Profile
Blog
Photos
Videos
Viva Quito!
Saa er det endnu engang blevet tid til at faa opdateret blokken. Og det goer jeg med glaede :-)
Line, Oliver og jeg tog fra Cuenca den 29/11 for at tage til den lille by Alausi. Her parkerede vi cyklen, for at afproeve en ny sydamerikansk transportform, toget. Turen gaar normalt fra den mere nordligt beliggende by, Riocambamba til Simbambe i syd (med pitstop i Alausi). Derefter togturen retur (Simbambe-Alausi-Riocabamba). Mange tager togturen, for at se/koere paa et af det forrige aarhundredes mest imponerende inginioerarbejde, togbanen, der straekker sig mellem Alausi og Simbame. Denne del af togturen gaar under navnet Devil's Nose. Vi havde laest , at man kunne tage togturen (Alausi-Simbambe-Alausi-Ricabamba) paa toppen af taget (!!) for den nette sum af 14 $. Det viste sig dog, at togbanen mellem Alausi og Riocabamba var lukket paa nuvaerende tidspunkt pga. renovering, hvilket gjorde det utroligt heldigt, at vi havde valgt at tage populaere rute baglaens (begyndende i Alausi). Til gengaeld betoed det ogsaa, at vi nu maatte slippe 20 $ for den 24 km'er lange straekning (Alausi-Simbambe-Alausi). Der ud over maatte vi heller ikke sidde paa taget laengere pga. et uheld i 2008. Oev. Trods de uforusete aendringer, aendrede det heldigvis ikke paa at togturen var helt utrolig smuk, saa Line og jeg opfoerte os mere eller mindre som et par japanske turister: kameraet var naermest gloende pga. vores aktivitet.
Fra Alausi gik turen til Ecuadors hovedstad, Quito. Vi ankom den 30/11, hvilket var perfekt timing, da der er fetival ugen op til den 6. december, for at fejre byens grundlaeggelse. Quito har saa mange aktiviteter, at der er naesten helt uoverskueligt, og festivalen har bestemt ikke gjort det mere overskueligt, men det er kun skoent!
Foerste dag brugte vi paa at gaa rundt i Quitos gamle bydel. Her kunne festivalen ogsaa maerkes, da der i anledningen var sat boder op med tradionelt mad og toej. Der ud over var vi inde inde i kirken La Compania de Jesus, der er helt overdaadigt udsmykket med guld, samt oppe i taarnene paa La Basillica, der boed paa en skoen udsigt ud over enorme Quito (der er 5 km bred og hele 35 km lang!).
Dagen efter var vi ved jordens midte, hvor der total gik boernehave i den. Her fik vi alle tre tilegnet os et diplom efter at have faaet et aeg til at balancere paa et soem, og vi saa, hvordan vandhvivlen loeber med uret paa den sydlige halvkugle og modsat uret paa den nordlige halvkugle. Det vilde var at hvirvelretningen aendrede sig selv om vi kun havde flyttet os tre meter. Desuden fik vi taget alle de obligatoriske billeder i baade nord, syd og midt paa aekvator. Knap saa meget boernehave, var der dog i den, da vores guide fortalte om shrink heads, der bogstaveligt talt indtoerrede menneskehoveder, som de indfoedte i ecuadors del amazonejunglen bruger som trofaerer. Det var rimelig klamt, og der blev kun mere klamt, da en tysk fyr, der lignede Silas fra Da Vinci Mysteriet gentagne gange deklaerede sin inderlige lyst til at faa sine lange hvide fingre fast plantet om et aegte shrink head. Jeg er ikke sikker paa graensekontrollen kommer til at dele hans definition af shrink head som vaerende en souvinier.
