Profile
Blog
Photos
Videos
Hej alle
Endelig nyt fra turen!
Som Katrine afsluttede med at sige i sit sidste korte indlaeg, boed byen Tena i Ecuador paa nogle helt fantastiske oplevelser - riverrafting og en jungletur. Jeg overvejede en ekstra gang om riverrafting paa klasse 4 nu blev for vildt for mig. Hjemmefra er jeg jo ikke den store adrenalinjunkie, men det viste sig at turen ikke blev lige saa vild, som jeg havde gaaet og forestillet mig - ingen 10 m vandfald. Efter en koeretur og en halv times lettere svaer hike ned til floden, fik vi indskrukser i, hvordan vi skulle forholde os, hvis vi faldt i vandet osv. Med alt udstyret paa, hoppede vi 6 nybegyndere ned i hver af de to baade, samt en guide i hver og 4 safety kajaker der sejlede ved siden af. Mit hjerte sprang dog lige et halvt salg over, da jeg fandet ud af, at man ikke sidder inde i gummibaaden, men oppe paa kanten af den. Det viste sig dog hurtigt ikke at vaere saerlig farligt, og jeg noed virkelig den foerste del af turen, hvor floden kraevede teknik og samarbejde fra os og kaptajnen, primaert for ikke at stoede paa grund og sidde fast, da floden var rimelig lavvandet, og for at sejle rigtig gennem en rapid. Naar vi roede i takt og fulgte alle Alexs instrukser gik det virkelig godt. Den instruks vi var bedst til at foelge var klart "inside". Det blev raabt, naar vi sejlede gennem en vildere rapid, der var for risikabel at komme gennem ved at sidde ude paa siden af baaden, og vi kom alle i imponerende fart ind i safety i baaden. 3 personer faldt i vandet fra den anden baad, og specielt af af dem, var saa taet paa at komme i klemme mellem en klippe og gummibaaden, det saa virkelig sygt ud. Efter en skoen frokost paa en lille strand vi kom forbi, hvor vi badede under et vandfald, tog vi fat paa anden del af floden, hvor stroemmen var hurtigere og teknikken fyldte mindre, bare overlevelse, gik der mere legeboern i os, og Katrine var blandt andet ude og sidde paa spidsen af gummibaaden, og vi blev skubbet i vandet en gang eller to, samt floed gennem en rapid uden baaden liggende paa ryggen.
Dagen efter tog vi sammen med en spanier fra riverraftingen, en sweisisk pige og en israeler paa jungletur. Det var lige mig! Efter en vandretur paa ca halvanden time, hvor vi fik fortalt hvilke egenskaber nogle af de forskellige planter, vi gik forbi, har, kom vi til en stor hytte idylisk beliggende lige ved en mindre flod og godt gemt inde i junglen. Vi var ude og samle braende og mad bestaaende af ananas, bananer, cacaoboenner og saa faelede vi en pamle, for at faa en del palmens 'hjerte' til vores aftensmad. Det var totalt den hytte i junglen, hvor man kunne overleve uden meget kontakt til den civiliserede verden, som man droemte om, da man var lille. Den var i hvert fald fuldt ud paa stadige med de to huler Katrine og engang konstruerede. Vores guide var soen af et af de oprindelige stammefolk, og hans familie ejede nu den del af junglen, vi faerdedes i. Om aftenen skulle vi selvfoelgelig paa vandretur igen, ud og finde froeer, slanger og diverse planter. Som alt andet her i Sydamerika er tid og planlaegning relativt, saa turen der skulle vare 1-2 timer blev pludselig 4 timer hjem, det meste kravlende gennem floden. Amazonas junglens moerke var dog nok alligevel en lidt for stor mundfuld set i forhold til Harzen campingplads for Katrines ellers gode lommelygte koebt i Caravancenteret, saa Katrine og jeg endte med at overleve paa de andres naade. Heldigvis fulgtes vi med flere gentelmaend, der stod i vand til op over gummistoevlekanten med deres pandelygter og forsoegte at lyse, saa vi ikke gled paa de glatte sten. Her skal der ogsaa lyde en stor tak til Oliver, der sammen med mig dannede bagtrop den sidste time af turen, og gjorde det hele en del lettere for mig, ved at lyse. En af de ting jeg har laert her paa turen er helt klart udholdenhed. Det nytter ikke