Dette oplæg bliver noget langt, da jeg har skrevet noget til hver eneste dag. Vi havde et rigtig godt ophold på PNG, nyd læsningen her og hold også øje de næste par dage, for der vil også komme en del billeder og en video herude fra:

Den 17. Januar turen fra Singapore kl. 23 fra den flotte lufthavn i Singapore som er kåret til at være en af verdens bedste. Den sidste dag i Singapore brugte vi i ZOO - et virkelig flot ZOO som er blandt verdens bedste (kåret til det). Dyrenes forhold er rigtige gode og vi så bl.a. løverne og de hvide tigere blive fodret hvilket var rigtig spændende. Derudover var vi til et par shows hvor dyrene optræder eller hvad man kan sige. Da klokken blev omkring 6 om aften kørte vi tilbage til hotellet hvor vores baggage var opbevaret og derfra til lufthavnen. Mens vi ventede på flyveren brugte vi et par timer på at få et sidste vestligt måltid og lige komme på nettet kort en sidste gang, mest af alt for at få tjekket hvordan status på at komme til PNG var, da der havde været regnvejr de sidste par dage som havde skyllet broen væk i Popondetta. Vi fik kontakt til Lone & Winterford, og så var det ellers af sted med flyet. Vi forsøgte at sove en masse på flyturen (som alle de andre gange), men sin døgnrytme bliver helt ødelagt fordi der er tidsforskel og fordi vi har fløjet om natten men kun 5-6 timer hver gang så vi får alt for lidt søvn. Nå nok med det pylleri.

Den 18. Januar ankom vi så til Port Moresby hvor det egentlig gik overraskende hurtigt med at få visum, baggage og vekslet penge. Da vi kom ud af lufthavnen stod en af Winterfords venner og tog i mod os. Newman som han hed, utrolig venlig og vi var så resten af dagen hos hans familie, de sørgede for vi fik noget at spise og følte os trygge før vi kl. 15 skulle videre med fly til Popondetta. Det fik også fint med check-in men flyet var meget forsinket og man får ikke at vide hvor længe der går. Men en times tid forsinket kom vi om bord på det lille passagerfly og så lettede vi ellers. Der var ca. 30 pladser 1 pilot og 1 stewardesse. Stewardessen kom hen og gav os en lynhurtig sikkerheds forklaring inden vi lettede. Ca. 45 minutter efter landede vi så, men til vores overraskelse IKKE i Popondetta. Nej vi skulle lige mellemlande og have flere passagerer på flyet, derefter gik turen så videre til Popondetta hvor vi landede ca. 20 minutter efter. Med i alt 2 timers forsinkelse landede vi, og Winterfords venlige ansigt ventede os. Det var dejligt at se hans velkendte ansigt. Vi fik vores rygsække læsset på i bilen og så kørte vi ellers af sted. Ca. en times kørsel ind til byen. På den køretur skulle vi så krydse floden hvor vejen var gået i stykker (det vi havde været i tvivl om vi kunne komme af sted). Derefter kom vi til et guesthouse i Popondetta hvor Lone og de dejlige unger ventede os. Det var skønt at se dem de var lidt generte i starten. Efter et par timer fik vi noget aftensmad og så gik vi ellers i seng.

Den 19. Januar kl. 7 var der morgenmad på gueshouset hvor vi fik snakket med en masse andre gæster der var interesseret i hvad sådan 2 hvide piger lavede derude i sådan en bette by. Derefter tog vi hen til Lone og børnene og fik gjort de sidste indkøb mens vi ventede på bilen skulle komme og hente os. Det tog lang tid da de først skulle ind med de fisk de lige havde fanget og sælge dem. Men om eftermiddagen omkring kl. 14 kom vi af sted. En stor lastbil eller bil med åbent lad kom og hentede os hvor der blev fyldt godt op med alt baggagen og diverse ting, og ikke mindst en del mennesker. Køreturen ud til kysten tog 1 times tid på bomlet vej. Da vi nåede kysten var der en speedbåd der ventede os. Igen blev alt vores baggage læsset og dækket til med plastik (hvis der skulle komme mange bølger over båden). Bådturen tog 1 ½ times tid den først 1 times tid var stille og rolig men derefter kom der noget høje bølger hvilket gav en del bomb, men ikke forfærdelig mange bølger. Da landsbyen nærmede os kunne vi mærke spændingen stige i os. Lige så snart vi kom af båden kom der massere af lokale børn løbende som skulle se hvad vi var for nogle. Der kom en kriger løbende mod mig (Tina) og jeg blev noget forskrækket for han sigtede med et spyd lige mod mig. Men Winterford tog det helt roligt så jeg slappede af og tænkte jeg nok skulle gå lidt tættere på ham J Da vi kom var der en ordentlig velkomst hvor alle sagde velkommen og en masse kom og hilste på os og gav os kokosnødder som skulle drikkes af. Det smagte rigtig godt. Efter ½ times tid gik vi hen til hytten hvor vi skulle bo. Det blev hos Lone og Winterford vi skulle bo, på Mariettas værelse som de havde gjort klar til os, rigtig fint med 2 madrasser. Man kan nok ikke helt forklare huset og hytten og området med ord, og det er meget svært at forklare hvad man oplever, man skal nok selv have været der (Mette & Steen, Anne i ved hvad vi mener). Men se alle de mange billeder vi uploader så kan I få et indblik i det. Om aften begyndte vi at falde til ro og vænne os til den meget varme temperatur. Så så vi ellers en film med børnene (Tarzan) som jeg havde med på laptoppen.