Tidligt naeste morgen gik turen (trods Olivers 1 times nattesoevn) nord paa til Otavalo, hvor sydamerikas stoerste marked bliver afholdt hver loerdag. Her fik jeg koebt mig en lamasweater (her vil jeg gerne sende en tak til mine dejlige sponsorer, Rita og Henning Jensen A/S), et par sokker og et par andre smaating ligesom Line. Altsaa ikke det helt vilde i forhold til vores evner. Oliver der i mod, var trods sin manglende soevn, relativt aktiv o g fik ud over en lamasweater ogsaa erhvervet sig et gigantisk taeppe og diverse smaating. Paa busturen tilbage til Quito fik Oliver en hoejest usaedvanlig sidekamerat. En tynd, ca. 50 arig ecuadoriander med kasket og et par intense oejne. Ikke just usaedvanligt, men tro mig, hans oejne ville have givet Anna, Lotte og Buller mareridt i mindst en maaned. Oejnene var store og utryksloese, og man havde ikke den ringeste ide om, hvad der foregik inde i hovedet paa ham, eller hvorvidt man gerne ville vide det. Dernaest var hans oejne fast faestnet til os under hele turen, og det uden saa meget som at blinke (i bogstaveligste forstand). Det blev ikke mindre usaedvanligt, da vi stod af busen, hvor Line og jeg med det samme begyndte at snakke om, hvor usaedvanligt meget han havde stirret. Til det kommenterede Oliver omend ikke rystet, saa lettere forundret "han lagde sin haand paa mit laar...". Line og jeg brast i latter. Stakkels Oliver. Senere paa aftenen, da jeg lykkeligt havde fortraengt alt om Olivers specielle sidekamerat, var mr. Florida (en yderst underholde og hoejtraabende festabe af en amerikaner at vaere) ved at faa fyret godt op under drukspillet flip-cup i faellesarealet. Jeg besluttede mig for hurtigt lige at trisse en tur ind til Line, der sad paa vores vaerelse, som laa lige ved siden af hoveddoeren. Da jeg drejer om hjoernet fra faellesarealet og ud til gangen der leder hen til hoveddoeren, slog mit hjertet en lille kolboette med flik-flak og saltemotale. Uden for doeren stod en lille mand, der grangiveligt lignede Olivers sidekamerat fra tidligere og bankede paa og ville have mig til at lukke han ind (noget personalet ellers styrrer inde fra deres kontor). Jeg opfoerte en mindre indisk krigsdans i mit dilemma om hvorvidt jeg skulle kontakte en af de ansatte eller springe ind paa vaerelset. Da vaerelset var taettest paa maa det have vaeret mit instinktive valg. Jeg sprang derfor ind paa vaerelset, klaskede doeren i og smaekkede det ynkeligelige lille haengsel for, som skulle forestille sig at vaere laasen. Jeg var helt oppe at koere og det tog mig ikke mange sekunder at faa Line til at foelge trop. Det blev ikke bedre, da der gentagne gange blev banket paa doeren, hvor der ikke var nogen Oliver, der svarede paa, hvorvidt det var ham. Ikke foer femte gang. Der fik vi en lettere foravet Oliver ind, der ville vide hvorfor vi havde laast ham ude og hvorfor vi sad og gemte os derinde. Jeg fortalte Oliver, hvad jeg havde set uden for doeren og synes selv jeg loed forfaerdeligt paranoid. Jeg forsoegte derfor at glemme det og gik ind i faellesarealet igen. Faellesarealet bestaar af to rum, der er adskilt af en traevaeg i hoftehoejde. I det ene rum stod jeg ved et langbord fyldt med glas og berusede mennesker og snakkede med Oliver. Ud af min oejnenkrog kunne jeg se ind i den anden del af faellesarelet, som bestaar af et tv og et lavt bord i centrum omgivet af madrasser, og i aftens lejlighed noget der fik det til at loebe koldt ned ad ryggen paa mig: Olivers sidekammerat, der sad og vinkede. Jeg forsoegte at forholde mig rolig, men til min indre frustration virkede Oliver naturligt rolig, paa trods informationen om, at hans usaedvanlige sidekamerat tilfaeldigvis sad inde i den anden del af faellesarealet. Til gengaeld kunne jeg hoeste mere sympati hos Line, da jeg kom ind paa vaerelset. Line var ude i at barikere doeren, men vi endte med at tage i byen, da de andre paa hostelt gik, saa var vi i det mindste ikke alene tilbage med mr. Creepy Guy. Det var derfor med et sug i maven, at vi hurtigt sneg os ind paa vaerelset, da vi kom hjem.