meget at gaa og beklage sig med "hvornaar er vi der?", for man kommer ikke hurtigere frem af den grund. Det er bare det ene ben foran det andet, selv om det er haardt at bliverskuffet, hver gang man tror, stien er lige rundt om naeste flodhjoerne. At gaa der i junglen i fuldstaendig moerke og finde froer og kaempe edderkopper var rimelig animal planet! Jeg holdte forresten ogsaa helt frivilligt en stor edderkop - maaske er det hvad junglen goer ved en. At staa der i en natur, der fuldstaendig overstiger, hvad jeg har forestillet mig og set i fjernsynet, var saa meget mere fantastisk, end jeg kunne kapere, saa jeg proevede bare at leve mig fuldt ind i naturen. Et sted ved flodbredden fandt vi ler for foden af en kaempe klippevaeg, og kvaliteten af den ler (ja, nu var jeg jo ikke paa pottemagervaerkstedet i vikingeugen i 4. Klasse for ingenting) var simpelthen ubeskrivelig god. Opevelsen af at vaere i junglen, hoere slangerne klapre, se sommerfuglene, samle vores egen mad og den utrolige natur, er nok en af de oplevelser, der har vaeret stoerst for mig paa vores tur indtil videre. Jeg kan slet ikke saette ord paa naturens skoenhed og den fanscination, der opstod over naturens vidundere.
Dagen efter var vi igen paa junglewalk, hvor vi fik lavet hatte, smarte briller, oerenringe, ansigtsmaling osv. af vores guidefaetter (se billederne). Da han spurgte, om vi ville smage myrer, var jeg ikke sen til at svare ja af en eller anden grund. Maaske den samme som da jeg fik lyst til at holde edderkoppen, bungyjumpe og selve situationen. Saa junglman var ude og hakke en tilfaeldig gren af med sin manchetkniv og vupti, i en lille udposning paa grenen boede de laekreste myrehapsere. Da han sagde, de smagte af citron, taenkte jeg "ja ja", men det gjorde de faktisk. Ikke vaerst.
Efter Tena tog vi til Banõs. Her moedte vi 3 danske piger i de termiske bade Banõs er kendt for (helt brunt, meget varmt vand). Med dem tog vi paa rapellingtur. Nogle raeb spaendt paa en speciel maade, og saa ned ad vandfald. Det var rimelig adventuresport og vildt fedt at proeve. Ogsaa her var naturen skoen, og jeg tog mig selv i lige at kigge ned ad klippevaeggen/vandfaldet paa vej ned, for at faa lidt mere adrenalin.
Derefter tog vi til Quilotoa, en soe i et vulkankrater, hvor jeg paa turen dertil fik stjaalet alle mine vaerdigenstande. Et mistet pas betoed, at vi maatte tage turen tilbage til Quito og den danske konsulat. Paa kontoret fik vi lige en snak med dronning Margrethe om, hvad nytaarstalen i aar skulle handle om, og de saedvanlige hverdagsting en dronning og to rejsende nu taler om. Heldigvis kunne jeg i loebet af to dage faa et midlertidigt pas (det er jo ikke foerste gang, jeg rejser paa midlertidigt pas), saa jeg er hjemme inden den 31. marts, hvis det kan troeste nogen (mor) ;-)
Vi besluttede at holde jul ved standen. God beslutning! Da jeg skypede med mine foraeldre den 23. December sad jeg i en haengekoeje lige ud til vandet i over 30 graders varme. Hjemmefra havde jeg gruet noget for, hvordan det ville blive ikke at holde jul med mor, far og Frederik, samt farmor og farfar. Jeg havde i lang tid proklameret, at jeg ville tude hele juleaften, og jeg var ogsaa rigtig traet af ikke at vaere hjemme og fejre aftenen med min familie, isaer i aar hvor farmor og farfar ogsaa var med, men dagen forloeb uden nogle bekymringer. Formiddagen brugte vi paa standen, hvor vi udsaedvanligt men alligevel typisk blev budt paa is og kage af to unge lokale politibetjente, der ikke havde mere fornuftige ting at tage sig til. Typisk fordi autoriteterne ikke opfoerer sig saerlig autoritaert her, og typisk fordi vi oplever, at rigtig mange gerne vil snakke med to lyshaarede piger. Generelt ser vi jo meget anderledes ud end gadebilledet, og vi faar rimelig mange kommentarer med paa vejen - tit er jeg glad for mit spanske er saa daarligt, at jeg ikke forstaar hvad de raaber ;-) Vi er meget tolerante, ignoerer det meste og stiller smillende op til de fleste billeder, men her forleden blev det dog lige en tand for meget for mig, da jeg sad ude foran vores hostel, og en bil med tre midaldrende maend kom koeerende. Ud af vindueret raaber de meget hoejt noget i stil med 'beautiful girl'. 