De næster dage falder nok lidt i med hinanden. Primært har det handlet om at følge med i Lone og Winterfords liv og se hvordan de lever her i landsbyen. Familien har det rigtig godt. Marietta er blevet stor (vi troede faktisk hun var 12 år, men hun er kun 10 år), Hun øver sig rigtig meget på sit danske så det har været skønt at snakke med hende. Thea er blevet 5 år, og også hun virker meget ældre. Thea snakker en masse blandet sprog og leger en masse her. Den mindste Martin som vi har mødt for første gang, lever meget lokalt og løber rundt driller de andre og efteraber de andre, han er virkelig stædig og ved lige hvad han skal gøre for at få sin vilje.

Den 20. Januar var første rigtige dag i landbyen. Tempoet går stille og roligt her, det bliver det også nød til for vejret er simpelthen så varmt og man må generelt tage tingene stille og roligt og efter vejret. Herude har havet taget meget af stranden og man kan virkelig mærke klimaforandringerne her. Vi stod rimelig tidligt op omkring 6-7 da der begynder at blive liv i landsbyen. Vi fik noget morgenmad og derefter tog vi en dukkert i havet sammen med Lone og børnene. Der blev utrolig varmt omkring kl. 10 og derfor opholder man sig under huset hvor der er skygge. Jeg fik lov at låne en af Mariettas bøger "Løven, heksen og garderobeskabet" på engelsk, så jeg kan øve mig lidt i den engelske læsning. Carina læser de dame og ugeblade som vi har medbragt fra Danmark. Det fik vi brugt meget tid på den dag altså læse. Om aften blev det voldsomt regnvejr, men da det var godt mørkt kom fiskebådende ind. Det havde jeg glædet mig meget til at opleve og se hvilke fisk og hvilke størrelse fisk de fangede. Det var ikke nogle små nogle som jeg havde troet nej de var kæmpe. Vi fik et par stykker som vi kogte og gemte til dagen efter. Da regnen blev mere rolig så Carina, Marietta og jeg film "Forældre fælden" - et godt gensyn med den søde film. Imens bagte Lone kage, super lækkert (banankage). Generelt får vi set en film hver aften. Vi gav også tøserne vores gaver som vi havde med til dem. Et par blade og ikke mindst Sigurds børnebibel med dvd og bog. De blev rigtige glade for vores gaver og de blev straks taget i brug. Jeg er blevet angrebet af myggene som virkelig har stukket mig meget. Til morgen kunne jeg tælle 19 mystik på det højre ben og 18 på det venstre, og derudover 10 på armene. Carinas blod kan de ikke lide for hun er gået helt foruden nogle stik.

Den 21. blev vi vækket af Lone kl. 6.30 og så skulle vi ellers på marked. En 10 minutters gang længere henne af stranden var landsbyen hvor Lone plejer at tage til marked, for at komme derhen skulle man krydse floden. Da vi kom var der ingen mennesker, vi var de første. Men i løbet af 15 minutter var der rigtige kommet gang i marked, og Lone fortalte os om alle de mange grønsager mens hun havde travlt med at nå at købe de gode vare inden de andre fik snuppet dem. 20 minutter efter var vi på vej hjem igen med taskerne fulde af grønsager og frugt. Da vi kom hjem fik vi morgenmad, og så kom Shelby (deres hjælper, bodyguard eller hvad man kalder det) med en gave til os. 4-5 fine hummere som skabte masser af glæde i familien her. Desværre havde jeg det ikke så godt fra morgenstunden så vi flyttede os hen i windhouse hvor der som navnet siger, er mere luftigt. Her brugte vi resten af dagen, med spil med børnene, en masse gode historier fra Lones liv som missionær helt tilbage til for mange år siden, og så fik vi vendt lidt med familie situationen derhjemme og ikke mindst kirken. Ellers stod den igen på læsning og mad. Marietta fik desværre ørepine i løbet af morgenen og det blev værre omkring middag. Ellers stod aften igen på film og hygge, mens regnen løb på bliktaget.

