Profile
Blog
Photos
Videos
Kaere tour-seere!
Det goer mig ondt at maatte meddele, at tour'en nu har faaet en slutdato. Det bliver den 13. februar, hvor de garvede tour-ryttere, Line og undertegnede, ankommer til Koebenhavn. Til trods for at tour'en nu har en afslutning, saa goer vi det bedste for, at det bliver en god en af slagsen, og vi glaeder og meget til at se Jer derhjemme igen. :-)
Efter utroligt mange busture paa utroligt kort tid, ankom Line og jeg endelig til Cuzco, som vi begge havde set frem til. Jeg var bange for at forvente mig for meget af Cuzco, men det var helt uden grund. Cuzco var helt fantastisk! Det var en flot by bygget i colonistil, med en vidunderlig beliggenhed hoejt oppe i Perus bjerge. Der var uendeligt meget at se og lave: lige fra at tage paa et chokoladekursus, til at tage paa museum, udforske Cuzcos natteliv, hygge os med de andre backpackere paa vores hostel, tage paa marked i Pisac, samt at se efterladenskaberne af Pisacs inkaruiner; men kronen paa vaerket maa siges at vaere turen til det majestaetiske Machu Picchu.
Da Line og jeg ankom til Cuzco tidligt mandag morgen, indloggerede vi os paa hostelet Kokopelli. Det var et super fint hostel med bordtennis, bordfodbold, pool, god morgenmad og senge, og ikke mindst soede mennesker. Vi faldt hurtig til og hyggede os rigtig meget med de andre paa hostelet.
Tirsdag tog vi paa Cuzcos chokolademuseum, hvor vi lavede vores egen chokolade, helt fra kakaoboenne og til inkakakao, spansk kakao og ikke mindst tyve smaa, fine stykker chokolade med smag af alt fra lige fra mandel, salt, m&ms, chili, skumfidus, osv. En ren succes.
Onsdag tog vi paa en guidet tur paa Inka Museet, hvor hoejdepunktet uden tvivl var mummierummet. Her var der en udstilling med de mummificerede inkakonger, som er blevet fundet i Cuzcos omkringliggende ruiner (alle begravet sammen med deres personlige dvaergslave: dvaergdiskrimination uden lige og mage!!). Onsdag aften havde en australier foedselsdag, saa i bedste argentinske stil bankede en gruppe argentisnske drenge en asado paa benene (en grillaften). Sjaeldent har jeg moedt et folkefaerd, der er saa stolte af deres koed, som argentinerne er, og lige saa sjaeldent har jeg moedt et folkefaerd, der spiser saa sent om aftenen, som argentinerne goer. Det var derfor ikke overraskende, at maden foerst var klar klokken halv elleve om aften. Koedet var godt krydret, men sejt, hvilket ifoelge argentinerne ikke havde noget med deres grillkunskaber at goere, men at koedet var peruviansk... Saa nu maa vi lade det vaere op til Buenos Aires at afgoere det.
Torsdag tog vi endnu laengere op i Perus bjerge, hvor den lille by Pisac ligger. Ud over en helt utrolig belligenhed, havde Pisaq et rigtig godt marked, hvor Line og jeg shoppede vores tasker endnu tungere, samt gik op og saa indgangen til inkaernes efterladenskaber.
Alt for tidligt fredag morgen tog vi bussen mod the Hydro Electrica, som er sidste stop foer Machu Picchu byen Aqau Calientes. Paa bussen moedte vi en amerikansk fyr, Jeremy, som var paa vej med bus fra sin kusines bryllup i Buenos Aires til Columbias hovedstad, Bogota, hvor han skulle moedes med nogle venner, foer han igen maatte vende tilbage til arbejdet den 22. januar. En bustur, der, hvis man tog den direkte, ville tage en lille uges tid (no kidding). Han havde dog tilladt sig selv to stop paa turen: Uyuni og Machu Picchu. Efter at have snakket paa bussen fugltes vi den 2 1/2 times lange men og smukke gaatur fra the Hydro Electrica til Aguas Calientes. I Aqau Calientes moedte vi to utroligt combat drenge fra Argentina (begrundelse foelger). De foreslog et billigt hostel og et godt sted at spise, saa vi fulgte gladeligt med, og havde en hyggelig aften med dem.
Naeste morgen stod vi endnu engang ulideligt tidligt op, og hikede os 1 1/2 time op ad et bjerg, og naaede op til Machu Picchu. Trods skyer var Machu Picchu stadig storslaaet, og vi fik taget det obligatoriske "turistbillede". Ud over at have koebt billetten til selve Machu Picchu, havde vi ogsaa koebt billetten til Machu Picchu bjerget (til den nette sum af 300 bobs stykket), som man kan hike op ad, for at faa en bedre udsigt. Line, Jeremy og jeg begyndte derfor at arbejde os op ad bjerget. Line besluttede, at stoppe midtvejs pga. ondt i halsen, der ikke just fik det bedre af den tynde luft og det haarde arbejde. Det var derfor kun Jeremy og jeg der efter 1 1/2 time naaede op paa toppen af Machu Picchu bjerget. Her sad vi saa og hyggede os i en sky i 3 1/2 time, hvor det vildeste vi saa var dalen til hoejre for Machu Picchu. Ikke just sindsoprivende. Vi besluttede os derfor lidt slukoerede for at bevaege os ned igen, men vi havde ikke gaaet i meget mere end 5 minutter foer Machu Picchu endelig viste sig for os. Begejstret blev kameraet hevet frem og der blev knepset loes. Da vi kom ned, fandt vi Line, hvorefter vi gik rundt og saa Machu Picchu fra alle dets fotogene vinkler. Hvis ikke man vidste bedre, ville man ikke tro, jeg beskrev en bunke gamle ruiner, men naermere en primmadonna af en model: dyr, svaer at naa til og utroligt fotogen. Men det var uden tvivl det hele vaerd.