2 min og sandsynligvis en tur rundt om blokken senere, kommer de igen koerende og stopper denne gang, og begynder at starte en samtale hoejt og med sjofle undertoner, hvor hele deres attitude er langt vaerre end teenageres, og mit ansigtsudtryk var ok afvisende, mens mine oejne kunne draebe. Det, der irriterede mig graenseloest, var deres vestlige udseende, udfra hvilket jeg konkluderer, at de maa bestemt vide, hvordan man opfoerer sig (jeg forklarer nogle gange asiateres- og sydamerikaneres opfoersel med kulturforskellene) og deres alder. De havde garanteret boern paa min alder. I hvert fald er det eneste, jeg siger til dem klart og tydligt "how old are you?". Ud fra chauffoerrens ansigts- og kropsudtryk at doemme, forstod han den engelske saetning og koerte utrolig misfornoejet og fornaermet videre. Sejren var i hus.
Naa tilbage til juleaftens dag. Efter at have handlet de sidste madvarer ind til den store julemiddag, skypede Katrine med hendes foraeldre. Vibekes responds, da Katrine vendte webkameraet over og praesenterede vores nye politivenner, var sjov: "neeeej, de er ikke soede". Det viste sig, at politiet kom til vores hostel pga. en sweisisk piges forsvunden. Alle hendes personlige ting var stadig paa hendes vaerelse, men hun var ikke set, siden hun forlod en fest med en fyr 3 eller 4 dage siden. Skraemmende.
Efter et bad og et photoshoot paa stranden ved solnedgang, gik vi i gang med julemiddagen under nogle forhindringer. Koekkenet var mildest talt elendigt, men det stoppede os ikke. Roedkaalen blev yderst vellykket, risengroeden (uden groedris) ligesaa og ris a la manden i andet forsoeg. Dertil fik vi kogte kartofler, brunede kartofler (som var det eneste der mislykkedes), frisk roedkaalssalat, sovs, franske kartofler og lokale bananchips, roedvin og en koebt halv grillkylling. Det var helt underligt at faa den slags mad igen. Dansk julemad virkede dog til at vaere i hoej kurs i Canoa, da vi under hele middagen brugte halvdelen af tiden paa at jage 3 naesvise katte og 2 hunde vaek fra vores mad. Desserten af hjemmelavet marcipan, nougat, slik og ris a la mande gled trods megen maethed ned, og saa kom hoejdepunktet - det jeg havde glaedet mig allermest til ved hele aftenen (mere end maden faktisk). At give Katrine sin julegave. Jeg tog fuldstaendig fusen paa hende, og overraskelsen og glaeden straalede fuldstaendig ud af hendes oejne! En lille uge inden, i Quito, var vi i et sjaelendent stort internationalt shoppingcenter, hvor Katrine proevede den fineste buksedragt. Med pokerface undertalte jeg dens skoenhed, og hun endte med ikke at koebe den, hvorefter jeg med snu og list, under paaskud af at have faaet det daarligt, spundsede hen og koebte den, mens jeg efterlod Katrine udvidende ventende paa toilettet. Gaven faldt som sagt i god jord, og det blev endelig jul da den forsvundne pige kom hjem til vores hostel igen. Hun var taget paa en impulsiv tur til med sin flirt, og da hun rejste alene, havde hun ikke foelt, det var noedvendigt at fortaelle, at hun tog afsted til nogle. Saa det og julen fejrede vi, med de andre vi boede med, og derefter udviklede juleaften sig meget alternativt og mindevaerdigt. Pludselig befandet vi os i en baghave, hvor ca. 10 argentinere og chilenere holdt deres egen fest og jamede helt fantastisk med deres alternative instrumenter og sans for rytme. Den maade er vi bare ikke vant til at udfolde vores kreative evner, og det var fascinerende og medrivende at vaere vidne til. Aftenen sluttede med lejrbaalsstemning paa vores hostel og et dyp i havet.