Den 22 - søndag var der Gudstjeneste i den lille menighed her i landsbyen. Det var en lang Gudstjeneste. Budskabet var om ikke at frygte eller bekymre sig om fremtiden som vi ikke kender, det er kun Gud der kender den! Det var en rigtig fin Gudstjeneste, og som altid i sådanne situationer skulle vi bringe en hilsen til dem, så det gjorde vi og fortalt lidt om os selv og hilste fra kirken og så sang vi en af mine sange for dem "Du fortjener al vor pris"! De er alle meget venlige her. Resten af dagen foregik i windhouse hvor vi fik læst en del og igen hørt en masse spændende fra Lones liv. Den kvinde har virkelig oplevet meget og det er meget spændende at høre om det hele.

Mandag den 23. Januar starten på den sidst uge vi er herude i landsbyen Kainde. Som alle andre dage stod vi op da der kom liv i landsbyen. Efter morgenmad tog 5 lokale tøser os med på bådtur. Vi sejlede i 2 kanoer (de traditionelle) en 100-150 meter ude fra kysten startede koralhavet så. Lone har fortalt at vi er de første af deres gæster der har været med ude på ude på revet, så det var jo noget af en ære eller oplevelse vi fik os der. Der var rigtig flot med massere af fisk i smukke farver. Vi så blandt andet en del af fiskene fra tegnefilmen "Find Nemo", så den bestemte vi også vi skulle se om aften. Det var rigtig spændende med livet under havet, og hyggeligt at prøve at være sammen med nogle af de lokale piger selv om de ikke sagde meget. Vi var derude i en 1 - 1 ½, og det lykkes Carina at blive meget solskoldet så hun har haft en dag med meget varme og får nok også problemer med at sove. Man kan ligefrem se hvor hendes shorts sad på hende, hvor det går fra hvidt til rødt. Jeg er også blevet farvet i dag, men det har heldigvis ikke gjort ondt. Da vi kom tilbage brugte vi eftermiddagen på lidt skolearbejde med Marietta, jeg lavede matematik med hende. Og ellers har den igen stået på læsning og afslapning i windhouse.

Den 24. Tog vi på udflugt efter morgenmad, hen til den lokale skole og sundhedsklinik. Det er rystende forhold! Men trods alt har de skole og en klinik, det er jo ikke en selvfølge. Det blev utrolig varmt på gåturen hjem, og vi var lige ved at gå til af varme. Men hjem i god behold kom vi. Resten af dagen blev brugt på matematik med Marietta og læsning af brødrene løvehjerte sammen med Carina. Ellers er Carina virkelig Theas ynglings! Hun ser hvis meget op til hende og vil gerne have hende med alle mulige steder. Martin er en sød lille krudtugle men han er meget bestemt og ved hvad han vil (det er de nu alle sammen), og han har et voldsomt temperament. Så han skal lige styres lidt. Nogle gange bliver han meget sur på os, særligt mig Tina er han ikke altid helt tilfreds med. Nok fordi jeg irettesætter ham og skælder ham ud. Så jeg har fået mange dræberblikke med en løftet pegefinger fra ham og en masse ord i hårdtone (ingen af os forstår hvad han siger, da det stadig er babysprog). Til aften fik vi pizza og pomfritter. Lone er super god til at variere maden og lave det så venligt som muligt, men samtidig får vi smagt det lokale mad. Om aften så vi "Find nemo", som vi ikke fik set dagen før som planlagt, da Marietta faldt i søvn.