Soendag tidlig morgen flyttede vi over paa hostelt Secret Garden. Dels fordi vi havde hoert godt om det og dels for at undgaa, at loebe ind i Olivers sidekamerat. Derefter tog vi hen til Plaza de Tores, hvor der er tyrefaegtning hver dag i ugen op til den 6. december. Det var bestemt en oplevelse, selvom hverken Line eller jeg var begejstrede over blodet. Det var unoedvendigt. Til gengaeld gjorde publikum, tornedorens hanekyllingeadfaer, samt vores "sidekamerater" det til en rigtig god oplevelse. Vores sidekamerater til den venstre side var et begejstret, midaldrende par. Manden var saerligt begejstret og raabte antusiastisk "Viva la Quito" ved hver passende lejlighed, og fik et "Viva" tilbage af det lokale publikum. Til vores hoejre side sad en soed dame, der hed Sandy, der guidede os igennem tyrefaegtningen, og ivirigt svarede paa alle vores spoergsmaal. Vi aftalte at moedes med hende om aften, hvor hun ville hente os paa vores hostel klokken 18.00, for at tage os rundt og se lidt paa Quito og med hen at danse.Efter tyrefaegtningen gik vi ud fo at se lidt paa boderne, der var stillet op inden for omraadet, samt lytte til en lille koncert, der ogsaa var stillet op. Vi naaede dog aldrig saa langt, da to ecuadorianske chikas kom over og spurgte om vi havde lyst til at feste med dem. Saadan et tilbud siger man ikke nej til. De tog os med ind i en bar, hvor det floed med frie drinks, venlige mennesker og som altid salsarytmer. Det blev en vaad eftermiddag, med flere mojitos end, hvad godt var, naar vi skulle tilbage og moedes med Sandy. Vi var derfor i utroligt godt humoer, da vi moedtes med hende og hendes niece og to nevoeer ved 6-tiden. Det virkede dog ikke til at de bed alt for meget maerke i det. Om ikke andet havde Line og jeg i hvert fald en hyggelig og sjov aften, og det maa Sandy ogsaa have haft, for vi aftalte at moedes dagen efter.
Sandy kom og hentede os om eftermiddagen, hvor hun ville tage os med op at se et vulkankrater, hvori der ligger en lille landsby. Vi havde selv forsoegt, at komme derop den dag vi var ved jordens midte, men der for overskydet til at man ville kunne se landsbyen. Det var ogsaa relativt overskydet, da Sandy hentede os, men hun tog os med derop alligevel og vi stod og saa ind i en sky. Det var ikke ligefrem noget klimaks, men det er jo tanken, der taeller og det var super soedt af hende. Bagefter tog hun os med hen til en ismand, der entype is, der er typisk fra Quito. Det var super laekkert. Derefter gik turen videre til en af Sandys yndlingsrestauranter, hvor hun bestilte fire nationalretter til os. Maden var generelt virkelig laekker, med en enkelt undtagelse. Det var Oliver, der trak det korte straa, idet han fik grisehud (regtangulaere gennemsigtige/hvidlige stykker kogt fedt) og komave (han har indviget os i at han kunne maerke de smaa foelehornslignende taranteller, der sidder paa indersiden af maven). Skulle du vaere i tvivl, saa skulle jeg hilse fra Line og sige: "Komave er klamt!!". Sandy koerte os hjem til vores hostel omkring 7-tiden og ved 10-tiden var vi paa farten igen. Her blev vi hentet af en af vores chicas broedre (dem fra tyrefaegtningen). Dem tog vi saa i byen med indtil den lyse morgen.
Tirsdag. Dagen paa festivalen. Nu var der ikke meget energi tilbage. Dog nok til at vi flyttede tilbage til vores gamle hostel, fik handlet ind og lavet noget aftensmad. Det var planen vi ville hen til Plaza de San Fransisco, hvor der var stort fyrvaerkeri. Vi naaede dog ikke laengere end til det lokale Plaza, men det var ogsaa fint nok til vores traette kroppe.
Onsdag var jeg syg.
Torsdag havde jeg det bedre, saa vi var ude at se fodbold. Det var foerste delfinale i mellem Liga de Quito og Universidad de Chile i det, der er sydamerikas svar paa UEFA. Det var en vild oplevelse. Sikkerhed er ikke det de gik mest op i.
Fredag der var det tid til at sige farvel til Quito. Herfra gik busen mod Tena. I Tena var jeg til laegen og faa antibiotika og kom hurtigt paa toppen igen. Efter et par dage i sengen, var det efterhaanden tiltraengt at faa hevet pulsen op over 40 saa vi var baade ude at riverraftet, samt paa tur i junglen, hvor vi overnattede sammen med en af de indfoedte. Det var vildt sjovt og helt vildt smukt. Amazonejunglen er noget af det ultimativt smukkeste natur jeg nogensinde har set. De sidste par dage har vi brugt i byen Banos, hvor vi har vaeret i termiske bade, der bliver opvarmet af den naerliggende vulkan, samt vaeret ude og cayoning (rappelle ned ad vandfald). I dag gaar turen videre imod Quilotoa, der er en vulkan med en lagoone i krateret.