De naeste juledage tilbragte vi ogsaa i en strandby ved navn Puerto Lopez. Her noed vi beachstemningen, al den gode lokale seafood mad og tog en tur til Isla del Plata "poor man's Galapagos". Hurigt faldt vi i snak med to soede danske piger, som tilfaeldigvis studerede biologi paa Aalborg universitet, hvilket jeg ogsaa har overvejet her paa det sidste. Saa det var som sendt fra himlen at kunne spoerge lidt ind til uddannelsen, men jeg er stadig ogsaa interessteret i fysioteraputsstudiet, saa nogen videre beslutning er jeg ikke komme til. Det maa jeg se paa, naar vi kommer hjem. Ude paa Isla del Plata moedte vi de sjoveste blue footed boobies (se billederne), snorkeldykkede og havde en god dag.
Efter at have brugt lige omkring en maaned i Ecuador (da vi ankom regnede vi med ca 2 uger), var det tid til at tage tilbage til Peru. Det betoed 3 naetter i traek i bus... Heldigvis "havde vi fri" om dage den anden og tredje dag, saa andendagen blev brugt i Trujillo som vi allerede kendte og synes godt om, og tredjedagen havde vi taget lidt en omvej for at komme til Hueraz. Her havde vi hoert bjergene skulle vaere helt fantasiske. Desvaerre var der lidt overskyet, og det er ikke foerste gang, skyerne skiller os og bjergene. Men vi tog paa guidet endagstur og moedte to super soede piger fra Lima, samt saa en flot lagune.
Den tredje nat i bus viste sig at gaa over i historien, da vores stewardesse valgte at vise sig som et menneske. I alle busserne her i Sydamerika er der fjernsyn, og det skulle man jo tro var et underholdende imput, men de film der bliver vist, er simpelthen skraek gyser-scienfiction-actionfilm forfaerdentligt doublet til spansk, med volumen helt i top. Engang, da jeg laeste 'En kvindes Pris' af Somaly Man paa vej i en natbus, var vi tvunget til at hoere paa den film, som jeg ikke lige kan huske hvad hedder, men handler om en australsk fyr, der falder ned i en dyb kloeft, hvor hans arm saetter sig fast og han, efter ulidelige 5 dage uden hjaelp, ender med at skaere sin arm af for at komme fri. Jeg var saa forfaerdet, fordi jeg var saarbar efter at have laest Somaly Mans historie. Hun er en cambodiansk kvinde, der gennem sin barndom har vaeret tvunget til at arbejde som husslave og prostitueret, og de forhold og den haabloese situation, hvor hun ingen kontrol havde over sit eget liv, var simpelthen rystende. Isaer hvordan cambodianerne behandlede hinanden med taesk (Somaly blev engang laenket fast i arme og ben i et lille kaelderrum fyldt med slanger i 3 dage uden mad og drikke, for at straffe hendes hjaelp til en piges flugt, der lige var kommet til bordellet. Hendes historie er virkelig vaerd at laese!
Men altsaa, miraklet skete, da der blev sat en komedie paa (vi troede ikke vores egne oejne) med Jennifer Aniston og Adam Sandler MED ENGELSK TALE. Det var en fryd, og for at goere oejeblikket helt uforglemmeligt, aabnede vi en pose clickmix, som vi havde faaet af soede Mathias, medbragt hjemmefra og saa ville hyggen ingen ende tage.
Da vi kom til Lima den 31. December om morgenen, var vi dog godt traette, men vi fandt et super godt hostel, der foeltes som et hjem med stue, spisestue, koekken og intet formelt eller institutionsagtigt. Menneskene her (primaert argentinere) viste sig ogsaa at vaere super sociale og nytaarsaften blev fejret med hvidvin i selskab med alle dem vi boede med.
