikke helt nemt ved at sidde ned i bussen til Brisbane dagen efter.... Så endnu engang bliver vi bekræftiget i at solcreme er vigtigt!
Nårh, men det var Surfers Paradise, næste destination er som skrevet Brisbane, hvilket er lidt mere storby end badeby, men det hører I nok om.
Ha' det godt så længe.
Kærligst os tre
- skrevet af Trine
- comments