Jeg haaber I alle har det godt derhjemme. Jeg vil bestraebe mig paa at lave endnu et blogindlaeg inden jul, men i tilfaelde af, at planen skulle skride (som saa mange gange foer) vil jeg gerne oenske Jer alle en rigtig glaedelig jul! :-)
//Katrine
- comments
clara Hej Katrine og Line. Jeg har set jeres billder i dag. Det ser sjovt ud, og fuglen har godt nok blå ben. Morgenmaden ser godt nok lækker ud. Jeg glæder mig til du kommer hjem<3 knus og kram fra clara
Katrine Goerlitz Hej soede Clara :-) Ja, fuglen havde meget blaa ben. Ja, morgenmaden fra Vilcabamba var noget lidt ud over det saedvanlige. Det er rart med noget godt en gang i mellem. :-) Jeg glaeder mig ogsaa til vi skal ses igen. Men der er heldigvis ikke alt for lang tid til mere, og du faar jo nok at se til i mellemtiden med rund foedselsdag og alt muligt. Knus fra kusine Katrine og Line :-)
Mathias Jørgensen Hej girls!! Lyder til i har fat det pisse fedt her på det sidste, og har fået en masse gode nye venner hehe(: har i taget et billede af et shrink head, ville være pænt fedt at se!? og f*** en creeper ham sidekammeraten!! men det lyder jo til at det har været en pænt fed måned og de billeder i har lagt ind ser ud til at være et fedt sted, og hold kæft en freaky fugl, men flot. Men det ser heller ikke ud til at i har manglet en masse dejligt mad juleaften, nice middag!!(: Hvis i ikke har set den besked jeg skrev til jer, på mobilen, på juleaften, så ønskede jeg jer en god og speciel jul derover, og så håber jeg at i er kommet godt ind i det nye år. Angående SRP startede det med at min computer gik fuldstændig i stykker en uge før SRP så sad og skrev på en stationær/: men jeg startede hårdt ud med at skriver 11 sider på de tre første dage, derefter begyndte jeg dog at slacke lidt, og ja det begyndte at blive en killer efter den første uge. Jeg endte med at sidder og drikke øl med mig selv en af dagene hehe(: Men jeg fik skrevet det jeg skulle og fik afleveret til tiden selvfølgelig. Jeg skrev om The Great Depression i samf og engelsk. Holdte i nogen nytårsfest derover eller hvad lavede i? jeg holdte det med nogle fra klassen i år, og jeg stod for at lave hovedretten og "deserten", men den var godt nok lavet, da jeg havde fået min far til at skaffe både det kød vi skulle have og chokoladekagen til deserten igennem hans kok fra arbejdet. Og det blev overraskende godt, meget stolt af mig selv, og fik en masse ros(: Glæder til høre mere om nogle af jeres sidste oplevelser derover, inden i kommer hjem. Savner jer og glæder mig til i kommer hjem!!! <3<3 PS: hvilken dato kommer i hjem?? hilsen Mathias
Katrine og Line Hej soede Mathias :-) Nej, vi har ikke faaet nogen besked juleaften. Sendte du den til Lines telefon? - i saafald forklare det, hvorfor vi ikke har faaet den, da den blev stjaalet kort forinden. Men hvor om alting er, er vi glade for at du sendte en besked juleaften. Det varmer :-) Det lyder ogsaa til at du har haft en god jul og et godt nytaar. Ideen med kokken maa du endelig genbruge engang, hvor vi skal holde et eller andet ;-) Hvad aangaar det kaere shrink head, saa skal jeg nok lige se efter om ikke jeg kan faa fundet et billede frem, for jeg er sikker paa jeg fik taget et. Det lyder som om det var rart at faa overstaaet SRP, men saadan har alle det vist, naar man endelig naar punktumfesten. Var det ikke en god fest? Vi glaeder os og begge to til at se dig igen, men nu ligger datoen, som du nok har set paa facebook, fast ved den 13. februar, saa der er ikke laenge til! Knus og kram Line og Katrine