Vi skal jo holde tourformen, saa Katrine bestemte, at vi skulle paa nytaarskur. Nytaarskuren bestod af 3,5 timer paa en af Limas bedste gourmentrestaurenter Astrid og Gaston, Katrines julegave til mig! Og hvilken fantastisk julegave - 11 retter peruviansk gourmentmad, hvor vi mere eller mindre naaede gennem hele foedekaeden. Restaurenten var i en finere ende, end hvor vi normalt bevaeger os, saa vi havde dresset os op, og det var aabenbart lidt for meget for Lima i dagslys. Under normale omstaendigheder tilkalder vi os en del opmaerksomhed, fordi vores udseende er saa anderledes; hoej, lys, blond haar og blaa oejne, samt at vi rejser to piger alene, men da vi gik hen til Astrid og Gaston kl. 13 en normal 2. januar i vores outfits (Katrines buksedragt sad uovertruffent) var sydamerikanernes floejten steget med 2 grader.
Da maden allerede var i den dyre ende, var vin oveni en tand spicy for et backpackerbuget, saa vi fortalte uskyldigt tjeneren, at danskere normalt ikke drikker alkohol (det ved enhver jo, isaer efter den maengde hvidvin for meget, jeg indtog nytaarsaften), for ikke at tabe ansigt, men "tjeneren ledte os i fordrag" citat Katrine, og vi delte et godt glas hvid- og roedvin.
Vi blev et par dage ekstra i Lima, da Katrine pludselig ikke kunne haeve penge paa nogle af sine kort, og vores rejse afhaenger egentlig af hendes haevekort, da jeg ikke laengere har mine. Men det loeste sig magisk dagen efter krisen, og saa kunne vi tage videre til byen Ica. Efter en god middagsmenu, tog vi til byen Huachachina. 200 indbyggere og en hel masse turister er hvad byen taeller. Den ligger rundt om en lille lagune (soe) med palmer midt ude i Perus oerken. Nattelivet blev afproevet og det var dejligt overskueligt at vaere i en by, hvor der ikke var meget andet at lave end at slendtre rundt om soen eller op i sandbakkerne, eller finde ud af hvor man skal spise, samt hvilken is man skal have. Udover at se den smukke lagune, var vi ogsaa kommet for at sandboarde. Jeg var egentlig ikke helt klar over, hvad det var, jeg havde signet op til. Noget snowboarding i sand hvor jeg kunne tage det i mit eget tempo. Hvor naivt. Da vi fastspaendte os i bilen men fandt jeg hurtigt ud af, da turen ud i sandbankerne var det vildeste overhovedet! Det er svaert at beskrive, men chauffoeren koerte som en menneskelig rutsjebane mega hurtigt op ad de stejleste sandbakker, og derefter floej vi lodret ned ad bakkerne. Selve sandboardingen viste sig at bestaa i at ligge sig paa maven paa boardet og kaelke vildt hurtigt nedad. Det var sjovt!
Alt i alt kom vi godt ind i aar 2012, og haaber I gjorde det samme hjemme i Danmark. Det er dejligt at dele nogle af vores stoerste oplevelser med jer her paa bloggen, og skriv endelig en kommentar eller noget, hvis I foeler for det. Vi har det saa godt her paa touren, men glaeder os meget til at se Jer igen.
//Line
- comments
Frits Hej hej Dejligt at læse og dejligt at fingrene kan ramme tasterne. det er jo næsten som at være der selv. det bliver hårdt når i skal på tur downtown i Nibe. der kan man rejse uden pas og visum. Kærlig hilsen Frederik, Mor og Far
Line Fingrene kunne nogenlunde ramme tasterne, selv om det var lang tid siden ;-) Downtown Nibe bliver lidt noget andet ja. Dejligt I foelger med, og kan forestille jer, hvad vi har gaaet rundt og lavet. Gaelder mig til at se jer igen! Knus
Vibeke Hej Line. Det er et langt og godt indlæg du har skevet. I oplever godt nok meget og får overskredet nogle grænser :-) Jeg glæder mig til at se Jer. Hilsen Vibeke