Profile
Blog
Photos
Videos
Jeg havde aftalt med mine kollegaer, at de ville komme op nordpå til byen Tamale og jeg havde derfor indlogeret mig på det guesthouse vi skulle bo på. De sagde de ville køre meget idligt, og turen tager ca. 6 timer i bil, så da jeg vågnede dejligt sent turde jeg ikke tage nogen steder, for med mit held, ville de ankomme i det øjeblik jeg var taget væk. Men det her er endnu en gang Ghana, og burde have forudset at de først ville komme kl. 7 om aftenen L men jeg ventede med at spise, i tilfælde af, at de ikke havde og spurgte dem da de kom om de havde spist. Min chef, en nonne sagde, at hun ikke var sulten og ville gå i seng. Men de to andre, Bright, chaufføren og Ibrahim, sagde at de da godt ville med på den lokale restaurant - HVIS jeg betalte. Og der blev det ligesom afgjort, at jeg spiste alene. Ved de får madpenge hver dag, så de havde fint råd til det. men kulturen hernede er så anderledes og jeg vil beskrive den som: nassesamfund. Men så længe man er forberedt på det, kan man tage sine forholdsregler. Dog er jeg nået til et punkt hvor det godt kan genere en smule, at hver eneste ghaneser forventer noget af dig, fordi de forventer at alle vide mennesker er født med en guldske i røven. Har prøvet at forklare dem, at jeg har arbejdet rigtig meget for at få råd til turen, og det ikke bare er noget man gør. At man i Danmark kæmper hårdt for det man vil. Det gør man nemlig ikke i Ghana, hvor de har en meget lad indstilling til tingene og er overbevist om, at hvis de bare beder nok, så kommer det hele til dem uden de behøver at arbejde for det. men efter maden var det i seng, for vi skulle af sted næste morgen kl. 6.30.
Stod op og gjorde mig klar. Min chef, Sr. Caroline var ligesom jeg også klar til tiden, men vi skulle vente lidt på drengene, dog ikke så meget og af sted vi kom. Vi skulle langt omkring i dag, og har ingen anelse om, hvad de små landsbyer hed, men det var små lerhytter lavet af ler og kolort. Formålet med denne follow up var at se de gadebørn vi har bragt hjem og enten sponsorerer deres skolegang eller uddannelse, og se om de mangler noget. Ida var det hovedsageligt sygerske vi besøgte og hørte fra deres Master hvordan de klarede sig, og spurgte dem om de havde nogle problemer med deres maskiner eller personligt. De fik hvad de behøvede, vi fik taget billeder og gav dem lidt penge og så videre på farten. Dagen var lang og vi kørte sådan rundt til en 15.00, hvor vi skulle besøge en piges familie vi havde med fra Kumasi af, for at fortælle dem, at hun bor på et center i Kumasi og får en uddannelse på vores regning, og få dem til at underskrive en kontrakt, hvor de erkender, at hun er deres ansvar hvis noget sker, og at det er okay med dem, at vi uddanner hende. Vi kørte ud på lars tyndskids mark for at sige det rent ud og det var noget af et kulturchok der mødte mig. Pigen havde ikke set sin familie i over et år, og alligevel hilste hun ikke på nogen af dem, og selve moderen ville ikke kigge på hende. Der var en meget mærkelig atmosfære og der gik lang tid, inden vi fik dem til at snakke. Ved ikke hvilke familiefejder der lå og rodede der, men det var tydeligt at tingene bestemt ikke var, som de skulle være. Men vi fik da kontrakten underskrevet og pigen fik pakket de vigtigste af hende ting og vi satte kursen mod Tamale og landede der kl. 21.00 om aftenen. Spiste aftensmad med Sr. Caroline og havde en rigtig god snake med hende omkring centeret, kollegaerne osv. Blev meget klogere og indså hvor svært det er for hende og hendes medsøstre at gøre en forskel, netop fordi ghanesere er så lade, og hvis de bliver hundset lidt med eller får en velfortjent reprimande, så rotter de sig sammen og føler sig dybt forurettet. Søstrene er fra Nigeria og har lidt en anden tilgang til tingene. Tænkte for mig selv: fyr hele banden og få nogle ind, som faktisk har lyst til arbejdet og vil gøre noget for børnene. men ved det ikke er så let og så simpelt, for centeret har ikke råd til den største løn, så de kan ikke få de fuldt ud kvalificeret mennesker ind.