Den 25. Januar skulle vi med familien på besøg til "Chuch day", som var en kirkefest i en kirke i en landsby "Kartuna" 1 times sejling fra Kainde. Da vi kom blev vi sat på en "Garho" , hvor vi sad på i et par timer mens Winterford var til Gudstjenesten. Denne dag blødte Martin op og ville pludselig gerne holdes af mig og lege med mig - WOW! Efter gudstjenesten skulle vi hen under nogle halvtage eller ja ved ikke hvad jeg skal kalde dem, og der sad vi så og fik mad. Der var alt muligt lokalt mad, og vi fik smagt 'Red imperier' - en af deres bedste fisk herude. Efter vi havde spist var der timevis langt underholdning med pauser indimellem. Traditionelle dansere dansede for os, og der var noget skuespil også. Det var meget spændende at opleve den her fest. Som Lone fortæller holder de ikke rigtig fest som fx ved jul eller fødselsdag så denne dag var virkelig en fest. Det var super fedt vi fik lov at opleve det. Det var en lang dag. Da vi kom hjem ved aftens tid, lavede Lone lidt lækkert mad, som hun har gjort hver dag. Særligt "Chips" er populært hos børnene. Det er kartofler der er friturestegt. Hver morgen står den også på nybagte boller eller pandekager. Der har ikke været noget at være nervøs for overhovedet med hensyn til maden. Ellers har Lone lært os at hækle så vi har været i gang med at hækle en lille pose der kan bruges til mobilen eller andet.

Den 26. var en afslapningsdag her i landsbyen. Vi sov længe efter den lange dag i går. Og så lavede vi skolearbejde med Marietta, hæklede, læste og slappede af. Marietta havde haft travlt hele dagen med at få læst 'Brødrene løvehjerte' færdig, så hun kunne få lov at se filmen. Carina hjalp hende på vej, og lige inden aftensmad blev de sidste linjer læst. Så om aften så vi filmen. Carinas får skrevet en masse dagbog her så hvis nogle er mere interesseret hvilke tanker eller oplevelser vi har haft, kan I spørge hende om hendes dagbog J

Den 27. var endnu en afslapningsdag. Der blev brugt lidt tid på noget computer arbejde med forskellige ting vi skulle have overført til min computer. Ellers spillede Marietta og Carina en hel masse computerspil, ZOO, hvor man skal bygge og passe sit eget ZOO, det havde de vældig sjov med. Jeg Tina brugte meget af dagen på at få læst! Det er dejligt med freden og roen der er herude. Og Carina og jeg har begge haft det skønt herude og nydt at slappe af, og skulle være et sted i længere tid. Winterford er taget til byen i dag sammen med nogle mænd fra landsbyen for at få solgt deres fisk, så vi har bedt ham om at købe lidt sodavand, popcorn og kiks på vores regning så vi kan hygge med det her de sidste dage. Til aften fik vi frikedeller :P mmhh.. næsten som at være hjemme hos mor. Vi er ved at vænne os til varmen, men om aften er det virkelig varmt og man savner godt nok en aircondition der kunne køle en lidt ned. Men så snupper man sig et bad. Ikke et bad som en bruser men et bad med koldt vand i en balje som man øser ud over sig lidt af gangen i baderummet under huset. Det fungerer rigtig fint, og man må sige familien forsøger at få mere civilisation ind i deres hjem derude, og et lille campingtoilet har de fået installeret. Det har været meget rart så man ikke skulle ud i junglen og grave et hul. En af de fysiske ting vi vil huske er hvordan de fleste børn fra 1-3 år løber nøgne rundt og leger i sandet, der er intet at skjule her ;) Derudover er der utrolig mange hunde der løber rundt på stranden, og familiens hund her skulle hvis være far til de fleste af hundene. Derudover har børnene lært os at spille et lokalt kortspil der hedder "Thousand".

Den 28. Var sidste dag i landbyen. Dagen blev brugt på afslapning og læsning plus nogle overførsler af forskellige computerting. Om eftermiddagen kl. 16 hyggede vi os for en sidste gang med en film og denne gang med popcorn og sodavand. Til aften fik vi massere af fisk som nogle mænd fra landbyen havde fanget til os. Også i løbet af dagen gik vi massere af mad gaver, folk kom med vandmelon, og vi fik smagt sukkerrør (som man bare skal sutte på prøvede børn at lære os). Om aften skulle der være en afslutning ceremoni for os. Som alt andet er der aldrig et nøjagtigt tidspunkt på. Så vi sad og var klar en time inden det rigtig startede. Det fik vi dog vendt til noget positivt for vi fik alle de lokale børn fra landbyen med på sanglege som "Hoved, skulder, knæ og tå", børnekirkesanglege, "Å buggi buggi" var også et hit og ikke mindst "En lille and med vinge", som skabte rigtig mange grin særligt da det var numsen der skulle vrikkes. Man er hvis ikke så vant til at vise følelser og sådan herude og derfor er det også unaturligt at danse med numsen. Efter ½-1 times leg med børnene startede cermonien hvor vi fik mulighed for at bringe hilsner og sige hvad vi ville. Vi fik takket for deres store gæstfrihed og for den tid vi havde haft hos dem. Derudover sagde vi hvad vores oplevelse havde været af stedet. Særligt har vi nydt godt af at der ikke er så meget planlagt og man tager tingene stille og roligt og det har givet tid til en masse eftertanke og tid til læsning, bøn osv. Det har været rigtig skønt. Vi fik en fin gave fra landbyen - 2 fine halskæder lavet af ting fra havet.