Naeste morgen bevaegede vi os tilbage mod Cuzco. Det gik saadan set fint til at starte med, og vi kom med bussen mod Cuzco; men saa gik det helt galt. Der havde vaeret et jordskred, hvilket betoed, at godt og vel 100 meter af vejen manglede. I stedet var der mudder, et flodudloeb, en haandfuld bulldozere og en masse emzy vejarbejdere. Vi fik at vide, at der ville gaa to timer, foer vi kunne krydse i bus, da de skulle genbygge vejen. Jeremy, en af de argentinske drenge og jeg skyndte os derfor over paa den anden side, hvor vi forsoegte, at faa fat i en bus. Buschauffoeren var dog ikke til at finde. Jeremy og jeg gik derfor tilbage, for at hente Line og den anden argentiner (Martin), men vejen var nu helt spaerret, da en argentinsk pige var faldet ned. Saa vi var fanget paa den anden side af vejen midt i den bagende sol i 2 timer uden solcreme og kunne ikke goere andet end at foelge, hvordan vejarbejderne lige saa stille, fik genbygget vejen. Da vi endelig kunne krydse den nybyggede vej og kom ombord paa bussen og begyndte at trille stille fremad, saa det hele meget lysere ud. Det varede dog ikke laenge foer det blev moerkt og taeget. Bussen begyndte at faa motorproblemer, hvilket kom til udtryk ved at den hakkende begyndte at bevaege sig baglaens. Ikke det fedeste sted, da vi var paa vej op ad et bjerg, og ikke kunne se hvor meget vej vi havde at goere med. Det blev heller ikke bedre, da argentineren, Martin, der hidtil havde snakket engelsk begyndte at raabe op paa spansk og sige, at vi skulle hoppe ud af vinduet. Martin bidragede derfor til en endnu mere kaotisk stemning i bussen. Jeg er sikker paa, at det var hans combatinstinkt, der kom frem. Nu kunne han endelig faa brug for sit medbragte gasblus, sin gryde, medical kittet, liggeunderlagnerne og teltet. Han var klar til at slaa en noedhjaelpslejer op og yde foerstehjaelp. Det blev dog ikke noedvendigt, da bussen heldigvis blev stoppet og vi kom ud i en fart. Det var en rar foelelse at faa fast grund under foedderne, samt betrykkende at se, at der var langt til kanten. Bussen fik herefter et nyt batteri, hvorefter vi satte os ind i bussen igen og begyndte at koere. Det gik ikke helt glat, og vi gik i staa en del gange, foer der endelig kom ordentlig gang i bussen, hvorefter resten af turen til Cuzco forloeb udramatisk. Det var derfor en meget glad Jeremey, Line og Katrine, der sad og spiste pizza klokken halv tolv om aften i Cuzco centrum. Trods en utroligt lang og begivenhedsrig dag, forhindrede det os dog ikke i at tage ind paa Mama Africa til en oel og en svingom; men saa var det ogsaa godnat.
Dagen efter tog Jeremy en bus videre mod Lima for at komme til Bogota. Det var helt trist at sige farvel til Jeremy til trods for at vi ikke havde kendt hinanden i mere end 3 dage. Det er helt vildt, hvor godt man kan komme til at kende hinanden paa saa kort tid. Men Bogota var i modsatte retning af Buenos Aires, saa der var ikke saa meget at goere ved, at vores veje maatte skilles. I bund og grund var det, at vi var triste over at sige farvel til Jeremy, jo et udtryk for at vi var rigtig glade for at have moedt ham. Saa det er jo aldrig saa skidt, at det ikke er godt for noget. Line og jeg tog ikke en bus foer om aftenen, saa vi brugte det meste af dagen paa at slappe af, vralte rundt paa vores stive ben (aerligt talt, var det jo nok egentlig mest mig, der gjorde det) og gaa paa cafe. En dejlig afslutning paa fantastiske Cuzco.
/Katrine
- comments
Line Totalt godt blogindlaeg der! Det var niiiice at vaere i Cusco med dig :-)
Vibeke Hej Musse. Det er som altid dejlig at læse, om alt det i oplever. Jeg glæder mig meget til at se Jer igen. Knus mor
Katrine Goerlitz/ Musse Lige over soede Line, og det hvad begge ting angaar. Du gi'r saa meget af dig selv for tiden. ;-) Det er som altid dejligt, at du laeser med mor, og jeg glaeder mig ogsaa til at se dig, far og Jakob igen. :-)