Om torsdagen skulle vi om muligt endnu længere ud på bøh'eren og vi aftalte derfor at mødes kl. 5.30. Det regnede kraftigt om natten, og var mega skønt, for så var det køligt og man kunne sove uden at svede som et svin. Men da kl. slog 5.30, var jeg den eneste der sad nede på trappen og så på det smådryppende regnvejr. Efter et kvarter ringede jeg til Sr. Caroline og spurgte hvor de blev af. Hun ville komme ned, men det regnede jo?? Øhhh, ja den er sku godt regnet ud, men så vidt jeg ved er biler nu om dage regntætte?? Hehe, som om hele verden går i stå hernede når det regner. Men hun kom ned, og vi forsøgte at få fat i mændene. Det tog omkring en halv time, og de lå og sov og deres kommentar var ligeså: jamen det regner jo?? Men vi kom da af sted en time forsinket og man vidste bare det så ville blive en endnu længere dag. Og Trine er ikke kendt for at være morgenfrisk, så hun var mildest talt lidt knot over at være stoppet og en time før hun egentlig behøvede. Og oveni det gav Sr. Caroline mig morgenmad: Et flute skåret op med makrel i. lige det jeg havde lyst til halv syv om morgenen, men ned kom det da, for du ved aldrig hvornår næste måltid falder. I dag havde vi en anden pige med, som var i samme situation som den foregående. Her ventede vi også lige 45 min, fordi overraskende nok: DET REGNER! Men vi kom da endelig af sted og vi besøgte igen i dag en masse børn. Da tiden kom til, at vi skulle besøge pigens familie og kom frem gik det op for mig at hendes onkelt var Chief og boede i et stort palads - godt nok lavet af ler og kolort - men dog et palads og mødte hans 21 koner, den ene mere tandløs end den anden. Men det var en sjov oplevelse og vi brugte en del tid der, før vi sendte pigen på en bus for at mødes med de to andre, så de kunne komme tilbage til Kumasi. Og videre var vi. Vores chauffør kunne bestemt ikke køre bil, og havde siddet og tænkt, at lige pludselig så går det sku galt. Når man kører 100 km/t på noget der er 10 gange værre end en dansk grusvej med kæmpe huller, som man zig zagger igennem, så er det dømt til fiasko. Og ganske rigtigt kunne jeepen en af gangene ikke stå fast, og vi kurrede sidelæns og var 1 m fra at ramme et stort træ og så begyndte bilen ellers at tippe og vi var oppe på to hjul og jeg fik Ibrahim i nakken, for her bruger man ikke sele. Men heldigvis rullede den ikke. Trine var godt gal i skralden her, og snakkede med min chef, som var blevet ret bange, at hvis han ikke kørte ordentlig fra nu af, så kørte jeg. Vi kom tilbage til guesthouse't ved 22.00 tiden og gik på hovedet i seng.
Dagen efter skulle vi først mødes kl. 9, fordi bilen skulle på værksted grundet den ringe kørsel. Så jeg tog mig den frihed at gå ned i restauranten og få morgenmad. Og hvem møder jeg? Selvfølgelig de tre medicinstuderende piger. Sidder så og spiser med dem og hygger indtil kl. er kvart i 10 og Sr. Caroline ringer og siger de er klar. I dag skulle vi ikke ret langt, og blev i Tamale og dens opland. Og der skete ikke det store i dag, så ikke så meget at fortælle. Vi var forholdsvis tidligt hjemme og spiste igen på restauranten alene og så i seng.
Det samme gældte for lørdagen, men havde aftalt med Nina, en af de hollandske frivillige, som også er på centeret og som har en ghanesisk kæreste i Tamale og derfor var deroppe, at vi skulle i byen. Hun spurgte mig, om jeg ville høre Bright og Ibrahim om de ville med, men sagde det måtte hun selv gøre hvis hun ville, for vidste de ville forvente jeg betalte for dem hvis jeg spurgte. Hun mødte Ibrahim på vej op til mig og spurgte ham, og da jeg var klar spurgte hun Bright. Vi tog til en lille hyggelig pub og bestilte. Og ganske rigtigt tog de ikke pungen op af lommen en eneste gang - tror ikke engang de havdee medbragt den. Men efter en drink der gik vi videre til et diskotek, som var på taget af et højhus. Det var ret fedt og vi dansede indtil kl. 1, hvor det lukkede og tog hjem. Var yderst fancy klædt, da man deroppe ikke må have åbne sko på, på diskotek. Så jeg var iført mine lilla snickers. Total partystyle 8)
Søndag havde vi fri på nær et møde. Men blev vækket kl. halv 8 af Ibrahim, der ville låne 20 ghana cedis af mig til at besøge sin mor. Her tænkte jeg sku, nok er nok. Vidste jeg aldrig ville få dem igen. Og vidste vores chef havde givet ham penge til det, så sagde jeg ingen kontanter havde og jeg for i øvrigt lå og sov og sagde pænt farvel. Da jeg vågnede senere hentede jeg mine bestilte sandaler og så skrev Sr. Caroline og jeg tog tilbage til mødet. Vi var de eneste der dukkede op. Ibrahim skrev, at han besøgte sin mor og Bright gav slet ikke besked. Pissede mig ret meget af, da de havde vidst det hele ugen. Men vi holdt mødet og tog derefter hent til en pool hvor Nina og hendes kæreste ventede på mig og lå og solede mig der og hyggede med dem.
Mandag var vi på vejen igen og i dag skulle vi mest besøge skolebørn langt ude på landet. Det var et ret stort kulturchok for mig at komme derud hvor børnenes maver var hævet op pga. underernæring og ellers magre som man ser i reklamerne. Det gjorde lidt ondt indeni. Men der er så mange sider af Ghana, er føler mig priviligeret over at jeg har fået muligheden for at se det hele.
Tirsdag var det hjemad mod Kumasi igen. Og da vi landede der slog mit held til igen. Vågnede ved at Sr. Caroline råbte af chaufføren. Aner ikke hvorfor, men pludselig blev jeg bare smidt af og måtte finde en tro tro med alt min oppakning fordi hun ville hjem nu og det kunne kun gå for langsomt. Heldigvis kendt ejeg området, og tog bare den tro tro uden et ord. Da jeg så kom hjem, forsøgte en skoledreng at bestjæle mig, hivlket ikke lykkes, men resulterede i at Trine faldt med hele oppakningen og slog knæet ret meget så bukserne blev ødelagt, blodet fossede og knæet hævede op og kunne ikke bøjes. Men sådan er Ghana - og kan bestemt ikke påstå jeg ikke får alle aspekter med.
XoXo //Trine
- comments