Den 29. kl 5 om morgen blev vi så vækket og skulle af sted med båden til Popondetta. Ca. kl. 6.15 kom vi af sted fra Kainde hvor vi gav de sidste knus og sagde farvel. Det var mærkeligt at skulle sige farvel til familien herude, vi har jo været en del af deres hverdag i 10 dage nu og man havde lige vænnet sig til det hele. Samtidig glædede vi os også til at komme videre. I Indien savnede vi noget god mad, denne gang er det et køligere klima og aircondition vi savner J Bådturen gik godt men var meget bumlet. Da vi kom til Popondetta kom vi ind på guesthouset og brugte resten af dagen der. Vi havde både fladskærms tv med massere engelske kanaler deriblandt en filmkanal, eget toilet og bad og et fint værelse. (luksus sammenlignet med landbylivet".

Vi har snakket om et par gange om det her med, hvordan vi skal forklare, hvad det er vi har oplevet, og vi snakker altid om at det bliver svært at forklare tingen, fordi man har mange forestillinger lige så snart man siger et ord, sætter vi billeder på. Men de forestillinger som vi selv havde og som I har når I læser det her er bare ikke det samme som det der er virkeligt eller som det er herude. Fx når i høre ordet båd, så tænker man jo ikke lige på sådan en lille båd som den vi sejlede i. Eller når vi skriver landsby er det jo ikke som en lille by som Sæsing eller Astrup. Det er jo en landsby som for det første er træhytter med stråtag eller ja det ikke stråtag men det kan ikke helt forklares (se billeder). Så hvis man skal beskrive det bedst muligt må man bruge lidt andre ord. Det er som at bo i junglen, bare ved havet. Kvinderne har de huslige pligter og mændene er forsørgerne der skal sørge for maden kommer på bordet, eller nej at maden kommer til gryderne hvor kvinderne så laver det. (Jeg er glad for det ikke er mig, den ville ikke gå, han skulle lave mindst lige så meget som mig :P)

Der er mange der har været lidt bekymret for om jeg skulle blive forelsket i en udlænding her på min rejse, og bare for at gøre jer endnu mere nervøse må jeg da sige at der er noget over sådan en stærk maskulin landsby mand J Jeg har da også set mig godt ind på en ung mand, men bare rolig, forelsket det er jeg ikke! "So dont worry daddy!".

I dag den 30. januar tog vi så videre fra Popondetta til Port Moresby. Vi stod op kl. 06.00, for vi skulle være i "lufthavnen" i god tid. Winterfords fætter kørte os derhen og vi fik afleveret vores bagage til Winterfords nevø, som arbejder i lufthavnen (han ville sørge for det kom på det rigtige fly). I vores dokument stod der, at flyet skulle lette kl. 09.00, men allerede kl. 08.00 var flyet ankommet og 10 minutter efter måtte vi gå om bord på flyet. Så en halv time før tid fløj vi hen over landet til Port Moresby - det synes vi var meget underligt, for vi havde nærmere forventet at flyet ville være forsinket, men alt er en overraskelse herude J Men vi kom sikkert frem og vi sidder nu her på gæstehuset i Port Moresby, hvor vi skal overnatte til og med den 1. feb. Her er rigtig pænt, og vi har allerede mødt nogle søde mennesker her. Så i dag og i morgen vil vi være her på gæstehuset, hvor vi kan begynde at indstille os på civilisationen (med fx et rigtig bad, et køleskab, et TV osv.) , få læst og gjort os klar til Australien og ikke mindst få skrevet forskellige dokumenter der skal være styr på, heriblandt dette oplæg.

Vi er så heldige at Winterford er taget med os helt herind til Port Moresby og på onsdag sætter han os på flyet videre til Australien. En ting vi er meget betaget af hernede, er familiebåndet. Hvor end vi tager hen med Winterford har han enten en ven, en fætter, en onkel eller en nevø mv. som hjælper ham/os med transport og andre praktiske gøremål. Sådan er traditionen simpelthen hernede, hvilket vi synes man burde lære noget af derhjemme.

Men alt i alt er vi meget enige om, at vi er glade for vi tog herud og fik denne oplevelse med - det er vist kun once in a lifetime det sker!