Lørdag den 25. februar startede med, at vi skulle ud på en bush-walk i et område der hedder: "Ruakuri Reserve". Vores buschauffør tog os med ud på en kort gåtur, hvor vi kom til at se endnu flere grotter, masser af regnskov og ikke mindst en flot flod. Efter den friske gåtur fra morgenstunden kørte vi af sted mod Rotorua. Omkring klokken halv 2 ankom vi til byen og vi fik os checket ind på vores nye hostel.

Klokken 19.00 havde vi meldt os på en kulturel oplevelse - vi skulle ud og besøge en "Maori village"! I bussen ud til landsbyen skulle vi udvælge en høvding ellers ville vi ikke komme ind. Det endte med, at en engelsk fyr som også rejser med Kiwi var frisk på at tage den udfordring på sig. Da vi så ankom til landsbyen skulle alle stille sig op i en rundkreds, fordi ingen må have lov til at komme ind i landsbyen før "Powhirién" (en formel velkomst) er udført. Da alle havde fundet sig en plads i rundskredsen begyndte velkomst ceremonien. Maorien, velkomst ceremoni gik ud på, at de sagde velkommen til høvdingerne i mens de dansede rundt og sagde en masse lyde/ord på det lokale sprog. Nogle fægtede også rundt med et spyd og andre rakte tungen ud og sendte os store øjne (se billeder). Da det var færdigt måtte vi gå ind i landsbyen. Inde i landsbyen skulle man gå rundt til forskellige "poster", hvor vi blev lidt klogere på deres liv, deres danse, deres lege mv.

Efter noget tid blev vi alle sammen kaldt ind i "Wharenui" (det store hus), hvor vi blev underholdt med festligt musik, dans, lege og sange. Det var virkelig en god oplevelse! Vi var meget imponeret over, hvor flot de kunne synge og ikke mindst danse. Aftenen sluttede med, at vi blev inviteret til et lækkert måltid. Maden var lavet på traditionel vis - dvs. alt maden var lavet under jorden på varme sten. Det var SÅ lækkert, så vi spiste os godt mætte. Alt i alt en rigtig fed oplevelse. Da vi kom hjem lidt i 11 var vi trætte, så vi tog os et hurtigt bad og så var det ellers på hovedet i seng.

Tiden flyver af sted, og vi har nu allerede været i New Zealand i en uge ca. I morges forlod vi Rotorua og satte kursen mod Taupo. Inden vi nåede Taupo stoppede vi først ved Redwoods, som er en stor skov fuldt med Californien trees (se billeder). Derefter kørte vi hen til Huka Falls, som ligger lige uden for Taupo - vild flot (se også billeder).

Herfra skriver Tina…

Ude ved vandfaldet blev vi hentet af en bus fra et adventure selskab! Derfra gik turen ud til lufthavnen altså ikke den store men en lille lufthavn. Her skulle jeg skydive (hvis folk tænker, hvorfor Carina ikke skulle prøve, så er svaret kort: hun er bange for højder og troede ikke hun turde tage springet fra flyveren). Nå men jeg fik lov at få Carina med som cheerleader der kunne heppe på migJ Her blev vi introduceret i de forskellige niveauer man kunne vælge, og lidt sikkerhedshalløj. Derefter gik der en ½ times tid hvor vi fik vores udstyr på, min faldskærmsmand kom hen og spændte mig fast og tjekkede alt var som det skulle være. Derefter gik turen op i den lille pinke flyver. Farvel farvel til Carina, og et par smser sendt til de kære, og ikke mindst mit afskedsbrev klar,hvis det skulle gå helt galt, hvilket jeg havde tænkt over mange gange! Det var ikke et uovervejet tiltag jeg lige kom på, at jeg ville skydive. Men det var noget jeg kom på, da vi i Australien og endnu mere her på New Zealand. Nå men alle tingene klar, takeoff med flyveren og af sted med os. Godt pakket sammen sad vi alle (6 springere med hver deres instruktør) på 2 små bænke i flyveren. I flyveren er alt du høre bare en konstant ruggen i ørene. Min intruktør viste mig hans "ur" eller, hvad det var hvor man kunne se hvor højt vi var, da den var på 300 meter viste han mig den og der tænkte jeg, "vi er rimelig højt oppe nu", men nej nej vi havde langt igen. Da den endelig kom til 1200 meter var det af sted med os. Mange vil nok spørge hvilke tanker der går gennem sit hoved i flyveren. Mange sad og var bange eller nervøse. Men det skal ikke lyde som om jeg er super cool (eller det er jeg nu også), men jeg havde det faktisk fint, jeg var ikke nervøs som sådan, jeg var spændt tror jeg. Mine tanker gik på, hvordan det måtte være, og så sad jeg og tænkte over at jeg savner en dansk frikadelle, kartofler og brun sovs. J Men en bøn blev der også sendt til himlen (ja selvom jeg jo egentlig var oppe i himlen). Nå tilbage til historien, da vi nåede de 1200 meter var der 2 der sprang ud før mig. Det er meget mærkeligt for på 3 sekunder har de sat sig ned på gulvet i flyveren og hoppet ud. Og væk er de, man kan ikke se dem for de falder direkte ned! Det blev min tur, og da jeg sad der i flyveren på gulvet tænkte jeg egentlig ikke så meget. Så spurte han "areyouready" og jeg råbte "yearh", og så gik der under 1 sekund før jeg var i fritfald fra 1200 meters højde. Der blev skreget meget højt og jeg tænkte "hvad i alverden har jeg gang i", men WOW hvor var det flot at kigge rundt og se den smukke natur, og en sindssyg vild følelse at falde med 200 km i timen (det altså hurtigere end man køre i bil (ja eller ikke hvis man har kørt med John på de tyske motorveje) men hurtigere end de fleste nogensinde har kørt, forskellen er så bare lige at du er lige i luften hvor luften får dit skin i ansigtet til at blæse til siderne, og det en SINDSYGT! Efter ca. 45 sekunders fritfald tog faldskærmen så ved og jeg tænkte "puha jeg er i sikkerhed", og der blev fuldstændig ro selv om vi stadig var meget højt oppe. Der svævede vi så over Taupo søen, den smukke sø og WOW, der var et godt vejr. Det var vildt fedt og jeg sugede virkelig ind af alle indtryk jeg nåede at få. Så fik jeg lov at styre faldskærmen, ved at rykke først i venstre sider og så lavede man lup og så omvendt, vildt fedt (men jeg var glad for jeg ikke havde spist inden, for det var en vild rutsjebanetur, noget kun vildere end man kan prøve i bonbonland eller tivoli ;p) Efter ca. 4-5 minutters flyvning var jeg igen på jorden. Da jeg kom ned tænkte jeg bare WOW tænk at jeg gjorde det her! Og så var jeg egentlig rigtig glad for jeg gjorde det, for det var en vild oplevelse. Hvisi sidder helt oppe i stolen eller er helt vild over det I lige har læst kan I se den video jeg har lagt ind. Der er desværre kun et meget kort klip med mig der svæver, og det er lige omkring landingen men så kan I få en fornemmelse af det!

Det sidste af eftermiddagen og aften har vi brugt her på hostellet som ligger 200 meter fra den smukke sø.

Se billeder i albummet "New Zealand".

Knus fra os.