Profile
Blog
Photos
Videos
Mandag den 20. februar startede med, at vi tog afsked med Anne Kathrine efter 3 rigtig dejlige dage med hende. Hun skulle videre med bus ned langs østkysten og vi skulle ud til lufthavnen, for at nå vores fly til Auckland på New Zealand. Flyveturen til Auckland tog 4 en halv time, og de blev skam udnyttet godt, for vi brugte alt tiden på at se film (vi havde vores egen tv-skræm i sædet foran os) - fantastisk J. Da vi ankom, fandt vi en bus som kunne køre os hen til det hotel vi skulle sove på. Resten af aftenen brugte vi ellers på at gå en tur i byen, handle ind og ikke mindst planlægge vores ophold her på New Zealand.
Tirsdag den 21. februar startede med, at vi gik hen til et kontor, for det busselskab (Kiwi) vi skal rejse rundt med her på New Zealand. De hjalp os med at arrangere vores tur rundt på både nord - og syd øen. Desværre er tiden knap, og derfor bliver det en intens rejse vi skal ud på, men det er jo sådan vi har valgt vores rejse skal være ;) Efter vi havde klaret dét gik turen hen til "Auckland Domain", som er en kæmpe stor park der ligger midt i byen. Her så vi bl.a. mange flotte og anderledes træer og vi var inde i det de kalder "Wintergarden" for at se mange forskellige blomstre. Inden vi gik tilbage til hotellet, gik vi forbi havnen, hvor vi bl.a. kunne se det berømte skytower fra, og vi smuttede selvfølgelig også lige ind i et par butikker som stadigvæk var åbne.
Den 22. februar havde vi meldt os på en tur, hvor vi ville komme ud på havet for at se delfiner og hvaler. Desværre blev turen aflyst pga. dårlig vejr (vind og regn) - ÆV ÆV L. Så vi håber, at vi får en anden mulighed for at se delfiner her på New Zealand!! Da planerne blev ændret endte denne dag bare som en afslapningsdag på hotellet, hvor vi bl.a. fik styr på overnatningerne i de forskellige byer - de klarede Tina i stiv arm.
En pudsige ting vi har bemærket her på New Zealand er: når fodgænger skal over en stor vej, så kan man enten vælge at gå lige over eller tværs over vejen, for alle får grønt lys på en gang (se billede).
Den 23. februar startede vores buspas med Kiwi Experience! Det betød, at vi skulle tidligt op, for bussen ville køre fra Auckland lidt i 9 om morgenen. Ved eftermiddagstid ankom vi så til Coromandel Peninsula - også betegnet som "Hot Water Beach", hvor vi skulle tilbringe resten af dagen og natten. Det var en rigtig fin campingplads vi kom frem til, som lå få kilometer fra stranden. På campingpladsen var vi så heldig at få os booket ind på et ud af de 2 privat dobbeltværelser campingpladsen kunne tilbyde os. Alle de andre vi rejste med i bussen bookede sig ind på et "dorm-værelse", som er en stor fælles sovesal for både drenge og piger. Rigtig mange backpacker foretrækker at bo på "dorms", fordi de er langt billigere og nok også for fællesskabet skyld, men vi vil nu hellere have noget privatliv end at spare de penge! Efter vi havde smidt taskerne af på værelset, gik vi ned til stranden i fælleskab med 2 danske piger vi havde mødt i bussen! Nede på stranden så vi, at folk stod og gravede i sandet for at lave deres egen lille "pool". Vi gjorde samme og fandt hurtigt ud af, hvorfor stranden hedder "HOT Water Beach". Nogle steder på stranden er man nemlig så heldig at grave ned til noget VILDT varmt vand, hvorimod andre steder på stranden er vandet VILDT koldt.. Så det gælder simpelthen om at blande dette vand, så det bliver behageligt at sidde i. I starten havde vi lidt svært ved at finde et godt sted vi kunne placere os, fordi enten var vandet ALT ALT for varmt eller så var det for koldt, så vi valgte den nemmeste metode, nemlig at slå os ned i "pool" som allerede var lavet ;) Da vi endelig havde fundet den rette temperatur, var det skønt bare at ligge der og slappe af - også selvom det regnede. Vi sov i en lille hytte, en slags "mobelhome", hvilket var rigtig hyggeligt!
Den 24. februar skulle vi tidligt op og videre med Kiwi bussen til Waitomo. Inden vi nåede Waitomo tog vi en pause midtvejs, hvor vores kvindelig buschauffør tog os alle sammen med ud på en flot gåtur i et område som hedder: "Karangahake". På turen oplevede noget af den storstrålende natur som findes her på New Zealand. Det mest fantastiske ved gåturen var guldminerne. Vi gik langs skinnerne og kom helt ind i de mørke miner. Herinde fik vi de såkaldte "glowworms" at se, som ligner et lille blåt lys der er placeret inde i bjerget (svært at forklare, skal opleveles)! Efter en køretur på 2 timer ankom vi til Waitomo. Tina og jeg (Carina) havde booket os ind på et andet hostel end resten af bussen, så vi forlod bussen og fik os checke ind på vores værelse. Klokken lidt over 4 havde vi meldt os på en tur sammen med nogle af de andre fra bussen. Vi skulle på adventure "Black Water Labyrinth". Hvis man skal forklare hvad det er skal udstyres forklares: du får en våddragt og gummistøvler på, en hjelm med lys og en badering og afsted ind i grotterne med dig! I Grotterne vandre du rundt med vand op til livet og ellers ind igennem de små gange. Pludselig når du til et sted hvor det går 2 meter ned, og så skal du ellers sætte ringen på numsen, vende dig rundt og hoppe i. Ellers var turen for at nyde grotterne mens du flød i baderingen og flød gennem grotterne med flotte "glowworms" som ligner en stjernehimmel. Det var en rigtig fed oplevelse! Da vi kom tilbage fra turen fik vi en varmt bad (veltrængt) og en kop varm tomatsuppe og bagel.
En hilsen her fra os tøser på New Zealand
- comments
Ruth det lyder super spændende hvad i oplever.......forsat god tur.
Praveen I believe Hollywood is tinakg a cue from the modern news media, not only in a ripped-from-the-headlines subject matter, but also in the degree to which the crimes themselves are portrayed on screen. As more nasty details are featured on the evening news, I think the numbing effect that Matt Travis spoke of forces Hollywood to new graphic heights (or depths in this case). Also, these movies allow us as a group to vicariously punish the offenders that have made victims of our women. Usually we are able to sacrifice these deviants in the most satisfying fashion as slugs from the protagonists pistol put the offender down for good. I think sex-crime movies in the procedural category that Neal King spoke of can offer us valuable insights into what people want to see in their films. But the most powerful or helpful sex crime movies are not the ones that offer up a gross characterization of a rapist from whom the audience can easily and safely distance themselves. The good ones are the ones that ask the audience the big questions about their subject matter. Films like Happiness that ask if we can ever really know whose house our children are sleeping at, or films like The Accused or A History of Violence (here Im thinking of the staircase scene) that ask where we draw the line on what actually constitutes a sex crime.