Profile
Blog
Photos
Videos
Idag startede jeg min dag på egen hånd, og for første gang tidlig ud af døren for at tage til cai thi i Hong Kong park. Jeg tog derfor afsted i myldretiden og kom ikke længere end til Cherrys minibusstop før jeg oplevede noget nyt og meget anderledes end i Kina. Folk stod i pæn kø langs en lille sti, ikke noget hegn til at holde dem tilbage (som helt sikkert vil være yderst nødvendig i Kina), og ikke noget skubben frem. Faktisk stod folk med større afstand til hinanden end jeg før har oplevet... Stille og rolig... Efter mit møde med Kina har jeg faktisk svært ved ikke at kæmpe for min egen plads, og Cherry måtte de første dage minde mig om det; Tine... Kø...
På Hong Kong øen var jeg igen ved at miste retningssansen, de mange bakker, veje, gangbroer og gange der krydser igennem og udenom de mange skyskrabere er er stor virvar! Det lykkedes dog at finde frem til parken hvor jeg brugte et par timer. I den ene ende af parken ligger Museum of Teaware hvor jeg tog en tur rundt. Efter mit besøg i Hangzhou var der ikke så meget nyt over stedet, men jeg blev kølet af og fandt nogle opskrifter på mad med grøn te.
Fra parken gik turen mod Man Mo templet. Et gammelt og meget stemningsfyldt tempel fra 1840 (et af de ældste i Hong Kong). Navnet på templet henviser til de to guder; 'Man' (litterær Gud) og 'Mo' (krigsgud). Jeg har aldrig oplevet så tilrøget et tempel som dette, overalt var der røgelse og lys. Jeg brændte også en pakke røgelse i templet og filosoferede lidt over livet.
På de skæve og bakkede gader fra templet og ned mod Victoria Harbour gik jeg på opdagelse i alle de små gadebutikker med alt fra frugt/grønt, friske (levende) fisk og snacks/streetfood i massevis. Det er imponerende hvordan et så lille område kan indeholde både de høje og moderne finansbygninger, og mod vest ligne et gammelt Kina!
Tilbage i det moderne Kina kastede jeg mig ud i endnu en grøn te oplevelse, denne gang i juicebaren Chinese Herbal Collections. Her fik jeg en kold drik bestående af kinesisk appelsinjuice og grøn te. Egentlig meget god... Frokosten blev en pakke tørret grøntsager, varmen hernede fjerner bare al appetit!
Ved Victoria Harbour besluttede jeg mig for at tage til den lille ø Cheung Chau. Færgetiden var ca 45 min, perfekt tid til at få en lille lur og slappe af! Cheung Chau øen består af to bjerge med en dal imellem hver byen ligger. Det var hyggeligt at gå rundt i de små gader og indsnuse stemningen, lugten fra mad og at se de lokale i deres vante omgivelser.
På øen kom jeg forbi Templet Pak Tai. Her blev jeg introduceret til deres "fremtidsspåning". Så for et symbolsk beløb (som jeg alligevel nok havde brugt på donation) fik jeg fortalt om mit kommende år. Fra en skål med en masse pinde i skulle jeg udvælge en. Herpå stod der et tal, og min spåmand gik herefter på jagt efter en seddel tilhørerende mit nummer. Vi satte os ned ved et bord og jeg fik læst sedlen op på kantonesisk. Herefter fortalte han mig om det kommende år, og jeg håber da at han får ret, det lød ikke så tosset ;-)
Tilbage på Kowloon mødtes jeg med Sarah (som lige er ankommet til HK). Vi spiste aftensmad på en af verdens billigste Michelin restauranter i Mong Kok, Tim Ho Wan. Det var et meget velbesøgt sted, meget lille og man sad tæt ved små borde. Det lykkedes os at få et bord, og vi bestilte 5-6 små retter. Meget velsmagende og rigtigt lækkert, men at det var Michelin værdigt ved jeg ikke... En regning på 125 HKD (100 kr) for to personer på Michelin må siges at være en okay pris. - det hjælper jo også på prisen at man ikke skal købe dyr vin til- de fleste restauranter i Kina serverer grøn te gratis!
- comments
else marie tarp Hej Tine. Igen spændende og dejligt at læse om dine mange store oplevelser. Glæder mig til du kommer hjem så vi kan høre meget mere og se billeder. Alt vel her. I morgen lørdag har vi pædagogisk dag på skolen. Ikke lige det man har mest lyst til en lørdag, men det går vel når man først kommer afsted. Vi har idag fået bud på at farmor kan få en fast plejehjemsplads på et plejehjem i Vejle. Så det er hurtigt. Vi skal lige have set det m.m inden vi siger ja tak. Mange knus fra mor